Også mig

Jeg har set dem, der ruller øjnene helt om i nakken, når man nævner #metoo. Mandehadere og betonfeminister, siger de. Må man nu ikke flirte mere, siger de. Må man overhovedet noget mere, siger de.
Så har du nok ikke prøvet det, tænker jeg. Altså, at nogen tager godt fat mellem benene på dig, og du meget ung og usikker vender dig om, chokeret, og ser en god ven stå der og grine fjoget. Som om det er helt normalt, og det er dig, der er sær, fordi det føles så forkert. Måske har du ikke prøvet, at din venindes kæreste trækker dig ned på sit skød og stikker sin hånd op under din nederdel, mens hans venner ser på og hujer. Og når du bliver rasende, er det allerede for sent at forhindre det, og i øvrigt får raseriet bare vennerne til at juble endnu mere. Måske har du ikke prøvet at drikke dig for fuld og stole på den ven, der siger, at han nok skal passe på dig. Måske har du ikke været langt væk hjemmefra og siddet alene i en taxa med en stor chauffør, der tilbyder, at du kan betale turen med sex. Måske har du ikke oplevet gamle mænd, der med stønnestemme kommenterer din 13-årige krop. Måske har du ikke prøvet at blive trængt op i et hjørne af din chef. Måske har du ikke oplevet mænd, der mener, du skylder dem noget, bare fordi du kom til at være imødekommende. Måske har du ikke løbet i panik og gemt dig i en opgang, fordi nogen fulgte efter dig, efter du smilede til dem. Måske har du ikke forsøgt at forsvare dig med knytnæver, men der var to af dem, og de var stærkere. Måske har du ikke oplevet ting, du stadig ikke kan tale om, fordi du føler dig skyldig, fordi du skammer dig, fordi nogen sagde ”men du satte dig jo selv ind i den bil”. Måske synes du simpelthen bare, det hele er min egen skyld, og den holdning har været alt for nem for mig at lære at leve med. Med #metoo har jeg bare også fået øje på dem, der siger det modsatte. At det ikke var min skyld. At jeg ikke skal skamme mig. At det aldrig var ok.
Og det væltede mig. Jeg blev ikke engang lettet. Det var, som om jeg var blevet så god til at leve med skammen, at jeg ikke kunne finde ud af at slippe den.
Men det er ikke min skyld. Det er ikke min skyld, at nogen tror, at et smil er en invitation til gramseri og sex. Og gu må man flirte, men jeg vil gerne lige fortælle dig, at hvis du kun kan flirte med hænderne, ved du ikke, hvad flirt er, og du skal stoppe. Nu! Hvis du brokker dig over, at man intet må længere, og du med det mener, at du burde have fri ret til andres krop, er du simpelthen et ækelt røvhul, og du skal stoppe. Nu! Og hvis du har brug for at kalde mig mandehader og betonfeminist, så er det noget, du selv må rode med — hvis det gør dig glad, lille klamme ven. Og du kan også glæde dig over, at det i så mange år lykkedes dig at få mig til at skamme mig over at være venlig, at smile, at miste interessen for nogen, der ellers lige havde regnet med alt muligt, at finde det voldsomt grænseoverskridende at blive gramset på, at blive ked af at få kommenteret størrelsen på mine bryster højlydt, at være en sippe.
Det lykkedes dig at få mig til at skamme mig over at være kvinde. Du kan være stolt, dit dumme svin.

3 tanker om "Også mig"

  1. Tina

    Det var ikke din skyld, og det var heller ikke min.
    Fuck nogle klamme stoddere – og nogle gange desværre også kvinder, der hyler med i koret :-(

    Svar
  2. Louise S

    SÅ stærkt, Anne. Selvfølgelig var det ikke din skyld!!!!!! Håber, det bliver selvfølgeligt for dig en dag også <3

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.