Musik i maven 3

Det var vigtigt, at man havde en favorit. Min var Duran Duran og Mettes var Paul Young. Det var sært voksent, syntes jeg. Vi optog stadig musik fra P3, men vi begyndte også at købe kassettebånd. Jeg købte alt, der stod Duran Duran på, og så købte jeg det, dem fra klassen sagde var sejt. Efter skole tog vi hjem til mig for at høre musik og drikke kakao. Det var mælk og Nesquick, og vi sørgede altid for at røre for lidt i det, så der flød klumper af mælkevådt kakao rundt på overfladen. Vi bildte os ind, at klumperne smagte af chokolade, som vi ellers aldrig fik, og for at oplevelsen skulle vare så længe som muligt, drak vi kakaoen af spiseskeer. Vi hørte musik, og vi forsøgte at få hinanden til at grine, så vi spruttede kakao ud over bordet. Vi snakkede om de andre, og vi opfandt fjollede stemmer. Der var Allan-stemmen, og der var æblejuicestemmen, som senere blev til ymerstemmen. Det handlede om at grine så meget som muligt, og vi snakkede aldrig om det, der skete i skolen. Om at vi blev tvunget til at vise tænder. ”Vis tænder”, sagde de, og vi skulle trække ud i læberne, så de kunne se tandkød og det hele. Vi snakkede ikke om, at de havde tvunget Mette til at trække op i blusen. ”Vis navle”, og den eneste i hele klassen, der havde sagt fra, var Mads. Vi snakkede om drengene fra klassen. Altså, hvem vi kunne lide. Og vi remsede navne op, som om de var en reel mulighed for os: Anders, Kim, Jacob, Mads. Jeg forestillede mig, hvordan det ville være at være kærester med en af dem, men jeg var alt for tynd og lugtede af gammel pyjamas, og jeg vidste, at det ikke ville ske, før jeg blev berømt. Det undrede mig mere med Mette, som havde helt lyseblå øjne og en krop, der blev voksen meget hurtigere end min. De burde være vilde med hende og frelse hende fra mobning og upopularitet.
Det var anderledes med Tina. Hun hang et sted mellem upopulær og dem, der var det tavse sted mellem mobbeoffer og bestemmertype. I første klasse sagde hun servivæt i stedet for serviet, og hun troede, at månen var lavet af grøn ost. Sådan huskede resten af klassen det i hvert fald og bragte det op i tide og utide og kaldte hende vingummihjerne. Men Tina havde en evne til at børste det af sig og grine med, som om det slet ikke var hende, det gik ud over. Måske satte det sig fast, måske havde hun også lyst til at forsvinde ned i hjørnet og bruge alle sine kræfter på ikke at græde. Men hun viste det aldrig, og med tiden lod de hende være. Tina gik ikke så meget op i musik, som jeg gjorde. Men når jeg spurgte, hvem hendes favorit var, svarede hun Duran Duran. Når Mette spurgte, svarede hun Paul Young.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.