Anohni

Jeg havde foldet en stor middagsserviet sammen og lagt den i min taske, sådan lidt halvhjertet. Jeg var forberedt på, at jeg ville blive rørt, men hvor meget kan man egentlig græde til en koncert?

Det var et af de røde bløde sæder i Musikhuset, helt oppe bagved på de billige pladser, hvor jeg havde mit overblik. Aarhus Symfoniorkester kom ind. Jeg fik hjertebanken. Koret kom ind. Jeg blev rørt over lyden af deres sko mod scenegulvet. Salen var så stille. Anohni kom ind. Salen eksploderede. Mine tårekanaler punkterede.

Nogen siger, at Anohni er avantgarde. Ikke for alle. Jeg siger, at hun er for alle, der kan blive opslugt af skønhed. For Anohni er smuk. Ikke hollywoodsmuk, men ægte smuk. Det smukkeste er ikke altid det pæneste. Ikke altid det letteste. Anohnis tekster gør ondt, hendes mimik afslører en forpinthed, der nemt kravler ind i en selv. Men Anohni er så smuk. Smuk, fordi hun er sig selv, selvom det kan være fyldt med smerte, fordi hendes stemme er uforlignelig, hun er smuk for det, hun får mig til at føle og tænke.

Første sang var ”Manta Ray”, som er fra dokumentaren Racing Extinction:
Without biodiversity
I’m nothing
It’s like I never existed

Jeg kom i tanke om middagsservietten i min taske og forsøgte at lyne op langsomt og lydløst, for salen var så stille. Fem sange inde i programmet forsøgte jeg at finde ud af, hvilken ende af den jeg havde brugt til øjne, og hvilken jeg havde brugt til næse. Det var ret heldigt, at servietten var så stor.

Femte sang var Cripple and the Starfish fra dengang Anohni hed Antony:
I am very happy
So please hit me
I am very happy
So please hurt me

Da koncerten var forbi, blev vi ved med at klappe, selvom Anohni var væk og lyset var tændt. Jeg blev ved med at græde, og jeg var flov og småløb ud i mørket, før jeg mødte nogen, jeg kendte. Det er flovt at græde, det er flovt at føle for meget. Det har jeg altid lært. Men i den sal sammen med Anohni, var det ok. Det var ok, at jeg er bekymret for naturen. At jeg kalder bierne ”lille ven” og laver sukkervandsmadpakker til dem, når de er trætte. Det er ok, at jeg græd lige før, da en enlig hejre fløj hen over min have. Det er ok, at jeg tænker så meget over, hvor fuglene sover henne, når det er koldt. Det er ok, at jeg bliver revet stykker inden i, når jeg tænker på andre dele af verden, hvor de lider på måder, vi ikke kan forestille os. Det er ok, at jeg bliver revet i stykker inden i af nogle menneskers ligegyldighed og ondskab.

Det er ikke os, der græder, der skal være flove. Tak, Anohni!

 

Link til Manta Ray (YouTube)

Link til Cripple and the Starfish (YouTube)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *