Hvorfor skal det være sjovt for dig, når det er forfærdeligt for mig?

Der var en, der anmeldte min første bog og skrev, at der ikke var nok humor i den. Bogen handler om, hvordan det var for mig, da jeg fandt ud af, at jeg havde sklerose, og det var sådan set ikke en sjov periode i mit liv. Men jeg forstår alligevel anmelderen, for andre menneskers alvor kan være så ubehageligt. Vi ved det, når vi har det dårligt. Det er ikke noget, andre skal belemres med. Elendighed må vi hellere klare alene, og hvis vi endelig fortæller om det, skal det alvorlige helst efterfølges af en parentes med noget sjovt. For ligesom at lette stemningen.
Jeg har tænkt en del over, at det, jeg skriver, er for alvorligt og mørkt. At jeg ikke engang forsøger at få det ud på en humoristisk måde. Jeg bliver flov og tænker, at jeg da må være helt uudholdelig, og nu må jeg hellere fortælle noget sjovt. Og der er meget sjov i mit liv. Men jeg kommer ikke uden om, at det også er fyldt med smerter og isolation og angst for fremtiden. Det er et liv, der bliver mere og mere snævert, og jeg har simpelthen ikke overskud til at pynte på det. Vi må gerne grine af det, når min hjerne sletter mit ordforråd og kalder markisen for emhætten jeg er nok den, der griner mest. Men problemerne med at huske ord betyder også, at jeg gør alt for at undgå at møde nye mennesker. Jeg synes ikke, det sidste er så sjovt som det første (men jeg kan selvfølgeligt underholde de nye bekendtskaber med ”gæt det rigtige ord: En emhætte, du kan køre ud over terrassen, når solen er for skarp? En solsikke med næb og vinger, som skider på dine havemøbler? En hæld-op-kniv, som er rund og uskarp og kan bruges til at spise suppe med?).
Jeg håber, at vi med tiden bliver bedre til at acceptere andre menneskers alvor uden at lade os irritere over, at det er ubehageligt for os selv. Jeg skulle selv blive syg for at forstå det, for jeg har ærligt talt ikke været så rummelig, når andre tillod sig at ødelægge min dag med deres humorløse elendighed.
Der er nok nogen, der kan fortælle om det på en lettere og sjovere måde, end jeg kan. Men sådan må det være, for sklerose er alvor for mig, og jeg tænker, at det ikke er så svært at finde noget andet at grine af, hvis man trænger.

En tanke om "Hvorfor skal det være sjovt for dig, når det er forfærdeligt for mig?"

  1. Berit

    Jeg lånte din bog på bib og fandt den rigtig, rigtig god. Ikke til let og munter sommerlæsning, men til eftertanke og alvor. For mig at se ville det have ødelagt budskabet at pakke det ind i humor. Titlen siger det – Jeg vil ikke tage det flot, eller fra den humoristiske side, eller som en livslektion. Det var så befriende at læse om sygdom og begrænsninger som netop sygdom og begrænsninger – noget, man ikke har valgt og aldrig ville vælge, hvis man kunne.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.