Anders

Anders havde højt hår og en lilla skjorte. Han så alt for godt ud til at være interesseret i mig, så jeg var sikker på, at jeg havde opfattet det hele forkert. Det var ikke mig, han kiggede på. Det var ikke mig, han snakkede til. Det var ikke mig, han smilede til. Det var min veninde. Det var altid min veninde. Det var i øvrigt også ligemeget, for jeg ville alligevel aldrig se ham igen.

Jeg så Anders igen. Det var til en fest i Vejlby Risskov-hallen. Jeg husker stadig, hvad jeg havde på: En mørkeblå striktrøje fra Benetton. Det var meget vigtigt, at den var fra Benetton. En mørkeblå nederdel og sorte collegesko. Eller var det de hvide?
Min veninde tog fat i mig og trak mig væk. ”Jeg har noget til dig,” sagde hun. Det var Anders, hun havde til mig, og mine knæ blev så bløde, at jeg måtte sætte en hånd på væggen for at holde mig stående. Det var Anders, og han var glad for at se mig. Mig? Mig!

Vi dansede. Jeg var fuld og skæv, men havde ikke indtaget andet end sodavand. Jeg dansede med Anders, og de spillede ”Right on Track” med ”The Breakfast Club”, som ellers ikke blev spillet andre steder end på MTV. Jeg dansede og smilede til Anders, som helt sikkert smilede tilbage. Da festen sluttede, var vi kærester.

Anders boede i et meget fint hus, som lå ved vandet. Vi gik en tur, og han fortalte om dengang, han fandt en strandvasker. Han lavede pitabrød med fyld til os, og han tørrede gulvet af, fordi jeg havde sat strandmærker på dem. Jeg havde ikke opfattet, at jeg var i et ”tag skoene af”-hjem, og jeg var så flov.

Anders besøgte også mig. Jeg boede i et gårdhavehus. Vi havde mange bøger og planter og støv, og naboerne gik ind og ud hele tiden med sko på. Anders spurgte mig, hvad mit fritidsjob var, og jeg svarede, at jeg ikke havde sådan et. ”Jeg kan da ikke sige til mine venner, at min pige ikke har et fritidsjob.” Jeg smilede og undskyldte, mens jeg tænkte, at det sgu da ikke ragede hans venner, og at jeg sgu da ikke var nogens pige.

Vi skulle ses nytårsaften. Vi havde ikke set hinanden i flere uger, og han havde en julegave til mig. Han var min første kæreste, og jeg anede ikke, at man skulle give hinanden julegaver. Det var en sølvkæde. Jeg sagde tak og slog op med ham.

Der gik 10 år, inden jeg så Anders igen. Han havde stadig højt hår og en lilla skjorte, og jeg forstod, at tiden ikke altid har godt af at stå stille.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *