Musik i maven 6

Jeg mødte Tanja ude på legepladsen. Hun var lige flyttet ind og lignede en flot dreng med et filmstjernesmil. Jeg blev helt forfjamsket, da hun begyndte at snakke til mig. Vi blev venner på et øjeblik, og jeg kunne slet ikke forstå mit held. Tanja var sej, hun var en af de mest populære i sin klasse, og hun var sød ved mig. Altid sød.
”Du skal høre den her”, sagde hun spændt, og jeg satte mig på hendes briks, mens hun tændte for ghettoblasteren. Jeg kunne høre, at det var noget godt med det samme. Vores små, benede bagdele hoppede op og ned på briksen, mens George Michael sang ”Everything She Wants”. Hun viste mig billeder af George Michael. Hun syntes, han var den flotteste mand i verden. Jeg kunne bedre lide Andrew Ridgeley. Han var mindre populær, og jeg vurderede, at jeg havde større chancer med ham.
Senere kom Linda til. Hun var også lige flyttet ind, og jeg blev skuffet, da Tanja kom gående med hende, som om det var en selvfølge, at hun skulle være sammen med os. Jeg var bange for at miste Tanja. Men det gjorde jeg ikke. Tanja var altid loyal.
Linda var ligesom Tanja populær i sin klasse. Hun klædte sig som Madonna, og satte sit hår op på en måde, jeg aldrig havde set før. Tanja og Linda havde en helt anden type forældre, end jeg havde. Tanjas mor snakkede ikke som en mor, men som om hun var ung som os. Og Tanjas far lignede noget fra en gammel film, og han kommenterede altid på mine ikke-eksisterende bryster, når han så mig. ”Nååh, er der ved at komme lidt?”
De måtte begge være meget længere ude om aftenen, end jeg måtte, men til gengæld skulle Linda altid være hjemme til at lave aftensmad til sin far, og Tanja måtte finde sig i lussinger de dage, hendes mor var i dårligt humør. Drengene var vilde med både Tanja og Linda, og jeg var den lille forfjamskede fugleunge, der altid hang efter dem og deres kærester. Men når det bare var os tre, så vi musikvideoer på VHS-bånd. Tanja havde fået dem fra sin onkel, der boede på Tjelevej, hvor der var kabel-tv. Vi så Thriller, og Linda og jeg turde ikke gå alene hjem. Vi så Borderline og fantaserede om, hvor let livet ville være, hvis man var flot som Madonna. Vi så Love Is A Battlefield, mens vi stod foran fjernsynet og kopierede Pat Benatars dans.
”Heartache to heartache we stand.”

En tanke om "Musik i maven 6"

  1. Tine

    Det er nogle helt fantastiske små glimt, du deler i øjeblikket. Musik betød og betyder så meget på så mange måder. I de otte år, jeg selv har skrevet på min blog, har netop sådan en række indlæg været hele formålet (deraf navnet), men jeg har aldrig fået dem skrevet. Din affektion for Andrew Ridgeley vækker genkendelse, da jeg i min barndom og ungdom også ALTID ‘gik efter’ de mindst populære i diverse bands; på den måde kunne jeg have dem for mig selv, og som du siger, have større chancer med dem.

    Tusind tak for Musik i maven.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.