Den bedste!

Det er meningen, man skal få det bedre af en lysterapilampe. Det er vist ikke meningen, at man skal hulketude over, at forlængerledningen til den er faldet ned bag sofaen, eller at man skal få næseblod under anstrengelserne med at få den fisket op igen. Men altså, nu sidder jeg her foran det skarpe hvide lys, mens min hund ihærdigt forsøger at helbrede min næse med sin tunge.

På torsdag har min mand fødselsdag, og det skal være en god dag for ham. Det er så vigtigt. Jeg må ikke græde over bagateller eller falde ned ad trappen eller tabe ting eller alt det andet, der sker lidt for meget af for tiden.

Det er nemt at forsvinde, når man er kronisk syg, men jeg tror, der kan ske noget i samme stil for de nærmeste pårørende.
Min mand får mig til at føle mig som nogens nummer et hver eneste dag. Han brokker sig aldrig nogensinde over mig, selvom jeg er langt fra at være en lille fin dims, der sidder herhjemme og smiler mig pænt igennem min sygdom. Han knokler for mig og for min søn, og ting, som man ellers deles om at gøre, klarer han selv. En syg, sur, trist kone, en teenager med sine egne udfordringer, en hund, et hus, et fuldtidsjob og et lille firma ved siden af. Og folk, der bliver sure, fordi han ikke prioriterer dem eller det, de vil have ham til at gå op i.

Jeg ved ikke, hvordan det er at være nærmeste pårørende til en, der er alvorligt syg, men jeg frygter, at man på et tidspunkt ender det samme ensomme sted. Vi har hinanden, og jeg er taknemmelig over det hver dag, men det betyder ikke, at man ikke kan have brug for mere. Måske er det ligesom når den syge får diagnosen. I begyndelsen er der masser af opmærksomhed, blomster og varme tanker, men efter et stykke tid kunne man lige så godt være død. For den pårørende er det skulderklap og ”flot klaret”, men efter et stykke tid bliver det til ”han er også bare blevet så kedelig”. Jeg ved det ikke. Min mand beklager sig som sagt ikke, men jeg kom til at tænke på det, da jeg blev sur over, at han ikke havde sørget for, at forlængerledningen lå, som den skulle, inden han tog af sted til sit fuldtidsjob tidligt i morges. Til gengæld havde han sat skridsikkert tape på trappen.
På torsdag har han fødselsdag, og jeg har købt fem gaver til ham (plus en fra hunden), men han fortjener hele verden.

5 tanker om "Den bedste!"

  1. Helle Klitgaard

    Du sætter ord på det. vi glemmer at sætte ord på – tak, jeg vil sende min mand en tanke og give ham et kys, når han kommer hjem fra sit fuldtidsjob, og fortsætter med at lægge gulv i køkkenet uden min hjælp.
    Kram til dig og god dag på torsdag – til jer alle.

    Svar
  2. Deborah

    Kære Anne
    Du er så god til at sige det. Jeg har ingen partner, men selv mine skavanker gør da, at jeg tænker, om det kan blive en bremseklods i det forhold, jeg har ønsket mig, men desværre ikke har. Og så er mine udfordringer ikke så store som dine.
    Jeg tror, at hvis man elsker nogen, så kan man tage meget. Ingen kan sige, hvor grænsen går, før man står der. Som pårørende tror jeg, at man håber og beder til, den er uendelig, men selv engle må bede om hjælp engang imellem. Det gælder om, at være bevidst om det, og det er du, og tale om det. Vi kan alle blive urimelige også uden kroniske sygdomme. I det hele taget, skal vi være gode til og gøre vores bedste for at sætte pris på dem, der er der for os – mine beskedne tanker om det.

    Jeg håber, I får en fantastisk fødselsdag allesammen og jeg er sikker på din mand bliver glad for dine gaver.

    Knus D

    Svar
  3. Macu

    Jeg græd lidt, da jeg læste de to sidste linjer.
    Du skriver fantastisk og han lyder fantastisk.
    Jeg håber, I får en dejlig dag.

    Svar
  4. Uglemor (Charlotte)

    Hvorfor er det altid de der dumme småting, der får hele verden til at bryde sammen? Jeg tror ikke, der er noget svar på det spørgsmål. Men sært er det da, at man sjældent bryder hulkende sammen med mindre det er en mega-stor katastrofe … eller altså en af de der småting. Det er aldrig de mellemforfærdelige ting – brækkede ben eller tænder, der slået ud for eksempel, eller de mindre katastrofer som den knuste vase fra yndlingstanten, der får en til at bryde sammen. Nej et er grydelåget, der igen-igen falder ud af skabet, lige som man tror, man har lukket lågen, grydelappen som for #¤%& da, igen ikke hænger på sin plads, og altså den der forlængerledning, der lige er tre centimeter for langt væk.
    Jeg har ikke noget svar, men jeg har det altså på samme måde.

    Svar
  5. Laura

    Kære Anne.
    Jeg kender dig ikke. Og alligevel føler jeg lidt jeg gør. Jeg følger dig. Her. Og beundrer dig på afstand.
    Du berør mig dybt med din rå og bløde ærlighed. Dit mod. Din indsigt. Det har du gjort gennem årene. Og du gør det stadigvæk.
    Jeg kender dig ikke. Men alene visheden om at der findes så fint og ordentligt et menneske som dig er en gave. Også for mig!

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.