Jeg synes, vi kan være lidt trælse

Kære Bloggen

Når man aldrig kan finde sig selv i det ”vi”, folk bruger, når de for eksempel siger ”vi er mange, der mener” eller ”tak for at sige det, vi alle sammen tænker”, eksisterer man så overhovedet?
Ja, jeg ved da godt, jeg ikke kunne skrive til dig, hvis jeg ikke var her, men du ved, hvad jeg mener. Vi er faktisk mange, der ville ønske, du var bedre til at sætte dig ind i mine tanker.

Hilsen Anne

Flere penge giver flere penge

I løbet af 2018 har vores økonomiske situation ændret sig skørt meget. Jeg er syg, min mand er selvstændig og arbejdede i en butik for at tjene ekstra penge, men der var aldrig helt nok. Først på året fik jeg min forsikring for tabt arbejdsevne, og senere på året fik min mand mere eller mindre kastet det mest perfekte job i nakken.
Ydrk, jeg bliver lidt utilpas af at fortælle om penge. Det er, som om det var nemmere at tale om det, da der ikke var nogen. Sikkert fordi mange (med god grund) går ud fra, at syg er lig med fattig. Men det var så også det eneste nemme ved den sag, for det siger sig selv, at livet bliver lettere, når man ikke har pengerelateret mavepine. Vores liv har ændret sig, og nu oplever jeg, hvor nemt det er at spare penge, når man har nok af dem.
Tidligere købte vi præcist det, vi havde brug for og ikke mere. Og vi købte det først det øjeblik, vi manglede det. Nu kan vi købe ind i store mængder, når noget er på tilbud, og det er helt vildt, så meget vi sparer.
Vi har lavet en regel, der hedder ”køb kun én gang”, der går ud på, at alt nyt herhjemme skal købes i en stil og en kvalitet, vi gider at kigge på de næste mange år. I mit liv har der været nok billige skæve t-shirts, flæser jeg blev træt af efter en måned og indretningsdims, der faldt fra hinanden efter to minutter. I sidste ende blev det alt for dyrt — og det var meget lidt bæredygtigt.
Vi vil gerne leve mere bæredygtigt. Det er vi nok mange, der vil, men bæredygtighed er i høj grad også mest for dem, der har penge. Jo, jo, man kan købe brugt, men det handler mange gange om at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Det kan kræve ressourcer, som ikke alle har — mange tænker aldrig over, hvor udmattende det kan være at mangle penge altid.
Vi køber bivokswrap og sugerør i rustfrit stål, og det er så skidesmart, at det kan bruges igen og igen. Men det koster en del mere end brug-og-smid-væk-løsningerne, og 130 kroner for et fedtet stykke stof, man kan pakke sit brød ind i, er ikke det, man prioriterer, hvis man knapt nok har råd til mad.
Vi mangler ikke penge, men de mange skrabede år sidder dybt i os, og vi er blevet meget forsigtige. Vi får dårlig samvittighed, hver gang vi køber noget, og vi bruger sært lang tid på at retfærdiggøre vores køb. Rester af mavepinen er der stadig, selv om vores overordnede forbrug er så lavt, at banken var overrasket. Vi er lettede over vores nye situation, men vi er forsigtige. Vi bliver i vores lejede hus, vi skal ikke på dyre rejser eller have en ny bil. Jeg ved, hvordan tingene kan ændre sig på et øjeblik.

Skuldertwerking

Kære Bloggen

Jeg kan godt mærke, jeg bliver ældre. Når jeg er lækkersulten, er det ikke efter slik, men efter ost. Og når jeg hører musik, fornemmer jeg, at mine hofter er ved at rykke op i skuldrene, for det er der, det hele foregår. Op og ned, op og ned, og ikke på den seje firsermåde, hvor man rykker skulderpuderne hårdt fra side til side. Nej, det er ligesom min mor, når hun danser. Op og ned, op og ned, og for det meste i takt til musikken. For det meste.
Jeg ved det godt. Det er et vilkår, der følger med det at være menneske. Jeg trængte bare lige til at tale om det.

