Forfatterarkiv: annebredahl
Tilbage
Ensomhed er ikke kun noget, der sker, når andre tager afstand fra en. Det er også noget, der sker, når man ikke har overskud. Ikke overskud til at svare, ikke overskud til at holde fast, ikke overskud til de mennesker, jeg holder sammenkomster med i mine tanker. Min hjerne er lille og ordene er blevet alt for svære at finde. Jeg er ydmyget, jeg gemmer mig. Der er ikke andet end tomhed at se her.
Jeg kommer til at tænke på dengang min far – dybt skuffet over mine for ham manglende ambitioner (og for mig manglende tro på, at jeg kunne finde ud af noget), skrev til mig i et brev, at jeg ville ende som en lallende grøntsag. Og her er jeg nu. Vegeteret.
Vegeteret og træt og i en konstant tilstand af sorg over verdens grumhed. Vinteren var lang og mørk, foråret er fyldt med fremtidsangst, hvor fanden er det, jeg skal finde overskud.
Sært nok har grumheden fået mig til at insistere på at lede efter det. Jeg er trist, ensom, flov over den, jeg er. Men jeg synes også, jeg har ting, jeg skal. Og her på mit eget domæne – væk fra store sociale medier, har jeg ikke en skid, jeg skal leve op til. Så jeg øver mig i at finde ord, og øver mig i at dæmpe selvhadet, når de er svære at finde. Jeg retter de fejl, jeg kan se, og forsøger at finde fred med dem, jeg overser. Hvad kan jeg ellers gøre.
Ulykkelig kærlighed
Engang var jeg meget ung og brugte store mængder energi på at være ulykkeligt forelsket i typer, jeg i virkeligheden burde holde mig langt fra. Nu er jeg en hel del ældre og i et trygt og godt forhold med nogen, der i den grad fortjener at blive elsket.
I dag har jeg alligevel en knude i maven af ulykkelig kærlighed. Det er bare til et hus. En smuk gammel villa, der bare lige skulle pilles lidt ved, så den blev ført tilbage til noget, der mindede om oprindelig stand. Og en have, hvor jeg mere eller mindre skulle begynde fra bunden, men der var alle muligheder for at skabe et paradis for fugle, insekter og mig selv.
I dag var vi klar til at byde, og i dag blev huset solgt til nogen, der ikke er os. Det havde været til salg i mere end 500 dage samlet, og så bliver det solgt den dag, vi vil købe det. Og vi vil jo ikke betale mere, end det er værd, selv om det er stilen derude for tiden.
Afvisningen fra den ellers noget så imødekommende ejendomsmægler var iskold.
Jeg er trist, tror ikke på, at der nogensinde kommer et hus som det, tænker at vi ligeså godt bare kan droppe det og blive i det fugtbefængte og nabolarmsplagede hus, vi bor i nu.
Mit nedadvendte næb slæber henad gulvet, når jeg går.
Om et par dage, tror jeg på det igen. Håber jeg. Det var i hvert fald sådan, det var, dengang jeg var ulykkeligt forelsket i en eller anden forkert nar hveranden uge.
Afvenling
Han hed Morten, og han var grim. Nogle syntes nok, han så helt almindelig ud, andre syntes måske ligefrem, at han var pæn. Jeg syntes, Morten var noget af det grimmeste, jeg havde set. Jeg vil ikke gå i detaljer med hans udseende, men jeg kommer altid til at tænke på lugten af leverpostej, når han en sjælden gang imellem dukker op i min stakkels hjerne.
I virkeligheden handlede det nok om, at jeg ikke brød mig om Mortens personlighed. Han var arrogant og nedladende, havde sådan et påtaget mut ansigtsudtryk, der skulle vise os, at han var vigtigere end alle andre. Morten havde slasket pagehår, og han havde en kæreste, der var så sød, at det slet ikke gav mening for mig. Hun var sådan en, jeg gerne ville have som veninde, og derfor var jeg altid venlig overfor hende. Og jeg var altid venlig overfor hendes kæreste, Morten.
