Fra Anne O’Manne til bare mig

I år er det 12 år siden, jeg begyndte at blogge. Dengang var jeg nyskilt, mor til en 3-årig og rask. Det var et helt andet liv, og det var en helt anden blog. Dengang i begyndelsen var det blandt andet følelsen af at være med i et fællesskab, der gjorde det så vigtigt og godt for mig. Nu er bloggere en kæmpe flade af alt muligt forskelligt, men dengang var det en mindre gruppe — en del af dem havde blogget i meget længere tid, end jeg havde, men jeg følte mig velkommen. Der var ikke så mange læsere, og det var mest andre bloggere, der kommenterede. Så kommenterede man hos dem, og med tiden blev nogle af dem endda til rigtige venskaber. Det ændrede sig lidt efter lidt. Der kom et tidspunkt, hvor man gik ud fra, at en blogger var en modeblogger, eller i det mindste en, der ønskede sig at blive modeblogger. Vi begyndte at gå mere op i, hvor mange læsere vi havde, og det begyndte at føles som en popularitetskonkurrence. Jeg lod mig rive med, men for mig fjernede det en stor del af glæden ved at blogge. Der kom tilbud om at tjene penge på det, og jeg fik kvalme helt op i issen ved tanken om, at det, der havde været så sjovt og frit, skulle presses ind i en mere annoncevenlig ramme. Det handlede mere om, hvad folk ville læse, end det handlede om, hvad jeg havde lyst til at skrive. Det handlede om, hvad de andre gjorde, og hvordan jeg kunne leve op til det. Det havde jeg simpelthen ikke lyst til, og jeg kunne i øvrigt heller ikke finde ud af det.

Der findes bloggere, der er blændende dygtige til mediet, og jeg er bare ikke en af dem. Og fred være med det, men det er irriterende, at jeg lod det påvirke mig, lod det påvirke min selvtillid så meget, som det gjorde.

For første gang i lang tid begynder jeg at finde helt-ned-i-maven-glæde ved at blogge. Jeg er stoppet med at dele indlæggene på Facebook og andre steder, for det var helt åndssvagt at sidde med ondt i maven af angst for, at nogen ville læse det. Altså, ikke angst for, at ingen ville læse det, men det modsatte. Jeg var bange for, at min talentløshed blev for synlig. Det var åndssvagt at føle, at jeg burde være en dygtigere blogger, når min blog ikke behøver at handle om en skid andet end det, jeg lige føler for. I bund og grund har det altid handlet om at have et sted at skrive. Det var det, der fik mig til at blogge, og det er det, der får mig til at fortsætte.

Nu er jeg her med min lillebitte blog, der på mange måder føles som helt ny, og til mit store held er der en lille gruppe læsere, der stadig følger med. Jeg ved godt, at det er blevet meget alvorligt — dengang i begyndelsen blev jeg beskrevet som sjov. Og ind imellem kan det være en lettelse at grine af det alvorlige, men man skal sgu ikke gøre det for at tilfredsstille andre. Især ikke hvis man selv går i stykker af det.

Lige nu sætter jeg så stor pris på at have mit eget sted at skrive en spontan og alt for lang tankestrøm om fugle eller hvad mit behov lige er. Det føles så godt. Og jeg er taknemmelig for jer, der læser og kommenterer og deler rundt omkring, fordi I synes, noget jeg har skrevet, er det værd (uden jeg selv skal vurdere, om jeg virkelig fortjener det). Jeg er så glad for jer.
Det er et andet liv nu. Jeg er nygift, mor til en teenager og syg, og jeg synes, det er vildt at tænke på alt det, jeg har blogget mig igennem.
12 år, mand!

9 tanker om "Fra Anne O’Manne til bare mig"

  1. Deborah

    Kære Anne
    Du har helt ret og jeg har da også tænkt de tanker. Jeg gør, hvad jeg gør nu, KUN fordi, jeg synes det er sjovt, og hvis nogen har lyst til at læse med, så må de selvfølgelig meget gerne. Jeg synes der er en trist tendens til ikke at kommentere på bloggen og det er jeg lidt ked af, men jeg kan da se, at rigtig mange læser med. Det skal handle om, hvad vi har lyst til, helt ned i maven. Jeg har fulgt dig meget længe, og det bliver jeg ved med, lige præcis, fordi det har jeg lyst til.
    Kærlig hilsen D

    Svar
  2. Stine

    Jeg var med den gang, og jeg er med nu. Og jeg sætter oprigtigt pris på det, du deler. Jeg bliver klogere, rørt og underholdt. Og så har du et ualmindeligt dejligt sprog.

    Svar
  3. Louise Roig

    Jeg har nok været med dig de sidste 10 år og nu må være lejligheden til at sige tak til dig, fordi du deler dine tanker og fordi du er dig. Jeg ved at din blog har ændret sig i takt med dine livsomstændigheder og sådan må det nødvendigvis være. Du giver nye vinkler og indsigter, andre ting du skriver er så utroligt genkendelige og du både rører og morer mig. Jeg håbet du bliver ved længe endnukh L

    Svar
  4. Marie

    Jeg læser meget gerne alt, hvad du skriver – og det har jeg gjort siden i 6-7 år. Jeg synes, det er befriende med tænksomme tekster uden reklamer og mode. Men jeg kunne godt blive bedre til at sende en kommentar i din retning, nu hvor jeg læser alt, hvad du skriver og er glad for det.

    Svar
  5. Julie

    Tillykke! 12 flotte år! Sikke et dejligt jubilæum! Især for os, der læser med og får så meget. Det er virkelig en gave at følge dig og jeg ved ikke, hvor længe, jeg har læst med, men nok 8-10 år. Og jeg bliver ved! For evigt! Juhu!

    Svar
  6. Pernille

    Jeg synes din blog er fantastisk. Både dengang for tolv år siden og nu.
    Og så giver jeg dig ret. Du rammer så tæt på mine egne erfaringer og tanker om det at blogge :)

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.