100 spurve i haven er bedre end slet ingen spurve

Naboens skamklippede hæk var helt levende af de små spurve her til aften. Jeg skal strække mig lidt for at se derind, når jeg står på det øverste af de to trin ned til haven, og jeg ved godt, at det ikke er pæn opførsel at lure på den måde. Men der må have været mindst 100 spurve, der sad derinde som i en etageejendom med mange bittesmå lejligheder. Så fløj den første flok. Henover min have og over i min anden nabos kirsebærtræ. Der sad de lidt, helt stille. Så kom der lyd på, og hele flokken fløj væk. Kort tid efter fløj den næste flok fra den skamklippede hæk henover min have og over i min anden nabos kirsebærtræ. De var stille, der kom lyd, de fløj. Og det fortsatte, mens jeg tænkte på, hvordan spurvene vidste, hvilken flok de hørte til. Hvordan ved de, at det er deres tur til at flyve?

Spurvene i naboens hæk var mine spurve. Der er mange af dem i min have hver dag. Den er indhegnet, så hunden ikke kan løbe igennem hullerne i hækken, og indhegningen holder også katten ude (eller gjorde, for Nabokat er flyttet under dramatiske omstændigheder, men den historie må vente til en anden gang). Jeg har læst og læst om, hvad man kan gøre for at få haven til at være et paradis for fugle og insekter, og jeg fandt ud af, at alle de gode ting, jeg kan gøre for dem, også er gode for mig.
Tæt, frodig, velduftende.

Nå, men tidligere her til aften var jeg trist, fordi jeg fandt ud af, hvorfor kragen pludselig sad på hækken i går. Naboen havde skamklippet sin side i sådan en grad, at solsortens rede havde ufrivilligt hul i loftet, og nu er ungerne væk. Dansk Ornitologisk Forening beder folk om at vente med at klippe hæk til meget senere på sommeren for fuglenes skyld. Jeg så foreningens opslag, og der var en mand, der svarede ”hold da kæft, de får da flere kuld på en sæson”, og jeg fik kvalme. Han har sikkert en stor perfekt græsplæne og blomsterbede med mere jord end grønt, og han har sikkert ikke noget ukrudt, og han elsker sin have og hader natur.

I min have er der natur og ukrudt, og der er mange fugle. Solsorte med deres unger, som ligner fjerkugler med alt for store næb og påklistrede googly-eyes. Der er spurve med deres pjuskede plagende unger. Skovspurve, gråspurve og jernspurve. Der er flest skovspurve, og jeg læste, at det er en af de arter, der klarer sig godt. Gråspurven har til gengæld fået sværere ved at finde føde og steder at bo, så antallet af dem daler. Der er stadig mange af dem, men hvis det fortsætter, forsvinder de vel på et tidspunkt, og man kan da ikke have en verden uden gråspurve.

Min have er meget lille, og jeg kan godt blive overvældet af de enorme mængde af spurve, der besøger den hver dag. Men de er noget at kigge på og følge med i. De er noget at passe på. De er noget, der fjerner tristhed. Og en aften som i aften bliver jeg blæst helt bagover af deres avancerede systemer. I morgen kigger jeg på dem igen — hvordan de blander sig i små flokke, hvor der kan være både den ene og den anden slags spurv, som om det ikke er vigtigt, at de hedder noget forskelligt.

Syg i hovedet? Det er dig, der er syg i hovedet!

Jeg har mødt en del af dem — heldigvis ikke på bloggen, men på Facebook, når jeg har skrevet om flygtninge og menneskesyn. Jeg ser dem også kommentere hos andre, jeg ser det konstant og lige for tiden flyder det over med dem på Twitter. Jeg taler om trolls, racister, kvindehadere. Personer, der ikke er interesserede i debat. Personer, som vil nedgøre dig og gøre, hvad de kan for at få at få dig til at klappe i. Personer, som mest af alt er ude på at få dig til at tvivle på dig selv og dine holdninger.

Jeg hører folk sige, at vi skal kvæle dem med kærlighed, at vi skal række ud. Jeg har selv forsøgt mig med rummelighed og ”de har jo også ret til deres mening”. Nogle gange handler det bare ikke om andre meninger. Det handler om røvhulhed. Den reneste, mest idiotiske og ondskabsfulde røvhulhed.