Hilsen Anne

Ting man kan udnytte en søvnløs nat til:

Man kan tage alle de trælse samtaler, man ikke tør tage i virkeligheden. I nat kastede jeg mig ud en diskussion med nogen, der har gjort mig ked af det. Og jeg må sige, at jeg var utrolig fattet og velformuleret. Jeg tvivler dog på, at den sag er afsluttet, for det er den fjerde nat, jeg brugt på fiktive samtaler om den sag.

Man kan lægge mærke til alle lyde og rejse sig fra sin varme seng adskillige gange for at undersøge, om gangstere er i gang med at stjæle bilen.

Man kan lytte til hunden, der slikker røv meget grundigt i meget lang tid.

Man kan synge ”køb bananer, køb bananer, køb bananer her hos miiig, kom kun nærmer’, kære frue, De bli’r sgu ikke snydt af mig” i hovedet igen og igen. Men ikke resten af sangen, for den kan man ikke huske, og man får hovedpine, hvis man prøver for hårdt.

Man kan bruge timer på at overveje, om man skal tisse eller ej. Det er vigtigt, at man finder ud af det med sikkerhed, for man vil fandme ikke gå de fire meter hen til badeværelset, hvis det er falsk alarm.

Man kan ønske sig, at ens mand vågner og er frisk nok til at genfortælle et Barnaby-afsnit. Det har kureret min søvnløshed mindst to gange før.

Man kan fokusere meget grundigt på smerten i venstre fod. Det føles, som om, der står et tungt bordben på den, og det er åbenbart vigtigt at jeg bruger nætterne til at forholde mig til det.

Man kan falde i søvn, selv om man havde opgivet håbet. Hurra.

Mad med gode venner

Kære Bloggen

Jeg glemmer hele tiden ord. Nogle gange er det lange sætninger, hvor halvdelen bliver øh og suk og hvad der ellers findes af mundluftlyde. Andre gange siger jeg forhud i stedet for forlag, og forleden kaldte jeg ratatouille for Courteney Cox. ”Det er da længe siden, vi har fået en dejlig omgang Courteney Cox.”
Senere brugte jeg cirka to timer på at huske, hvad det var, jeg havde kaldt Courteney Cox, så jeg kunne skrive det her. Det var så lidt.

Hilsen Anne

Undskyld jeg smiler

Det må være hårdt at have sklerose, siger folk. Og det er det da. Jeg ville ønske, jeg ikke havde sklerose. Men nu er det syv år siden, jeg fik diagnosen, og mens jeg ligesom har fundet en måde at følges med min sygdom og dens udvikling på, har jeg det stadig svært med omverdenens syn på mig og min sklerose.
Det er træls, når folk taler til mig med den type stemme, man bruger til et kæledyr. Det er svært, når folk afskriver mig, fordi jeg for dem på en eller anden måde døde, den dag jeg fik diagnosen. Alt det er lidt hårdt, men på sin egen forskruede måde kommer det af omsorg og misforstået hensyn. Det hårdeste er det modsatte, og det oplever jeg stadig. Mistroen. Irritationen over mine begrænsninger. Den manglende forståelse for, at sklerose ikke kun er en synlig sygdom.

”Du ser da ellers ud til at kunne gå godt nok.”
Og heldigvis kan jeg gå. Men en stor del af tiden føles min hjerne, som om jeg har tabt den i en frituregryde. I løbet af sommeren har jeg mistet kræfterne i mine arme. Der er en kvart arm til venstre og en halv til højre. En nat kan føles som 100 år, når jeg ligger vågen med smerter og spasmer, og så er der det med trætheden. Dødstrætheden — og den elendige hukommelse. Ting, der har været limet fast i min hjerne, løsner sig og forsvinder, jeg kalder konsekvent markisen for emhætten, og jeg glemmer navne på folk, jeg har kendt i mange år. Men jeg kan gå.

