Den ene: Det har taget overhånd med al den politiske korrekthed. Man må jo slet ikke sige noget mere.
Den anden: Så du mener, at det er ok at nedgøre andre mennesker, bare fordi de ikke ligner dig?
Den ene: Ja, folk skal lade være med at være så sarte. Det er jo bare go’ humor.
Den anden: Jeg synes, din humor er dum og plat.
Den ene: Jeg bliver faktisk ked af det, når du kritiserer mig på den måde. Tænk lige på mine følelser.

Jeg havde så meget kvalme, at jeg ikke kunne børste tænder. Jeg tændte for bruseren og stod ved siden af den, slukkede og tog mit tøj uden på min pyjamas. Jeg kunne ikke overskue at slippe varmen. Jeg var stoppet med at sige til mine forældre, at jeg havde ondt i maven. De var ikke onde, men det gav ikke mening for dem, at man kunne have ondt i maven hver dag. Min far lod engang, som om han ringede til lægen: ”Det er ikke farligt, hun kan sagtens tage i skole,” gentog han. Så jeg tog i skole og kastede op på min matematiklærers sko. Han trak mig af sted til den rigtige læge, som sagde, at jeg havde nervøs mave. Han gav hende et indforstået blik, og efter den dag hed min mavepine ”pjæksyge”. Det føltes stadig som mavepine. Ondt i hovedet, ondt i maven og kvalme. Det var åbenbart ikke ægte.
Med min pyjamas under mit tøj cyklede jeg i skole. Jeg forsøgte at cykle i skole. Det gik op ad bakke. Selvfølgeligt gjorde det det. Jeg kunne vælge to veje: Lystrupvej eller Sønderskovvej. Lystrupvej var stejl og træls. Sønderskovvej var fladere, men der var stisystemer og mulige børnelokkere. Hvis jeg ikke ville møde nogen, valgte jeg Sønderskovvej og cyklede op til det grønne område, jeg stoppede cyklen og forsøgte at se ud, som om jeg kom i tanke om, at jeg havde glemt noget vigtigt, jeg vendte om og kørte hjem til et tomt hus, hentede dynen ind i sofaen og sagde til mig selv, at det var ok. Når min mor kom hjem, fik jeg skæld-ud, men det gjorde ikke så meget, for jeg var sluppet for skole den dag.
Jeg kunne selvfølgeligt ikke blive hjemme fra skole hver dag, og langt de fleste dage cyklede jeg ad åbne Lystrupvej op til skolen. Jeg havde min varme pyjamas på under tøjet, og jeg vidste, at mavepinen ville forsvinde, når jeg cyklede ned ad bakken igen. Det gjorde den altid. Jeg fløj ned ad den bakke, jeg var frygtløs, jeg kiggede mig ikke tilbage, inden jeg tog det store sving ind til Lystruplund. Jeg lavede spaghetti i en alt for lille kasserolle, så det blev sammenklistrede bundter, jeg hældte ketchup på, jeg blandede saftevand i et ølglas med hank, og jeg satte mig ind til spisebordet, hvor min lille båndoptager havde stået fra dagen før. Båndet var spolet hen til den rigtige sted, så når jeg tændte for P3, kunne jeg begynde at optage med det samme. Jeg optog vist det meste, jeg var ikke så kræsen. På et bånd havde jeg ”You Can’t Hurry Love” med både The Supremes og Phil Collins, og jeg anede ikke, at den ene var et cover af den anden. Jeg troede, det var et pudsigt tilfælde. Det betød ikke noget. Det var den følelse, musikken gav mig i maven, der betød noget. Den opløste ”ondt i hovedet, ondt i maven og kvalme”-heden, og gav plads til bobler af ren lykke. I bøgerne, som jeg læste om natten, fordi mavepine gjorde det svært at sove, fandt jeg genkendelse, og det var også vigtigt. Men musikken fjernede det svære. Tænk at der var noget, der kunne det. Jeg blev ikke engang irriteret, når Kim Schumacher talte ind over sangene, for hans stemme blev en del af dem, når jeg lyttede til båndene. Jeg mimede med på sangenes tekster og på hans lynsætninger, og jeg var et sted, hvor jeg ikke behøvede at tænke på, hvem jeg var, hvad jeg ikke kunne og hvor grim jeg var. Jeg var det, jeg hørte, og jeg havde ikke brug for mere.

Jeg blev født i halvfjerdserne, hvor anden verdenskrig var tæt nok på til, at det stadig fyldte meget. Det var noget forfærdeligt og meget chokerende noget at høre om for et barn, og der var så meget, jeg ikke forstod. Hvorfor havde folk ikke bare sagt fra? Hvorfor havde de ikke gjort mere modstand? Hvorfor havde de ladet sig manipulere? Hvorfor lod de dog en hel befolkningsgruppe blive forfulgt og pint og slået ihjel uden at råbe stop? Hvorfor var der nogen, der valgte at deltage i modbydelighederne uden at forstå, hvor forkert det var? Jeg undrede mig og tænkte meget på, at jeg i hvert fald ikke havde fundet mig i det. Jamen, jeg havde jo nok været en eller anden form for helt, som havde fået Hitler til at forstå, at han opførte sig meget dårligt, og han skulle stoppe og sige undskyld. Jeg ville nok også løfte næven af nazisterne og råbe min helt ærlige mening efter dem. Og jeg ville med sikkerhed bryde ind i alle koncentrationslejre og befri fangerne.
Jeg var et barn, og jeg hørte hele tiden folk sige ”aldrig igen”, så det var ret nemt at se mig selv i en helterolle, som jeg aldrig ville blive nødt til at bevise, at jeg kunne leve op til.
Nu ser jeg en del af det i virkeligheden. Hetzen mod visse befolkningsgrupper. Åbenlys racisme og afstumpethed. Jeg ser et sygt overforbrug af ord som landsforræder og fædreland. Jeg ser løgne og skræmmeretorik. Jeg ser, at anstændighed er blevet umoderne. Jeg ser det, og det udvikler sig så hurtigt, at modvinden slår mig ud.
Og hvad gør jeg ved det?
Jeg blokerer folk og sætter dem på min mentale sorte liste.
Jeg har aldrig før følt mig så magtesløs.
Hvad kan jeg gøre?
Hvad gør du?

I dag tænker jeg på min gamle ven. Jeg har ikke nogen åbenlys grund til at tænke på ham, men han har det med at dukke op i mit hoved. Så tænker jeg på, hvad han ville have lavet nu. Hvordan han havde haft det. Ville vi stadig kende hinanden. Der er også tidspunkter, hvor jeg synes, jeg får øje på ham på gaden, selv om han ikke har været i live siden den 30. juli 1996. Han var 24 år den sommer. Kun 24 år.
Vi havde snakket i telefon sammen om aftenen. Jeg fik ham til at love, at han ikke ville tage i byen, at han ville gå i seng og stå op og gå på arbejde, så vi kunne færdiggøre en opgave sammen. Vi lavede ungdomsjournalistik, og han var ikke nem at arbejde sammen med. Han ville hellere have det sjovt. Han ville hellere sidde nede i rygekælderen og ryge på sin pibe. Han ville hellere forsøge at flirte med pigerne, selv om det næsten altid endte med, at nogen bad ham om at holde kæft. Han var doven, han kunne være pisseirriterende, han var mild og hyggelig og sjov og meget usikker. Han var min ven, og den aften lovede han, at han ikke ville gå i byen.
Næste morgen var han død. Han blev fundet ved et træ, og ved første øjekast så det ud, som om han sad og sov. Men han var død. Han var tævet ihjel. Han var gået helt i stykker. Han levede ikke mere.
Jeg blev ringet op den morgen. Jeg skulle tale med politiet, som kunne se i hans telefon, at vi havde snakket sammen. Jeg skulle se det i nyhederne. Jeg skulle høre detaljerne. Jeg skulle skrige og græde og være forvirret. Jeg havde jo lige snakket med ham. Vi havde jo en aftale. Men han havde ikke overholdt den. Han var gået i byen, og på hjemvejen blev han tævet ihjel af en mand, som var så syg, at han ikke burde have været ude på gaden.
Det var en stor sag. Den var over det hele, i fjernsynet, på forsiderne, og jeg forsøgte hele tiden at lukke ørerne, lukke øjnene. Detaljerne var så forfærdelige, så grusomme, og han var min ven.
Med tiden var jeg nødt til at lytte og se lidt, og de beskrev ham og det tøj han havde på den aften. Det var det tøj, jeg havde købt sammen med ham i H&M. Det tøj han havde bedt mig om at hjælpe ham med at finde, fordi han gerne ville være pæn nok til at få en kæreste. Det var den bluse og de bukser, han havde på, da han stoppede med at leve.
I dag tænker jeg på ham, for det gør jeg ind imellem, og jeg ville ønske, at han vidste, at han er vigtig nok til at leve videre på den måde. At han er et godt minde. At han er savnet.
Hans navn var Thor, og han var min ven.