Jeg prøver som udgangspunkt altid at være venlig. Uvenlighed gør ikke sure mennesker mindre sure, og uvenlighed gør i hvert fald ikke verden til et bedre sted.
Så jeg prøver at være venlig, og jeg vil sådan set også gerne blive ved med at være det. Der er bare alt for mange mennesker, der ikke kan finde ud af at modtage venlighed. De ser det som svaghed eller dumhed. Noget, der skal udnyttes.
For eksempel min nye nabo. Vores kvarter er ikke specielt venligt, og da hun flyttede ind, besluttede jeg, at jeg ville gøre alt for at få et godt forhold til hende. Så jeg var venlig, når hendes datter holdt larmende fester. Jeg var venlig, når hendes cigaretrøg bølgede ind igennem min havedør. Jeg var venlig, når hun bankede på hegnet mellem vores terrasser og råbte ”nabo, nabo” med sin gennemtrængende stemme. Jeg var venlig, når hun insisterede på at fortælle mig sin livshistorie gennem hækken. Jeg var venlig, da hun begyndte at belære mig om, hvordan jeg skulle holde min have. Jeg var venlig, da hun brokkede sig over, at min mand ikke klippede hækken på hendes side. Jeg var venlig, da jeg overhørte hende bagtale mig til en anden nabo. Jeg var venlig, indtil jeg ikke orkede at være venlig mere. Hun fik at vide, at hun skulle stoppe med at råbe af mig gennem hækken. Jeg stoppede med at hilse på hende. Jeg sendte hende endda onde øjne mindst to gange. Men venligheden sidder åbenbart dybt i mig, så nu hilser jeg igen. Mit smil er mindre nu, og hun kan fandme selv klippe sin hæk.
Nå, men tilbage til Morten. Jeg mistede kontakten til leverpostejsstanken og hans kæreste, og jeg så dem aldrig igen. En fælles bekendt mødte ham mange år efter og fortalte, at vi stadig – altså den bekendte og jeg, havde kontakt.
”Nåh, hende med patterne”, svarede Morten. ”Hun var helt vildt forelsket i mig.”
Jeg er stadig fan af venlighed, men jeg er åbenbart kommet til at skrue lidt for meget op for min egen version af den. Nu forsøger jeg at skrue ned til noget, der er civiliseret uden at være for overstrømmende.
Vildt forelsket i Morten … Helt sikkert, Slaskehår McGrimmersen.
Det er bare små ord
For og imod
Jeg kan virkelig ikke lide racister. Det har jeg vist understreget flere gange. Men jeg er egentlig heller ikke så vild med mennesker, der ikke selv synes, de er den mindste smule racistiske, men så er de det alligevel i en uhyggelig grad. Der er mange af dem, og det kan være svært at sige fra, for de synes selv, at de mener det noget så godt. Men du er altså ikke en helgen, fordi du omtaler flygtninge med tuttenuttet (og nedladende) falsetstemme. Du viser bare, at du føler dig hævet over mennesker, der er ramt af nogle omstændigheder, din blanke hjerne slet ikke kan forestille sig.
Når du konstant skal fortælle, at de gode faktisk gerne må være her. Når du faktisk engang kendte en fra Tyrkiet, der var flink nok. Når du ser flygtninge som en sorthvid masse af enten gode eller dårlige (og så længe, de er flinke og flittige, er du faktisk slet ikke så meget imod, tihi), så er du ikke så vidunderlig, som du selv synes.
Flygtninge er individer. De er gode og dårlige og kloge og dumme og genier og gennemsnitlige og flittige og dovne og flinke og røvhuller og usikre og drømmere og realister og generte og frembrusende og højt uddannede og syge og helt vildt almindelige mennesker, der fortjener tryghed. Og det fortjener de også, selvom de ikke lever op til alle menneskers ide om, hvad god og velintegreret er. Det er ægte mennesker, for fanden! Og for mange af dem handler det her om liv og død. Kan du så forstå det, Inge-Lisbeth fra facebook?
