Ting man kan udnytte en søvnløs nat til:

Man kan tage alle de trælse samtaler, man ikke tør tage i virkeligheden. I nat kastede jeg mig ud en diskussion med nogen, der har gjort mig ked af det. Og jeg må sige, at jeg var utrolig fattet og velformuleret. Jeg tvivler dog på, at den sag er afsluttet, for det er den fjerde nat, jeg brugt på fiktive samtaler om den sag.

Man kan lægge mærke til alle lyde og rejse sig fra sin varme seng adskillige gange for at undersøge, om gangstere er i gang med at stjæle bilen.

Man kan lytte til hunden, der slikker røv meget grundigt i meget lang tid.

Man kan synge ”køb bananer, køb bananer, køb bananer her hos miiig, kom kun nærmer’, kære frue, De bli’r sgu ikke snydt af mig” i hovedet igen og igen. Men ikke resten af sangen, for den kan man ikke huske, og man får hovedpine, hvis man prøver for hårdt.

Man kan bruge timer på at overveje, om man skal tisse eller ej. Det er vigtigt, at man finder ud af det med sikkerhed, for man vil fandme ikke gå de fire meter hen til badeværelset, hvis det er falsk alarm.

Man kan ønske sig, at ens mand vågner og er frisk nok til at genfortælle et Barnaby-afsnit. Det har kureret min søvnløshed mindst to gange før.

Man kan fokusere meget grundigt på smerten i venstre fod. Det føles, som om, der står et tungt bordben på den, og det er åbenbart vigtigt at jeg bruger nætterne til at forholde mig til det.

Man kan falde i søvn, selv om man havde opgivet håbet. Hurra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.