Hvil dig bedre

Kære Bloggen

Jeg tænker en del over det med, at syge mennesker ofte får at vide, at de skal kæmpe. Kæmp, siger folk og sætter tre udråbstegn efter. De siger det i den bedste mening, men nogle gange burde de i stedet sige ”hvil!”. ”Hvil dig, det er ok.”
Jeg ved ikke, om det giver mening for dig, men det gør det for mig, så nu vil jeg hvile mig grundigt og krydse fingre for, at oplevelsen forleden, hvor jeg glemte, hvordan man rejser sig op, ikke gentager sig. For du kan ikke kæmpe dig ud af alvorlig sygdom, hvis kroppen ikke tillader det. Du kan tro, håbe og gøre dit bedste, og det vil jeg så gerne have, at du aldrig holder op med med.

Hilsen Anne

Den tv-serie gider jeg ikke at se

Kære Bloggen

Er det bare mig, eller tænker du også på folketinget som et firma, hvor det handler om at få magt for enhver pris, og hvor vi borgere kan være vejen til den, men derudover ville det være en lettelse, hvis vi bare forsvandt?
Jeg ser det som en stor blank bygning med en svært bevogtet pøbelbremsende reception, og i resten af huset går de rundt i hårde sko på endnu hårdere stengulve, og de lægger ofte hovederne tilbage og griner ondt. På direktionsgangen, som vi kender under navnet “regeringen”, går det meste af tiden med at planlægge jordens undergang og hvilken luksusplanet, de skal bo på, når det endelig sker.
”Ej, ikke os, for vi har faktisk gode visioner,” påstår et par stykker, mens de vifter med falmede faner og baconstrimler. Jeg tænker ”rimer på ministerpensioner”, men jeg siger det ikke højt, for så kommer de bare og henter mig.
Nej? Nå, så er det nok bare mig.

Hilsen Anne

Et internetøjeblik

Den ene: Det har taget overhånd med al den politiske korrekthed. Man må jo slet ikke sige noget mere.
Den anden: Så du mener, at det er ok at nedgøre andre mennesker, bare fordi de ikke ligner dig?
Den ene: Ja, folk skal lade være med at være så sarte. Det er jo bare go’ humor.
Den anden: Jeg synes, din humor er dum og plat.
Den ene: Jeg bliver faktisk ked af det, når du kritiserer mig på den måde. Tænk lige på mine følelser.

Alle de problemer med bønnesvindel

Kære Bloggen

Hader du ikke også bare, når du ikke kan lade ting ligge og pludselig har brugt 45 minutter på at skrive en sur mail til en webshop, og den ender med at blive så lang, at Mistroiske Jacob fra kundeservice sikkert aldrig når ned til slutningen?
”Jamen, Jacob,” skrev jeg, ”hvis jeg virkelig ville snyde og lyve, ville jeg nok gøre det for mere end to poser butterbeans til 40 kroner. Når jeg bliver gangster, vil jeg nemlig lyve om, at der er hul i mindst fire poser. 80 kroner direkte ind på opsparingen, katjing!”
Jeg har på fornemmelsen, at Mistroiske Jacob fra kundeservice er ligeglad med mig og den smule, jeg købte i hans butik, og måske kom han også til at betale lidt af prisen for alle de dametøjsekspedienter, der gennem tiden har snakket til mig, som om jeg var en lille klat lort på gulvet. Men jeg er gammel nok til at brokke mig nu.
I øvrigt er det løgn, at jeg brugte 45 minutter på at skrive mailen. Jeg brugte cirka to rasende minutter på at skrive og tre timer på at overveje, om det var ok at sende den.

Hilsen Anne

Et internetøjeblik

Kvinde: Det er et problem, at mænd bekræftes i, at de har ret til at gramse på kvinder, som det passer dem.
Mand: Sådan er alle mænd altså ikke.
Kvinde: Det er jeg klar over, men der er desværre alt for mange eksempler på, at mænd slipper af sted med grove overgreb, uden det får konsekvenser for dem.
Mand: Du lyver, din klamme luder. Jeg smadrer dig, hvis jeg nogensinde møder dig.