”Ok, men du så da ud til at have det meget bedre, da jeg så dig sidst. Sikke en energi. Er du sikker på, du er syg?”
Jeg får det ikke bedre. Jeg får det ikke bedre. Jeg får det ikke bedre. Men jeg har gode dage, og jeg kan leve på dem så længe. Derfor er det simpelthen så surt at være nødt til at udpensle, hvor meget det koster mig i den anden ende. Jeg ser det hos andre kronisk syge – behovet for at forklare, at man har det forfærdeligt efter en sjov dag. Fordi folk er så fandens mistroiske, og de fatter ikke, at man kan være ægte syg, selvom det ikke er til at se udenpå. Jeg synes ikke, det kan være rigtigt, at jeg skal undskylde den ene gode dag. Det kan ikke være rigtigt, at jeg skal forklare, at efter den lillebitte bryllupsfest, vi holdt for familien den fjerde august, lå jeg nærmest ned i fem uger, og jeg kan stadig mærke det nu. Jeg havde sådan en god dag. Grinede uafbrudt, dansede med min nevø og niece, drak hele tre glas vin, og jeg vil så gerne gemme den dag som noget fantastisk. Men i stedet føler jeg, at jeg skal forklare og undskylde.

”Men stakkels Klaus-Henning lider af en ordentlig omgang ondt i røven, og han kan altså sagtens gå de tusind trin op ad den trappe, så hvorfor kan du ikke? Det virker mest, som om du ikke gider.”
Jeg kan gå. Jeg sidder ikke i kørestol. Men mine ben er så tunge, at jeg overvejer at lade crossfit-typer betale for at slæbe rundt på dem. Og de tunge ben udmatter mig så meget, at jeg risikerer at falde om, hvis jeg presser dem af sted for længe. Mine ben kan gå, men min hjerne bliver så træt, så træt når de gør det. Sådan er det bare.

Det kan være hårdt at have sklerose, men jeg synes egentligt, at jeg har et ret lykkeligt liv rundt om sygdommen. Det værste for mig er dem, der tror, de kender min sygdom bedre, end jeg selv gør. De ved det hele, men de spørger aldrig, hvordan jeg har det.

Håndelighed

Når min bedstemor skulle holde stor fest, foregik det altid i sognegården i Rindum. Det var en stor sal og for enden var der en scene med tykt forhæng. Bordene var lange og dækket med hvide duge og servietvifter. Tanken om det fik mig altid til at glæde mig til de fester, for de var noget af det mest fornemme, jeg kendte til, da jeg var barn. Det var først, når vi stod der i forhallen, jeg kom i tanke om den del, jeg hadede. Den del, jeg ikke kunne slippe for.
Det var håndtryksseancen. Eller halvmånen, som jeg kalder det, fordi vi altid stod der i halvmåneform og ventede på hænderne. Min bedstemor, hendes mandeven Lause, min mor, mig, min lillesøster befandt os i en menneskelig velkomstbue. Aldrig en lige række, altid en bue.
Når min onkel, tante og deres børn kom, hægtede de sig også på halvmånen, men først skulle de selv give hånd til os. Og det gjorde de så med fedtede hænder og blikke, der kiggede i den anden retning. Eller med alle kræfter, så jeg troede, knoglerne i mine hænder blev knust. Eller så løst, at det føltes, som om deres hænder i virkeligheden bare var tomme gummihandsker. De andre gæster kom, og håndseancen fortsatte i en uendelighed. Der var så mange gæster, for min bedstemor havde 100 søskende og var venner med alle i byen. Så mange mennesker og så mange håndtryk.
Men jeg deltog altid i den halvmåne og tog fat i fremmede menneskers hænder, mens de enten ignorerede, at der var et menneske bag den lange tynde dims, min hånd var monteret på. Eller de forsøgte at huske, hvem jeg var. ”Er det lille Bente?”
Jeg overvejede, om jeg kunne tillade mig at spørge om noget tilbage. ”Har du vasket dine hænder i 15 sekunder og husket håndryggen og mellem fingrene?” ”Er du egentlig sådan en næsepillertype?”. Men det gjorde jeg ikke, for man sagde ikke meget andet i den halvmåne end ”dav” eller ”nej, Bente er min mor”. Det sidste var endda lidt i overkanten af, hvad man kunne tillade sig.
Jeg er aldrig blevet vild med at give hånd. En hånd er egentlig noget intimt noget, som rører ved så ufatteligt mange ting. Det ved jeg, fordi jeg selv har hænder, som rører ved ting, og som bliver svedige, og som ikke altid er i nærheden af vand og sæbe, og som ikke bliver rene af, at jeg panisk tørrer dem af i mine bukser.
Jeg kan godt lide høflighed. Men venlighed er bedre, jeg elsker venlighed, og jeg synes, du er venlig, hvis du smiler til mig, sådan et fint ægte smil, ser mig i øjnene og siger hej. Jeg behøver ikke din hånd.