Det er så svært at forstå hadet. Hvorfor hader de så meget, tænker jeg. Hvorfor er de ligeglade med folk i ekstrem nød? Hvor kommer fordommene fra?
Men det må også gå den anden vej. De mennesker, der kalder mig og andre for naive halalhippier, må da også tænke over, hvorfor vi ikke ser det, de ser. Hvorfor mener vi ikke, at ”de fremmede” er farlige? Hvorfor frygter vi ikke for de danske værdier? Hvorfor er vi ikke bange for at miste noget, når flygtninge skal have hjælp?
Jeg har ikke valgt en side eller grebet nogle godheds-holdninger ud af den blå luft. Det, jeg mener, er dannet af det, jeg har oplevet. Af min for mig helt virkelige virkelighed. Af det jeg kommer fra.

Da jeg var 7 år, flyttede min familie og jeg fra Vestjylland til en forstad til Århus. Vi flyttede fra blæst og boligblok til et gårdhavehus i alment boligbyggeri et sted, hvor alle snakkede mærkeligt. De boede i et huus og gik uuj og fik iis, og de var meget interesserede i at høre, om jeg havde været på en ægte bondegåwer. Det var nogle mærkelige børn, jeg mødte dengang. Åbne og anderledes og nogle gange løb de nøgne rundt på legepladsen, men det var jo også i halvfjerdserne. Jeg husker meget lidt fra tiden i Vestjylland, og jeg husker meget fra den første tid det nye sted. Jeg var lykkelig der. Senere fandt jeg ud af, at andre steder i forstaden kaldte man mit kvarter for slummen eller ghettoen. Det må have været, fordi de aldrig havde været der, for det var en tryg og sjov tid fyldt med venner og sol og sne og strømpesokker op til genboen, som serverede pomfritter eller flødeskumsroulade, der altid havde en meget eksotisk bismag af Rød Cecil.
Efter nogle år kunne jeg børste lidt glimmer af det oliemaleri, jeg havde gjort mit kvarter til. Det var ikke alt, der var godt. I de andre huse var der børn, der fik tæsk, der var voksne, der tæskede hinanden. Der var det søde ældre ægtepar, der ind imellem passede mig og min søster. Dem, hvor konen en sen aften ringede på vores dør smurt ind i blod, efter hendes mand havde gennembanket hende. Der var sultne børn og fattige forældre, der var druk, og der var mindst to ægte narkomaner — der kan sagtens have været flere, men vi lagde mærke til dette specifikke par, da den ene skød efter den anden ude på legepladsen. Der var alt muligt i vores kvarter. Der var også folk, der så ud, som om de havde masser af penge. Der var gamle hippier, der boede alment, fordi de ikke havde lyst til at eje noget. Der var skolelærere og akademikere og fabriksarbejdere og rengøringskoner og arbejdsløse. Det var ikke alle hjem, der var trygge, men jeg var aldrig nogensinde bange for at bo der midt i vores kvarter.
Der var også folk, der ikke var født i Danmark. Der var en hollandsk far og hans to børn. Der var en dreng fra Jugoslavien. Der var de iranske og somaliske familier. Og irakerne. Der var polakken i huset bag vores. Der var flotte Carlos og rare Maurice og den altid venlige mand, som de andre sagde var en ægte afrikansk prins.
Der var måske også vold og utryghed i nogle af de hjem — det endte i hvert fald ikke godt for den hollandske familie, men “de fremmede” generede mig aldrig. De var mine naboer, som jeg sludrede med i vaskehuset — og det var aldrig dem, der stjal mine vasketider. De var dem, der aldrig lavede et måltid uden at dele ud af det. De var dem, der ansatte min søster som barnepige. De var dem, der blev vores venner. De var dem, der stoppede op og spurgte, hvordan vi havde det. De var ikke noget andet end os. De var en del af os.
Jeg husker min forvirring og vrede, da nogle af parcelhuspigerne havde vovet sig ned i slummen for at glo på forstadens smukkeste dreng — han boede i mit kvarter og var fra Iran. Pigerne sukkede over ham, men blev også enige om, at man jo ikke kunne være sammen med sådan én. Sådan én? Altså sådan en smuk og sød og klog og sjov og fantastisk ven-én? Jeg forstod det ikke dengang, og jeg forstår det ikke nu.
I mit liv har jeg mødte mange mennesker af mange forskellige nationaliteter. Mange fantastiske mennesker og mange røvhuller, og det generelle ved dem er, at jeg ikke kan generalisere. Hvor du er født, og hvordan du ser ud har ikke en skid at gøre med, om du er et godt eller et dårligt menneske.
Jeg tror ikke, det er løgn, hvis nogen fortæller, at de er vokset op et sted som mit kvarter, men har haft en hel anden oplevelse. Jeg forsøger altid at blive bedre til at huske, at der er mange forskellige historier, og der findes ikke en speciel slags mennesker, der kun er på én måde.
Jeg synes selvfølgeligt ikke, at Danmark skal huse alle flygtninge i hele verden, og jeg kender ikke en eneste anden halalhippie, der mener, at det er en god ide. Jeg lider til gengæld heller ikke af det der sære storhedsvanvid, der får en overraskende stor flok mennesker til at tro, at man kan sidde i et sønderbombet land og have mistet det meste af sin familie, men det eneste, man har lyst til, er at komme til den lillebitte prik, der hedder Danmark for at udnytte velfærdssystemet.
Jeg er kritisk overfor religion, og det synes jeg sagtens, man kan være uden at fordømme den religiøse.
Jeg tror ikke, vi når nogle vegne, hvis det er forbudt at sige, at der er problemer, men gid vi så også husker, at det er virkelige menneskeliv, vi taler om. Mennesker, der føler, tænker, frygter, elsker og håber som os. Jeg er lykkelig over, at mine forældre lærte mig at læse og se nyheder, at være grundig, at være både åben og kritisk over for dem og selv undersøge ting, der ikke hænger sammen.
Det bør ikke handle så meget om nogens formørkede dagsorden. Det bør være virkeligheden, der gælder.
Men lige nu ser vi virkeligheden på så vidt forskellige måder, at jeg har svært ved at tro, at vi nogensinde stopper med at være sure på hinanden. Det gør mig bange og ked af det. Og det hele bliver så åndssvagt og handler pludseligt alt for meget om frikadeller, og jeg fatter ikke, at hakket svin kan være vigtigere end værdier som åbenhed, venlighed og medmenneskelighed.
Jeg spiser ikke svinekød. Jeg synes, det er ulækkert. Men jeg elsker at være dansker, og jeg hader, at vi er så splittede.