Kære lille mormor, kære lille mormor, tillykke med dine mæslinger

Kære Bloggen

Hvad synes du egentlig om mennesker, der ikke ved ret meget, men til gengæld er de helt vilde med at sprede deres uvidenhed ud over så mange som muligt?
”Hvis du vaccinerer dit barn, falder deres hjerner ud, og abort er mord, for et få dage gammelt foster kan faktisk både tro på julemanden og synge Richard Ragnvald-sange, og jeg brændte frikadellerne på, og det er muslimernes skyld, sååå …”
Personligt er jeg ikke så begejstret for dem, og jeg er heller ikke vild med andres ”men de kan jo ikke gøre for det, for de ved ikke bedre”-tilgang. Hvorfor skal nogens ved-ikke-bedre-hed have lov til at forpeste så mange menneskers liv? Altså, helt ærligt.

Hilsen Anne

Min mave, mit liv

For et par år siden mistede jeg fra den ene dag til den anden lysten til kød. Jeg tog ikke en beslutning om at stoppe med at spise det. Jeg kunne bare ikke få det ned mere. Det hang uden tvivl sammen med, at jeg havde fået noget medicin, der ødelagde min mave, og hver gang jeg havde spist kød, troede jeg, at jeg skulle dø.
Jeg er ikke vegetar, for jeg spiser stadig lidt fisk, og jeg må spise kød i morgen, hvis jeg får lyst til det. Men jeg savner det bare overhovedet ikke.
Den første måned var jeg sulten hele tiden, og hvis det var min hjerne og ikke min krop, der havde taget beslutningen, var jeg begyndt at spise kød igen. Men jeg fandt ud af det med bønnerne og linserne, og jeg er gavmild med smør og fløde og ost, åh, ost.
Herhjemme er det nemt nu. Jeg har aldrig før i mit liv spist så god mad, som efter jeg droppede kødet. Jeg bygger ikke længere mit måltid rundt om et stykke kød, men har stort fokus på krydderier, og ind imellem bliver jeg overrasket over, hvor lidt forskel der kan være på en gryderet med og uden kød.
Til gengæld er det lidt svært at være ude. Jeg føler mig til besvær, fordi jeg ikke bare kan spise som alle andre, og jeg kæmper lidt med at overbevise folk om, at jeg har det fint med tilbehør — brød, ris, salat, whatever. Der har været et par stikpiller om, at det er uhøfligt ikke at spise, hvad man får serveret, men de kommer sært nok altid fra typer, der ikke holder sig tilbage i forhold til at rynke på næsen af andres madlavning.
Ja, ja, jeg er godt klar over, at ”vi” er trætte af frelste veganere, og jeg gider da heller ikke folk, der prædiker og forsøger at presse deres livsstil ned over hovedet på mig. Men har visse kødspiserne egentlig hørt, hvad de selv bræger?
Man kan nærmest ikke poste et billede af sit kæledyr, uden de fantaserer om det på en grill, og vi skal alle sammen høre detaljeret om det. De kalder salat for kaninføde, og ser helt stolte ud, som om de har fundet på verdens mest originale vits. Bacon er deres religion, og man er til grin, hvis man ikke elsker det lige så højt, som de gør. De siger ”men det er faktisk veganerne og vegetarerne, der ødelægger naturen med alt deres sojapis”, mens de lukker ørerne ret grundigt, når nogen forsøger at forklare dem, at man i lille Danmark alene bruger over en million tons soja til foderproduktion om året. Altså foder til de dyr, de spiser.
Gid vi kunne slappe af med at give hinanden dårlig samvittighed hele tiden. De fleste af os gør det så godt, vi kan. Men jeg synes heller ikke, det skader nogen af os at tænke på dyrevelfærd og tænke på klimaet — altså i det omfang vi hver især har overskud til, og jeg fatter ikke, at man kan være decideret modstander af det.
Jeg oplever en sjælden gang imellem, at folk undskylder deres kødforbrug over for mig, men jeg er ikke madpolitiet. Min søn spiser kød næsten hver dag, og min mand spiser det, når han har lyst. Jeg synes ikke mennesker, der spiser kød, er ulækre eller dårlige mennesker. Det er jo absurd. Jeg er ikke frelst, men jeg kan ikke afvise, at jeg har råbt ”det er ikke mig, der spiser dig” efter en ko mere end én gang. Jeg er simpelthen bare så træt af alle de regler og pegefingre og veganere, der skælder mig ud, fordi jeg spiser mælkeprodukter, vegetarer, der skælder mig ud, fordi jeg spiser fisk og kødspisere, der synes, jeg er til grin, fordi jeg ikke elsker en stor rød bøf with a side of det hellige bacon. Vi opfører os som børn, der håner hinandens madpakker. Lad mig for fanden spise min makrelmad i fred!

