Jeg havde så meget kvalme, at jeg ikke kunne børste tænder. Jeg tændte for bruseren og stod ved siden af den, slukkede og tog mit tøj uden på min pyjamas. Jeg kunne ikke overskue at slippe varmen. Jeg var stoppet med at sige til mine forældre, at jeg havde ondt i maven. De var ikke onde, men det gav ikke mening for dem, at man kunne have ondt i maven hver dag. Min far lod engang, som om han ringede til lægen: ”Det er ikke farligt, hun kan sagtens tage i skole,” gentog han. Så jeg tog i skole og kastede op på min matematiklærers sko. Han trak mig af sted til den rigtige læge, som sagde, at jeg havde nervøs mave. Han gav hende et indforstået blik, og efter den dag hed min mavepine ”pjæksyge”. Det føltes stadig som mavepine. Ondt i hovedet, ondt i maven og kvalme. Det var åbenbart ikke ægte.
Med min pyjamas under mit tøj cyklede jeg i skole. Jeg forsøgte at cykle i skole. Det gik op ad bakke. Selvfølgeligt gjorde det det. Jeg kunne vælge to veje: Lystrupvej eller Sønderskovvej. Lystrupvej var stejl og træls. Sønderskovvej var fladere, men der var stisystemer og mulige børnelokkere. Hvis jeg ikke ville møde nogen, valgte jeg Sønderskovvej og cyklede op til det grønne område, jeg stoppede cyklen og forsøgte at se ud, som om jeg kom i tanke om, at jeg havde glemt noget vigtigt, jeg vendte om og kørte hjem til et tomt hus, hentede dynen ind i sofaen og sagde til mig selv, at det var ok. Når min mor kom hjem, fik jeg skæld-ud, men det gjorde ikke så meget, for jeg var sluppet for skole den dag.
Jeg kunne selvfølgeligt ikke blive hjemme fra skole hver dag, og langt de fleste dage cyklede jeg ad åbne Lystrupvej op til skolen. Jeg havde min varme pyjamas på under tøjet, og jeg vidste, at mavepinen ville forsvinde, når jeg cyklede ned ad bakken igen. Det gjorde den altid. Jeg fløj ned ad den bakke, jeg var frygtløs, jeg kiggede mig ikke tilbage, inden jeg tog det store sving ind til Lystruplund. Jeg lavede spaghetti i en alt for lille kasserolle, så det blev sammenklistrede bundter, jeg hældte ketchup på, jeg blandede saftevand i et ølglas med hank, og jeg satte mig ind til spisebordet, hvor min lille båndoptager havde stået fra dagen før. Båndet var spolet hen til den rigtige sted, så når jeg tændte for P3, kunne jeg begynde at optage med det samme. Jeg optog vist det meste, jeg var ikke så kræsen. På et bånd havde jeg ”You Can’t Hurry Love” med både The Supremes og Phil Collins, og jeg anede ikke, at den ene var et cover af den anden. Jeg troede, det var et pudsigt tilfælde. Det betød ikke noget. Det var den følelse, musikken gav mig i maven, der betød noget. Den opløste ”ondt i hovedet, ondt i maven og kvalme”-heden, og gav plads til bobler af ren lykke. I bøgerne, som jeg læste om natten, fordi mavepine gjorde det svært at sove, fandt jeg genkendelse, og det var også vigtigt. Men musikken fjernede det svære. Tænk at der var noget, der kunne det. Jeg blev ikke engang irriteret, når Kim Schumacher talte ind over sangene, for hans stemme blev en del af dem, når jeg lyttede til båndene. Jeg mimede med på sangenes tekster og på hans lynsætninger, og jeg var et sted, hvor jeg ikke behøvede at tænke på, hvem jeg var, hvad jeg ikke kunne og hvor grim jeg var. Jeg var det, jeg hørte, og jeg havde ikke brug for mere.