Hvor kommer dine meninger fra?

Jeg kan se folk glide væk. Jeg får et sug i maven, når jeg opdager, at endnu en person har slettet mig fra deres venneliste på facebook. Så forsvinder jeg lidt mere, og jeg bruger så meget tid på at tænke over, hvad jeg har gjort forkert. For tid er noget, jeg har masser af. Tid og tanker. Men jeg er klar over, at jeg med stor sandsynlighed bliver slettet, fordi jeg ikke deltager. ”Vi forstår, hvordan du har det,” siger folk, og bliver alligevel irriterede over, at det lige er deres opslag, deres liv, jeg ikke har overskud til at kommentere på. Og jeg bliver flov, føler mig som en beskidt lurer, bliver ked af det. Siger til mig selv, at det jo bare er facebook, folk lægger slet ikke så meget i det. Men facebook er ved at blive endnu en verden, jeg ikke kan være i sådan rigtigt.

Jeg besluttede for længe siden, at jeg ikke kan blive ved med at skamme mig over, at jeg ikke får svaret på ting. Jeg er nødt til at tro på, at folk ved, jeg læser alt og bliver glad for det. Jeg besluttede for længe siden, at det er ok, at jeg i perioder bare kigger på uden at sige noget. Jeg følger med, fordi mennesker interesserer mig, de betyder noget, jeg har aldrig været ligeglad. Men jeg kan ikke altid deltage, og jeg vil altid være i tvivl om, om det faktisk er ok. Men det er mit vilkår. Det er ikke med vilje.

