Musik i maven 11

Ulempen ved de mange musikkanaler var, at det kunne være svært at komme væk fra fjernsynet. Jeg var besat af musikvideoer, og skulle helst være hjemme til Pat Sharp og Nino de Angelo og Maiken Wexø og Top of The Pops. Min mor var sådan en, der ikke ville indrette sit hjem efter tv’et, så vi havde et 14 tommer farve-tv, der meget mod hendes vilje havde afløst det sorthvide, jeg voksede op med. Der var ingen fjernbetjening, men min søster og jeg fandt hurtigt ud af at ligge i sofaerne på en måde, så vores tæer kunne nå kanalknapperne. Jeg var begyndt i 10. klasse, og Mette var begyndt i gymnasiet. Den første dag sad jeg ved siden af Trine, og jeg havde så ondt i maven, at jeg ikke kunne trække vejret. Der var en masse, der var gået ud af klassen. Blandt andre Jeanne og Susanne. Der var også kommet en masse nye, og klasserne var blandet sammen, og jeg kunne slet ikke finde ud af, hvem jeg var i den sammenhæng. Jeg havde så ondt i maven, at jeg sked i bukserne. Jeg sked i bukserne første dag i 10. klasse og måtte krabbe mig ud af lokalet og cykle hjem med lort i mine cowboybukser fra Benetton. Det kunne have været begyndelsen på et forfærdeligt år, men det blev det bedste år i folkeskolen. De onde var ude, og selv Trine indså med tiden, at der ikke var nogen, der var specielt interesserede i hendes løgne. Det var godt at gå i skole, jeg fik lov til at være dygtig, der hvor jeg var det, og når jeg var dårlig, hang der ikke længere hån i luften. Vi var sammen i flok, og vi havde musik, vi altid skulle høre og synge med på. Vores soundtrack var alt fra Bryan Adams og U2, og jeg syntes, det var helt elendigt, men jeg skrålede lykkelig med, og når jeg kom hjem og lå i sofaen med tæerne på kanalknapperne, sang jeg med på Mel & Kim: ”Tay tay tay tay tay t t t t t tay tay.” Og jeg fór op og spænede rundt, første gang de viste en Bros-video, for jeg havde aldrig før set noget så fantastisk. ”When will I, will I be famous?”
Ja, hvornår egentlig? Vi forstod hinanden, mig og Bros. Jeg drømte om at flytte til London og gå i 501’s og møde Bros eller mindst Nick Kamen. Jeg havde hørt så meget engelsk musik, og jeg kunne ikke holde ud, at jeg ikke oplevede det i England. Jeg drømte om at være publikum i Top of The Pops og om at have engelsk popstjernetøj på og om at være noget andet end en, der sked i bukserne. Jeg ville have mine veninder med. Det var vigtigt. Det skulle være Tanja, der var flyttet på ungdomspension. Og Linda, der havde droppet skolen og var begyndt at arbejde fuld tid. Og Mette, der havde fået nye gymnasieveninder. Og Tina, der var klatret højt op på ranglisten i den nye 10. klasse, fordi det havde værdi at være et godt menneske. De havde alle sammen gang i alt muligt, og jeg havde gang i at skide i bukserne, sende postkort til Pat Sharp og interviewe usynlige popstjerner med min hårbørstemikrofon.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.