Kategoriarkiv: Boligforeningen

Boligforeningen #23

Ferien er forbi, og Statsministeren er tilbage på inspektionsrunderne.

Der skal være orden i sagerne i Boligforeningen. Han overser intet nedfaldet blad, som har forvildet sig ind en opgang. Han overser ikke slikpapiret på jorden. Han overser ikke cyklen, som er parkeret i en uhensigtsmæssig afstand af cykelstativerne.

Og folk er glade for at se ham. De kalder på ham på gaden: ”Statsminister, Statsminister, hvor er det godt at have dig tilbage.” Og han smiler og ler til dem.

De vinker ivrigt til ham fra vinduerne, og han vinker høfligt tilbage. De elsker deres Statsminister, og han holder af dem.

Men han holder ikke af alle. Han kender ikke de nye, og han ved ikke hvem de er. Han kender ikke deres værdier, og han ved ikke, om det er dem, som altid glemmer at lukke affaldsskakten. Han ved ikke, hvad de vil ham.

En ny boligforeningsbeboer tog dog chancen og sendte Statsministeren et stort smil. Et kort øjeblik så det ud, som om han gengældte hendes smil. Hun blev glad. Måske betød det, at hun langt om længe ville få repareret det ødelagte vindue i soveværelset.

Glæden var dog flygtig, for da hun kiggede på Statsministeren igen, var det tydeligt, at det ikke var et rigtigt smil. Han kiggede ikke engang på hende.

Han lignede en mand med svær forstoppelse.

Boligforeningen #22

Han flyttede ind i maj i lejligheden til venstre.

Han er en stor mand med muskler, der en dag blev gamle og bløde, fordi tiden gik.

Han er en mand med tatoveringer, der blev så trætte, at de uden modstand lod sig glide ned ad hans arme.

Han er en mand, der ser ud, som om hans rare bamseansigt blev fanget i frostvejr i et sjældent bistert øjeblik, og nu sidder det fast.

Han er en mand, som ikke taler. Han råber.

”Den der dør, den er lige til at sparke ind,” råbte han og pegede hånligt på den fine, gamle halvtredserdør. Det var første gang, vi mødte ham.

Senere observerede vi ham. Vi så ham bære store rør ind i lejligheden – og ud af lejligheden. Vi undrede os over, at han forsvandt i lange perioder. Arbejdede han på en boreplatform? Var han i fængsel – og på orlov de sjældne gange, vi så ham? Passede han sin syge mor?

Vi hørte ham igennem væggen. Han råbte i telefon.

”ER DU DØV ELLER HVA’?” Og alle de bandeord, der nogensinde er opfundet.

Nabo til venstre er en mystisk stor mand, som råber.

Men han er også en stor mand, der er set på parkeringspladsen med sin dyne og pude i favnen – som en lille bange dreng, der ikke havde lyst til at stå op og se verden i øjnene.

Boligforeningen #21

”OooooouuuuuuuoooooouuUuuUUuuh”

Lyden snoede sig langs boligblokken, kravlede ind i stuerne og fortalte om stor elendighed.

Det var lyden af stor smerte. Lyden af død. Langsom død.

”ÅååååaaaaaaaaauuuuuuUUUUuuH”

Det gør noget ved et menneske at være vidne til den slags. Indre dæmoner farer frem og minder om, at livet ikke er uendeligt, og at smerte kan ramme alle.

”Uuuuuuuåååååååååååååuuuuuuuuuuållwaysbeapartofmeoooouuuu”

Hov, vent…

”Dududuuuuoooååååååuuuuuu”

”KåsyoUuullållwaysbemybæææjbæææuuoooouuuu”

Elendighed kommer i mange former. Nogle gange er den formet som musiknabo, der tilsyneladende har besluttet sig for at skåne naboerne for sin tvivlsomme musiksmag og derfor er begyndt at bruge hovedtelefoner, når han lytter til Mariah Carey.

Til gengæld synger han med, som om hans liv afhang af det.

Boligforeningen #20

Agnes holder sig ellers ikke tilbage, når man møder hende. Faktisk er det blevet sådan, at man kan finde på at gemme sig bag et hjørne i opgangen, hvis man kan høre hendes stemme.

Det er ikke, fordi man ikke har lyst til at høre det lokale sladder. Men Agnes har problemer med hukommelsen – eller måske har hun ikke. Hun fortæller i hvert fald de samme historier igen og igen. Og de varer ALDRIG under et kvarter.

Det har derfor været nemt at konkludere, at Agnes altid har lyst til at sludre.

Men i den konklusion glemte man, at sladdermesteren skal have tid og ro til at skaffe sine historier.

Og historierne hang i luften den aften. Den ekstreme varme havde fået folk ud på altanerne, og altaner er bedragere på den måde, at folk føler, de kan gemme sig bag lejlighedens privathed samtidig med, at de er udenfor.

