100 spurve i haven er bedre end slet ingen spurve

Naboens skamklippede hæk var helt levende af de små spurve her til aften. Jeg skal strække mig lidt for at se derind, når jeg står på det øverste af de to trin ned til haven, og jeg ved godt, at det ikke er pæn opførsel at lure på den måde. Men der må have været mindst 100 spurve, der sad derinde som i en etageejendom med mange bittesmå lejligheder. Så fløj den første flok. Henover min have og over i min anden nabos kirsebærtræ. Der sad de lidt, helt stille. Så kom der lyd på, og hele flokken fløj væk. Kort tid efter fløj den næste flok fra den skamklippede hæk henover min have og over i min anden nabos kirsebærtræ. De var stille, der kom lyd, de fløj. Og det fortsatte, mens jeg tænkte på, hvordan spurvene vidste, hvilken flok de hørte til. Hvordan ved de, at det er deres tur til at flyve?

Spurvene i naboens hæk var mine spurve. Der er mange af dem i min have hver dag. Den er indhegnet, så hunden ikke kan løbe igennem hullerne i hækken, og indhegningen holder også katten ude (eller gjorde, for Nabokat er flyttet under dramatiske omstændigheder, men den historie må vente til en anden gang). Jeg har læst og læst om, hvad man kan gøre for at få haven til at være et paradis for fugle og insekter, og jeg fandt ud af, at alle de gode ting, jeg kan gøre for dem, også er gode for mig.
Tæt, frodig, velduftende.

Nå, men tidligere her til aften var jeg trist, fordi jeg fandt ud af, hvorfor kragen pludselig sad på hækken i går. Naboen havde skamklippet sin side i sådan en grad, at solsortens rede havde ufrivilligt hul i loftet, og nu er ungerne væk. Dansk Ornitologisk Forening beder folk om at vente med at klippe hæk til meget senere på sommeren for fuglenes skyld. Jeg så foreningens opslag, og der var en mand, der svarede ”hold da kæft, de får da flere kuld på en sæson”, og jeg fik kvalme. Han har sikkert en stor perfekt græsplæne og blomsterbede med mere jord end grønt, og han har sikkert ikke noget ukrudt, og han elsker sin have og hader natur.

I min have er der natur og ukrudt, og der er mange fugle. Solsorte med deres unger, som ligner fjerkugler med alt for store næb og påklistrede googly-eyes. Der er spurve med deres pjuskede plagende unger. Skovspurve, gråspurve og jernspurve. Der er flest skovspurve, og jeg læste, at det er en af de arter, der klarer sig godt. Gråspurven har til gengæld fået sværere ved at finde føde og steder at bo, så antallet af dem daler. Der er stadig mange af dem, men hvis det fortsætter, forsvinder de vel på et tidspunkt, og man kan da ikke have en verden uden gråspurve.

Min have er meget lille, og jeg kan godt blive overvældet af de enorme mængde af spurve, der besøger den hver dag. Men de er noget at kigge på og følge med i. De er noget at passe på. De er noget, der fjerner tristhed. Og en aften som i aften bliver jeg blæst helt bagover af deres avancerede systemer. I morgen kigger jeg på dem igen — hvordan de blander sig i små flokke, hvor der kan være både den ene og den anden slags spurv, som om det ikke er vigtigt, at de hedder noget forskelligt.

En tanke om "100 spurve i haven er bedre end slet ingen spurve"

  1. Lisa

    Min mor har altid kaldt en gråspurv en “gråssie” eller en “gråssienollerkok” – og nu kan de slet ikke hedde andet, de dejlige små fugle.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.