Jeg kan virkelig godt lide mennesker, der råber højt og siger fra, selvom diverse politikere og andre internet-idioter allerhelst vil forbyde det. Hvis det står til dem, må Danmarks flygtningepolitik kun diskuteres af folk, der er enige med regeringen og andre populisttyper. Alle andre skal holde kæft, især kulturpersonligheder med store velbesøgte platforme. Uha, hvor skal de holde kæft. Og humanisterne. Uha, de skal også holde kæft. Faktisk ville det være godt, hvis alle bare klappede i, lod være med at uddanne sig alt for meget, lod være med at sætte sig ind i ting, lod være med at være menneskelige og forstod, at regeringen bestemmer, og de er de voksne, og vi fatter slet ikke hvad de taler om.
Hurra for dem, der siger fra. Dem, der gør det med ro og argumenter og stædighed og som ikke lader sig tryne. De mennesker elsker jeg på den måde, hvor de faktisk får mit hjerte til at banke hurtigere. De mennesker beundrer jeg, og jeg er generelt alt for kritisk og ubeundringsagtig. De mennesker er så vigtige, og jeg ville ønske, jeg magtede bare en smule af det, de kan. For jeg er selv helt nede i et primitivt frustrationshul, hvor mit eneste argument er ”rend mig i røven, idiot!”.
Litteraturrettigheder
Jeg har læst, så længe jeg kan huske. En stak bøger oven på dynen og en hel nats læsning fik mig igennem mange tankemylderbefængte nætter som barn og teenager. Når jeg løb tør for ting fra biblioteket, tog jeg noget fra mine forældres bogreol. Jeg var ligeglad med, at det var for voksent, det skulle bare sluges.
Det, der til gengæld ikke var slugbart, var dissekeringen af bøgerne i danskundervisningen. Jeg kunne læse noget, der fik mig til at føle tusind ting. Noget, der betød noget helt bestemt for mig. Og så kunne jeg få at vide, at det var forkert.
I danskundervisningen lærte jeg, at litteratur kom med en facitliste, og det gav aldrig mening for mig. Men de var de voksne, så de havde nok ret. Min løsning var at tale så lidt som muligt om bøger.
Jeg blev ved med at læse op igennem mit voksenliv. Mange omkring mig læste slet ikke skønlitteratur, så det var ikke noget, vi sådan tilfældigvis kom til at tale om. Senere mødte jeg mennesker, der læste meget og gerne ville tale om det, og i min eufori over at være i selskab med nogen, der også slugte bøger, troede jeg selv på, at jeg havde et behov for litteratursnak. Jeg blev en del af en læseklub, hvor vi læste bestemte bøger og talte om dem. Det var hyggeligt, folk var skidesøde, men det viste sig hurtigt, at der igen var facitlister. Ikke helt så skrappe som dem i dansktimerne, men stadig med en ”men hvis du mener det, har du jo ikke forstået bogen”-tilgang.
Nu har jeg langt om længe fattet det. Jeg burde have forstået det for længst, men jeg har sgu altid været lidt bagud udviklingsmæssigt.
Jeg gider ikke tale om bøger. Jeg kan godt tale om, hvad en bog får mig til at føle, men din uenighed i mine følelser og dine knastørre konklusioner må du gerne gemme til nogen, der sætter pris på dem.
Jeg gider heller ikke oplæsningsarrangementer. Læsning er en privat sag mellem mig og bogen. Det er ikke engang noget, bogens forfatter skal blande sig i.
Jeg kan sagtens forstå, at andre gider, at andre får noget ud af det. Men jeg forstår også nu, at jeg ikke er forkert, fordi det ikke er for mig.
