Musik i maven 7

Jeg havde tre liv: Hjemme, hvor det aldrig hastede med at blive voksen. Skolen, hvor jeg var grim og uduelig. Med vennerne, hvor jeg var elsket og accepteret af årsager, jeg aldrig regnede ud.
Vi må have set sære ud, når vi kom gående, Tanja, Linda og mig. Den smukke dreng, Madonna-look-a-like’n og den grimmeste pige, der nogensinde havde eksisteret. Men der var respekt om os, for lige så søde som Tanja og Linda var over for mig, lige så hårde kunne de være over for andre. De slog og truede, og jeg gjorde det bedste, jeg kunne for at følge med. Når vi var inde i byen, forsvandt de ind i prøverum med bunker af tøj i armene og kom ud med tomme arme og fyldte rygsække. Jeg opfattede ikke, at jeg var en del af det, når jeg stod uden for og lignede en, der holdt vagt. Jeg turde ikke stjæle, men en enkelt gang skubbede jeg klodset en pakke Sorbits ned i mit ærme, mens teenage-ekspedienten ikke turde sige noget. Hun var bange for Tanja. Der var ikke noget af det, der føltes godt, men jeg elskede Tanja og Linda, og jeg elskede især, at de var mine venner. Jeg syntes de var smukke og seje og heldige, fordi de havde det hele. Vi hørte Howard Jones og sang ”Things Can Only Get Better”. Tanja sang imponerende falsk. ”Wå wå wååå-å”, sang vi, og jeg gik hjem i seng, Linda gik hjem og var sin fars tjenestepige, Tanja gik hjem til tæsk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.