Forfatterarkiv: annebredahl

Musik i maven 5

”Jeg køber et nyt bånd. Hvad skal det være?”
Det var Mads, jeg spurgte, og han svarede: “Tøsedrengene”. Jeg havde nok håbet på noget andet, men hvis det var det, de ville høre, var det det, jeg ville købe. Jeg havde inviteret en lille flok fra klassen hjem til mig. Tina, Helle, Henriette, Anders og Mads. Det var helt vildt. Jeg var stadig upopulær i skolen, men lige så snart vi åbnede døren og forlod de hullede asbestlofter, var jeg del af en gruppe. Vi gik til dans sammen oppe hos Verner, og vi øvede hjemme hos hinanden. Helle og Henriette gav adgang til nogle af drengene, og nu skulle de hjem til mig. De skulle se mit nye værelse. Det var en skibsbriks med overskabe, madras med røde og hvide striber og tre store hynder med samme mønster. Der var et hvidt laminatbord og en lænestol, der passede til sengen. Jeg havde fået nyt reolsystem fra Ikea, og en sej kontorstol. På væggene hang alle mine idoler forskudt og på skrå: Duran Duran, Kajagoogoo, Tears for Fears, Wham, mere Duran Duran, og jeg have et stativ af træ til mine helt egne krus, som vi skulle bruge til jordbær-te.
Mette var vist ikke inviteret. Hun var ikke en del af gruppen, der gik til dans. Hun var sammen med den nye pige, Trine. Jeg elskede stadig Mettes selskab, men nogle gange var det nemmere med Tina. Hun var ikke så sjov som Mette. Der var ingen i verden, der var sjovere end Mette, men der var så meget skam, og der var så mange hemmeligheder, vi ikke turde fortælle hinanden. Det var, som om universet ville smuldre, hvis vi indrømmede, at vi havde det forfærdeligt. Tina var ukompliceret. Vi snakkede om ting. Mest om drenge. Vi sad ikke altid hjemme, men cyklede lange ture, og vi tog ind til byen og mødte nye mennesker. Vi snakkede om Duran Duran, og ind imellem blev vi uvenner over, hvem der skulle have hvem. Jeg ville kun have Simon, men hun vekslede mellem Roger, John og Simon. Det syntes jeg ikke, man kunne. Vi holdt dansekonkurrencer, og hun sagde, at jeg var god. Jeg var den, der kunne få benet højst op, når jeg lavede benspjæt. Vi så Flashdance sammen med nogle af de andre piger fra klassen, og dansede hele vejen ned igennem byen og hen over Immervad. Efter den film, skrev jeg ”danser” i de venindebøger, der gik på omgang.
Da der var turnering på Verners danseskole, stillede jeg spontant op i solodisko, selvom jeg egentlig var der for at danse jitterbug med Tina.
Det var musikken, der gik i min mave, og min sædvanlige nervøsitet og angst for at fejle forsvandt. Jeg rejste mig bare og dansede.
”Det gik vildt godt” og ”du vinder”, sagde de andre, og jeg turde næsten tro på dem. Men ham den gamle dommer gik kun i ring om hende fra Skæring, han kom slet ikke ned i min ende, og jeg stillede aldrig op i en konkurrence igen. Men jeg blev ved med at skrive ”danser” i venindebøgerne, og hvis det ikke gik, kunne man altid blive popstjerne, filmstjerne eller fotomodel.

