Hvilepause

Nu er der dage med den ekstreme træthed. Det er den slags dage, hvor jeg falder i søvn på sofaen, hvor jeg sover, selvom jeg er vågen, hvor jeg ikke rejser mig, selvom jeg egentlig troede, jeg var i gang med det. Vi skulle ellers til fødselsdag i weekenden. Jeg købte en gave til fødselaren og en ny kjole til mig selv for længe siden. Jeg forestillede mig, hvordan det ville blive at komme lidt ud, at have fint tøj på for en gangs skyld. Jeg arrangerede pasning af hunden, og jeg skruede helt op for forventningerne.
Forleden aflyste jeg. Sagde at vi ikke kommer alligevel. Det giver mig altid ondt i maven. Jeg er bange for, at folk bliver sure på mig, at de opgiver mig, fordi jeg alligevel aldrig kan noget. Jeg er bange for at rykke så langt ud på sidelinjen, at jeg bliver glemt. Jeg tænker på sidste gang, jeg tog af sted til noget stort, dengang jeg endte med en sur bordherre, der syntes jeg var ubehøvlet, fordi jeg trak mig fra samtalerne og blev stille. Jeg kunne ikke følge med, der skete alt for meget. Larm, fremmede mennesker, det var for meget. Jeg besluttede, at nu var det slut med de store fester for mig, men jeg glemte det og sagde ja til den næste invitation, som om alt var helt normalt.
Weekenden er aflyst, gaven sendes med posten, og min kjole ligger og skammer sig i en kasse under sengen.
Nu kommer der dage, hvor jeg skal hvile, hvor jeg ikke skal forsøge at holde mig vågen, hvor jeg skal sove, indtil jeg er vågen nok til at eksistere lidt igen.
Jeg er snart tilbage.

Farveladehjernerod

Først var jeg barn og troede, at vi alle var helt ens inde i hovedet. De andre var bare bedre til at håndtere alt det derinde. Jeg vidste ikke, at andre kunne have et filter, jeg vidste ikke, at det ikke var alle, der inhalerede livet råt på den måde. Jeg troede, at alle andre også lagde farver på det hele. Orange lugte, blå mennesker, lilla følelser. Jeg vidste ikke, at jeg ikke altid gav mening for andre. Jeg forstod ikke, hvorfor de andre grinede, når jeg gik meget op i ting, og når jeg ikke kunne lade tingene ligge. Det blev klart for mig, at de andre havde mere styr på deres hoveder, og at jeg var forkert.

Så blev jeg voksen, og jeg troede, at vi alle var bygget helt ens indeni. Jeg vidste ikke, at det ikke var meningen, at jeg skulle være så træt altid. Jeg troede, at alle andre var lige så trætte, at de bare var bedre til at håndtere det. Jeg hørte folk beskrive mig som doven og ugidelig, og jeg accepterede det. Jeg kunne ikke finde ud af livet. Det blev klart for mig, at de andre var gode, og at jeg var forkert.

Der kom en diagnose på min træthed, der var en forklaring på den. Det gik op for mig, at de andre ikke oplevede noget i nærheden af min træthed. Det gik op for mig, at det ikke var normalt at ville så meget og aldrig have energi til det. Det gik op for mig, at andre ikke blev så trætte, at de følte, de var i gang med at dø.

Nu forsøger jeg at være sødere overfor mig selv, at lade være med at bebrejde mig selv så meget. Jeg er alvorligt syg. Det er ikke min skyld. Jeg forbinder ting med farver. Sådan er jeg bare indrettet. Min hjerne hviler aldrig, og jeg har tendens til at fordybe mig i særinteresser, som ikke giver mening for andre, og som ingen gider at høre om. Hvorfor skulle det gøre mig til et dårligere menneske? Det kan gøre mig til et kedeligt menneske, måske, hvis man ikke gider høre alle detaljer om festmiljøet i London i begyndelsen af 80’erne og alt den musik, der udsprang fra det. Men jeg keder mig aldrig, når jeg befinder mig i fordybelsen. Det er sådan et rart sted at være, og jeg ville aldrig undvære den. Heller ikke farverne i mit hoved. Jeg ville ikke engang undvære de følelser, som andre har så travlt med at kalde ”for meget”.

Jeg ville ønske, jeg havde vidst det meget tidligere — at jeg kun kan tage udgangspunkt i mig selv, for jeg har aldrig set de andre indefra.

