Noget om fugle 2

Det er et mareridt at vågne om natten, når vågenheden er fyldt med alt det dårlige, jeg har gjort i mit liv. Hvert eneste grimme ord, jeg har sagt til nogen, roterer i min hjerne. De forstyrres kun af de grimme ord, nogen har sagt til mig. Grimme ord, dårlige oplevelser, tristhed , sov godt, hvis du kan.
Sådan var det hver nat i flere måneder. Dagene gik med at være apatisk, at græde uden at opdage det, at smile uden på, men ikke have inden i med. Mine nærmeste har sagt, at de slet ikke opfangede, hvor dårlig jeg var, og det forskrækker mig, hvor forfærdeligt man kan have det, uden det trænger ud i ansigtstrækkene og kropsholdningen. Det forskrækker mig, at de konstante tårer kun var konstante, når jeg var alene.
De uendelige nætter fortalte mig, at alt dårligt, der var sket mig i mit liv, var min egen skyld. Jeg var et forfærdeligt menneske. Jeg besluttede, at jeg ikke fortjente at have venner og stoppede med at svare på beskeder. I virkeligheden kunne de jo ikke fordrage mig, vennerne, det fortalte nætterne mig, så jeg gjorde dem en tjeneste.

*

Blåmejsen havde sat sig lige uden for stuevinduet. På kanten af markisen. Med hovedet nedad. Der sad den og kiggede ind på mig, som om det var mig, der vendte på hovedet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.