Jeg elsker mig ikke endnu

Jeg har aldrig været dygtig til ret meget, men jeg har altid været god til at skamme mig. Og der har været nok at tage fat på. Jeg fik at vide meget tidligt, at jeg skulle skamme mig over mit udseende, så det gjorde jeg med stor succes. Jeg skammede mig over at være for tynd og grim, men også over min generthed, over at være stille. Jeg skammede mig over at være senere udviklet end de andre piger. Jeg skammede mig over min usikkerhed og misundte andres mod til at være synlige. Men jeg vidste også, at de skulle passe på, at de ikke fyldte alt for meget i deres synlighed, det vidste vi alle. For det værste, man kunne være, var selvglad. Vi brugte det som et skældsord: ”Ad, hvor er hun selvglad.”

De seneste år har jeg brugt en del energi på at skamme mig over de fem kilo, jeg ikke kan slippe af med. De sidder på maven og under hagen, og jeg ser forfærdelig ud. Jeg skammer mig meget over at være så grim. Så tænker jeg på Ida, som arbejder så hårdt for at slippe af med netop den slags skam. Vi læste sammen på Journalisthøjskolen, og nu kender mange hende fra programmerne ”Tykke Ida”.
Da jeg mødte Ida første gang, tænkte jeg, at hun med sit tykke mørke hår og sine fine ansigtstræk lignede Elizabeth Taylor. Da alle pludselig kendte hende, kom jeg til at læse internetkommentarer om hendes udseende, og en del af dem rystede mig. Det var slemt nok, at folk følte, de havde ret til at kommentere negativt på, hvordan et andet menneske så ud, men det var ikke engang det værste. Det værste var de mange mennesker, der syntes, hun burde skamme sig. Det værste var holdningen om, at hun ikke havde ret til at elske sig selv, fordi hun var tyk. Der var selvfølgelig den sædvanlige gruppe trolls, men der var også en gruppe, der virkede oprigtigt forvirrede over Idas budskab.

Du har ret til IKKE at skamme dig over dig selv. Du har faktisk ret til at elske dig selv. Også selv om du er for tyk, for tynd, for lav, for høj, for forkert i andres øjne.

”Nej nej nej”, peb de i kommentartrådene. ”Det er jo usundt at være tyk. Og dellerne? Hvad med dellerne og det, vi altid har hørt om, at det er grimt at være tyk.”
De fattede ikke budskabet, som for mig var, at du har ret til at elske dig selv punktum.

Hvordan blev det sådan en vigtig opgave for os at pege udad? At rynke så meget på næsen af hinanden? At føle, at der kun er én rigtig måde at være på? Hvordan blev det en fy-ting at være glad for sig selv? Hvorfor har vi så nemt ved selvondskab? Fortæl mig lige, hvorfor skam er sådan en nem følelse, mens stolthed er noget, der kan komme helt bag på os?

