Men stadig intet overskud til overskrift

Jeg havde egentlig sagt til mig selv, at jeg ikke må blogge, når jeg står midt i tristheden. Jeg skal lige vente et par dage, komme lidt ovenpå igen, så der er overskud til at finpudse og til at virke, som om jeg er nedtrykt på en overskudsagtig måde.
For et par dage siden sked jeg på reglerne og bloggede alligevel. Jeg var så ked af det, og jeg føler, jeg er løbet tør for venner at tale med om den slags, så jeg hældte det hele ud her.
Jeg vil ikke være trist, når jeg endelig taler med nogen. For jeg har et mindst lige så stort behov for at tale om alt muligt andet, og jeg vil ikke være en, folk ikke magter at kontakte, fordi jeg altid skal være ked af noget.

En ven sagde ”sig til, når du får det bedre”, da jeg fortalte, at jeg var faldet helt sammen. Og det er rimeligt nok, at man ikke synes, man skal være den, andre kan læne sig op ad. Folk har også deres egne ting. Det gjorde det bare ikke nemmere for mig at tro på, at det er ok at tale om, at jeg har det svært.
Nogle gange kan jeg alligevel ikke styre det. Min stemme knækker, og jeg skynder mig at undskylde. Jeg har lagt mærke til, at andre gør det samme. De undskylder, hvis de kommer til at græde. Vi undskylder, at vi er kede af det. Som om det er noget, der kan kontrolleres. Jeg afskyr simpelthen den der med, at man selv vælger sit humør. Fuck folk og deres ”jeg er glad, fordi jeg vælger at være det”. Du er glad, fordi du virkelig er glad. Eller fordi du har en effektiv pytknap og tror, at alle andre er indrettet på samme måde som dig. Eller fordi du er god til at smile, selv om du er trist. Jeg har også et af de smil, der gør ondt efter et stykke tid, og jeg hader at bruge det.

Der er sådan en ødelæggende prestige i at være ovenpå altid. Vi vil ikke bekymre og belemre, og vi skaber en ensom cirkel, hvor vi har pudset os selv så fint op, at vi sidder helt alene med en tungeste tristhed. Måske ville tristheden ikke føles så tung, hvis man bare kunne være ked af det uden at holde tilbage. Og blive ved med at være det, indtil man var færdig. For nu handler det hele tiden om at forsøge at hejse sig op, men hvis ked-af-det-heden stadig er der, hægter den sig jo bare fast og trækker os ned igen. Lad os græde ud, lad os sige til hinanden, at det er ok. I langt de fleste tilfælde tror jeg på, at man kan blive ægte glad igen, hvis man bare kan få lov til at være ked af det.

Det går op og ned, og i dag har jeg det bedre. Så krummer jeg tæer over indlægget fra forleden og får lyst til at slette det. Jeg får det nok på samme måde med dette indlæg, for jeg har hak i ordstrømmen, og jeg skammer mig sådan over det. Jeg kan fandme altid finde et eller andet at være flov over.

Tak for jeres kommentarer forleden. De får mig til at skamme mig mindre. Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort for at fortjene, at I stadig er her.

7 tanker om "Men stadig intet overskud til overskrift"

  1. Eva

    Læs det bare af, vi/jeg kan godt klare det, det er jo ikke os/mig, der har det skidt At du ikke har det godt, gør mig ikke glad, men jeg bliver glad, når jeg ser, du har skrevet.

    Svar
  2. Dorte

    Jeg er slet ikke i din situation, men har også noget at slås med og kan genkende noget i det, du skriver.
    Jeg havde en lang snak med min psykolog for leden, der fik mig til at overveje, at jeg måske gør det værre for mig selv, fordi jeg undertrykker, når jeg har det dårligt, og så får jeg det endnu mere dårligt. Jeg skal tillade mig selv at vise, at jeg er dårlig, når jeg er sammen med andre i stedet for bare at sige, at jeg bliver dårlig. Derfor græd jeg på arbejdet i går. Jeg blev voldsomt dårlig og fik lyst til at græde – så det gjorde jeg. Vild opstandelse. Jeg har brugt en del af dagen i dag på at forklare, at jeg har det ikke værre end jeg plejer. Jeg har bare ladet dem se det.
    Kram og tanker fra Dorte

    Svar
  3. Louise

    Disse indlæg, hvor du viser, du er trist, betyder langt mere for mig, end jeg kan finde ord til at beskrive. Jeg er pludselig ikke alene om ikke at være på toppen, og jeg græder af lettelse over genkendeligheden i dine ord – derfor skal du have hjertelig tak for at dele dem <3

    Du er en ener på den fede måde, og det må du aldrig glemme <3

    Svar
  4. Majbritt Birkebo Ravnholt

    Jeg kan SÅ godt følge dig! -Er helt enig i det her: “Lad os græde ud, lad os sige til hinanden, at det er ok. I langt de fleste tilfælde tror jeg på, at man kan blive ægte glad igen, hvis man bare kan få lov til at være ked af det.” Så tud for h…, tud! I do. <3

    Svar
  5. Tina

    Jeg har lige slettet et langt indlæg om at have det skidt med sig selv, men da jeg genlæste det, kunne jeg bare se “mig, mig, mig”.
    Så jeg vil bare sige, at jeg tror jeg forstår dig – og at jeg ønsker dig tryghed og ro til at få det bedre. Og at nogen kommer og giver dig et rigtigt grundigt kram, så dine sko falder af – plop!
    Stort knus
    Tina

    Svar
  6. Vibeke

    Jeg er så enig med dig – “måske ville tristheden ikke føles så tung, hvis man bare kunne være ked af det uden at holde tilbage”. Det er sådan ca. det eneste der nogensinde har virket for mig ift. at få det bedre. Nemlig at give mig selv lov til, at have det som jeg har det (håber at du forstår hvad jeg mener). Det ligger der altså også noget egenomsorg i for mig – at tillade følelserne at være der.

    Svar
  7. Rikke

    Hvis man ikke må have lov til at være trist offentligt, hvad er det så værd.
    Så bare ud med det, alle vi andre har da også off dage.
    Kram til dig.
    hilsen Rikke

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.