Bloggen og jeg elsker jer

Kære Bloggen

Bliver du også helt rolig og glad, når du tænker på dem, der stadig læser med og kommenterer her, selv om vi nok har haft vores tid, selv om jeg gentager mig selv, og selv om jeg ofte bare hælder ord direkte ud fra min hjerne og mine minder, nærmest uden selvkritik?
Jeg bobler simpelthen over af taknemmelighed.
Jeg har erkendt, at jeg har brug for dig, Bloggen, selv om jeg har skammet mig over dig og haft lyst til at slette det hele. Selv om depression åd min selvtillid, og selv om jeg kan have svært ved at regne ud, om jeg overhovedet har ret til at være her.
Jeg har også erkendt, at det er jer derude, der er en af årsagerne til, at jeg stadig tør skrive. Og det er så vigtigt, så vigtigt for mig.

Tak!

Kærlig hilsen
Anne

Hvil dig bedre

Kære Bloggen

Jeg tænker en del over det med, at syge mennesker ofte får at vide, at de skal kæmpe. Kæmp, siger folk og sætter tre udråbstegn efter. De siger det i den bedste mening, men nogle gange burde de i stedet sige ”hvil!”. ”Hvil dig, det er ok.”
Jeg ved ikke, om det giver mening for dig, men det gør det for mig, så nu vil jeg hvile mig grundigt og krydse fingre for, at oplevelsen forleden, hvor jeg glemte, hvordan man rejser sig op, ikke gentager sig. For du kan ikke kæmpe dig ud af alvorlig sygdom, hvis kroppen ikke tillader det. Du kan tro, håbe og gøre dit bedste, og det vil jeg så gerne have, at du aldrig holder op med med.

Hilsen Anne

Den tv-serie gider jeg ikke at se

Kære Bloggen

Er det bare mig, eller tænker du også på folketinget som et firma, hvor det handler om at få magt for enhver pris, og hvor vi borgere kan være vejen til den, men derudover ville det være en lettelse, hvis vi bare forsvandt?
Jeg ser det som en stor blank bygning med en svært bevogtet pøbelbremsende reception, og i resten af huset går de rundt i hårde sko på endnu hårdere stengulve, og de lægger ofte hovederne tilbage og griner ondt. På direktionsgangen, som vi kender under navnet “regeringen”, går det meste af tiden med at planlægge jordens undergang og hvilken luksusplanet, de skal bo på, når det endelig sker.
”Ej, ikke os, for vi har faktisk gode visioner,” påstår et par stykker, mens de vifter med falmede faner og baconstrimler. Jeg tænker ”rimer på ministerpensioner”, men jeg siger det ikke højt, for så kommer de bare og henter mig.
Nej? Nå, så er det nok bare mig.

Hilsen Anne

Et internetøjeblik

Den ene: Det har taget overhånd med al den politiske korrekthed. Man må jo slet ikke sige noget mere.
Den anden: Så du mener, at det er ok at nedgøre andre mennesker, bare fordi de ikke ligner dig?
Den ene: Ja, folk skal lade være med at være så sarte. Det er jo bare go’ humor.
Den anden: Jeg synes, din humor er dum og plat.
Den ene: Jeg bliver faktisk ked af det, når du kritiserer mig på den måde. Tænk lige på mine følelser.

Alle de problemer med bønnesvindel

Kære Bloggen

Hader du ikke også bare, når du ikke kan lade ting ligge og pludselig har brugt 45 minutter på at skrive en sur mail til en webshop, og den ender med at blive så lang, at Mistroiske Jacob fra kundeservice sikkert aldrig når ned til slutningen?
”Jamen, Jacob,” skrev jeg, ”hvis jeg virkelig ville snyde og lyve, ville jeg nok gøre det for mere end to poser butterbeans til 40 kroner. Når jeg bliver gangster, vil jeg nemlig lyve om, at der er hul i mindst fire poser. 80 kroner direkte ind på opsparingen, katjing!”
Jeg har på fornemmelsen, at Mistroiske Jacob fra kundeservice er ligeglad med mig og den smule, jeg købte i hans butik, og måske kom han også til at betale lidt af prisen for alle de dametøjsekspedienter, der gennem tiden har snakket til mig, som om jeg var en lille klat lort på gulvet. Men jeg er gammel nok til at brokke mig nu.
I øvrigt er det løgn, at jeg brugte 45 minutter på at skrive mailen. Jeg brugte cirka to rasende minutter på at skrive og tre timer på at overveje, om det var ok at sende den.

Hilsen Anne

Et internetøjeblik

Kvinde: Det er et problem, at mænd bekræftes i, at de har ret til at gramse på kvinder, som det passer dem.
Mand: Sådan er alle mænd altså ikke.
Kvinde: Det er jeg klar over, men der er desværre alt for mange eksempler på, at mænd slipper af sted med grove overgreb, uden det får konsekvenser for dem.
Mand: Du lyver, din klamme luder. Jeg smadrer dig, hvis jeg nogensinde møder dig.

