Min mave, mit liv

For et par år siden mistede jeg fra den ene dag til den anden lysten til kød. Jeg tog ikke en beslutning om at stoppe med at spise det. Jeg kunne bare ikke få det ned mere. Det hang uden tvivl sammen med, at jeg havde fået noget medicin, der ødelagde min mave, og hver gang jeg havde spist kød, troede jeg, at jeg skulle dø.
Jeg er ikke vegetar, for jeg spiser stadig lidt fisk, og jeg må spise kød i morgen, hvis jeg får lyst til det. Men jeg savner det bare overhovedet ikke.
Den første måned var jeg sulten hele tiden, og hvis det var min hjerne og ikke min krop, der havde taget beslutningen, var jeg begyndt at spise kød igen. Men jeg fandt ud af det med bønnerne og linserne, og jeg er gavmild med smør og fløde og ost, åh, ost.
Herhjemme er det nemt nu. Jeg har aldrig før i mit liv spist så god mad, som efter jeg droppede kødet. Jeg bygger ikke længere mit måltid rundt om et stykke kød, men har stort fokus på krydderier, og ind imellem bliver jeg overrasket over, hvor lidt forskel der kan være på en gryderet med og uden kød.
Til gengæld er det lidt svært at være ude. Jeg føler mig til besvær, fordi jeg ikke bare kan spise som alle andre, og jeg kæmper lidt med at overbevise folk om, at jeg har det fint med tilbehør — brød, ris, salat, whatever. Der har været et par stikpiller om, at det er uhøfligt ikke at spise, hvad man får serveret, men de kommer sært nok altid fra typer, der ikke holder sig tilbage i forhold til at rynke på næsen af andres madlavning.
Ja, ja, jeg er godt klar over, at ”vi” er trætte af frelste veganere, og jeg gider da heller ikke folk, der prædiker og forsøger at presse deres livsstil ned over hovedet på mig. Men har visse kødspiserne egentlig hørt, hvad de selv bræger?
Man kan nærmest ikke poste et billede af sit kæledyr, uden de fantaserer om det på en grill, og vi skal alle sammen høre detaljeret om det. De kalder salat for kaninføde, og ser helt stolte ud, som om de har fundet på verdens mest originale vits. Bacon er deres religion, og man er til grin, hvis man ikke elsker det lige så højt, som de gør. De siger ”men det er faktisk veganerne og vegetarerne, der ødelægger naturen med alt deres sojapis”, mens de lukker ørerne ret grundigt, når nogen forsøger at forklare dem, at man i lille Danmark alene bruger over en million tons soja til foderproduktion om året. Altså foder til de dyr, de spiser.
Gid vi kunne slappe af med at give hinanden dårlig samvittighed hele tiden. De fleste af os gør det så godt, vi kan. Men jeg synes heller ikke, det skader nogen af os at tænke på dyrevelfærd og tænke på klimaet — altså i det omfang vi hver især har overskud til, og jeg fatter ikke, at man kan være decideret modstander af det.
Jeg oplever en sjælden gang imellem, at folk undskylder deres kødforbrug over for mig, men jeg er ikke madpolitiet. Min søn spiser kød næsten hver dag, og min mand spiser det, når han har lyst. Jeg synes ikke mennesker, der spiser kød, er ulækre eller dårlige mennesker. Det er jo absurd. Jeg er ikke frelst, men jeg kan ikke afvise, at jeg har råbt ”det er ikke mig, der spiser dig” efter en ko mere end én gang. Jeg er simpelthen bare så træt af alle de regler og pegefingre og veganere, der skælder mig ud, fordi jeg spiser mælkeprodukter, vegetarer, der skælder mig ud, fordi jeg spiser fisk og kødspisere, der synes, jeg er til grin, fordi jeg ikke elsker en stor rød bøf with a side of det hellige bacon. Vi opfører os som børn, der håner hinandens madpakker. Lad mig for fanden spise min makrelmad i fred!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.