Musik i maven 2

Når Mette var med mig hjemme efter skole, lånte hun min lillesøsters båndoptager, så hun også kunne optage fra P3. Vi hvinede, når vi optog en af de virkelig gode sange og følte, at vi var de heldigste i verden. Det eneste, der var bedre end at optage den perfekte sang fra radioen, var at være den, der sang den perfekte sang i radioen. Sådan måtte det være. Og hvis man ville opnå det, måtte man først og fremmest lave et band, så det gjorde vi. Vi kaldte os BB, fordi vi begge havde efternavne, der begyndte med b, og teksten til den første sang, vi skrev, var:

BB
Vi elsker bare BB

Der var ikke flere ord, og det betød ikke så meget, for det var en tekst, man kunne synge i en uendelighed, og man kunne også lave en synkroniseret dans til den. Som vi havde forstået det, var det mere end rigeligt, hvis vi ville være berømte. Og vi ville virkelig gerne være berømte. Vi så det som den eneste mulighed for, at dem fra klassen ville skamme sig over den måde, de behandlede os på. Når de hørte os i radioen og så os i fjernsynet, ville de fortryde ydmygelserne og indse, at vi var bedre end dem. At der bag vores kronisk røde ansigter og forsøg på at gøre os usynlige var noget sejt og populært.
Jeg elskede Mette. Hun var sjov, og hun var uopnåelig. Når jeg var overbevist om, at hun var min allerbedste veninde, vendte hun mig ryggen og var sammen med en af de andre outsidertyper. Jeg kunne aldrig være sikker på hende, og jeg var lykkelig, når hun valgte mig. Nogle gange lod jeg, som om jeg ikke havde opdaget, at hun ikke ville være sammen med mig, og jeg gav først op, når hun sagde, at jeg ikke måtte være med. Èn gang skete det, da jeg havde gået bag hende og Tina det meste af vejen hjem til Mettes hus. ”Du skal ikke gå med os! Gå hjem!” Tina havde ikke noget ondt i sig, og hendes blik afslørede, at hun blev ked af det på mine vegne. Men hun kunne ikke sige noget, for hun havde vundet Mette den dag, og vi vidste begge, at det var noget, man skulle holde fast i.
Men Mette og jeg havde BB. Mette havde kun BB sammen med mig, og vi vidste, at vi havde brug for BB. Vi skrev endnu en sang:

Vil du virkelig såre mig?
Vil du virklig få mig til å græd?

Det var Culture Clubs ”Do You Really Want To Hurt Me”, og det var den bedste sang, jeg nogensinde havde hørt. Når Boy George sang, lød det, som om han også havde prøvet at have ondt i maven hver dag. Men nu var han berømt, og så måtte det være gået over.
Der gik desværre ikke så lang tid, inden vi opløste BB. Mette ville bestemme det hele, og det var irriterende, for det ville jeg også. Men vi blev ved med at optage musik, jeg blev ved med at elske hende, og hun blev ved med at være en uopnåelig bedste-veninde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.