Musik i maven 4

Mette boede oppe i de fine parcelhuse, og Tina boede i de fine rækkehuse på den anden side af vejen. På den måde var de bedre end mig. I Tinas stue stod der et flot klaver, og én gang om ugen kom der en dame og underviste hende. Mettes hus var så stort, at vi næsten aldrig så hendes forældre, fordi de var henne i den anden ende.
Tinas forældre var der altid, og de kunne godt være meget skrappe. Der var mange regler, men jeg gik ud fra, at det var, fordi Tina var adopteret og de elskede hende mere, end vores forældre elskede os. Jeg ved ikke, om der overhovedet var regler hjemme os Mette, og hjemme hos mig handlede reglerne i hvert fald ikke om, at jeg var elsket. De handlede mest om, at jeg skulle rydde op på mit værelse. Man kunne høre min fars stemme over hele Lystruplund, hvis jeg var gået ud, når vi havde aftalt, at jeg skulle rydde op.
Jeg var spændt, da jeg skulle fortælle Mette, at mine forældre skulle skilles. Men hun blev sur på mig, og sagde, at det var løgn. At jeg bare forsøgte at gøre mig interessant. At jeg ville være som hende, fordi hendes forældre også lige var blevet skilt. Jeg blev flov, og det var ikke noget, vi snakkede om igen. Men jeg ville så gerne have fortalt om min fars seje lejlighed inde midt i Århus. Jeg ville gerne have fortalt, at jeg var lettet uden at vide hvorfor.
Da mine forældre blev skilt, blev min lillesøster og jeg boende i huset sammen med vores mor. Da Mettes forældre blev skilt, skulle hun flytte sammen med sin mor og søskende til en lejlighed i en grå betonblok. Jeanne fra klassen boede i de samme blokke. Lede Jeanne, der tvang os til at vise tænder. Hun sagde, hun havde set Mettes mor en tidlig morgen med make-up under øjnene, og det var helt åbenlyst, at hun var luder. Mettes mor var sygeplejerske og arbejdede som nattevagt, men Mette sagde ikke noget. Hun blev bare rød i hovedet. Tina forsøgte at sige noget, men Jeanne, Susanne og medløberne var ligeglade, og jeg klappede bare helt i som sædvanligt. Det var vel også ok, siden Mette selv var helt stille. Vi skulle ikke tale om den slags.
Vi tog hjem til mig og drak kakao med skeer og spyttede det ud af grin, mens vi snakkede med Allan-stemmer. Bagefter lavede vi en synkroniseret dans til Dr Hooks ”Baby Makes Her Blue Jeans Talk”. Det var bedre på den måde.

Musik i maven 3

Det var vigtigt, at man havde en favorit. Min var Duran Duran og Mettes var Paul Young. Det var sært voksent, syntes jeg. Vi optog stadig musik fra P3, men vi begyndte også at købe kassettebånd. Jeg købte alt, der stod Duran Duran på, og så købte jeg det, dem fra klassen sagde var sejt. Efter skole tog vi hjem til mig for at høre musik og drikke kakao. Det var mælk og Nesquick, og vi sørgede altid for at røre for lidt i det, så der flød klumper af mælkevådt kakao rundt på overfladen. Vi bildte os ind, at klumperne smagte af chokolade, som vi ellers aldrig fik, og for at oplevelsen skulle vare så længe som muligt, drak vi kakaoen af spiseskeer. Vi hørte musik, og vi forsøgte at få hinanden til at grine, så vi spruttede kakao ud over bordet. Vi snakkede om de andre, og vi opfandt fjollede stemmer. Der var Allan-stemmen, og der var æblejuicestemmen, som senere blev til ymerstemmen. Det handlede om at grine så meget som muligt, og vi snakkede aldrig om det, der skete i skolen. Om at vi blev tvunget til at vise tænder. ”Vis tænder”, sagde de, og vi skulle trække ud i læberne, så de kunne se tandkød og det hele. Vi snakkede ikke om, at de havde tvunget Mette til at trække op i blusen. ”Vis navle”, og den eneste i hele klassen, der havde sagt fra, var Mads. Vi snakkede om drengene fra klassen. Altså, hvem vi kunne lide. Og vi remsede navne op, som om de var en reel mulighed for os: Anders, Kim, Jacob, Mads. Jeg forestillede mig, hvordan det ville være at være kærester med en af dem, men jeg var alt for tynd og lugtede af gammel pyjamas, og jeg vidste, at det ikke ville ske, før jeg blev berømt. Det undrede mig mere med Mette, som havde helt lyseblå øjne og en krop, der blev voksen meget hurtigere end min. De burde være vilde med hende og frelse hende fra mobning og upopularitet.
Det var anderledes med Tina. Hun hang et sted mellem upopulær og dem, der var det tavse sted mellem mobbeoffer og bestemmertype. I første klasse sagde hun servivæt i stedet for serviet, og hun troede, at månen var lavet af grøn ost. Sådan huskede resten af klassen det i hvert fald og bragte det op i tide og utide og kaldte hende vingummihjerne. Men Tina havde en evne til at børste det af sig og grine med, som om det slet ikke var hende, det gik ud over. Måske satte det sig fast, måske havde hun også lyst til at forsvinde ned i hjørnet og bruge alle sine kræfter på ikke at græde. Men hun viste det aldrig, og med tiden lod de hende være. Tina gik ikke så meget op i musik, som jeg gjorde. Men når jeg spurgte, hvem hendes favorit var, svarede hun Duran Duran. Når Mette spurgte, svarede hun Paul Young.