Engang brugte jeg energi på at svare, fordi jeg troede, jeg skulle, og måske fordi jeg havde et lille håb om at kunne ændre noget. Glem det! Men vi skal heller ikke synke ned på deres plan — selv om jeg hele tiden gør det i tankerne (ækle snotpandekager). Nu blokerer jeg dem, men jeg overvejer også at begynde at svare dem med matadorcitater. ”Jamen, det giver ikke mening.” Nej, men det gør de røvhuller sgu heller ikke.
Tak for din altid grønne kål. Tak for vort samlivs åremål, siger jeg bare.

Vær et bedre menneske

Der findes mennesker, der siger, at flygtninge og asylansøgere selv er ude om, at deres børn drukner i Middelhavet, at deres børn bliver taget fra dem ved den amerikanske grænse, at deres børn mister barndommen i trøstesløse flygtningelejre og asylcentre.
Der findes mennesker, der mener, at flygtninge er ligeglade med deres børn, de vil bare have vores kontanthjælp for enhver pris.
Der findes mennesker, der tror, at flygtninge ikke elsker og frygter og sørger som os.
Der findes mennesker, der ikke forstår, at når man sætter sit barn i den usikre gummibåd, at når man alligevel krydser den grænse, så gør man det, fordi alternativet er værre. Meget værre end noget du eller jeg overhovedet kan forestille os.

I dag er det World Refugee Day.
Tænk hvis det var dig.

Aldrig igen og igen og igen og igen

Jeg blev født i halvfjerdserne, hvor anden verdenskrig var tæt nok på til, at det stadig fyldte meget. Det var noget forfærdeligt og meget chokerende noget at høre om for et barn, og der var så meget, jeg ikke forstod. Hvorfor havde folk ikke bare sagt fra? Hvorfor havde de ikke gjort mere modstand? Hvorfor havde de ladet sig manipulere? Hvorfor lod de dog en hel befolkningsgruppe blive forfulgt og pint og slået ihjel uden at råbe stop? Hvorfor var der nogen, der valgte at deltage i modbydelighederne uden at forstå, hvor forkert det var? Jeg undrede mig og tænkte meget på, at jeg i hvert fald ikke havde fundet mig i det. Jamen, jeg havde jo nok været en eller anden form for helt, som havde fået Hitler til at forstå, at han opførte sig meget dårligt, og han skulle stoppe og sige undskyld. Jeg ville nok også løfte næven af nazisterne og råbe min helt ærlige mening efter dem. Og jeg ville med sikkerhed bryde ind i alle koncentrationslejre og befri fangerne.
Jeg var et barn, og jeg hørte hele tiden folk sige ”aldrig igen”, så det var ret nemt at se mig selv i en helterolle, som jeg aldrig ville blive nødt til at bevise, at jeg kunne leve op til.
Nu ser jeg en del af det i virkeligheden. Hetzen mod visse befolkningsgrupper. Åbenlys racisme og afstumpethed. Jeg ser et sygt overforbrug af ord som landsforræder og fædreland. Jeg ser løgne og skræmmeretorik. Jeg ser, at anstændighed er blevet umoderne. Jeg ser det, og det udvikler sig så hurtigt, at modvinden slår mig ud.
Og hvad gør jeg ved det?
Jeg blokerer folk og sætter dem på min mentale sorte liste.
Jeg har aldrig før følt mig så magtesløs.
Hvad kan jeg gøre?
Hvad gør du?

