Noget om fugle 3

Jeg skal ikke have venner, jeg siger nej til alle invitationer, jeg skriver aldrig igen, jeg forlader aldrig mit hjem igen. Hurtige løsninger føles så godt. Stor lettelse. Min største fejl var at tro, at jeg havde brug for andre, at jeg havde brug for noget. Hvis jeg havde fattet det tidligere, ville jeg ikke være så ked af det nu. Fantastisk logik. Lige så god som den der med, at jeg er så usædvanligt dum og grim, at hele verdens befolkning ikke kan tænke og tale om andet samtidig med, at jeg er helt ligegyldig og usynlig, at det ikke betyder noget, om jeg er her eller ej. Ligeså god som det der med, at hvis nogen roser mig, gælder det aldrig, men hvis nogen siger noget grimt om mig, gælder det altid.
Min veninde skrev til mig, at hun ikke kunne forstå, hun ikke hørte fra mig. Om hun havde gjort noget forkert. Hun var så ked af det, hvis hun havde gjort noget forkert. Der er ikke meget lettelse over andre menneskers ubegrundede ked-af-det-hed og skyldfølelse. Det er der ikke. Problemet var bare, at jeg ikke havde lyst til at fortælle, hvordan jeg havde det. I mit hoved, i de uendelige nætter, i mørket handlede det hele om mig, mig og min forfærdelighed. Men når jeg tænkte på at tale om det, fik jeg følelsen af at skulle kaste en stor sort klump op. En klump så stor, at hverken jeg eller andre kunne rumme den.

*

Normalt sidder duen på kanten af fuglebadet, tager en lur, går på toilettet, den slags. Men den dag ville duen i bad. Den satte sig ned i vandet, sad der længe, vaskede ansigtet, sad lidt igen, vaskede sig under begge vinger, sad lidt, stak den ene vinge lige op i luften, helt lodret, sad der længe, var ligeglad med, at det så sært ud, for det var rart, det kunne man se.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.