Jeg datede engang en mand, der sagde, at han nedgjorde mig, fordi jeg ikke måtte blive for selvglad. Han var helt alvorlig og forstod slet ikke, hvorfor jeg ikke ville have mere med ham at gøre. Han syntes simpelthen, han gjorde mig en tjeneste. Og vi har måske alle sammen en smule af det der. Vi holder hinanden fast i skammen og selvhadet, fordi de følelser er så nemme for os at forstå. Vi føler os hjemme i dem. Vi tør ikke elske os selv og slet ikke åbent, fordi det provokerer folk, og det giver dem lyst til at påpege alt det forkerte ved os. Fordi de aldrig har lært, at selvkærlighed er smukt og vigtigt. Fordi vi aldrig har lært det.

Er andre menneskers hadefulde pegefingre virkelig prikket så dybt ind i vores hjerner, at vi ikke kan finde ud af, hvordan vi elsker os selv?

Også mig

Jeg har set dem, der ruller øjnene helt om i nakken, når man nævner #metoo. Mandehadere og betonfeminister, siger de. Må man nu ikke flirte mere, siger de. Må man overhovedet noget mere, siger de.
Så har du nok ikke prøvet det, tænker jeg. Altså, at nogen tager godt fat mellem benene på dig, og du meget ung og usikker vender dig om, chokeret, og ser en god ven stå der og grine fjoget. Som om det er helt normalt, og det er dig, der er sær, fordi det føles så forkert. Måske har du ikke prøvet, at din venindes kæreste trækker dig ned på sit skød og stikker sin hånd op under din nederdel, mens hans venner ser på og hujer. Og når du bliver rasende, er det allerede for sent at forhindre det, og i øvrigt får raseriet bare vennerne til at juble endnu mere. Måske har du ikke prøvet at drikke dig for fuld og stole på den ven, der siger, at han nok skal passe på dig. Måske har du ikke været langt væk hjemmefra og siddet alene i en taxa med en stor chauffør, der tilbyder, at du kan betale turen med sex. Måske har du ikke oplevet gamle mænd, der med stønnestemme kommenterer din 13-årige krop. Måske har du ikke prøvet at blive trængt op i et hjørne af din chef. Måske har du ikke oplevet mænd, der mener, du skylder dem noget, bare fordi du kom til at være imødekommende. Måske har du ikke løbet i panik og gemt dig i en opgang, fordi nogen fulgte efter dig, efter du smilede til dem. Måske har du ikke forsøgt at forsvare dig med knytnæver, men der var to af dem, og de var stærkere. Måske har du ikke oplevet ting, du stadig ikke kan tale om, fordi du føler dig skyldig, fordi du skammer dig, fordi nogen sagde ”men du satte dig jo selv ind i den bil”. Måske synes du simpelthen bare, det hele er min egen skyld, og den holdning har været alt for nem for mig at lære at leve med. Med #metoo har jeg bare også fået øje på dem, der siger det modsatte. At det ikke var min skyld. At jeg ikke skal skamme mig. At det aldrig var ok.
Og det væltede mig. Jeg blev ikke engang lettet. Det var, som om jeg var blevet så god til at leve med skammen, at jeg ikke kunne finde ud af at slippe den.
Men det er ikke min skyld. Det er ikke min skyld, at nogen tror, at et smil er en invitation til gramseri og sex. Og gu må man flirte, men jeg vil gerne lige fortælle dig, at hvis du kun kan flirte med hænderne, ved du ikke, hvad flirt er, og du skal stoppe. Nu! Hvis du brokker dig over, at man intet må længere, og du med det mener, at du burde have fri ret til andres krop, er du simpelthen et ækelt røvhul, og du skal stoppe. Nu! Og hvis du har brug for at kalde mig mandehader og betonfeminist, så er det noget, du selv må rode med — hvis det gør dig glad, lille klamme ven. Og du kan også glæde dig over, at det i så mange år lykkedes dig at få mig til at skamme mig over at være venlig, at smile, at miste interessen for nogen, der ellers lige havde regnet med alt muligt, at finde det voldsomt grænseoverskridende at blive gramset på, at blive ked af at få kommenteret størrelsen på mine bryster højlydt, at være en sippe.
Det lykkedes dig at få mig til at skamme mig over at være kvinde. Du kan være stolt, dit dumme svin.

