En frikadellesandwich med det hele

Fra vores heksagon kunne vi se den øverste halvdel af strøget. En rude pegede mod grønthandleren i Arkaden og hele dagen kunne vi høre ”ti bananer for en tier”. Han udtalte det med et ekstra n: ”bannaner”.
På vores side af ruden stegte vi frikadeller. Kunderne kunne lide dem tykke, men når det var til mig selv, foretrak jeg at halvere dem og stege de bløde sider, så der kom mere skorpe.

En rude pegede lige ud, så vi kunne se folk komme fra Ryesgade. Vi vinkede til dem, vi kendte, og gemte os for dem, vi ikke havde lyst til at kende. Vi gloede på ham, der gik op og ned, mens han onanerede gennem et belejligt hul i sin bukselomme. Vi beundrede de polerede fyre fra Kaufmann. De havde stift hår, blanke sko og dyre jakkesæt, og det faldt os aldrig ind, at de ikke tjente ret meget mere end os. I weekenderne vaskede vi frikadellelugten ud af håret og mødte dem nede på Downtown, hvor vi var alt for nemme at imponere.
På vores side af ruden lunede vi boller, og når det var koldt, lunede vi glasflasker med Cocio i brødristeren.

En rude pegede ud til køen af sultne mennesker. ”Skal det være med det hele”, spurgte vi, og når de ville vide, hvad det hele var, sagde vi ”rødbede, remoulade og sennep”. Hvis vi kiggede hen over køen kunne vi se manden med skægget, som sad sammenkrøllet på jorden og talte til synet af sig selv i butiksruden. Jeg læste engang om ham i Århus Onsdag. Han var skizofren og havde to børn, der hed Ditten og Datten.
På vores side af ruden håbede vi på huller i køen, så vi havde mere tid til at hyggesnakke.

En væg stod skråt ned mod den anden ende af byen. Hvis der havde været en rude, kunne vi se McDonalds, vores største konkurrent. Væggen havde en udvendig hylde, hvor kunderne kunne spise deres frikadellesandwich med ansigtet skærmet fra typer, der ikke havde andet at lave en at glo på folk med remoulade i mundvigene.
På vores side af væggen lagde vi penge i kassen og forsøgte at regne ud, hvad kunderne skulle have tilbage, for kassen var bare en kasse og ikke et kasseapparat.

En anden væg pegede direkte ned mod byen. Her var mere hylde og flere kunder, der gerne ville spise i fred. Hvis der havde været en rude, kunne vi se ryggen af dem, der lige var kommet fra Ryesgade, og vi kunne se dem, der bar poser fra Salling og Søstrene Grene op mod banegården.
På vores side af væggen væggen hældte vi cola og Fanta op i papkrus.

Den sidste flade var en dør ud. Når man lukkede den op, kunne man se Tang, butikken hvor min veninde havde købt et helt Kello-sæt, der bestod af blazer, bukser, lang nederdel og et par cityshorts. Jeg købte mit tøj i H&M, for der fik jeg meget mere for frikadellepengene. Døren stod tit på klem, fordi vores venner kom forbi for at sludre eller for at nasse frikadeller, eller de amerikanske missionærer kom og bad om gratis mad efter aftale med ejeren, som var mormon. De var meget eksotiske, de altid høflige unge mænd, der var klædt, som om de var på vej til familiefest.
På vores side af døren længtes jeg efter at få fri. At gå ned mod Busgaden med en lille pose restefrikadeller i hånden. At sidde i bussen og lade, som om det ikke var mig, der stank af svinefedt. At komme hjem og vaske dagen væk.

2 tanker om "En frikadellesandwich med det hele"

  1. Anne

    Tak for en tur “hjem til Århus”. Jeg skulle også hjem og vaske dagen af – for mig var det bare duften af isvafler, guf og is fra dagene i ishuset i Den Gamle By :-)

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *