Noget om vejret

Computeren pruster, hunden gisper og mit ødelagte centralnervesystem har givet op. Det har bare givet op, er nedsmeltet, ligger helt stille, forsøger ikke engang, og jeg har smerter, der er værre end noget, jeg har prøvet før. I armene og i fødderne. Især i fødderne. Men jeg vil ikke brokke mig over varmen, for folk bliver så sure på dem, der brokker sig over varmen. ”I brokker jer, når det er koldt, og nu brokker I jer også, når det er varmt!” Så jeg brokker mig ikke, men hyler lidt og bliver lidt strid og glemmer, hvordan det er at fungere bare nogenlunde. Sveden driver af mig, mens jeg sidder helt stille og kigger ud på tørheden. Jeg går ud og fylder vand i de to fuglebade og sætter en ekstra skål ud til pindsvinet. Fuglene bader i pindsvinevandet, og insekterne drukner i fuglebadene. Jeg samler dem op og fortæller dem, at det hele nok skal gå, men de virker ikke overbeviste. Jeg er nervøs over alt det tørre. Kan folk styre deres grill og ukrudtsbrænder og cigaretskodder? Er det bare mig, eller lugter her brændt? ”Det er en dejlig sommer,” siger de. Tal for dig selv, tænker jeg. Men jeg siger det ikke højt. Jeg vil så nødigt brokke mig. Når jeg ikke kan holde til mere dag, forsøger jeg at sove, men smerterne siger nej. Min mand genfortæller et afsnit af Barnaby, meget detaljeret, og jeg falder i søvn. Det er medicin uden bivirkninger. Når jeg vågner, har sveden allerede været oppe og i gang længe. Jeg drikker kaffe, tjekker vejrudsigten og håber på regn.

Fra Anne O’Manne til bare mig

I år er det 12 år siden, jeg begyndte at blogge. Dengang var jeg nyskilt, mor til en 3-årig og rask. Det var et helt andet liv, og det var en helt anden blog. Dengang i begyndelsen var det blandt andet følelsen af at være med i et fællesskab, der gjorde det så vigtigt og godt for mig. Nu er bloggere en kæmpe flade af alt muligt forskelligt, men dengang var det en mindre gruppe — en del af dem havde blogget i meget længere tid, end jeg havde, men jeg følte mig velkommen. Der var ikke så mange læsere, og det var mest andre bloggere, der kommenterede. Så kommenterede man hos dem, og med tiden blev nogle af dem endda til rigtige venskaber. Det ændrede sig lidt efter lidt. Der kom et tidspunkt, hvor man gik ud fra, at en blogger var en modeblogger, eller i det mindste en, der ønskede sig at blive modeblogger. Vi begyndte at gå mere op i, hvor mange læsere vi havde, og det begyndte at føles som en popularitetskonkurrence. Jeg lod mig rive med, men for mig fjernede det en stor del af glæden ved at blogge. Der kom tilbud om at tjene penge på det, og jeg fik kvalme helt op i issen ved tanken om, at det, der havde været så sjovt og frit, skulle presses ind i en mere annoncevenlig ramme. Det handlede mere om, hvad folk ville læse, end det handlede om, hvad jeg havde lyst til at skrive. Det handlede om, hvad de andre gjorde, og hvordan jeg kunne leve op til det. Det havde jeg simpelthen ikke lyst til, og jeg kunne i øvrigt heller ikke finde ud af det.

Der findes bloggere, der er blændende dygtige til mediet, og jeg er bare ikke en af dem. Og fred være med det, men det er irriterende, at jeg lod det påvirke mig, lod det påvirke min selvtillid så meget, som det gjorde.

For første gang i lang tid begynder jeg at finde helt-ned-i-maven-glæde ved at blogge. Jeg er stoppet med at dele indlæggene på Facebook og andre steder, for det var helt åndssvagt at sidde med ondt i maven af angst for, at nogen ville læse det. Altså, ikke angst for, at ingen ville læse det, men det modsatte. Jeg var bange for, at min talentløshed blev for synlig. Det var åndssvagt at føle, at jeg burde være en dygtigere blogger, når min blog ikke behøver at handle om en skid andet end det, jeg lige føler for. I bund og grund har det altid handlet om at have et sted at skrive. Det var det, der fik mig til at blogge, og det er det, der får mig til at fortsætte.

Nu er jeg her med min lillebitte blog, der på mange måder føles som helt ny, og til mit store held er der en lille gruppe læsere, der stadig følger med. Jeg ved godt, at det er blevet meget alvorligt — dengang i begyndelsen blev jeg beskrevet som sjov. Og ind imellem kan det være en lettelse at grine af det alvorlige, men man skal sgu ikke gøre det for at tilfredsstille andre. Især ikke hvis man selv går i stykker af det.

Lige nu sætter jeg så stor pris på at have mit eget sted at skrive en spontan og alt for lang tankestrøm om fugle eller hvad mit behov lige er. Det føles så godt. Og jeg er taknemmelig for jer, der læser og kommenterer og deler rundt omkring, fordi I synes, noget jeg har skrevet, er det værd (uden jeg selv skal vurdere, om jeg virkelig fortjener det). Jeg er så glad for jer.
Det er et andet liv nu. Jeg er nygift, mor til en teenager og syg, og jeg synes, det er vildt at tænke på alt det, jeg har blogget mig igennem.
12 år, mand!

We’ve been sent good weather

Jeg er ikke besat af The Handmaid’s Tale
Jeg ser den, når der kommer et nyt afsnit på HBO Nordic om torsdagen. Og ja, måske siger jeg en lille spændingslyd, inden afsnittet går i gang, og måske kommer jeg med lidt tilråb undervejs, men jeg er ikke besat af The Handmaid’s Tale.
Når afsnittet er forbi, skal jeg altid lige sunde mig lidt, og for at slippe for at sidde helt alene med alle de følelser, serien sætter i gang, går jeg ind på Reddits The Handmaid’s Tale-forum for at se, hvad andre fik ud af det. Det har ikke noget at gøre med at være besat.
Når jeg kommer derind, er der altid en meget lang tråd med analyser af det seneste afsnit. Den læser jeg, men jeg deltager ikke. Så er der traileren for næste uges afsnit. Den ser jeg, og jeg læser de andres gætterier. Det hele er fyldt med spoilers, men som de siger på Reddit: ”Så går vi ikke helt uvidende ind til det næste afsnit”. Det har noget at gøre med at passe på sig selv, for det er en grum serie. Det har ikke noget at gøre med at være besat.
Når alt det er set og læst, finder jeg på noget andet at lave, for man kan jo ikke bruge en hel dag på et afsnit af en serie. Jeg tror faktisk, at jeg kan nøjes med at trykke opdater på Reddit mellem 89 og 500 gange på sådan en torsdag. Man kan ikke ligefrem kalde mig besat.
Om aftenen holder jeg lige øje med tiden, for klokken 22 dansk tid bliver den israelske trailer lagt online. Det er Reddit, der har lært mig om den, og den har mange flere detaljer end den originale trailer. Så hviner vi lidt over det i kommentarfeltet, eller de andre gør, for jeg deltager ikke. Jeg er jo ikke besat.
Bagefter falder jeg i søvn, og hvis jeg er heldig, har jeg en The Handmaid’s Tale-relateret drøm, der skræmmer livet af mig. Når jeg vågner, skal jeg lige se, om der er kommet nye analyser på Reddit, og så begynder jeg at tælle ned til næste afsnit.
Det har ikke noget med besættelse af gøre. Det er bare sund interesse. Praised be, nå!

100 spurve i haven er bedre end slet ingen spurve

Naboens skamklippede hæk var helt levende af de små spurve her til aften. Jeg skal strække mig lidt for at se derind, når jeg står på det øverste af de to trin ned til haven, og jeg ved godt, at det ikke er pæn opførsel at lure på den måde. Men der må have været mindst 100 spurve, der sad derinde som i en etageejendom med mange bittesmå lejligheder. Så fløj den første flok. Henover min have og over i min anden nabos kirsebærtræ. Der sad de lidt, helt stille. Så kom der lyd på, og hele flokken fløj væk. Kort tid efter fløj den næste flok fra den skamklippede hæk henover min have og over i min anden nabos kirsebærtræ. De var stille, der kom lyd, de fløj. Og det fortsatte, mens jeg tænkte på, hvordan spurvene vidste, hvilken flok de hørte til. Hvordan ved de, at det er deres tur til at flyve?

Spurvene i naboens hæk var mine spurve. Der er mange af dem i min have hver dag. Den er indhegnet, så hunden ikke kan løbe igennem hullerne i hækken, og indhegningen holder også katten ude (eller gjorde, for Nabokat er flyttet under dramatiske omstændigheder, men den historie må vente til en anden gang). Jeg har læst og læst om, hvad man kan gøre for at få haven til at være et paradis for fugle og insekter, og jeg fandt ud af, at alle de gode ting, jeg kan gøre for dem, også er gode for mig.
Tæt, frodig, velduftende.

Nå, men tidligere her til aften var jeg trist, fordi jeg fandt ud af, hvorfor kragen pludselig sad på hækken i går. Naboen havde skamklippet sin side i sådan en grad, at solsortens rede havde ufrivilligt hul i loftet, og nu er ungerne væk. Dansk Ornitologisk Forening beder folk om at vente med at klippe hæk til meget senere på sommeren for fuglenes skyld. Jeg så foreningens opslag, og der var en mand, der svarede ”hold da kæft, de får da flere kuld på en sæson”, og jeg fik kvalme. Han har sikkert en stor perfekt græsplæne og blomsterbede med mere jord end grønt, og han har sikkert ikke noget ukrudt, og han elsker sin have og hader natur.

I min have er der natur og ukrudt, og der er mange fugle. Solsorte med deres unger, som ligner fjerkugler med alt for store næb og påklistrede googly-eyes. Der er spurve med deres pjuskede plagende unger. Skovspurve, gråspurve og jernspurve. Der er flest skovspurve, og jeg læste, at det er en af de arter, der klarer sig godt. Gråspurven har til gengæld fået sværere ved at finde føde og steder at bo, så antallet af dem daler. Der er stadig mange af dem, men hvis det fortsætter, forsvinder de vel på et tidspunkt, og man kan da ikke have en verden uden gråspurve.

Min have er meget lille, og jeg kan godt blive overvældet af de enorme mængde af spurve, der besøger den hver dag. Men de er noget at kigge på og følge med i. De er noget at passe på. De er noget, der fjerner tristhed. Og en aften som i aften bliver jeg blæst helt bagover af deres avancerede systemer. I morgen kigger jeg på dem igen — hvordan de blander sig i små flokke, hvor der kan være både den ene og den anden slags spurv, som om det ikke er vigtigt, at de hedder noget forskelligt.

Syg i hovedet? Det er dig, der er syg i hovedet!

Jeg har mødt en del af dem — heldigvis ikke på bloggen, men på Facebook, når jeg har skrevet om flygtninge og menneskesyn. Jeg ser dem også kommentere hos andre, jeg ser det konstant og lige for tiden flyder det over med dem på Twitter. Jeg taler om trolls, racister, kvindehadere. Personer, der ikke er interesserede i debat. Personer, som vil nedgøre dig og gøre, hvad de kan for at få at få dig til at klappe i. Personer, som mest af alt er ude på at få dig til at tvivle på dig selv og dine holdninger.

Jeg hører folk sige, at vi skal kvæle dem med kærlighed, at vi skal række ud. Jeg har selv forsøgt mig med rummelighed og ”de har jo også ret til deres mening”. Nogle gange handler det bare ikke om andre meninger. Det handler om røvhulhed. Den reneste, mest idiotiske og ondskabsfulde røvhulhed.

Engang brugte jeg energi på at svare, fordi jeg troede, jeg skulle, og måske fordi jeg havde et lille håb om at kunne ændre noget. Glem det! Men vi skal heller ikke synke ned på deres plan — selv om jeg hele tiden gør det i tankerne (ækle snotpandekager). Nu blokerer jeg dem, men jeg overvejer også at begynde at svare dem med matadorcitater. ”Jamen, det giver ikke mening.” Nej, men det gør de røvhuller sgu heller ikke.
Tak for din altid grønne kål. Tak for vort samlivs åremål, siger jeg bare.

Vær et bedre menneske

Der findes mennesker, der siger, at flygtninge og asylansøgere selv er ude om, at deres børn drukner i Middelhavet, at deres børn bliver taget fra dem ved den amerikanske grænse, at deres børn mister barndommen i trøstesløse flygtningelejre og asylcentre.
Der findes mennesker, der mener, at flygtninge er ligeglade med deres børn, de vil bare have vores kontanthjælp for enhver pris.
Der findes mennesker, der tror, at flygtninge ikke elsker og frygter og sørger som os.
Der findes mennesker, der ikke forstår, at når man sætter sit barn i den usikre gummibåd, at når man alligevel krydser den grænse, så gør man det, fordi alternativet er værre. Meget værre end noget du eller jeg overhovedet kan forestille os.

I dag er det World Refugee Day.
Tænk hvis det var dig.

Aldrig igen og igen og igen og igen

Jeg blev født i halvfjerdserne, hvor anden verdenskrig var tæt nok på til, at det stadig fyldte meget. Det var noget forfærdeligt og meget chokerende noget at høre om for et barn, og der var så meget, jeg ikke forstod. Hvorfor havde folk ikke bare sagt fra? Hvorfor havde de ikke gjort mere modstand? Hvorfor havde de ladet sig manipulere? Hvorfor lod de dog en hel befolkningsgruppe blive forfulgt og pint og slået ihjel uden at råbe stop? Hvorfor var der nogen, der valgte at deltage i modbydelighederne uden at forstå, hvor forkert det var? Jeg undrede mig og tænkte meget på, at jeg i hvert fald ikke havde fundet mig i det. Jamen, jeg havde jo nok været en eller anden form for helt, som havde fået Hitler til at forstå, at han opførte sig meget dårligt, og han skulle stoppe og sige undskyld. Jeg ville nok også løfte næven af nazisterne og råbe min helt ærlige mening efter dem. Og jeg ville med sikkerhed bryde ind i alle koncentrationslejre og befri fangerne.
Jeg var et barn, og jeg hørte hele tiden folk sige ”aldrig igen”, så det var ret nemt at se mig selv i en helterolle, som jeg aldrig ville blive nødt til at bevise, at jeg kunne leve op til.
Nu ser jeg en del af det i virkeligheden. Hetzen mod visse befolkningsgrupper. Åbenlys racisme og afstumpethed. Jeg ser et sygt overforbrug af ord som landsforræder og fædreland. Jeg ser løgne og skræmmeretorik. Jeg ser, at anstændighed er blevet umoderne. Jeg ser det, og det udvikler sig så hurtigt, at modvinden slår mig ud.
Og hvad gør jeg ved det?
Jeg blokerer folk og sætter dem på min mentale sorte liste.
Jeg har aldrig før følt mig så magtesløs.
Hvad kan jeg gøre?
Hvad gør du?

”Så ses vi i morgen”

