Han ønskede sig bare en bedre skilning

Jeg kom til at tænke på ham i går aftes. Det er sært, som folk, der har været langt ude af mit liv i mange år, dukker op, når jeg egentlig skulle sove. Men han dukkede op med sit evige smil. Han var en del af kliken, da det var den klike, der var vigtig for mig. Altid småløbende, altid smilende, altid i lidt for småt tøj. ”Jeg skal have opereret mine stritører ind,” fortalte han. Han var så glad og glædede sig især til at få en ny frisure. Han havde altid ønsket sig noget med sideskilning, men indtil da havde ørerne forhindret alt andet end midterskilning. Det var ikke noget, jeg havde tænkt så meget over. Han smilede så meget, at det var svært at få øje på andet end det optimistiske hul i hans ansigt.
Efter operationen havde han noget på hovedet, som mest af alt lignede en Prinsesse Leia-paryk af gazebind, og da det kom af, lignede han bare sig selv igen. Jeg kan ikke engang huske, om han fik sideskilning.
Der gik mange år, hvor jeg ikke så ham. Jeg glemte ham, indtil den dag jeg stod i et busskur på banegårdspladsen og en mand sagde ”kan du ikke se, det er mig?”
Det kunne jeg god se, da jeg så igennem det slidte og forhutlede. ”Hvordan går det,” spurgte min automatstemme. ”Ikke så godt,” svarede han. ”Jeg er alkoholiker.” Han smilede og lignede sig selv fra dengang. Så kom hans bus, og han stod på, mens han sagde ”godt at se dig”. Jeg nåede ikke at lægge mærke til hans skilning.
Jeg har ikke set ham siden, men i går aftes kom jeg til at tænke på ham.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *