Hvilepause

Nu er der dage med den ekstreme træthed. Det er den slags dage, hvor jeg falder i søvn på sofaen, hvor jeg sover, selvom jeg er vågen, hvor jeg ikke rejser mig, selvom jeg egentlig troede, jeg var i gang med det. Vi skulle ellers til fødselsdag i weekenden. Jeg købte en gave til fødselaren og en ny kjole til mig selv for længe siden. Jeg forestillede mig, hvordan det ville blive at komme lidt ud, at have fint tøj på for en gangs skyld. Jeg arrangerede pasning af hunden, og jeg skruede helt op for forventningerne.
Forleden aflyste jeg. Sagde at vi ikke kommer alligevel. Det giver mig altid ondt i maven. Jeg er bange for, at folk bliver sure på mig, at de opgiver mig, fordi jeg alligevel aldrig kan noget. Jeg er bange for at rykke så langt ud på sidelinjen, at jeg bliver glemt. Jeg tænker på sidste gang, jeg tog af sted til noget stort, dengang jeg endte med en sur bordherre, der syntes jeg var ubehøvlet, fordi jeg trak mig fra samtalerne og blev stille. Jeg kunne ikke følge med, der skete alt for meget. Larm, fremmede mennesker, det var for meget. Jeg besluttede, at nu var det slut med de store fester for mig, men jeg glemte det og sagde ja til den næste invitation, som om alt var helt normalt.
Weekenden er aflyst, gaven sendes med posten, og min kjole ligger og skammer sig i en kasse under sengen.
Nu kommer der dage, hvor jeg skal hvile, hvor jeg ikke skal forsøge at holde mig vågen, hvor jeg skal sove, indtil jeg er vågen nok til at eksistere lidt igen.
Jeg er snart tilbage.

3 tanker om "Hvilepause"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.