Musik i maven 9

Hver søndag kørte vi rundt i skøjtehallen med kold luft i næsen. Der var Trine populær, og der spillede de nærmest ikke andet end Europe. Hvis det endelig skulle være, kunne jeg næsten holde ud at høre Carrie, mens jeg kørte rundt for mig selv og fik mere og mere fart på og glemte, at jeg ikke kunne finde ud af at bremse. Jeg var nødt til at køre ind i barrieren, hvis jeg ville stoppe. Trine kunne bedst lide at køre rundt med drengene. John, Brian og Bette og hvad det nu var, de hed. Men det var en dreng hjemme i Lystrup, hun var vild med. Han var også vild med hende. Meget, meget vild med hende, fortalte hun. Faktisk var de blevet kærester, men det var en hemmelighed, fordi alt muligt og noget med hendes storebror. Jeg burde ikke have troet på det, men selv om Trine ikke var skarp i skolen, var hun snu som en kriminel, og en ikke uvigtig detalje ved hendes historie var, at hendes nye hemmelige kærestes bedste ven var vild med mig. Jeg kunne næsten ikke tro det, men hun sagde det, og jeg ville så gerne have, det var rigtigt. Han havde hår som Limahl og var den flotteste dreng i Lystrup, og hver dag havde Trine en ny historie om, hvor vild han var med mig, og hvor umuligt det desværre lige var for os at mødes. Når jeg begyndte at tvivle, skyndte hun sig at love, at der nu var en konkret aftale, og jeg fik håb igen. Jeg fortalte det til Tina og Mette og Linda og Tanja, og en dag, da jeg kom i skole stod Susanne midt i klassen og kiggede på mig med det utilfredse ansigtsudtryk, hun bar så giftigt.
”Hvorfor går du og siger, at han er vild med dig? Han synes, du er vammel?”
Mir hjerte fløj hurtigt helt op i min isse og faldt lynhurtigt ned i mine fødder. Jeg ville forsvinde. Jeg ville dø. Men jeg fik jo bare, hvad jeg fortjente. Jeg var vammel. Jeg var dum. Hvem havde sladret? Jeg fattede ikke, at jeg havde troet på Trine, men Trine holdt fast i, at hun ikke havde løjet, og jeg stoppede med at tale om det. Jeg var ydmyget, men det var der ikke noget nyt i. Vi skulle ikke længere end til den næste idrætstime, inden de gjorde grin med min nøgne krop. ”Anne Bæ ligner et lille barn”, og jeg rødmede og dækkede mig med håndklædet, mens Jeanne stillede sig op på bænken og forsøgte at synge som Tina Turner. Hun havde bar overkrop, og hendes ansigt var groft og grimt i mine øjne. Både Jeanne og Susanne så altid ud, som om de havde en prut siddende på tværs, og jeg havde svært at forstå deres popularitet. De var de grimmeste og de ondeste, og de truede og hånede, og det faldt mig aldrig ind, at deres liv måske så anderledes ud, når de kom hjem fra skole.
Når jeg kom hjem fra skole, hørte jeg mit nye Madonna-bånd og sang med på La Isla Bonita. Tanjas stedfar havde fortalt os, at det betød ”den smukke ø”. Det lød rart.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.