Musik i maven 2

Når Mette var med mig hjemme efter skole, lånte hun min lillesøsters båndoptager, så hun også kunne optage fra P3. Vi hvinede, når vi optog en af de virkelig gode sange og følte, at vi var de heldigste i verden. Det eneste, der var bedre end at optage den perfekte sang fra radioen, var at være den, der sang den perfekte sang i radioen. Sådan måtte det være. Og hvis man ville opnå det, måtte man først og fremmest lave et band, så det gjorde vi. Vi kaldte os BB, fordi vi begge havde efternavne, der begyndte med b, og teksten til den første sang, vi skrev, var:

BB
Vi elsker bare BB

Der var ikke flere ord, og det betød ikke så meget, for det var en tekst, man kunne synge i en uendelighed, og man kunne også lave en synkroniseret dans til den. Som vi havde forstået det, var det mere end rigeligt, hvis vi ville være berømte. Og vi ville virkelig gerne være berømte. Vi så det som den eneste mulighed for, at dem fra klassen ville skamme sig over den måde, de behandlede os på. Når de hørte os i radioen og så os i fjernsynet, ville de fortryde ydmygelserne og indse, at vi var bedre end dem. At der bag vores kronisk røde ansigter og forsøg på at gøre os usynlige var noget sejt og populært.
Jeg elskede Mette. Hun var sjov, og hun var uopnåelig. Når jeg var overbevist om, at hun var min allerbedste veninde, vendte hun mig ryggen og var sammen med en af de andre outsidertyper. Jeg kunne aldrig være sikker på hende, og jeg var lykkelig, når hun valgte mig. Nogle gange lod jeg, som om jeg ikke havde opdaget, at hun ikke ville være sammen med mig, og jeg gav først op, når hun sagde, at jeg ikke måtte være med. Èn gang skete det, da jeg havde gået bag hende og Tina det meste af vejen hjem til Mettes hus. ”Du skal ikke gå med os! Gå hjem!” Tina havde ikke noget ondt i sig, og hendes blik afslørede, at hun blev ked af det på mine vegne. Men hun kunne ikke sige noget, for hun havde vundet Mette den dag, og vi vidste begge, at det var noget, man skulle holde fast i.
Men Mette og jeg havde BB. Mette havde kun BB sammen med mig, og vi vidste, at vi havde brug for BB. Vi skrev endnu en sang:

Vil du virkelig såre mig?
Vil du virklig få mig til å græd?

Det var Culture Clubs ”Do You Really Want To Hurt Me”, og det var den bedste sang, jeg nogensinde havde hørt. Når Boy George sang, lød det, som om han også havde prøvet at have ondt i maven hver dag. Men nu var han berømt, og så måtte det være gået over.
Der gik desværre ikke så lang tid, inden vi opløste BB. Mette ville bestemme det hele, og det var irriterende, for det ville jeg også. Men vi blev ved med at optage musik, jeg blev ved med at elske hende, og hun blev ved med at være en uopnåelig bedste-veninde.