Jeg synes, vi kan være lidt trælse

Kære Bloggen

Når man aldrig kan finde sig selv i det ”vi”, folk bruger, når de for eksempel siger ”vi er mange, der mener” eller ”tak for at sige det, vi alle sammen tænker”, eksisterer man så overhovedet?
Ja, jeg ved da godt, jeg ikke kunne skrive til dig, hvis jeg ikke var her, men du ved, hvad jeg mener. Vi er faktisk mange, der ville ønske, du var bedre til at sætte dig ind i mine tanker.

Hilsen Anne

Flere penge giver flere penge

I løbet af 2018 har vores økonomiske situation ændret sig skørt meget. Jeg er syg, min mand er selvstændig og arbejdede i en butik for at tjene ekstra penge, men der var aldrig helt nok. Først på året fik jeg min forsikring for tabt arbejdsevne, og senere på året fik min mand mere eller mindre kastet det mest perfekte job i nakken.
Ydrk, jeg bliver lidt utilpas af at fortælle om penge. Det er, som om det var nemmere at tale om det, da der ikke var nogen. Sikkert fordi mange (med god grund) går ud fra, at syg er lig med fattig. Men det var så også det eneste nemme ved den sag, for det siger sig selv, at livet bliver lettere, når man ikke har pengerelateret mavepine. Vores liv har ændret sig, og nu oplever jeg, hvor nemt det er at spare penge, når man har nok af dem.
Tidligere købte vi præcist det, vi havde brug for og ikke mere. Og vi købte det først det øjeblik, vi manglede det. Nu kan vi købe ind i store mængder, når noget er på tilbud, og det er helt vildt, så meget vi sparer.
Vi har lavet en regel, der hedder ”køb kun én gang”, der går ud på, at alt nyt herhjemme skal købes i en stil og en kvalitet, vi gider at kigge på de næste mange år. I mit liv har der været nok billige skæve t-shirts, flæser jeg blev træt af efter en måned og indretningsdims, der faldt fra hinanden efter to minutter. I sidste ende blev det alt for dyrt — og det var meget lidt bæredygtigt.
Vi vil gerne leve mere bæredygtigt. Det er vi nok mange, der vil, men bæredygtighed er i høj grad også mest for dem, der har penge. Jo, jo, man kan købe brugt, men det handler mange gange om at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Det kan kræve ressourcer, som ikke alle har — mange tænker aldrig over, hvor udmattende det kan være at mangle penge altid.
Vi køber bivokswrap og sugerør i rustfrit stål, og det er så skidesmart, at det kan bruges igen og igen. Men det koster en del mere end brug-og-smid-væk-løsningerne, og 130 kroner for et fedtet stykke stof, man kan pakke sit brød ind i, er ikke det, man prioriterer, hvis man knapt nok har råd til mad.
Vi mangler ikke penge, men de mange skrabede år sidder dybt i os, og vi er blevet meget forsigtige. Vi får dårlig samvittighed, hver gang vi køber noget, og vi bruger sært lang tid på at retfærdiggøre vores køb. Rester af mavepinen er der stadig, selv om vores overordnede forbrug er så lavt, at banken var overrasket. Vi er lettede over vores nye situation, men vi er forsigtige. Vi bliver i vores lejede hus, vi skal ikke på dyre rejser eller have en ny bil. Jeg ved, hvordan tingene kan ændre sig på et øjeblik.

Skuldertwerking

Kære Bloggen

Jeg kan godt mærke, jeg bliver ældre. Når jeg er lækkersulten, er det ikke efter slik, men efter ost. Og når jeg hører musik, fornemmer jeg, at mine hofter er ved at rykke op i skuldrene, for det er der, det hele foregår. Op og ned, op og ned, og ikke på den seje firsermåde, hvor man rykker skulderpuderne hårdt fra side til side. Nej, det er ligesom min mor, når hun danser. Op og ned, op og ned, og for det meste i takt til musikken. For det meste.
Jeg ved det godt. Det er et vilkår, der følger med det at være menneske. Jeg trængte bare lige til at tale om det.

Hilsen Anne