Luft

Vi kan ikke blive her i boligforeningen. Det er stemningen. Folk hader hinanden. Det er andre menneskers liv, der er alt for tæt på. Ulykkeligheden, larmen, aggressiviteten. Jeg tager det ind, som om alt er mit ansvar, og jeg føler mig som et røvhul, fordi jeg ikke kan holde til det.
Det er ellers lydene, der har fået byen til at føles så tryg. Andre i nærheden, når øksemorderen kommer. Men her fornemmer jeg, at jeg kunne stå med en økse i kraniet og skrige, og folk ville bare glo, pege og sige ”så kan hun lære det”.
Så vi kan ikke blive her. Vi kan ikke blive i det fine lille rækkehus med haven, hvor jeg har brugt så mange kræfter. Vi kan ikke blive her i gå-afstand af alt, og vi skal ikke blive her for evigt, som vi ellers var så sikre på.
Det var en løs beslutning efter nytår, efter kanonslagene og folks ligegyldighed. ”Det er synd for børnene, hvis de ikke må fyre af”.
Det er synd for børnene, hvis deres hoveder blæser af, svarede jeg en flok, der vendte ansigterne væk og rullede øjne.
Jeg kan ikke med ligegyldigheden. Den forsvinder ikke, fordi jeg flytter, men der må gerne være lidt længere hen til den. Lidt længere hen til naboen. Og ingen trapper. Ingen har-der-altid-været-så-mange-trin-trapper!
Så nu er beslutningen mere fast. Vi kigger på huse, undersøger boliglån og kreditforeninger. Jeg får kvalme og føler mig uforsigtig og ufornuftig. Så mange penge, og det meste hænger på min mand. Jeg får kvalme, fordi det aldrig var sådan, jeg så mig selv. Jeg er vokset op i boligforening. Det er her, jeg passer ind. Er det ikke?
Jeg læser boligannoncer og får hjertebanken over en have, der beskrives som en skovlysning. Jeg får dårlig samvittighed over at trække min teenager væk fra byen. Jeg tager min sleske lokkestemme på og taler om teenageafdeling og plads til mange venner og hobbyrum og letbane og blå busser.
Vi har ikke engang talt med banken, og jeg vågner alligevel om morgenen med kolde fødder. Så mange penge, og så alligevel slet ikke, for vores boligforeningshus er ikke billigt. Og på grund af folks ligegyldighed og uvillighed til at spare op i afdelingen, vil huslejen stige og stige for hver nødvendig forbedring. Min indre stemme lyder som nogen, der forsøger at sælge mig noget, når den siger den slags.
Min mand er enig med min indre sælger og vil hellere lægge penge i noget, der stille og roligt vil blive vores helt eget. Han vil hellere se mig trække vejret rigtigt i stedet for den hyperventilerende facon jeg forfalder til, når andre menneskers attitude og lyde bliver for meget. Han siger, at jeg skal have det godt, og jeg tænker på skovlysningshaven og på afstanden til naboerne. Så overvælder kvalmen igen, den dårlige samvittighed over, at jeg ikke er ubetinget vild med andre mennesker. Forvirringen over at mit behov ligger på en lukket vej i en landsby og ikke der, hvor jeg troede, jeg hørte til. Følelsen af at være egoist, fordi det pludselig handler om mig mere end om min søn. Det ved jeg simpelthen ikke, om jeg kan. Min søn siger, han er fifty-fifty i forhold til flytning. Han siger, at jeg ikke skal planlægge hele mit liv efter ham, at han kan se, jeg ikke fungerer her. Jeg siger, at vi lige tager det helt stille og roligt. Måske til foråret, siger jeg og tænker på, om skovlysningshaven stadig vil være til salg der.
Jeg har været så glad for at bo her. Jeg har haft mareridt om, at jeg flyttede ved en fejl og ikke kunne få mit hus tilbage. Ægte vågner-badet-i-sved-mareridt. Af alle steder jeg har boet, siden jeg flyttede hjemmefra, har dette føltes mest som hjem. Og nu kvæler det mig.

