Musik i maven 8

Ind imellem blev Mette og Tina bedste veninder, og så måtte jeg nøjes med hende den nye. Trine. Trine var hverken sød, sjov eller populær, men hun fortalte altid imponerende historier om, hvor rige de var i hendes familie. Og hun gav gerne indtryk af, at man kunne få lov til at mærke en lille smule af det, hvis man behandlede hende godt. Trine og jeg havde ikke rigtigt noget tilfælles. Vi var begge outsidere i skolen, men det var det. Hun gjorde mig jævnligt opmærksom på, at jeg var grim og dum og absolut ikke noget for drengene, og jeg tog imod, for det ville være meget værre at gå alene rundt i frikvartererne.
Hjemme hos Trine var der Sodastream og frostpizza, og for det meste drak og spiste hun for næsen af mig, men en sjælden gang imellem fik jeg lov til at smage lidt. Hendes forældre var ikke vilde med mig og ignorerede mig for det meste. Men det var vel forståeligt, at en fin familie som hendes ikke syntes, hun skulle være sammen med en beskidt fattigunge som mig. Jeg var forlængst begyndt at gå i bad, jeg havde ikke længere pyjamas på under tøjet, og min mor forkælede mig med mærkevaretøj, selv om det må have været stramt for hende. Men der sad et stempel på os, der boede i Lystruplund. Og på os, der var så generte, at det lød, som om vi snakkede indad.
Det var Trines pralemetode, der fik hende til at virke så overbevisende. Hun lagde stemmen helt ned bagerst i halsen og gjorde den hæs med vilje. Trine syntes, jeg havde den værste musiksmag nogensinde. Hun holdt en Duran Duran-plakat og en Europe-plakat op ved siden af hinanden og spurgte med den der stemme, hvordan jeg kunne lide det lort, når Joey Tempest var den flotteste mand i verden. Jeg sagde hende aldrig imod, men kunne ikke fordrage hendes elendige vingummirock. Jeg havde fået kabel-tv, for så heldige var vi nede i fattiglunden, og jeg så MTV og Super Channel og Sky Channel, og jeg så Top of The Pops på BBC. Jeg hørte Five Star, Pet Shop Boys, The Communards, Kim Wilde, The Human League, Erasure, Bananarama og alt det andet, der pludselig var adgang til, og jeg overtalte min kostpyramidekorrekte mor til at købe frostpizzaer, og jeg spiste én og kastede op af den.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.