Det er så svært at forstå hadet. Hvorfor hader de så meget, tænker jeg. Hvorfor er de ligeglade med folk i ekstrem nød? Hvor kommer fordommene fra?
Men det må også gå den anden vej. De mennesker, der kalder mig og andre for naive halalhippier, må da også tænke over, hvorfor vi ikke ser det, de ser. Hvorfor mener vi ikke, at ”de fremmede” er farlige? Hvorfor frygter vi ikke for de danske værdier? Hvorfor er vi ikke bange for at miste noget, når flygtninge skal have hjælp?
Jeg har ikke valgt en side eller grebet nogle godheds-holdninger ud af den blå luft. Det, jeg mener, er dannet af det, jeg har oplevet. Af min for mig helt virkelige virkelighed. Af det jeg kommer fra.

Da jeg var 7 år, flyttede min familie og jeg fra Vestjylland til en forstad til Århus. Vi flyttede fra blæst og boligblok til et gårdhavehus i alment boligbyggeri et sted, hvor alle snakkede mærkeligt. De boede i et huus og gik uuj og fik iis, og de var meget interesserede i at høre, om jeg havde været på en ægte bondegåwer. Det var nogle mærkelige børn, jeg mødte dengang. Åbne og anderledes og nogle gange løb de nøgne rundt på legepladsen, men det var jo også i halvfjerdserne. Jeg husker meget lidt fra tiden i Vestjylland, og jeg husker meget fra den første tid det nye sted. Jeg var lykkelig der. Senere fandt jeg ud af, at andre steder i forstaden kaldte man mit kvarter for slummen eller ghettoen. Det må have været, fordi de aldrig havde været der, for det var en tryg og sjov tid fyldt med venner og sol og sne og strømpesokker op til genboen, som serverede pomfritter eller flødeskumsroulade, der altid havde en meget eksotisk bismag af Rød Cecil.
Efter nogle år kunne jeg børste lidt glimmer af det oliemaleri, jeg havde gjort mit kvarter til. Det var ikke alt, der var godt. I de andre huse var der børn, der fik tæsk, der var voksne, der tæskede hinanden. Der var det søde ældre ægtepar, der ind imellem passede mig og min søster. Dem, hvor konen en sen aften ringede på vores dør smurt ind i blod, efter hendes mand havde gennembanket hende. Der var sultne børn og fattige forældre, der var druk, og der var mindst to ægte narkomaner — der kan sagtens have været flere, men vi lagde mærke til dette specifikke par, da den ene skød efter den anden ude på legepladsen. Der var alt muligt i vores kvarter. Der var også folk, der så ud, som om de havde masser af penge. Der var gamle hippier, der boede alment, fordi de ikke havde lyst til at eje noget. Der var skolelærere og akademikere og fabriksarbejdere og rengøringskoner og arbejdsløse. Det var ikke alle hjem, der var trygge, men jeg var aldrig nogensinde bange for at bo der midt i vores kvarter.
Der var også folk, der ikke var født i Danmark. Der var en hollandsk far og hans to børn. Der var en dreng fra Jugoslavien. Der var de iranske og somaliske familier. Og irakerne. Der var polakken i huset bag vores. Der var flotte Carlos og rare Maurice og den altid venlige mand, som de andre sagde var en ægte afrikansk prins.
Der var måske også vold og utryghed i nogle af de hjem — det endte i hvert fald ikke godt for den hollandske familie, men “de fremmede” generede mig aldrig. De var mine naboer, som jeg sludrede med i vaskehuset — og det var aldrig dem, der stjal mine vasketider. De var dem, der aldrig lavede et måltid uden at dele ud af det. De var dem, der ansatte min søster som barnepige. De var dem, der blev vores venner. De var dem, der stoppede op og spurgte, hvordan vi havde det. De var ikke noget andet end os. De var en del af os.
Jeg husker min forvirring og vrede, da nogle af parcelhuspigerne havde vovet sig ned i slummen for at glo på forstadens smukkeste dreng — han boede i mit kvarter og var fra Iran. Pigerne sukkede over ham, men blev også enige om, at man jo ikke kunne være sammen med sådan én. Sådan én? Altså sådan en smuk og sød og klog og sjov og fantastisk ven-én? Jeg forstod det ikke dengang, og jeg forstår det ikke nu.
I mit liv har jeg mødte mange mennesker af mange forskellige nationaliteter. Mange fantastiske mennesker og mange røvhuller, og det generelle ved dem er, at jeg ikke kan generalisere. Hvor du er født, og hvordan du ser ud har ikke en skid at gøre med, om du er et godt eller et dårligt menneske.
Jeg tror ikke, det er løgn, hvis nogen fortæller, at de er vokset op et sted som mit kvarter, men har haft en hel anden oplevelse. Jeg forsøger altid at blive bedre til at huske, at der er mange forskellige historier, og der findes ikke en speciel slags mennesker, der kun er på én måde.
Jeg synes selvfølgeligt ikke, at Danmark skal huse alle flygtninge i hele verden, og jeg kender ikke en eneste anden halalhippie, der mener, at det er en god ide. Jeg lider til gengæld heller ikke af det der sære storhedsvanvid, der får en overraskende stor flok mennesker til at tro, at man kan sidde i et sønderbombet land og have mistet det meste af sin familie, men det eneste, man har lyst til, er at komme til den lillebitte prik, der hedder Danmark for at udnytte velfærdssystemet.
Jeg er kritisk overfor religion, og det synes jeg sagtens, man kan være uden at fordømme den religiøse.
Jeg tror ikke, vi når nogle vegne, hvis det er forbudt at sige, at der er problemer, men gid vi så også husker, at det er virkelige menneskeliv, vi taler om. Mennesker, der føler, tænker, frygter, elsker og håber som os. Jeg er lykkelig over, at mine forældre lærte mig at læse og se nyheder, at være grundig, at være både åben og kritisk over for dem og selv undersøge ting, der ikke hænger sammen.
Det bør ikke handle så meget om nogens formørkede dagsorden. Det bør være virkeligheden, der gælder.
Men lige nu ser vi virkeligheden på så vidt forskellige måder, at jeg har svært ved at tro, at vi nogensinde stopper med at være sure på hinanden. Det gør mig bange og ked af det. Og det hele bliver så åndssvagt og handler pludseligt alt for meget om frikadeller, og jeg fatter ikke, at hakket svin kan være vigtigere end værdier som åbenhed, venlighed og medmenneskelighed.
Jeg spiser ikke svinekød. Jeg synes, det er ulækkert. Men jeg elsker at være dansker, og jeg hader, at vi er så splittede.

Hvor kommer dine meninger fra?