I dag tænker jeg på min gamle ven. Jeg har ikke nogen åbenlys grund til at tænke på ham, men han har det med at dukke op i mit hoved. Så tænker jeg på, hvad han ville have lavet nu. Hvordan han havde haft det. Ville vi stadig kende hinanden. Der er også tidspunkter, hvor jeg synes, jeg får øje på ham på gaden, selv om han ikke har været i live siden den 30. juli 1996. Han var 24 år den sommer. Kun 24 år.
Vi havde snakket i telefon sammen om aftenen. Jeg fik ham til at love, at han ikke ville tage i byen, at han ville gå i seng og stå op og gå på arbejde, så vi kunne færdiggøre en opgave sammen. Vi lavede ungdomsjournalistik, og han var ikke nem at arbejde sammen med. Han ville hellere have det sjovt. Han ville hellere sidde nede i rygekælderen og ryge på sin pibe. Han ville hellere forsøge at flirte med pigerne, selv om det næsten altid endte med, at nogen bad ham om at holde kæft. Han var doven, han kunne være pisseirriterende, han var mild og hyggelig og sjov og meget usikker. Han var min ven, og den aften lovede han, at han ikke ville gå i byen.
Næste morgen var han død. Han blev fundet ved et træ, og ved første øjekast så det ud, som om han sad og sov. Men han var død. Han var tævet ihjel. Han var gået helt i stykker. Han levede ikke mere.
Jeg blev ringet op den morgen. Jeg skulle tale med politiet, som kunne se i hans telefon, at vi havde snakket sammen. Jeg skulle se det i nyhederne. Jeg skulle høre detaljerne. Jeg skulle skrige og græde og være forvirret. Jeg havde jo lige snakket med ham. Vi havde jo en aftale. Men han havde ikke overholdt den. Han var gået i byen, og på hjemvejen blev han tævet ihjel af en mand, som var så syg, at han ikke burde have været ude på gaden.
Det var en stor sag. Den var over det hele, i fjernsynet, på forsiderne, og jeg forsøgte hele tiden at lukke ørerne, lukke øjnene. Detaljerne var så forfærdelige, så grusomme, og han var min ven.
Med tiden var jeg nødt til at lytte og se lidt, og de beskrev ham og det tøj han havde på den aften. Det var det tøj, jeg havde købt sammen med ham i Hennes & Mauritz. Det tøj han havde bedt mig om at hjælpe ham med at finde, fordi han gerne ville være pæn nok til at få en kæreste. Det var den bluse og de bukser, han havde på, da han stoppede med at leve.
I dag tænker jeg på ham, for det gør jeg ind imellem, og jeg ville ønske, at han vidste, at han er vigtig nok til at leve videre på den måde. At han er et godt minde. At han er savnet.
Hans navn var Thor, og han var min ven.

Mere om det gode

Jeg skal blive bedre til at fortælle om alt det sjove og gode. Jeg skal mest af alt blive bedre til at minde mig selv om, at det er der. Så:

*

I går var jeg til Bryan Ferry-koncert sammen med min mor. Det var en sid-ned-koncert i Musikhuset, og vi sad på femte række og var helt benovede over tæt-på-heden. Min mor har været vild med Bryan Ferry så længe, jeg kan huske. Jeg var ikke så begejstret, da jeg var yngre, hvis jeg skal være helt ærlig. Men noget musik vokser man fra, og noget vokser man til, og det var en fremragende koncert. Bryan Ferry, som er 72 år, lød skidegodt og bevægede sig nøjagtigt som han gjorde, da jeg så ham i Top Of The Pops i firserne. Min mor havde truet med at gå helt op foran og gøre sig til for ham, men hvis hun havde gjort det, havde jeg nok spændt ben, så jeg kunne nå derop før hende.

*

Hvilket havde været meget upassende, da jeg blev gift for et par uger siden. Det var et lillebitte rådhusbryllup med mig og ham og min søn. Jeg bliver nemt overvældet, så det var den eneste måde, og det var helt perfekt. Senere holder vi en lille fest for den nærmeste familie. Jeg er ikke specielt romantisk anlagt, men jeg vil alligevel sige, at jeg har giftet mig med en mand, som får mig til at føle mig som det vigtigste i hele verden, og som bar mig gennem det sidste års depression, selv om jeg ind imellem gjorde alt, hvad jeg kunne for at gøre mig for tung. Jeg føler mig heldig hver dag, og jeg elsker ham højt.

*

Jeg er generelt god til at være glad for små ting. Ting, som andre kan finde på at sige ”der er nok en, der keder sig,” til. Men det er jo lige det. Jeg keder mig aldrig. Jeg kigger ud på fuglene, og jeg kan blive så åndssvagt rørt over alle de fjollede unger, der er i haven lige nu. De øver flyveteknik og plager livet af deres forældre, og jeg er så taknemmelig, fordi jeg kan følge med i det.