Hvor er det dog irriterende, at jeg har været for usikker til at sige fra. Jeg burde have gjort det allerede i danskundervisningen. For god litteratur er det modsatte af facitlister. God litteratur er det modsatte af at føle sig forkert. God litteratur er et sted, hvor alting føles rigtigt.
Nu kan jeg give slip og elske bøger og kunst og musik uden at føle, at jeg skal kunne forklare, hvorfor jeg elsker det. Det er en følelse i maven. Det er frisk vind i hjernen. Det er alt, hvad der er godt, selv når det gør ondt. Det er noget af det vigtigste i verden.
Mellemrum?
Der viste sig hurtigt et mønster, da jeg blev syg. Vinteren var tung og alt for lang, men i løbet af foråret vågnede jeg og blev en nogenlunde version af mig i nogle måneder. Det er gået op for mig, at det aldrig skete sidste år eller året før. Mit forår har været væk, og det var kun vinter.
Men nu er det her pludseligt, foråret. Det virkelige og det overførte. Og jeg har så travlt med at nå det hele, for jeg er nødt til at gå ud fra, at det er et kort mellemrum, inden tungheden kommer tilbage.
Men hvad hvis det ikke er? Hvad hvis jeg i virkeligheden er kommet ud på den anden side af noget?
Mit liv er kompromiser og kontroltab og dræbende træthed, men hvad hvis det kan blive mere og bedre?
Til Anne, 13 år
Kronik fra Jyllands-Posten, 2017
Hvor mange gange skal man have at vide, at man er dum, før man tror på det? For nogle er det nok ikke ret meget mere end én gang — i hvert fald ikke, hvis man er skrøbelig og usikker. Og det er du. Du bruger det meste af tiden i skolen på at gemme dig på den bagerste plads helt nede i hjørnet, og lærerne lader dig gøre det. Du forsøger alligevel at gøre dig mere usynlig, trækker dig sammen i stolen og fylder så lidt som muligt. Du ved, det er et spørgsmål om tid, inden en af de der piger vender sig om og kalder dig dum og grim. Nogle gange er det ikke nok for dem at ydmyge dig med ord alene. Så kræver de mere. ”Vis tænder,” siger de, mens de ser så tilpas onde ud, at du ikke tør lade være. Det er ikke nok for dem, at du åbner munden. Du skal trække læberne helt ud, så de kan se dit tandkød. Alle de andre vender sig om og kigger, nogle af dem ser utilpasse ud, læreren siger ikke noget. Efter et par minutter er det overstået, men det føles som et helt liv. Med ydmygelsens dybrøde banken i kinderne kravler du tilbage i dit hjørne. Du hører ikke, hvad der bliver sagt oppe ved tavlen. Du venter bare på, at du har fri og kan cykle hjem, nedad bakken med luft i ansigtet.
Du er overbevist om, at de har ret: Du er dum. Du er god nok til at skrive og læse, god til sprog. Men det betyder ikke noget, når du er elendig til matematik og idræt og håndarbejde. Alting handler om det, du ikke kan.
Du ved godt, du er grim. Dit hår er tyndt og kort, du har mellemrum mellem tænderne, og selv om du virkelig forsøger at gøre noget ud af det, er dit tøj altid forkert. De andre piger er begyndt at ligne kvinder, men du er spinkel og ligner stadig et barn. Omklædningen efter idræt og svømning er et mareridt.
Skolen handler ikke om at lære. Den handler om ydmygelse, den handler om det, du ikke kan. Den handler om dengang, du endelig havde fundet ud af at hækle og stolt viste læreren den færdige grydelap. ”Den er grim. Den skal hækles om,” sagde hun. Livet handler om, at du bor i en forstad, der er bygget rundt om en idrætshal, men du kan ikke engang finde ud af at gribe en bold.