Musik i maven

Jeg havde så meget kvalme, at jeg ikke kunne børste tænder. Jeg tændte for bruseren og stod ved siden af den, slukkede og tog mit tøj uden på min pyjamas. Jeg kunne ikke overskue at slippe varmen. Jeg var stoppet med at sige til mine forældre, at jeg havde ondt i maven. De var ikke onde, men det gav ikke mening for dem, at man kunne have ondt i maven hver dag. Min far lod engang, som om han ringede til lægen: ”Det er ikke farligt, hun kan sagtens tage i skole,” gentog han. Så jeg tog i skole og kastede op på min matematiklærers sko. Han trak mig af sted til den rigtige læge, som sagde, at jeg havde nervøs mave. Han gav hende et indforstået blik, og efter den dag hed min mavepine ”pjæksyge”. Det føltes stadig som mavepine. Ondt i hovedet, ondt i maven og kvalme. Det var åbenbart ikke ægte.
Med min pyjamas under mit tøj cyklede jeg i skole. Jeg forsøgte at cykle i skole. Det gik op ad bakke. Selvfølgeligt gjorde det det. Jeg kunne vælge to veje: Lystrupvej eller Sønderskovvej. Lystrupvej var stejl og træls. Sønderskovvej var fladere, men der var stisystemer og mulige børnelokkere. Hvis jeg ikke ville møde nogen, valgte jeg Sønderskovvej og cyklede op til det grønne område, jeg stoppede cyklen og forsøgte at se ud, som om jeg kom i tanke om, at jeg havde glemt noget vigtigt, jeg vendte om og kørte hjem til et tomt hus, hentede dynen ind i sofaen og sagde til mig selv, at det var ok. Når min mor kom hjem, fik jeg skæld-ud, men det gjorde ikke så meget, for jeg var sluppet for skole den dag.
Jeg kunne selvfølgeligt ikke blive hjemme fra skole hver dag, og langt de fleste dage cyklede jeg ad åbne Lystrupvej op til skolen. Jeg havde min varme pyjamas på under tøjet, og jeg vidste, at mavepinen ville forsvinde, når jeg cyklede ned ad bakken igen. Det gjorde den altid. Jeg fløj ned ad den bakke, jeg var frygtløs, jeg kiggede mig ikke tilbage, inden jeg tog det store sving ind til Lystruplund. Jeg lavede spaghetti i en alt for lille kasserolle, så det blev sammenklistrede bundter, jeg hældte ketchup på, jeg blandede saftevand i et ølglas med hank, og jeg satte mig ind til spisebordet, hvor min lille båndoptager havde stået fra dagen før. Båndet var spolet hen til den rigtige sted, så når jeg tændte for P3, kunne jeg begynde at optage med det samme. Jeg optog vist det meste, jeg var ikke så kræsen. På et bånd havde jeg ”You Can’t Hurry Love” med både The Supremes og Phil Collins, og jeg anede ikke, at den ene var et cover af den anden. Jeg troede, det var et pudsigt tilfælde. Det betød ikke noget. Det var den følelse, musikken gav mig i maven, der betød noget. Den opløste ”ondt i hovedet, ondt i maven og kvalme”-heden, og gav plads til bobler af ren lykke. I bøgerne, som jeg læste om natten, fordi mavepine gjorde det svært at sove, fandt jeg genkendelse, og det var også vigtigt. Men musikken fjernede det svære. Tænk at der var noget, der kunne det. Jeg blev ikke engang irriteret, når Kim Schumacher talte ind over sangene, for hans stemme blev en del af dem, når jeg lyttede til båndene. Jeg mimede med på sangenes tekster og på hans lynsætninger, og jeg var et sted, hvor jeg ikke behøvede at tænke på, hvem jeg var, hvad jeg ikke kunne og hvor grim jeg var. Jeg var det, jeg hørte, og jeg havde ikke brug for mere.