Dem fra klassen havde fået fat i det lille stykke papir fra sundhedsplejersken, og de viftede med det, mens de råbte højt og grinede triumferende. ”Anne Bæ vejer 30 kilo,” råbte de, som om jeg havde gjort noget, der var sensationelt og helt forfærdeligt.
Jeg hed ikke Anne Bæ. Jeg hed Anne B. B for Bredahl. Men for dem lå det lige for at lave det til bæ, og nu havde de fået fat i papiret med min vægt på.
Jeg vejede 30 kilo, og det var åbenbart forkert. Jeg forstod det ikke, for handlede det ikke bare om, at man skulle veje et eller andet? De havde da også fået sedler med deres vægt på. Hvorfor var min anderledes?
Senere forstod jeg, at jeg var for tynd. Uh, det var bare det værste. ”Hvorfor har du valgt at være så tynd,” spurgte de. De gad ikke høre svaret, hvilket var heldigt nok, da jeg ikke anede, hvad de mente med ”valgt”.
Det var åbenbart noget slemt noget det med at være for tynd. Der var en anden pige på min årgang, der også var for tynd. Men hun var ikke så slem som mig, sagde de. Hun forsøgte nemlig at skjule det, sagde de. Jeg viste mig frem, så alle kunne se, hvor tynd jeg var, sagde de. Jeg gjorde det med vilje, sagde de, og jeg blev så forvirret. Jeg forstod ikke ”med vilje”. Jeg forstod ikke, hvad de mente med, at jeg var for tynd. Hver morgen stod jeg op og fandt tøj i mit skab. Det meste havde jeg arvet fra min kusine, som jeg så helt vildt meget op til. Jeg tog noget på, som passede nogenlunde sammen — gerne noget, der involverede de mørkeblå bukser, som jeg elskede. Jeg vidste ikke, at jeg så ud på en bestemt måde. Jeg kiggede ikke i et helfigursspejl. Jeg tog tøj på, for det gjorde man, og jeg troede virkelig, at det var nok.
Det var slet ikke nok. Det var forkert, for man kunne se, at jeg var for tynd, og det måtte man ikke, forstod jeg. Jeg pralede og var selvglad, når jeg gjorde det, men jeg var samtidig ualmindelig grim, forstod jeg. Jeg skulle skamme mig over mig selv, forstod jeg. Så det gjorde jeg, og jeg begyndte at kigge i det høje spejl hver dag, og hver dag kunne jeg se, hvad de mente med for tynd og for grim. Jeg fik nyt tøj, og jeg forsøgte at skjule min lille størrelse, men de pegede og hånede og grinede af, at Anne Bæ stadig købte tøj i børneafdelingen. Jeg blev ved med at kigge i spejlet, og jeg blev ved med at se, at de havde ret i alt det, de sagde. Og jeg tænker, at de bare skulle se mig nu, når jeg kigger i mit høje spejl og ser, at jeg er for tyk og for grim. Vi byggede mig i fællesskab, ville jeg sige til dem.

Jeg læste om en kvinde med sklerose. Hun begik selvmord, fordi hun ikke kunne holde ud at være til besvær. Hun følte sig som en byrde. Jeg kom til at tænke på dengang, jeg blev så sur på min mor, at jeg ville straffe hende ved at dræbe mig selv. Jeg lå på ryggen på min skibsbriks, det var meget højtideligt. Medlemmerne fra Duran Duran kiggede på mig fra deres skrå placering på væggen. Simon Le Bon ville være den sidste, jeg så i mit urimelighedsfyldte liv. Jeg tog mine hænder op til halsen og begyndte at trykke. Jeg blev lidt svimmel. Så blev det besværligt, og jeg gad alligevel ikke at dø.
Jeg gav egentlig ikke op, for det var aldrig min mening at dø. Jeg var bare sur over, at jeg skulle cykle hjem fra halfesten allerede klokken 23, når alle de andre måtte blive der, til den sluttede.
Jeg gider ikke at dø. Min egen død er ikke noget, jeg længes efter.

Når de taler om aktiv dødshjælp, rykker det mig i hjernen på en ubehagelig måde. Som om, der er nogen, der trækker hårdt i den. Jeg har ellers altid været tilhænger af det, altså aktiv dødshjælp, for hvorfor skal man lide sig selv ihjel?! Hvorfor skal man nå det punkt, hvor man ikke kan mere, men man er nødt til at holde ud, til man dør af det, selv om alt, der minder den mindste smule om livskvalitet, er væk?

Men nu taler de hele tiden om byrder. De arbejdsløse. De syge. De gamle. De dovne. De besværlige. De dyre. Og det trykker på min paranoiaprik. Hvornår skal man vælge at dø? Når det bliver for ulideligt? Eller når man bliver for ulidelig? Vil fremtidens sagsbehandlerne instrueres til at sige : ”Det er selvfølgeligt dig selv, der bestemmer, men ifølge dette excel-ark er du en byrde for samfundet. Kan du leve med det?”
Det er meget dystopisk, og det er slet ikke sådan, det er. Aktiv dødshjælp er ikke engang tilladt i Danmark. Men det er sådan noget, jeg tænker på nu, når jeg forsøger at forholde mig til det.

Jeg gider ikke dø. Jeg har sklerose, men jeg er helt vild med at leve, også selv om mit liv ikke blev det, jeg oprindeligt drømte om. Jeg ændrer drømmene, så mit liv kan følge med, og det fungerer for mig. Og heldigvis er det kun mig, der bestemmer, at det er godt nok.

Men det handler ikke kun om mig og min situation. Der er så mange forskellige situationer, og jeg aner ikke noget om, hvordan det føles at være i de andre.
Det handler om, at mit tilhængeri blev fyldt med tvivl, da min situation ændrede sig. Og det er jo det, de gør, situationer. De ændrer sig.