Kære lille mormor, kære lille mormor, tillykke med dine mæslinger

Kære Bloggen

Hvad synes du egentlig om mennesker, der ikke ved ret meget, men til gengæld er de helt vilde med at sprede deres uvidenhed ud over så mange som muligt?
”Hvis du vaccinerer dit barn, falder deres hjerner ud, og abort er mord, for et få dage gammelt foster kan faktisk både tro på julemanden og synge Richard Ragnvald-sange, og jeg brændte frikadellerne på, og det er muslimernes skyld, sååå …”
Personligt er jeg ikke så begejstret for dem, og jeg er heller ikke vild med andres ”men de kan jo ikke gøre for det, for de ved ikke bedre”-tilgang. Hvorfor skal nogens ved-ikke-bedre-hed have lov til at forpeste så mange menneskers liv? Altså, helt ærligt.

Hilsen Anne

Min mave, mit liv

For et par år siden mistede jeg fra den ene dag til den anden lysten til kød. Jeg tog ikke en beslutning om at stoppe med at spise det. Jeg kunne bare ikke få det ned mere. Det hang uden tvivl sammen med, at jeg havde fået noget medicin, der ødelagde min mave, og hver gang jeg havde spist kød, troede jeg, at jeg skulle dø.
Jeg er ikke vegetar, for jeg spiser stadig lidt fisk, og jeg må spise kød i morgen, hvis jeg får lyst til det. Men jeg savner det bare overhovedet ikke.
Den første måned var jeg sulten hele tiden, og hvis det var min hjerne og ikke min krop, der havde taget beslutningen, var jeg begyndt at spise kød igen. Men jeg fandt ud af det med bønnerne og linserne, og jeg er gavmild med smør og fløde og ost, åh, ost.
Herhjemme er det nemt nu. Jeg har aldrig før i mit liv spist så god mad, som efter jeg droppede kødet. Jeg bygger ikke længere mit måltid rundt om et stykke kød, men har stort fokus på krydderier, og ind imellem bliver jeg overrasket over, hvor lidt forskel der kan være på en gryderet med og uden kød.
Til gengæld er det lidt svært at være ude. Jeg føler mig til besvær, fordi jeg ikke bare kan spise som alle andre, og jeg kæmper lidt med at overbevise folk om, at jeg har det fint med tilbehør — brød, ris, salat, whatever. Der har været et par stikpiller om, at det er uhøfligt ikke at spise, hvad man får serveret, men de kommer sært nok altid fra typer, der ikke holder sig tilbage i forhold til at rynke på næsen af andres madlavning.
Ja, ja, jeg er godt klar over, at ”vi” er trætte af frelste veganere, og jeg gider da heller ikke folk, der prædiker og forsøger at presse deres livsstil ned over hovedet på mig. Men har visse kødspiserne egentlig hørt, hvad de selv bræger?
Man kan nærmest ikke poste et billede af sit kæledyr, uden de fantaserer om det på en grill, og vi skal alle sammen høre detaljeret om det. De kalder salat for kaninføde, og ser helt stolte ud, som om de har fundet på verdens mest originale vits. Bacon er deres religion, og man er til grin, hvis man ikke elsker det lige så højt, som de gør. De siger ”men det er faktisk veganerne og vegetarerne, der ødelægger naturen med alt deres sojapis”, mens de lukker ørerne ret grundigt, når nogen forsøger at forklare dem, at man i lille Danmark alene bruger over en million tons soja til foderproduktion om året. Altså foder til de dyr, de spiser.
Gid vi kunne slappe af med at give hinanden dårlig samvittighed hele tiden. De fleste af os gør det så godt, vi kan. Men jeg synes heller ikke, det skader nogen af os at tænke på dyrevelfærd og tænke på klimaet — altså i det omfang vi hver især har overskud til, og jeg fatter ikke, at man kan være decideret modstander af det.
Jeg oplever en sjælden gang imellem, at folk undskylder deres kødforbrug over for mig, men jeg er ikke madpolitiet. Min søn spiser kød næsten hver dag, og min mand spiser det, når han har lyst. Jeg synes ikke mennesker, der spiser kød, er ulækre eller dårlige mennesker. Det er jo absurd. Jeg er ikke frelst, men jeg kan ikke afvise, at jeg har råbt ”det er ikke mig, der spiser dig” efter en ko mere end én gang. Jeg er simpelthen bare så træt af alle de regler og pegefingre og veganere, der skælder mig ud, fordi jeg spiser mælkeprodukter, vegetarer, der skælder mig ud, fordi jeg spiser fisk og kødspisere, der synes, jeg er til grin, fordi jeg ikke elsker en stor rød bøf with a side of det hellige bacon. Vi opfører os som børn, der håner hinandens madpakker. Lad mig for fanden spise min makrelmad i fred!