Noget om vejret

Computeren pruster, hunden gisper og mit ødelagte centralnervesystem har givet op. Det har bare givet op, er nedsmeltet, ligger helt stille, forsøger ikke engang, og jeg har smerter, der er værre end noget, jeg har prøvet før. I armene og i fødderne. Især i fødderne. Men jeg vil ikke brokke mig over varmen, for folk bliver så sure på dem, der brokker sig over varmen. ”I brokker jer, når det er koldt, og nu brokker I jer også, når det er varmt!” Så jeg brokker mig ikke, men hyler lidt og bliver lidt strid og glemmer, hvordan det er at fungere bare nogenlunde. Sveden driver af mig, mens jeg sidder helt stille og kigger ud på tørheden. Jeg går ud og fylder vand i de to fuglebade og sætter en ekstra skål ud til pindsvinet. Fuglene bader i pindsvinevandet, og insekterne drukner i fuglebadene. Jeg samler dem op og fortæller dem, at det hele nok skal gå, men de virker ikke overbeviste. Jeg er nervøs over alt det tørre. Kan folk styre deres grill og ukrudtsbrænder og cigaretskodder? Er det bare mig, eller lugter her brændt? ”Det er en dejlig sommer,” siger de. Tal for dig selv, tænker jeg. Men jeg siger det ikke højt. Jeg vil så nødigt brokke mig. Når jeg ikke kan holde til mere dag, forsøger jeg at sove, men smerterne siger nej. Min mand genfortæller et afsnit af Barnaby, meget detaljeret, og jeg falder i søvn. Det er medicin uden bivirkninger. Når jeg vågner, har sveden allerede været oppe og i gang længe. Jeg drikker kaffe, tjekker vejrudsigten og håber på regn.

Fra Anne O’Manne til bare mig

I år er det 12 år siden, jeg begyndte at blogge. Dengang var jeg nyskilt, mor til en 3-årig og rask. Det var et helt andet liv, og det var en helt anden blog. Dengang i begyndelsen var det blandt andet følelsen af at være med i et fællesskab, der gjorde det så vigtigt og godt for mig. Nu er bloggere en kæmpe flade af alt muligt forskelligt, men dengang var det en mindre gruppe — en del af dem havde blogget i meget længere tid, end jeg havde, men jeg følte mig velkommen. Der var ikke så mange læsere, og det var mest andre bloggere, der kommenterede. Så kommenterede man hos dem, og med tiden blev nogle af dem endda til rigtige venskaber. Det ændrede sig lidt efter lidt. Der kom et tidspunkt, hvor man gik ud fra, at en blogger var en modeblogger, eller i det mindste en, der ønskede sig at blive modeblogger. Vi begyndte at gå mere op i, hvor mange læsere vi havde, og det begyndte at føles som en popularitetskonkurrence. Jeg lod mig rive med, men for mig fjernede det en stor del af glæden ved at blogge. Der kom tilbud om at tjene penge på det, og jeg fik kvalme helt op i issen ved tanken om, at det, der havde været så sjovt og frit, skulle presses ind i en mere annoncevenlig ramme. Det handlede mere om, hvad folk ville læse, end det handlede om, hvad jeg havde lyst til at skrive. Det handlede om, hvad de andre gjorde, og hvordan jeg kunne leve op til det. Det havde jeg simpelthen ikke lyst til, og jeg kunne i øvrigt heller ikke finde ud af det.

Der findes bloggere, der er blændende dygtige til mediet, og jeg er bare ikke en af dem. Og fred være med det, men det er irriterende, at jeg lod det påvirke mig, lod det påvirke min selvtillid så meget, som det gjorde.

For første gang i lang tid begynder jeg at finde helt-ned-i-maven-glæde ved at blogge. Jeg er stoppet med at dele indlæggene på Facebook og andre steder, for det var helt åndssvagt at sidde med ondt i maven af angst for, at nogen ville læse det. Altså, ikke angst for, at ingen ville læse det, men det modsatte. Jeg var bange for, at min talentløshed blev for synlig. Det var åndssvagt at føle, at jeg burde være en dygtigere blogger, når min blog ikke behøver at handle om en skid andet end det, jeg lige føler for. I bund og grund har det altid handlet om at have et sted at skrive. Det var det, der fik mig til at blogge, og det er det, der får mig til at fortsætte.