Du har svært ved at falde i søvn om aftenen, du spekulerer over, hvorfor du blev født, når livet skulle være så elendigt. Du overbeviser dig selv om, at du aldrig bliver god nok. Du går ud fra, at det er sådan, resten af dit liv bliver.
Det ville være så nemt for mig at fortælle dig, at du skal sige fra, at du skal tro på dig selv, at den grydelap ikke siger noget afgørende om det, du kan, at når det kommer til stykket, er håndbold ikke vigtigt, at du ikke skal lade to piger, der ser ud, som om de har kronisk forstoppelse, ødelægge dig på den måde. Men jeg husker alt for nemt, hvordan det var at være 13-årige Anne. Jeg husker tydeligt følelsen af, at det var bedre at forblive stille, end det var at risikere, at det blev værre. I stedet fortæller jeg dig, at du skal lade være med at skamme dig. Du skammer dig især over mobningen, og du slæber den skam med helt op i voksenlivet. Du tror, at de mange gode mennesker, du heldigvis møder i dit liv, stopper med at kunne lide dig, hvis de finder ud af sandheden. At de vil se dig på samme måde, som de forstoppede piger ser dig. Men sådan er det ikke. Det ved du allerede inderst inde. Du dømmer jo heller ikke dine venner for de hemmeligheder, de ikke helt kan skjule. For de flasker, der klirrer i deres forældres poser, for de lussinger, de får derhjemme. Du føler omsorg og bekymring og tænker over, hvad du kan gøre for at få dem til at grine.
Du tror, at alle andre har det bedre end dig. Især dem der bor oppe i parcelhusene med de store flade haver. De gode huse, dem man ejer. Du tror, at du er mindre værd, fordi du bor i et boligforeningshus. Men forældrene i de gode huse bliver også skilt, deres børn får også blå mærker, og poserne fra Brugsen klirrer på samme måde som discount-poserne i dit kvarter. Murene er bare tykkere i de huse. Det opdager du senere, og så bliver du taknemmelig over, at du aldrig skulle være bange for vold og konstant uforudsigelighed i det boligforeningshus, hvor du boede med din mor og søster.
Følelsen af at være forkert kommer til at trække dig rundt i alle de forkerte retninger. Du flakser forvirret rundt i alt for mange år og forsøger at være det, du tror, alle de andre forventer: Lidt for fjollet, lidt for overfladisk, lidt for uambitiøs, alt for bange for at begå fejl. Men du er nødt til at begå fejl. Begå en hel masse fejl og bliv klogere og dygtigere og meget mere modig. Fortæl det til nogen, når du er ked af det, og bed om hjælp, når der er noget, du ikke kan finde ud af. Lad folk hjælpe dig. Sig til og fra, og lad nu være med at kysse alle de drenge, der siger, du er pæn. Du skylder dem ikke noget. Lad være med at kalde dig selv grim og dum, fordi andre gør det. Du skal være på din side.
Når jeg ser dig, får jeg lyst til at skælde dig ud, og jeg får lyst til at omfavne dig og fortælle dig, du er god nok, at der er nogen derude, der synes, du er noget værd, at der er noget, du er god til, at resten af dit liv ikke kommer til at handle om mobning og om at føle dig forkert. Du finder ud af, at situationer ikke står stille, hverken de gode eller de dårlige. Ting rykker sig, livet bevæger sig hele tiden, og nogle gange er det så forfærdeligt, at det næsten er umuligt at befinde sig i det, og andre gange er du så lykkelig, at du helt glemmer, at elendighed findes.
Hvis du kunne se mig, ville du blive ked af, hvor tynd huden i mit ansigt er blevet. Du ville blive helt dårlig over stregerne ved mine øjne og de dybe furer i panden. Du ville ærgre dig over, at jeg ikke er popstjerne eller filmstjerne eller noget andet funklende, der kan overbevise skolen og de forstoppede piger om, at de tog fejl. Men mit liv herhenne i fremtiden handler ikke længere om dem. Det handler om alt det, jeg gerne vil, og alt det jeg kan. Det handler om ben, der pludselig blev tunge og en hjerne, der langsomt bliver ædt op af invaliderende træthed, fordi dit livs plottwist er sklerose.