5 tanker om "Luft"

  1. Lisbet

    Kære Anne, bare et input fra en anden kronisk syg, der også en dag skal bo et andet sted, end jeg gør nu. Ugeneret, smukt og med større afstand til naboer, jeg alligevel ikke har kræfter til (selvom mine er søde). Når man er førtidspensionist, hvilket jeg går ud fra, at du er, må man bo fast i et sommerhus, når man har ejet det i et år. Det første år må man opholde sig der hele tiden bortset fra sammenlagt to måneder i løbet af vinteren. Sommerhuse kan være billigere end helårshuse, være beliggende i smuk natur og har lavere ejendomsskat. Så der kan være grund til at kigge på dem også, medmindre jeres hjerter allerede har slået sig ned i den bestemte skovlysningshave. God jagt efter det nye eventyr ❤️

    Svar
  2. Marie

    Kære Anne,
    Det kræver altid tilvænning, når det, der har virket helt rigtigt, pludselig ikke er det mere. Men samtidig er det også dét, der gør livet spændende – at man kan overraske sig selv og ønske sig ting, man tidligere ikke drømte om.
    Vi har for nylig købt et sommerhus i skoven, og selv om naboer og alt over stueplan i byen også altid har holdt mine øksemordere væk, er jeg helt tryg her.
    Jeg ville ønske, at hverdagen i byen kunne udskiftes med det rolige liv her, for jeg har helt mistet interessen for de trivielle diskussioner i andelsforeningen og fællesskabet der.
    Og jeg tænker tit på dig, når jeg fodrer (og snakker med) egernet og holder øje med om spættens fugleunger er fløjet fra reden.
    Held og lykke med beslutningen. Skovlysninger kan jeg kun anbefale.
    – og tak fordi bloggen ikke blev helt stille.

    Svar
  3. Eva

    For snart to år siden flyttede vi fra den lejlighed, jeg altid havde sagt, at jeg skulle bæres ud fra.
    Men den lå på 4. sal, og det med at blive båret ud rykkede nærmere.
    Jeg savner mit gamle kvarter, den med ” Åh jeg glemte at købe mælk, jeg smutter lige ned efter den.” Og sommetider tog det lidt længere tid for, man mødte lige nogen.
    Men jeg har fået altan, jeg snakker lidt med overboen, vores nabo, vinduespudseren og Britta, som sidder ved kassen i Fakta, som ikke ligger lige om hjørnet.
    Så det går, selvom det hele er anderledes end man regnede med.
    Vi elsker at høre fra dig, at læse det du skriver.

    Svar
  4. Bente Jørgensen

    Kære Anne!
    Gør det! Flyt ud i skovlysningshaven, eller noget lignende! Jeg kender følelsen af at mene at man altid vil bo til leje, altid tæt på andre – og da vi så købte dette skønne gamle hus da vi var over 50 år gamle, med gammel, vildtvoksende, ugeneret have – ja så fattede jeg ikke at jeg nogensinde har troet at jeg kun kunne trives ved at bo til leje i tæt befolket område! Her bestemmer vi selv hvor mange dyr vi fx har, om vi vil støvsuge og vaske tøj om natten osv – friheden til selv at bestemme er uvurderlig. Jeg synes også at fællesskab er vigtigt, men når det ikke fungerer, når gennemtrækket af folk er for stort og man i det hele taget ikke trives, så er der ikke grund til at spilde sit liv der mere. Nye tider kræver nye holdninger. Ps jeg kan anbefale Lisbjerg :-) Good luck!

    Svar
  5. Deborah

    Kære Anne
    Også jeg måtte i sin tid tage en stor beslutning. Jeg var faktisk på landet med det lille hus, langt fra alting, en dejlig (meget overkommelig for andre tror jeg) have og så meget fred og ro, at det var balsam for sjælen.

    Jeg var alene, og derfor i en helt anden situation end du er, der har din dejlige mand. Min have blev en kæmpe byrde og kilde til dårlig samvittighed, og huset jeg havde fået mig købt var, hånden på hjertet, et kalket lig og faldt fra hinanden i hastigt tempo. Huset var købt og mit, men ikke meget værd i penge.

    Da jeg fik min pension og ikke skulle have det gode job, jeg troede, var beslutningen, at jeg ville her tilbage, hvor jeg er vokset op. Jeg ønskede mig den lejelejlighed, lige her hvor jeg bor nu og har gjort siden og det er den bedste beslutning, jeg nogensinden har taget. Og jeg ved 100%, at jeg aldrig flytter herfra.

    Det eneste, jeg kan sige til dig er, at du godt nok må være nervøs, og det er da en omvæltning. På den anden side, har du en ufattelig klog søn. Han bliver meget, meget hurtigt voksen og flytter måske også indenfor få år. Og er du ulykkelig, er han det også. Vær du glad for, du har ham, og din søde mand, der støtter dig og tag springet. Og lad være med at vente på at Skovlysningen , måske ligger der til foråret. Hvis den føles rigtig, så gør det nu, og lad være at risikere at miste den. Jeg er lige begyndt på din bog Alt det bedste til jer alle 3.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.