Nu er jeg her med min lillebitte blog, der på mange måder føles som helt ny, og til mit store held er der en lille gruppe læsere, der stadig følger med. Jeg ved godt, at det er blevet meget alvorligt — dengang i begyndelsen blev jeg beskrevet som sjov. Og ind imellem kan det være en lettelse at grine af det alvorlige, men man skal sgu ikke gøre det for at tilfredsstille andre. Især ikke hvis man selv går i stykker af det.

Lige nu sætter jeg så stor pris på at have mit eget sted at skrive en spontan og alt for lang tankestrøm om fugle eller hvad mit behov lige er. Det føles så godt. Og jeg er taknemmelig for jer, der læser og kommenterer og deler rundt omkring, fordi I synes, noget jeg har skrevet, er det værd (uden jeg selv skal vurdere, om jeg virkelig fortjener det). Jeg er så glad for jer.
Det er et andet liv nu. Jeg er nygift, mor til en teenager og syg, og jeg synes, det er vildt at tænke på alt det, jeg har blogget mig igennem.
12 år, mand!

We’ve been sent good weather

Jeg er ikke besat af The Handmaid’s Tale
Jeg ser den, når der kommer et nyt afsnit på HBO Nordic om torsdagen. Og ja, måske siger jeg en lille spændingslyd, inden afsnittet går i gang, og måske kommer jeg med lidt tilråb undervejs, men jeg er ikke besat af The Handmaid’s Tale.
Når afsnittet er forbi, skal jeg altid lige sunde mig lidt, og for at slippe for at sidde helt alene med alle de følelser, serien sætter i gang, går jeg ind på Reddits The Handmaid’s Tale-forum for at se, hvad andre fik ud af det. Det har ikke noget at gøre med at være besat.
Når jeg kommer derind, er der altid en meget lang tråd med analyser af det seneste afsnit. Den læser jeg, men jeg deltager ikke. Så er der traileren for næste uges afsnit. Den ser jeg, og jeg læser de andres gætterier. Det hele er fyldt med spoilers, men som de siger på Reddit: ”Så går vi ikke helt uvidende ind til det næste afsnit”. Det har noget at gøre med at passe på sig selv, for det er en grum serie. Det har ikke noget at gøre med at være besat.
Når alt det er set og læst, finder jeg på noget andet at lave, for man kan jo ikke bruge en hel dag på et afsnit af en serie. Jeg tror faktisk, at jeg kan nøjes med at trykke opdater på Reddit mellem 89 og 500 gange på sådan en torsdag. Man kan ikke ligefrem kalde mig besat.
Om aftenen holder jeg lige øje med tiden, for klokken 22 dansk tid bliver den israelske trailer lagt online. Det er Reddit, der har lært mig om den, og den har mange flere detaljer end den originale trailer. Så hviner vi lidt over det i kommentarfeltet, eller de andre gør, for jeg deltager ikke. Jeg er jo ikke besat.
Bagefter falder jeg i søvn, og hvis jeg er heldig, har jeg en The Handmaid’s Tale-relateret drøm, der skræmmer livet af mig. Når jeg vågner, skal jeg lige se, om der er kommet nye analyser på Reddit, og så begynder jeg at tælle ned til næste afsnit.
Det har ikke noget med besættelse af gøre. Det er bare sund interesse. Praised be, nå!

100 spurve i haven er bedre end slet ingen spurve

Naboens skamklippede hæk var helt levende af de små spurve her til aften. Jeg skal strække mig lidt for at se derind, når jeg står på det øverste af de to trin ned til haven, og jeg ved godt, at det ikke er pæn opførsel at lure på den måde. Men der må have været mindst 100 spurve, der sad derinde som i en etageejendom med mange bittesmå lejligheder. Så fløj den første flok. Henover min have og over i min anden nabos kirsebærtræ. Der sad de lidt, helt stille. Så kom der lyd på, og hele flokken fløj væk. Kort tid efter fløj den næste flok fra den skamklippede hæk henover min have og over i min anden nabos kirsebærtræ. De var stille, der kom lyd, de fløj. Og det fortsatte, mens jeg tænkte på, hvordan spurvene vidste, hvilken flok de hørte til. Hvordan ved de, at det er deres tur til at flyve?

