Farveladehjernerod

Først var jeg barn og troede, at vi alle var helt ens inde i hovedet. De andre var bare bedre til at håndtere alt det derinde. Jeg vidste ikke, at andre kunne have et filter, jeg vidste ikke, at det ikke var alle, der inhalerede livet råt på den måde. Jeg troede, at alle andre også lagde farver på det hele. Orange lugte, blå mennesker, lilla følelser. Jeg vidste ikke, at jeg ikke altid gav mening for andre. Jeg forstod ikke, hvorfor de andre grinede, når jeg gik meget op i ting, og når jeg ikke kunne lade tingene ligge. Det blev klart for mig, at de andre havde mere styr på deres hoveder, og at jeg var forkert.

Så blev jeg voksen, og jeg troede, at vi alle var bygget helt ens indeni. Jeg vidste ikke, at det ikke var meningen, at jeg skulle være så træt altid. Jeg troede, at alle andre var lige så trætte, at de bare var bedre til at håndtere det. Jeg hørte folk beskrive mig som doven og ugidelig, og jeg accepterede det. Jeg kunne ikke finde ud af livet. Det blev klart for mig, at de andre var gode, og at jeg var forkert.

Der kom en diagnose på min træthed, der var en forklaring på den. Det gik op for mig, at de andre ikke oplevede noget i nærheden af min træthed. Det gik op for mig, at det ikke var normalt at ville så meget og aldrig have energi til det. Det gik op for mig, at andre ikke blev så trætte, at de følte, de var i gang med at dø.

Nu forsøger jeg at være sødere overfor mig selv, at lade være med at bebrejde mig selv så meget. Jeg er alvorligt syg. Det er ikke min skyld. Jeg forbinder ting med farver. Sådan er jeg bare indrettet. Min hjerne hviler aldrig, og jeg har tendens til at fordybe mig i særinteresser, som ikke giver mening for andre, og som ingen gider at høre om. Hvorfor skulle det gøre mig til et dårligere menneske? Det kan gøre mig til et kedeligt menneske, måske, hvis man ikke gider høre alle detaljer om festmiljøet i London i begyndelsen af 80’erne og alt den musik, der udsprang fra det. Men jeg keder mig aldrig, når jeg befinder mig i fordybelsen. Det er sådan et rart sted at være, og jeg ville aldrig undvære den. Heller ikke farverne i mit hoved. Jeg ville ikke engang undvære de følelser, som andre har så travlt med at kalde ”for meget”.

Jeg ville ønske, jeg havde vidst det meget tidligere — at jeg kun kan tage udgangspunkt i mig selv, for jeg har aldrig set de andre indefra.

3 tanker om "Farveladehjernerod"

  1. Line

    Tak for den påmindelse. I en periode hvor jeg føler mig ekstra forkert for ikke at være som alle andre – eller som jeg tror, alle andre er. Så tak <3

    Svar
  2. Majbritt Birkebo Ravnholt

    Din erkendelse har givet dig en vigtig viden, som du kan formidle videre. Det kan være hjælpsomt for andre. :-)

    Svar
  3. Eva

    Dit hoved lyder til at rumme en god blanding af synæstesi og høj begavelse.
    Ud fra, hvad du tidligere har skrevet om din søn, tænkte jeg dengang: “Mon nogen har undersøgt, om drengen har en IQ, der ligger over gennemsnittet?”.
    Jeg har også en søn. Han er intens, har intet filter, føler alting stærkt, kan tale i timevis om sine nørdede interesser, og har en hjerne, der aldrig holder mund.
    Han har det ikke nemt med sine jævnaldrende – bortset fra et par venner – men jeg håber, at han også engang bliver glad for at være præcis, som han er, selv om han er “for meget” (intelligent)…

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.