”Så ses vi i morgen”

I dag tænker jeg på min gamle ven. Jeg har ikke nogen åbenlys grund til at tænke på ham, men han har det med at dukke op i mit hoved. Så tænker jeg på, hvad han ville have lavet nu. Hvordan han havde haft det. Ville vi stadig kende hinanden. Der er også tidspunkter, hvor jeg synes, jeg får øje på ham på gaden, selv om han ikke har været i live siden den 30. juli 1996. Han var 24 år den sommer. Kun 24 år.
Vi havde snakket i telefon sammen om aftenen. Jeg fik ham til at love, at han ikke ville tage i byen, at han ville gå i seng og stå op og gå på arbejde, så vi kunne færdiggøre en opgave sammen. Vi lavede ungdomsjournalistik, og han var ikke nem at arbejde sammen med. Han ville hellere have det sjovt. Han ville hellere sidde nede i rygekælderen og ryge på sin pibe. Han ville hellere forsøge at flirte med pigerne, selv om det næsten altid endte med, at nogen bad ham om at holde kæft. Han var doven, han kunne være pisseirriterende, han var mild og hyggelig og sjov og meget usikker. Han var min ven, og den aften lovede han, at han ikke ville gå i byen.
Næste morgen var han død. Han blev fundet ved et træ, og ved første øjekast så det ud, som om han sad og sov. Men han var død. Han var tævet ihjel. Han var gået helt i stykker. Han levede ikke mere.
Jeg blev ringet op den morgen. Jeg skulle tale med politiet, som kunne se i hans telefon, at vi havde snakket sammen. Jeg skulle se det i nyhederne. Jeg skulle høre detaljerne. Jeg skulle skrige og græde og være forvirret. Jeg havde jo lige snakket med ham. Vi havde jo en aftale. Men han havde ikke overholdt den. Han var gået i byen, og på hjemvejen blev han tævet ihjel af en mand, som var så syg, at han ikke burde have været ude på gaden.
Det var en stor sag. Den var over det hele, i fjernsynet, på forsiderne, og jeg forsøgte hele tiden at lukke ørerne, lukke øjnene. Detaljerne var så forfærdelige, så grusomme, og han var min ven.
Med tiden var jeg nødt til at lytte og se lidt, og de beskrev ham og det tøj han havde på den aften. Det var det tøj, jeg havde købt sammen med ham i Hennes & Mauritz. Det tøj han havde bedt mig om at hjælpe ham med at finde, fordi han gerne ville være pæn nok til at få en kæreste. Det var den bluse og de bukser, han havde på, da han stoppede med at leve.
I dag tænker jeg på ham, for det gør jeg ind imellem, og jeg ville ønske, at han vidste, at han er vigtig nok til at leve videre på den måde. At han er et godt minde. At han er savnet.
Hans navn var Thor, og han var min ven.

Mere om det gode

Jeg skal blive bedre til at fortælle om alt det sjove og gode. Jeg skal mest af alt blive bedre til at minde mig selv om, at det er der. Så:

*

I går var jeg til Bryan Ferry-koncert sammen med min mor. Det var en sid-ned-koncert i Musikhuset, og vi sad på femte række og var helt benovede over tæt-på-heden. Min mor har været vild med Bryan Ferry så længe, jeg kan huske. Jeg var ikke så begejstret, da jeg var yngre, hvis jeg skal være helt ærlig. Men noget musik vokser man fra, og noget vokser man til, og det var en fremragende koncert. Bryan Ferry, som er 72 år, lød skidegodt og bevægede sig nøjagtigt som han gjorde, da jeg så ham i Top Of The Pops i firserne. Min mor havde truet med at gå helt op foran og gøre sig til for ham, men hvis hun havde gjort det, havde jeg nok spændt ben, så jeg kunne nå derop før hende.

*

Hvilket havde været meget upassende, da jeg blev gift for et par uger siden. Det var et lillebitte rådhusbryllup med mig og ham og min søn. Jeg bliver nemt overvældet, så det var den eneste måde, og det var helt perfekt. Senere holder vi en lille fest for den nærmeste familie. Jeg er ikke specielt romantisk anlagt, men jeg vil alligevel sige, at jeg har giftet mig med en mand, som får mig til at føle mig som det vigtigste i hele verden, og som bar mig gennem det sidste års depression, selv om jeg ind imellem gjorde alt, hvad jeg kunne for at gøre mig for tung. Jeg føler mig heldig hver dag, og jeg elsker ham højt.

*

Jeg er generelt god til at være glad for små ting. Ting, som andre kan finde på at sige ”der er nok en, der keder sig,” til. Men det er jo lige det. Jeg keder mig aldrig. Jeg kigger ud på fuglene, og jeg kan blive så åndssvagt rørt over alle de fjollede unger, der er i haven lige nu. De øver flyveteknik og plager livet af deres forældre, og jeg er så taknemmelig, fordi jeg kan følge med i det.