*

Jeg bliver i øvrigt også rørt over andre mennesker. I går aftes, da koncerten gik i gang, blev manden ved siden af mig så begejstret, at han fra det ene øjeblik til det andet forandrede sig til percussionist, og hele hans krop var slaginstrumenterne. Jeg kom simpelthen til at smile så meget, at jeg var nødt til at tude lidt for at få mit ansigt ned på et nogenlunde normalt niveau igen. Senere blev publikum opfordret til at rejse sig fra de bløde stole og danse med. Det var min krop ikke indstillet på, så en del af tiden var jeg den eneste i salen, der sad ned. Men det gav mig lejlighed til at studere, hvordan folk bevæger sig i sådan en situation. Mange klappede med, hvilket jeg altid godt kan undvære, men nogle – flere af dem fra min mors generation – hoppede og wuuhuu’ede og sang med, så jeg kom til at tude igen over deres begejstring. Der var også folk på min alder. De fik mig til at tænke på, hvordan ideen om, at man kan headbange til alt, er opstået. Og hvordan nogle mennesker ved første blik bevæger sig enormt meget, men når man kigger ordentligt efter, ryster de sig kun fra armhulerne og opefter. Som om de ikke har hofter. Men de var pissedejlige alligevel, og selv om jeg ikke kunne se en skid, fordi jeg var den eneste der sad ned, kunne jeg se nok til at have en god oplevelse.

*

Og så er jeg i øvrigt begyndt at skrive igen. Sådan for alvor-agtigt. Jeg skriver på en roman, og jeg er fuldstændig hele vejen igennem lykkelig, når jeg skriver på den. Jeg er realistisk, så jeg ved godt, at den måske aldrig bliver færdig, og hvis den bliver færdig, kan jeg blive nødt til at erkende, at den er noget lort. Men det tænker jeg ikke på, mens jeg skriver, og det er en evne, jeg aldrig troede, jeg ville få.

Hvorfor skal det være sjovt for dig, når det er forfærdeligt for mig?

Der var en, der anmeldte min første bog og skrev, at der ikke var nok humor i den. Bogen handler om, hvordan det var for mig, da jeg fandt ud af, at jeg havde sklerose, og det var sådan set ikke en sjov periode i mit liv. Men jeg forstår alligevel anmelderen, for andre menneskers alvor kan være så ubehageligt. Vi ved det, når vi har det dårligt. Det er ikke noget, andre skal belemres med. Elendighed må vi hellere klare alene, og hvis vi endelig fortæller om det, skal det alvorlige helst efterfølges af en parentes med noget sjovt. For ligesom at lette stemningen.
Jeg har tænkt en del over, at det, jeg skriver, er for alvorligt og mørkt. At jeg ikke engang forsøger at få det ud på en humoristisk måde. Jeg bliver flov og tænker, at jeg da må være helt uudholdelig, og nu må jeg hellere fortælle noget sjovt. Og der er meget sjov i mit liv. Men jeg kommer ikke uden om, at det også er fyldt med smerter og isolation og angst for fremtiden. Det er et liv, der bliver mere og mere snævert, og jeg har simpelthen ikke overskud til at pynte på det. Vi må gerne grine af det, når min hjerne sletter mit ordforråd og kalder markisen for emhætten jeg er nok den, der griner mest. Men problemerne med at huske ord betyder også, at jeg gør alt for at undgå at møde nye mennesker. Jeg synes ikke, det sidste er så sjovt som det første (men jeg kan selvfølgeligt underholde de nye bekendtskaber med ”gæt det rigtige ord: En emhætte, du kan køre ud over terrassen, når solen er for skarp? En solsikke med næb og vinger, som skider på dine havemøbler? En hæld-op-kniv, som er rund og uskarp og kan bruges til at spise suppe med?).
Jeg håber, at vi med tiden bliver bedre til at acceptere andre menneskers alvor uden at lade os irritere over, at det er ubehageligt for os selv. Jeg skulle selv blive syg for at forstå det, for jeg har ærligt talt ikke været så rummelig, når andre tillod sig at ødelægge min dag med deres humorløse elendighed.
Der er nok nogen, der kan fortælle om det på en lettere og sjovere måde, end jeg kan. Men sådan må det være, for sklerose er alvor for mig, og jeg tænker, at det ikke er så svært at finde noget andet at grine af, hvis man trænger.