Musik i maven 5

”Jeg køber et nyt bånd. Hvad skal det være?”
Det var Mads, jeg spurgte, og han svarede: “Tøsedrengene”. Jeg havde nok håbet på noget andet, men hvis det var det, de ville høre, var det det, jeg ville købe. Jeg havde inviteret en lille flok fra klassen hjem til mig. Tina, Helle, Henriette, Anders og Mads. Det var helt vildt. Jeg var stadig upopulær i skolen, men lige så snart vi åbnede døren og forlod de hullede asbestlofter, var jeg del af en gruppe. Vi gik til dans sammen oppe hos Verner, og vi øvede hjemme hos hinanden. Helle og Henriette gav adgang til nogle af drengene, og nu skulle de hjem til mig. De skulle se mit nye værelse. Det var en skibsbriks med overskabe, madras med røde og hvide striber og tre store hynder med samme mønster. Der var et hvidt laminatbord og en lænestol, der passede til sengen. Jeg havde fået nyt reolsystem fra Ikea, og en sej kontorstol. På væggene hang alle mine idoler forskudt og på skrå: Duran Duran, Kajagoogoo, Tears for Fears, Wham, mere Duran Duran, og jeg have et stativ af træ til mine helt egne krus, som vi skulle bruge til jordbær-te.
Mette var vist ikke inviteret. Hun var ikke en del af gruppen, der gik til dans. Hun var sammen med den nye pige, Trine. Jeg elskede stadig Mettes selskab, men nogle gange var det nemmere med Tina. Hun var ikke så sjov som Mette. Der var ingen i verden, der var sjovere end Mette, men der var så meget skam, og der var så mange hemmeligheder, vi ikke turde fortælle hinanden. Det var, som om universet ville smuldre, hvis vi indrømmede, at vi havde det forfærdeligt. Tina var ukompliceret. Vi snakkede om ting. Mest om drenge. Vi sad ikke altid hjemme, men cyklede lange ture, og vi tog ind til byen og mødte nye mennesker. Vi snakkede om Duran Duran, og ind imellem blev vi uvenner over, hvem der skulle have hvem. Jeg ville kun have Simon, men hun vekslede mellem Roger, John og Simon. Det syntes jeg ikke, man kunne. Vi holdt dansekonkurrencer, og hun sagde, at jeg var god. Jeg var den, der kunne få benet højst op, når jeg lavede benspjæt. Vi så Flashdance sammen med nogle af de andre piger fra klassen, og dansede hele vejen ned igennem byen og hen over Immervad. Efter den film, skrev jeg ”danser” i de venindebøger, der gik på omgang.
Da der var turnering på Verners danseskole, stillede jeg spontant op i solodisko, selvom jeg egentlig var der for at danse jitterbug med Tina.
Det var musikken, der gik i min mave, og min sædvanlige nervøsitet og angst for at fejle forsvandt. Jeg rejste mig bare og dansede.
”Det gik vildt godt” og ”du vinder”, sagde de andre, og jeg turde næsten tro på dem. Men ham den gamle dommer gik kun i ring om hende fra Skæring, han kom slet ikke ned i min ende, og jeg stillede aldrig op i en konkurrence igen. Men jeg blev ved med at skrive ”danser” i venindebøgerne, og hvis det ikke gik, kunne man altid blive popstjerne, filmstjerne eller fotomodel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.