*

Jeg bliver i øvrigt også rørt over andre mennesker. I går aftes, da koncerten gik i gang, blev manden ved siden af mig så begejstret, at han fra det ene øjeblik til det andet forandrede sig til percussionist, og hele hans krop var slaginstrumenterne. Jeg kom simpelthen til at smile så meget, at jeg var nødt til at tude lidt for at få mit ansigt ned på et nogenlunde normalt niveau igen. Senere blev publikum opfordret til at rejse sig fra de bløde stole og danse med. Det var min krop ikke indstillet på, så en del af tiden var jeg den eneste i salen, der sad ned. Men det gav mig lejlighed til at studere, hvordan folk bevæger sig i sådan en situation. Mange klappede med, hvilket jeg altid godt kan undvære, men nogle – flere af dem fra min mors generation – hoppede og wuuhuu’ede og sang med, så jeg kom til at tude igen over deres begejstring. Der var også folk på min alder. De fik mig til at tænke på, hvordan ideen om, at man kan headbange til alt, er opstået. Og hvordan nogle mennesker ved første blik bevæger sig enormt meget, men når man kigger ordentligt efter, ryster de sig kun fra armhulerne og opefter. Som om de ikke har hofter. Men de var pissedejlige alligevel, og selv om jeg ikke kunne se en skid, fordi jeg var den eneste der sad ned, kunne jeg se nok til at have en god oplevelse.

*

Og så er jeg i øvrigt begyndt at skrive igen. Sådan for alvor-agtigt. Jeg skriver på en roman, og jeg er fuldstændig hele vejen igennem lykkelig, når jeg skriver på den. Jeg er realistisk, så jeg ved godt, at den måske aldrig bliver færdig, og hvis den bliver færdig, kan jeg blive nødt til at erkende, at den er noget lort. Men det tænker jeg ikke på, mens jeg skriver, og det er en evne, jeg aldrig troede, jeg ville få.

Hvorfor skal det være sjovt for dig, når det er forfærdeligt for mig?

Der var en, der anmeldte min første bog og skrev, at der ikke var nok humor i den. Bogen handler om, hvordan det var for mig, da jeg fandt ud af, at jeg havde sklerose, og det var sådan set ikke en sjov periode i mit liv. Men jeg forstår alligevel anmelderen, for andre menneskers alvor kan være så ubehageligt. Vi ved det, når vi har det dårligt. Det er ikke noget, andre skal belemres med. Elendighed må vi hellere klare alene, og hvis vi endelig fortæller om det, skal det alvorlige helst efterfølges af en parentes med noget sjovt. For ligesom at lette stemningen.
Jeg har tænkt en del over, at det, jeg skriver, er for alvorligt og mørkt. At jeg ikke engang forsøger at få det ud på en humoristisk måde. Jeg bliver flov og tænker, at jeg da må være helt uudholdelig, og nu må jeg hellere fortælle noget sjovt. Og der er meget sjov i mit liv. Men jeg kommer ikke uden om, at det også er fyldt med smerter og isolation og angst for fremtiden. Det er et liv, der bliver mere og mere snævert, og jeg har simpelthen ikke overskud til at pynte på det. Vi må gerne grine af det, når min hjerne sletter mit ordforråd og kalder markisen for emhætten jeg er nok den, der griner mest. Men problemerne med at huske ord betyder også, at jeg gør alt for at undgå at møde nye mennesker. Jeg synes ikke, det sidste er så sjovt som det første (men jeg kan selvfølgeligt underholde de nye bekendtskaber med ”gæt det rigtige ord: En emhætte, du kan køre ud over terrassen, når solen er for skarp? En solsikke med næb og vinger, som skider på dine havemøbler? En hæld-op-kniv, som er rund og uskarp og kan bruges til at spise suppe med?).
Jeg håber, at vi med tiden bliver bedre til at acceptere andre menneskers alvor uden at lade os irritere over, at det er ubehageligt for os selv. Jeg skulle selv blive syg for at forstå det, for jeg har ærligt talt ikke været så rummelig, når andre tillod sig at ødelægge min dag med deres humorløse elendighed.
Der er nok nogen, der kan fortælle om det på en lettere og sjovere måde, end jeg kan. Men sådan må det være, for sklerose er alvor for mig, og jeg tænker, at det ikke er så svært at finde noget andet at grine af, hvis man trænger.