Spurvene i naboens hæk var mine spurve. Der er mange af dem i min have hver dag. Den er indhegnet, så hunden ikke kan løbe igennem hullerne i hækken, og indhegningen holder også katten ude (eller gjorde, for Nabokat er flyttet under dramatiske omstændigheder, men den historie må vente til en anden gang). Jeg har læst og læst om, hvad man kan gøre for at få haven til at være et paradis for fugle og insekter, og jeg fandt ud af, at alle de gode ting, jeg kan gøre for dem, også er gode for mig.
Tæt, frodig, velduftende.

Nå, men tidligere her til aften var jeg trist, fordi jeg fandt ud af, hvorfor kragen pludselig sad på hækken i går. Naboen havde skamklippet sin side i sådan en grad, at solsortens rede havde ufrivilligt hul i loftet, og nu er ungerne væk. Dansk Ornitologisk Forening beder folk om at vente med at klippe hæk til meget senere på sommeren for fuglenes skyld. Jeg så foreningens opslag, og der var en mand, der svarede ”hold da kæft, de får da flere kuld på en sæson”, og jeg fik kvalme. Han har sikkert en stor perfekt græsplæne og blomsterbede med mere jord end grønt, og han har sikkert ikke noget ukrudt, og han elsker sin have og hader natur.

I min have er der natur og ukrudt, og der er mange fugle. Solsorte med deres unger, som ligner fjerkugler med alt for store næb og påklistrede googly-eyes. Der er spurve med deres pjuskede plagende unger. Skovspurve, gråspurve og jernspurve. Der er flest skovspurve, og jeg læste, at det er en af de arter, der klarer sig godt. Gråspurven har til gengæld fået sværere ved at finde føde og steder at bo, så antallet af dem daler. Der er stadig mange af dem, men hvis det fortsætter, forsvinder de vel på et tidspunkt, og man kan da ikke have en verden uden gråspurve.

Min have er meget lille, og jeg kan godt blive overvældet af de enorme mængde af spurve, der besøger den hver dag. Men de er noget at kigge på og følge med i. De er noget at passe på. De er noget, der fjerner tristhed. Og en aften som i aften bliver jeg blæst helt bagover af deres avancerede systemer. I morgen kigger jeg på dem igen — hvordan de blander sig i små flokke, hvor der kan være både den ene og den anden slags spurv, som om det ikke er vigtigt, at de hedder noget forskelligt.

Syg i hovedet? Det er dig, der er syg i hovedet!

Jeg har mødt en del af dem — heldigvis ikke på bloggen, men på Facebook, når jeg har skrevet om flygtninge og menneskesyn. Jeg ser dem også kommentere hos andre, jeg ser det konstant og lige for tiden flyder det over med dem på Twitter. Jeg taler om trolls, racister, kvindehadere. Personer, der ikke er interesserede i debat. Personer, som vil nedgøre dig og gøre, hvad de kan for at få at få dig til at klappe i. Personer, som mest af alt er ude på at få dig til at tvivle på dig selv og dine holdninger.

Jeg hører folk sige, at vi skal kvæle dem med kærlighed, at vi skal række ud. Jeg har selv forsøgt mig med rummelighed og ”de har jo også ret til deres mening”. Nogle gange handler det bare ikke om andre meninger. Det handler om røvhulhed. Den reneste, mest idiotiske og ondskabsfulde røvhulhed.

Engang brugte jeg energi på at svare, fordi jeg troede, jeg skulle, og måske fordi jeg havde et lille håb om at kunne ændre noget. Glem det! Men vi skal heller ikke synke ned på deres plan — selv om jeg hele tiden gør det i tankerne (ækle snotpandekager). Nu blokerer jeg dem, men jeg overvejer også at begynde at svare dem med matadorcitater. ”Jamen, det giver ikke mening.” Nej, men det gør de røvhuller sgu heller ikke.
Tak for din altid grønne kål. Tak for vort samlivs åremål, siger jeg bare.