Musik i maven

Jeg havde så meget kvalme, at jeg ikke kunne børste tænder. Jeg tændte for bruseren og stod ved siden af den, slukkede og tog mit tøj uden på min pyjamas. Jeg kunne ikke overskue at slippe varmen. Jeg var stoppet med at sige til mine forældre, at jeg havde ondt i maven. De var ikke onde, men det gav ikke mening for dem, at man kunne have ondt i maven hver dag. Min far lod engang, som om han ringede til lægen: ”Det er ikke farligt, hun kan sagtens tage i skole,” gentog han. Så jeg tog i skole og kastede op på min matematiklærers sko. Han trak mig af sted til den rigtige læge, som sagde, at jeg havde nervøs mave. Han gav hende et indforstået blik, og efter den dag hed min mavepine ”pjæksyge”. Det føltes stadig som mavepine. Ondt i hovedet, ondt i maven og kvalme. Det var åbenbart ikke ægte.
Med min pyjamas under mit tøj cyklede jeg i skole. Jeg forsøgte at cykle i skole. Det gik op ad bakke. Selvfølgeligt gjorde det det. Jeg kunne vælge to veje: Lystrupvej eller Sønderskovvej. Lystrupvej var stejl og træls. Sønderskovvej var fladere, men der var stisystemer og mulige børnelokkere. Hvis jeg ikke ville møde nogen, valgte jeg Sønderskovvej og cyklede op til det grønne område, jeg stoppede cyklen og forsøgte at se ud, som om jeg kom i tanke om, at jeg havde glemt noget vigtigt, jeg vendte om og kørte hjem til et tomt hus, hentede dynen ind i sofaen og sagde til mig selv, at det var ok. Når min mor kom hjem, fik jeg skæld-ud, men det gjorde ikke så meget, for jeg var sluppet for skole den dag.
Jeg kunne selvfølgeligt ikke blive hjemme fra skole hver dag, og langt de fleste dage cyklede jeg ad åbne Lystrupvej op til skolen. Jeg havde min varme pyjamas på under tøjet, og jeg vidste, at mavepinen ville forsvinde, når jeg cyklede ned ad bakken igen. Det gjorde den altid. Jeg fløj ned ad den bakke, jeg var frygtløs, jeg kiggede mig ikke tilbage, inden jeg tog det store sving ind til Lystruplund. Jeg lavede spaghetti i en alt for lille kasserolle, så det blev sammenklistrede bundter, jeg hældte ketchup på, jeg blandede saftevand i et ølglas med hank, og jeg satte mig ind til spisebordet, hvor min lille båndoptager havde stået fra dagen før. Båndet var spolet hen til den rigtige sted, så når jeg tændte for P3, kunne jeg begynde at optage med det samme. Jeg optog vist det meste, jeg var ikke så kræsen. På et bånd havde jeg ”You Can’t Hurry Love” med både The Supremes og Phil Collins, og jeg anede ikke, at den ene var et cover af den anden. Jeg troede, det var et pudsigt tilfælde. Det betød ikke noget. Det var den følelse, musikken gav mig i maven, der betød noget. Den opløste ”ondt i hovedet, ondt i maven og kvalme”-heden, og gav plads til bobler af ren lykke. I bøgerne, som jeg læste om natten, fordi mavepine gjorde det svært at sove, fandt jeg genkendelse, og det var også vigtigt. Men musikken fjernede det svære. Tænk at der var noget, der kunne det. Jeg blev ikke engang irriteret, når Kim Schumacher talte ind over sangene, for hans stemme blev en del af dem, når jeg lyttede til båndene. Jeg mimede med på sangenes tekster og på hans lynsætninger, og jeg var et sted, hvor jeg ikke behøvede at tænke på, hvem jeg var, hvad jeg ikke kunne og hvor grim jeg var. Jeg var det, jeg hørte, og jeg havde ikke brug for mere.