Halvditten og halvdatten

Da jeg var 14 år, var jeg forelsket i en dreng, der ikke var forelsket i mig. Han blev kærester med min veninde, og da jeg var færdig med at være teenagedramatisk, viste det sig, at jeg nok slet ikke havde været så forelsket i ham alligevel. Senere giftede han sig med sin halvlillebrors halvstoresøster. Senere endnu blev jeg venner med halvlillebrorens halvstoresøsters halvstorebror — som ikke var i familie med halvlillebroren. Men ham kender jeg ikke mere, altså halvstorebroren, fordi han er aggressiv og racistisk, men sådan mener han ikke, man kan stille det op, for han mediterer faktisk en del. Og sådan er der jo så meget.

Han ønskede sig bare en bedre skilning

Jeg kom til at tænke på ham i går aftes. Det er sært, som folk, der har været langt ude af mit liv i mange år, dukker op, når jeg egentlig skulle sove. Men han dukkede op med sit evige smil. Han var en del af kliken, da det var den klike, der var vigtig for mig. Altid småløbende, altid smilende, altid i lidt for småt tøj. ”Jeg skal have opereret mine stritører ind,” fortalte han. Han var så glad og glædede sig især til at få en ny frisure. Han havde altid ønsket sig noget med sideskilning, men indtil da havde ørerne forhindret alt andet end midterskilning. Det var ikke noget, jeg havde tænkt så meget over. Han smilede så meget, at det var svært at få øje på andet end det optimistiske hul i hans ansigt.
Efter operationen havde han noget på hovedet, som mest af alt lignede en Prinsesse Leia-paryk af gazebind, og da det kom af, lignede han bare sig selv igen. Jeg kan ikke engang huske, om han fik sideskilning.
Der gik mange år, hvor jeg ikke så ham. Jeg glemte ham, indtil den dag jeg stod i et busskur på banegårdspladsen og en mand sagde ”kan du ikke se, det er mig?”
Det kunne jeg god se, da jeg så igennem det slidte og forhutlede. ”Hvordan går det,” spurgte min automatstemme. ”Ikke så godt,” svarede han. ”Jeg er alkoholiker.” Han smilede og lignede sig selv fra dengang. Så kom hans bus, og han stod på, mens han sagde ”godt at se dig”. Jeg nåede ikke at lægge mærke til hans skilning.
Jeg har ikke set ham siden, men i går aftes kom jeg til at tænke på ham.

Stiv af kulde

”Jeg er kold i røven,” siger den slags mennesker. De siger ikke så meget andet, men ser meget stolte ud, mens de venter på deres ros. Og den kommer næsten altid, rosen.
Jeg har længe vidst, at det er sejt at være kold i røven. Det er til gengæld ikke sejt at føle for meget. ”Slap dog af,” siger den slags mennesker, hvis man kommer til at være for begejstret. ”Jeg fatter ikke, du lader det gå dig på,” siger de, hvis man kommer til at blive ked af noget. ”Kan du ikke bare …,” siger de, hvis man synes, noget er svært. For de kender det ikke. De har deres røvrustning af is, og de er overbeviste om, at det er den eneste måde at være rigtig på.
Så er der os andre, der kommer til at blafre med armene af begejstring, kommer til at gå op i noget uinteressant, kommer til at elske noget så fjollet som vores kæledyr, kommer til at blive kede af at blive behandlet dårligt, kommer til være bløde, kommer til at krakelere, kommer til at vise, hvordan vi har det. ”Hvorfor vælger du at være sådan,” spørger den slags mennesker, og jeg bliver flov og stille. Husker, at jeg er følelsesladet, hysterisk og mange andre ord, der er fløjet fra den slags menneskers munde og ind i mit syn på mig selv. Men kan man overhovedet vælge, eller er det bare varm luft?