Jeg kan virkelig ikke lide racister. Det har jeg vist understreget flere gange. Men jeg er egentlig heller ikke så vild med mennesker, der ikke selv synes, de er den mindste smule racistiske, men så er de det alligevel i en uhyggelig grad. Der er mange af dem, og det kan være svært at sige fra, for de synes selv, at de mener det noget så godt. Men du er altså ikke en helgen, fordi du omtaler flygtninge med tuttenuttet (og nedladende) falsetstemme. Du viser bare, at du føler dig hævet over mennesker, der er ramt af nogle omstændigheder, din blanke hjerne slet ikke kan forestille sig.

Når du konstant skal fortælle, at de gode faktisk gerne må være her. Når du faktisk engang kendte en fra Tyrkiet, der var flink nok. Når du ser flygtninge som en sorthvid masse af enten gode eller dårlige (og så længe, de er flinke og flittige, er du faktisk slet ikke så meget imod, tihi), så er du ikke så vidunderlig, som du selv synes.

Flygtninge er individer. De er gode og dårlige og kloge og dumme og genier og gennemsnitlige og flittige og dovne og flinke og røvhuller og usikre og drømmere og realister og generte og frembrusende og højt uddannede og syge og helt vildt almindelige mennesker, der fortjener tryghed. Og det fortjener de også, selvom de ikke lever op til alle menneskers ide om, hvad god og velintegreret er. Det er ægte mennesker, for fanden! Og for mange af dem handler det her om liv og død. Kan du så forstå det, Inge-Lisbeth fra facebook?

Jeg kan virkelig godt lide mennesker, der råber højt og siger fra, selvom diverse politikere og andre internet-idioter allerhelst vil forbyde det. Hvis det står til dem, må Danmarks flygtningepolitik kun diskuteres af folk, der er enige med regeringen og andre populisttyper. Alle andre skal holde kæft, især kulturpersonligheder med store velbesøgte platforme. Uha, hvor skal de holde kæft. Og humanisterne. Uha, de skal også holde kæft. Faktisk ville det være godt, hvis alle bare klappede i, lod være med at uddanne sig alt for meget, lod være med at sætte sig ind i ting, lod være med at være menneskelige og forstod, at regeringen bestemmer, og de er de voksne, og vi fatter slet ikke hvad de taler om.

Hurra for dem, der siger fra. Dem, der gør det med ro og argumenter og stædighed og som ikke lader sig tryne. De mennesker elsker jeg på den måde, hvor de faktisk får mit hjerte til at banke hurtigere. De mennesker beundrer jeg, og jeg er generelt alt for kritisk og ubeundringsagtig. De mennesker er så vigtige, og jeg ville ønske, jeg magtede bare en smule af det, de kan. For jeg er selv helt nede i et primitivt frustrationshul, hvor mit eneste argument er ”rend mig i røven, idiot!”.