Intet overskud til overskrift

Det er ikke så slemt som sidst. Jeg er trist, og jeg græder for meget, men der er stadig glæde og lethed, og jeg er langt fra lige så sort i tankerne som sidst. Men jeg græder for meget, og jeg sidder og skriver ved en lysterapilampe i håbet om, at det bare er mørket uden for, der trykker. Og i håbet om, at den kan bremse de alt for velkendte tanker, inden de løber løbsk igen.

Det er tankerne om dengang, jeg fik diagnosen, om folks reaktioner lige før og lige efter og lige nu. Om venner, der sukkede og sagde, at jeg altså ikke fejlede noget, om folk, der sagde, at jeg bare ikke var stærk nok, at jeg var en svag type, der ikke kunne klare et fuldtidsjob. Folk der blev sure, når jeg aflyste ting. Folk som ikke gad høre på, at jeg havde det så dårligt, at jeg troede, jeg var ved at dø. De lukkede ørerne, åbnede munden og skældte ud. Jeg var helt alene.
Det er folk lige nu, der siger, at de ikke ville lade sig bremse af den slags, og som ruller øjne, og som nægter ekstra hensyn i sådan et omfang, at det bliver antihensyn. Ikke at jeg har bedt om ekstra hensyn, men folk må forestille sig, at jeg har så urimelige krav og forventninger, at det retfærdiggør, at de nærmest spænder ben for mig. Jeg føler, at jeg er dumpet i sygdom.

Med alt det i hovedet er det blevet det nemmeste i verden for mig at konkludere, at jeg er et forfærdeligt menneske, der ikke fortjener bedre. Det er ikke selvmedlidenhed, men en ondskabsfuld klarhed, der forsvarer de andres handlinger. Den klarhed er for nem for mig at acceptere, for selv om jeg langt fra er perfekt, har jeg ikke kun været et dårligt menneske. Jeg har elsket folk, og jeg har haft et stort behov for at passe på dem, men jeg har ikke altid gjort det på den rigtige måde. Jeg har begået mange fejl, og det er derfor, det aldrig har været svært for mig at tilgive folk. Vi er alle sammen helt fyldt med fejl, men det var aldrig vores mening at være onde.

Jeg forstår godt, at det er ubehageligt at forholde sig til sygdom, men det er også ret ubehageligt at stå midt i den og føle, at der er så langt ud til andre mennesker, at man glemmer, at man har ret til at eksistere.
Men jeg smitter ikke. Jeg lugter ikke af sygdom, men af den gule fra Biotherm. Jeg udskiller ikke ulækkert skleroseslim. Jeg vil gerne tale om alt muligt andet, men jeg vil ikke dø af skam, hvis jeg kommer til at nævne sklerosen. Mine kinder brænder stadig, når jeg tænker på min sidste kaffeaftale, hvor jeg kom til at sige, at jeg havde ondt i foden. Hvorfor skal det være så flovt?

Nogen mener, at jeg skal blive bedre til at sige, hvad de kan gøre for mig. Men det er en misforståelse, at der skal gøres noget for mig. Jeg vil så gerne gøre noget sammen i stedet. ”Skal vi gå en tur?”, ”Skal vi se en forestilling i Musikhuset?”, ”Skal vi ikke nok gøre noget af det, vi altid har gjort og skide på, at det kun bliver i kort tid?”, ”Kan vi ikke nok huske, at jeg stadig er mig?”, ”Kan vi ikke nok gøre det, inden jeg ikke længere kan noget?”
Det er ikke nemt, at det, der engang var forslag, er blevet noget, der føles som at bede om en tjeneste. Det er ikke nemt at skulle bede om ting og ikke vide, om turen bliver gået af lyst eller medlidenhed. Jeg kan ikke med medlidenhed. Du kan sige ”din stakkel” til én med influenza, men når man er kronisk syg, er det ikke rimeligt, at man er reduceret til en stakkel resten af sit liv. De fleste af os kæmper for at være alt andet end det.

Jeg vil så gerne selv tage ansvar. Jeg vil ikke være sur og trist og sige, at det hele er de andres skyld, men jeg kan heller ikke holde til at tænke, at jeg får, hvad jeg fortjener. Jeg vil så gerne have lov til at sige, at det kan være svært og meget ensomt at være kronisk syg. Initiativerne løber ud. Det gør de bare.

Det har taget mig lang tid at skrive det her. Lysterapilampen er slukket for længe siden. Den udtørrer mine øjne, men den giver mig i det mindste ikke hovedpine mere. Jeg er også begyndt at dyrke lidt motion igen. Stepmaskine med Netflix til. Jeg er trist, men jeg gør noget, og det giver mig lidt ro i maven. Jeg har lyst til at være glad.

6 tanker om "Intet overskud til overskrift"

  1. Henny Stewart

    Jeg håber sådan, at i det mindste nogle af dine venner forstår, at du er dig og ikke din sygdom, selv om den sygdom giver nogle begrænsninger i forhold til, hvor længe du fx kan være ude og gøre ting og sager, men ikke begrænser dig så meget, at du lige pludselig ikke har brug for et socialt liv eller impulser udefra i det hele taget.

    Samtidig skulle de altså gerne kunne rumme det, hvis du har ondt i foden eller et andet sted og også siger det. Det er trods alt dig og ikke dem, der skal døje med den sygdom.

    Svar
  2. Trine Louise

    Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive, men jeg vil heller ikke forbigå dette indlæg med tavshed. Der er så mange af de ting man kan finde på at sige fordi man gerne vil lindre eller trøste, som ved nærmere eftertanke er malplaceret. Jeg er ked af at du har det sådan. Jeg kan virkelig godt forstå at du gerne vil have at venner er sammen med dig af ren og skær lyst.

    Svar
  3. VenterpaavinBlog

    Søde Anne altså, øv, det lyder som en træls dag.
    Krydser fingre for, de venner der er blevet, er den bedste af sin slags – og ikke gør noget af pligt – og at overskuddet snart vender, på den sociale konto. Helt uden skam eller forskrækkede miner (: Det er så unødvendigt og tjener intet formål.

    – A

    Svar
  4. Johanne

    Og så sidder jeg her i Kbh og er på vej ud af døren til Aarhus. Og engang, da solen skinnede, talte vi om at Dexter og jeg skulle smutte forbi næste gang vi var på de kanter.
    Næste gang jeg er på de kanter, så håber jeg, at jeg har bedre tid, og du har tid og overskud til en lille visit :-)
    Jeg vil i hvert fald prøve at huske at sige til, og så må vi tage den derfra. Hellere lave en aftale, der bliver aflyst, end slet ingen!
    Kram

    Svar
  5. Majbritt Birkebo Ravnholt

    :-* :-* :-* Jeg tror, du får sat ord på det, som mange andre endnu ikke er bevidste om, at de føler… You are wonderful! :-* :-* :-*

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.