Noget om fugle

Det begyndte nok før de uendelige nætter, men det var de uendelige nætter, der fik mig til at forstå det. Det var ikke meningen, at jeg skulle være så ked af det. Det var ikke almindeligt at græde hver dag. Det var ikke meningen, at jeg skulle skamme mig over at eksistere. Jeg har altid været usikker, men det her var meget mere end usikkerhed. Jeg var flov over mig. Jeg var flov over det jeg havde skrevet og fået udgivet. Jeg var et elendigt menneske, der i et kort øjeblik havde troet, at jeg kunne noget, men det kunne jeg ikke, og jeg skammede mig så meget, at der ikke var plads til mere skam.
”Jeg kommer aldrig til at skrive igen,” sagde jeg til min kæreste. ”Jo, du gør,” sagde han. ”Men det er ikke kun lysten, der er væk. Jeg kan ikke mere. Ordene vil ikke hænge sammen.”
Det har han ikke sagt så meget til, men han er gået i gang med at lave en ny hjemmeside til mig. Èn der skal skrives til og på, og nu forsøger jeg. Jeg vil skrive om de uendelige nætter, om at blive glad igen, om at der ikke skal skrabes ret meget i overfladen for at få øje på den tunge ked-af-det-hed, om fuglene, der gør det bedre, om fuglene jeg skammer mig over at være så glad for, om at komme videre.

*

Solsorten sad inde i forsythiaen. Langt inde i midten. Jeg måtte helt tæt på for at se, at det var en solsort og ikke en eksotisk vidunderfugl. Det var bare en solsort, og den sang helt stille, som om den kun sang for sig selv. Men det var det fineste, jeg havde hørt. Det var alle fugles smukkeste sange, der kom ud af det lille orange næb. Solsorten sang så stille, at det mest af alt virkede, som om den øvede sig. Den ville være sikker på, at den var god nok, når den skulle synge uden for forsythiaen. Jeg hviskede til den, at den allerede var fantastisk, men jeg tror ikke, den lyttede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.