Hvis du kunne se mig herude i fremtiden, ville du blive overrasket over, at jeg har et barn, at jeg bor sammen med en sød og meget jysk mand, som har lovet mig hele verden (”hvis den kan være i bilen”), at jeg bor i et boligforeningshus helt uden at skamme mig, at jeg elsker mit liv, selvom der er sygdom, og det langt fra er perfekt. Hvis du kunne se mig, ville du blive overrasket over, at jeg har skrevet bøger, at de er blevet udgivet, at jeg ikke bare har gemt teksterne væk under revnen i gulvtæppet, som du plejer at gøre.
Kan du huske dengang, de forstoppede piger låste hende, der havde mistet sin mor, inde i et skur? Kan du huske, at du hjalp hende ud og sagde, at hun ikke skulle tage sig af dem? Det råd kan du ikke selv bruge. Du tager dig af dem — du tog dig af dem og deres elendige opførsel alt for længe. Og jeg bebrejder dig ikke. Du er kun et barn. Men hvis jeg kunne kravle ind i dig og din 13-årige hjerne, ville jeg styre dig i en anden retning. Du vil jo ikke være som dem. Du vil ikke være venner med dem. Du kan ikke bruge dem som en undskyldning for at opføre dig dårligt. Du skal ikke bruge tid på mennesker som dem. Du skal bruge tid på de gode, på det gode og det, der betyder noget for dig. Du skal ikke bekymre dig så meget om det, du er dårlig til, men bruge meget mere tid på det, du er god til, for folkeskolen tager fejl, når den siger, du skal kunne det hele. Du skal slippe hemmelighederne, du skal turde ønske dig mere, og du skal give dig selv lov til at være glad allerede nu.
Dansker, hvem er du?
Er du den loyale partisoldat?
Er du Glistrups ansigt pakket ind i langt lyst hår?
Er du bange for, at der bliver taget noget fra dig, hvis vi hjælper mennesker i nød?
Siger du ”Danmark for danskere” og mener, at en ægte dansker er en, der er helt ligesom dig? Samme livretter, samme traditioner, samme had?
Siger du ”vi kan jo ikke hjælpe alle”, når flygtningebørn fra dit barns eller barnebarns klasse bliver sendt væk og forsvinder?
Synes du, det er utaknemmeligt, når flygtninge i Danmark siger, at vi dræber dem langsomt med vores antiflygtningepolitik?
Synes du, at du kan lyve, som det passer dig, så længe det er til fordel for din beskidte dagsorden?
Jeg har ret til min mening, siger du. Men ondskab og afstumpethed er ikke en mening.
Bruger du udtrykket ”de fremmede” om mennesker, der har boet her i mange år?
Bruger du ordet ”bekvemmelighedsflygtninge” om mennesker, der har oplevet tortur og krig?
Peger og griner du, når nogen, der ikke ligner dig, løber for livet?
Gå efter bolden, ikke manden, siger du. Men bolden er smurt ind i lort, og den har ramt manden godt og grundigt.
Dansker, hvem vil du være?
Vil du være politikeren, der rejser sig og råber ”nu er det nok”?
Vil du vælge anstændighed frem for populisme?
Vil du være rektoren, der kæmper for sine studerende med flygtningebaggrund?
Vil du have omsorg for mennesker, der har været igennem et helvede, som du aldrig helt kan forstå, fordi du er vokset op her i sikkerhed?
Vil du sige fra, når dine omgivelser ikke er kritiske nok til at sortere racisme og fascisme fra.
Vil du sige fra, når de vælger det til?
Fremtidens historiebøger vil fortælle om os.
Om de formørkede danskere.
Men nutiden er ligeglad, så længe den får stemmer nok til næste valg.