Noget om vejret

Computeren pruster, hunden gisper og mit ødelagte centralnervesystem har givet op. Det har bare givet op, er nedsmeltet, ligger helt stille, forsøger ikke engang, og jeg har smerter, der er værre end noget, jeg har prøvet før. I armene og i fødderne. Især i fødderne. Men jeg vil ikke brokke mig over varmen, for folk bliver så sure på dem, der brokker sig over varmen. ”I brokker jer, når det er koldt, og nu brokker I jer også, når det er varmt!” Så jeg brokker mig ikke, men hyler lidt og bliver lidt strid og glemmer, hvordan det er at fungere bare nogenlunde. Sveden driver af mig, mens jeg sidder helt stille og kigger ud på tørheden. Jeg går ud og fylder vand i de to fuglebade og sætter en ekstra skål ud til pindsvinet. Fuglene bader i pindsvinevandet, og insekterne drukner i fuglebadene. Jeg samler dem op og fortæller dem, at det hele nok skal gå, men de virker ikke overbeviste. Jeg er nervøs over alt det tørre. Kan folk styre deres grill og ukrudtsbrænder og cigaretskodder? Er det bare mig, eller lugter her brændt? ”Det er en dejlig sommer,” siger de. Tal for dig selv, tænker jeg. Men jeg siger det ikke højt. Jeg vil så nødigt brokke mig. Når jeg ikke kan holde til mere dag, forsøger jeg at sove, men smerterne siger nej. Min mand genfortæller et afsnit af Barnaby, meget detaljeret, og jeg falder i søvn. Det er medicin uden bivirkninger. Når jeg vågner, har sveden allerede været oppe og i gang længe. Jeg drikker kaffe, tjekker vejrudsigten og håber på regn.

5 tanker om "Noget om vejret"

  1. Heidi Kjeldgaard

    Du er bestemt ikke alene. Godt nok kan jeg godt lide sol og varme. Men det her er bare alt alt for meget. Jeg kan ikke længere tænke, sove eller spise. Mad giver mig kvalme , mangel på samme giver mig hovedpine . Mine gigtsmerter har det væsentligt bedre i varmen. Men alt det andet….. jeg magter ikke at svede mere… ikke engang havvandet er køligt .

    Og udsigten til køligere vejr og regn ligge råbenbart langt ude i fremtiden…. suk

    Kærlige tanker til dig❤️

    Svar
  2. Trine Louise

    Jeg lider også i varmen. Jeg kører min egen kampagne hjemme og på arbejde for at bryde tabuet. Det er en kollektiv tvangstanke at alle skal elske varmt vejr, sikkert fordi det er en sjældenhed i Danmark. Må jeg anbefale en våd hårdt opvredet T-shirt.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.