Noget om fugle 4

Ingen gider høre om, hvordan jeg har det. Altså, hvordan jeg virkelig har det. Jeg gider ikke selv høre om det. Jeg får kvalme af selvmedlidenheden og den enorme selvoptagethed. Hvem tror jeg egentlig, jeg er? Jeg skammer mig over at være et dårligt menneske, og jeg skammer mig over skammen. Hvis jeg siger noget, fisker jeg efter ros, efter nogen, der siger ”men Anne, sådan er det jo ikke”. Og de siger det bare for at få mig til at få det bedre. Men jeg får det ikke bedre, for det, de siger, er løgn. Jeg er nødt til at holde det for mig selv.
Selv nu, hvor det er meget lysere, nu, så mange måneder efter det var helt slemt, vågner jeg om morgenen og tænker som det første ”jeg skulle slet ikke have skrevet om det her. De krummer tæer. De tror, jeg fisker efter ros. De synes, jeg er til grin”.
Men jeg fortæller om det lidt endnu, for hvis jeg skal skrive videre i fremtiden, hænger den jo der et sted i ordene, elendigheden.

*

Det bankede let på køkkenvinduet. Der er aldrig nogen, der banker let på køkkenvinduet, så jeg var nødt til at rejse mig og kigge. Det var en blåmejse. En lillebitte blåmejse. Den hoppede fra forhaveforsythiaen mod køkkenvinduet med sine små kvistefødder først. Vingerne blafrede, så den kunne holde den lille balance. Den gjorde det igen og igen. Dap, dap, dap.
”Hvad vil du? Vil du ind?”
Blåmejsen hoppede tilbage til forsythiaen. Kiggede lidt på mig. Så fløj den væk.

En tanke om "Noget om fugle 4"

  1. Eva

    Smukke Anne med de stærke ord. Hvis jeg kunne, ville jeg gøre noget for at lette din smerte.
    Men det ville bare være ord.
    Jeg kan kun sige, du kan få mig til at græde, men aldrig at krumme tæer.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.