Når jeg ligger søvnløs, indretter jeg det hus, vi ikke nåede at købe. Det holder tankemylderet væk. Sammen med rent sengetøj, og ben der for en gangs skyld ikke er urolige. Men jeg er selvfølgeligt træt, da jeg vågner. Søvnigtræt. Det er bedre end den dødstræthed, sclerosen giver mig. Søvnighed er normalt.

Min mand serverer kaffe på sengen, og jeg passer mit morgeninternet. Jeg vil helst ikke blive liggende for længe. Jeg kan, hvis jeg vil, men jeg vil ikke. Jeg går i bad og bruger mindst en halv time på at komme mig efter det. Jeg ved ikke, hvorfor det skal være så anstrengende at stå under vand og putte shampoo i håret, men det slår mig ud. Jeg kunne bare lade være, men det er blevet en ting. Jeg kan ikke holde ud at gå nedenunder ubadet og i nattøj. Tænk hvis jeg en dag kommer til at give slip og aldrig går i bad og aldrig tager rigtigt tøj på igen. Er dog ikke hårdere ramt end at mit yndlingshverdagstøj involverer et par laksefarvede joggingbukser, som egentlig var et fejlkøb, og som egentlig giver mig verdens længste røv.
Ren og langrøvet går jeg ned ad trappen. Computer og telefon under venstre arm. Højre hånd holder krampagtigt fast i gelænderet. Der er gak i balancen, og jeg er styrtet ned ad trappen tre gange. Min mand har sat en stribe sort asfalt-agtig tape på nogle af trinnene. Han er bange for, at jeg falder, mens jeg er alene hjemme. Det er jeg også.

Jeg lukker hunden ud i haven. Hvis solen er der, sætter jeg mig lidt på terrassen. ”Skal du med ind og ha’ en go’bi’”, spørger jeg efter et stykke tid, og hunden løber direkte ind til det faste go’bi’-serveringssted. Jeg finder noget morgenmad, eller også venter jeg til frokost. Det kommer an på, hvilken slags appetitdag det er. Jeg sætter mig i min røvformede plads i sofaen, læner mig ikke for meget tilbage, passer mit internet. Hunden begynder på den første af de mange lure, der skal tages i løbet af dagen.

Efter frokost tæller jeg timer. Der skal gå mindst to, inden jeg må dyrke yoga. Det siger de, og det siger min gylperefleks, når jeg står foroverbøjet. Jeg begyndte at dyrke yoga, fordi det virkede som en fremragende undskyldning for at gå i yogatøj hele dagen. Men nu er det så vigtigt for mig, at jeg helst ikke springer en dag over. Det er noget, jeg skal. I skal alle sammen noget, jeg skal aldrig. Men jeg skal det her. Mine arme er blevet stærke. Og min mave. Jeg er stolt af, at jeg gør det her for mig selv, men forsøger at lade være med at tale for meget om det. Folk gider ikke høre om mit yoga.
Jeg prøver at distancere mig lidt fra det, altså min glæde for yogaen. Nægter at sige namasté, men mumler i stedet det, jeg skal have til belønning, når jeg er færdig. Tager hænderne op til mit tredje øje og hvisker ”ostepops”.

Jeg er træt efter yoga. Det skulle give energi. Det gælder ikke for mig. Det gør mig stærk og smidig, men det gør mig træt. Måske ændrer det sig på et tidspunkt.
Jeg ser måske lidt serie, eller kigger længselsfuldt på spisebordet, hvor alt mit kreagrej har været pakket ud i flere måneder. Når jeg har ekstra overskud, snitter og trykker jeg linoleum. Jeg er vild med det, men også lidt flov. Føler mig som en af de gamle i terapistuen på plejehjemmet, hvor jeg arbejdede for mange år siden. Jeg forsøger at lade være med at tale for meget om det. Folk gider ikke høre om mit linoleumstryk.

Min mand kommer hjem fra arbejde, og han når nærmest ikke at sætte sig, inden han skal lave aftensmad. Engang var det mig, der lavede det, men jeg kan ikke både dyrke yoga og lave mad. Sclerosen siger nej. Min mand siger, det er ok. Yogaen er vigtig for mig. Jeg er bange for, at han får stress. Han er vigtig for mig.

For få måneder siden lå jeg altid i min seng klokken 19, men på det seneste har aftnerne fået lov til at være længere. Jeg går med ud på aftentur med hunden. Glad hund, solnedgang og syngende solsorte. Jeg har sko på med skumbund, så jeg ikke får alt for ondt i fødderne. Faktisk er det blevet meget bedre med de smerter, efter jeg begyndte på yoga. Måske er det et tilfælde.

På stien langs med fodboldbanen møder vi et rådyr. ”Hej lille ven”, siger jeg. Alle dyr hedder lille ven. Rådyr, hunde, fugle, edderkopper. Rådyret stopper op og glor på mig, som om jeg er idiot.
Hunden skider, og vi roser ham. ”Vil du med hjem,” siger jeg med den der taler-til-hund-stemme, og det vil han virkelig gerne.

Nu er solen gået ned. Jeg forsøger at holde til at blive siddende i sofaen. Det går ikke. ”Op i seng”, siger jeg, og hunden spæner op ad trappen. Min mand insisterer på at bære min computer og telefon op. Jeg sukker lidt, inden jeg selv skal bestige trappemonstret. Bruger armene som forben og ligner et bizart dyr. Hunden står på reposen og venter. Da jeg næsten er oppe, træder han et trin ned for at hjælpe mig det sidste stykke. Lille ven. ”Det kan ikke blive ved med at gå med den trappe”, siger min mand. Jeg ved det godt. Men der er ikke et bedre hus til os lige nu.

Jeg spørger, om der altid har været så langt ud på badeværelset. Det husker jeg at spørge om hver aften. Der er altid så langt. Mindst tre meter.
Da jeg endelig ligger under dynen, skal jeg se serie – på den måde, hvor jeg falder i søvn, inden jeg overhovedet har trykket play. Og jeg sover, lige indtil det er tilpas meget midt om natten og blevet tid til at indrette huset, vi ikke nåede at købe.