Denne aften havde en ung pige forladt en overfyldt stue for at bruge altanen til en privat telefonsamtale:

”Er du gået i seng? Nå. Ummm. Nå. Ok. Jamen, så vil jeg ikke forstyrre”

Skuffelsen og ydmygelsen var så omfattende, at den kravlede ind ad de mange åbne vinduer. Og på de andre altaner lagde den sig som et tykt lag af fremmede menneskers elendige liv. Men pigen var heldigvis ikke bevidst om det. Hun troede, hun var helt alene.

Den følelse må dog være forsvundet det øjeblik en venlig kvindestemme sagde:

”Nå, Agnes, er du kommet ud på altanen i aften?”

Det var tydeligt, at kvinden på altanen først lige var kommet til. Hun var ikke klar over, at vi lige havde været – og nogle af os ganske ufrivilligt – vidner til ødelagte forventninger hos et andet menneske.

Jeg troede egentlig ikke, Agnes kunne formulere sig så utydeligt. Måske var det slet ikke et ord, hun sagde. Måske var det bare en lyd, der skulle tilsløre, at hun mest af alt havde lyst til at vrisse: ”Schysh! Jeg lytter!”

Det var en dyb halslyd. ”Brreh”. Sådan lød det fra min plads i min seng, hvor jeg – ganske ufrivilligt – var vidne til det hele.

Det var lyden af sladdermesteren, der blev forstyrret i et vigtigt stykke lyttearbejde.

Boligforeningen #19

Hans navn er ”Den Ærmeløse”.

I virkeligheden er der to af dem: Ældre mænd med bare arme i dunveste. Og med maver så store, at de passerer én, længe inden man ser personerne bag.

De ligner hinanden, de to. Måske er de brødre. Måske er de kærester. Måske er de venner, der har kendt hinanden så længe, at kloningen har sat ind. Det er i hvert fald umuligt at kende forskel på dem – også når man ser dem hver for sig – så er det nemmest at give dem fællesbetegnelsen: Den Ærmeløse.

Den Ærmeløse kan ikke lide ærmer, og derfor er han den perfekte vejrudsigt. For når der er korte ærmer under dunvesten ved man, at man skal tage en jakke på.

Forleden havde han lange ærmer på. Den dag gik vi slet ikke ud.

Boligforeningen #18

Det er et pudsigt tilfælde.

Når statsministeren går hjem, kommer hundene frem. De må egentlig ikke være her, men efter klokken 16 kan man både se og høre dem.

Den muskuløse hvalp med det brede ansigt springer glad og snorfrit rundt om forbipasserende, mens dens unge ejere forsøger at styre den.

”Du er bange for en lille hvalp,” siger en dreng hånligt til en lille pige.

”Jamen, når de siger ”bid!”, bider den,” svarer den lille pige. ”Den bed min lillebror i foden.”

Statsministeren og hans assistenter holder græsplænen pæn og området rent. Men efter klokken 16 bliver hele området forvandlet til en skraldespand. Statsministerens fritid fejres med konfetti af tomme chipsposer og pizzabakker.

Den lille skødehund fra naboopgangen vil også være med og sætter sit brune punktum ved siden af bænkene. Og den lille gave får lov til at blive liggende, for vi er alene hjemme i Boligforeningen, og nu giver vi den gas.

Klokken er ikke meget mere end syv om morgenen, da vi kan høre statsministeren og hans assistenter. Vi kigger ud, og græsarealet ligner et udstillingsområde – aldrig betrådt af mennesker.

Statsministeren er tilbage, og der er orden i sagerne igen.

Men kom forbi efter klokken 16. Så er der fest.

Boligforeningen #16

Det var en af de varme aftener, hvor alt kunne ske i boligforeningen.

Hundene gøede fra altanerne, og drengene drillede dem nede fra gården. ”Vuf vuf vuf,” hvinede de små hunde. ”VOV VOV,” råbte drengene, mens de havde de hurtige fødder klar på løbehjulene, så de kunne stikke af, hvis ejerne ville hjælpe deres hunde.

Men der var helt stille fra lejligheden bag hundealtanen. Og tavsheden fik den høje gøen til at hænge i luften som en hånlig skråtopfinger til ingen-kæledyr-reglen.

På den anden side af huset informerede overboens søn hele boligforeningen om, at hans mor var en fucking luder.

De store drenge på bænkene råbte højere og højere. På et sprog jeg ikke forstod. De kommunikerede med nogen længere oppe i huset, og deres høje stemmer smældede som lussinger i luften.

Det blev senere, og de blev ved. Solen gik snart ned, og jeg håbede, den ville tage dramaet med sig. Brølene derude blev højere, og nu måtte jeg se, hvad der skete. Rundrygget krabbede jeg mig hen til vinduet, hvor jeg lod det ene øje kigge op over vindueskarmen.

Jeg kunne se dem nu. Dem og det voldsomme drama.

Som viste sig at være en flok glade, sommerkåde drenge, der slog vejrmøller på græsplænen.

Boligforeningen #15

Han nåede det lige inden lukketid, og da jagttrofæet lå og klirrede i posen, havde han travlt med at komme hjem igen. Hans zig-zaggende skridt fyldte hele fortovet – som en mand, der ikke havde meget respekt for kantsten.

Han havde cowboybukser på. Af den slags, som bare får et ekstra opsmøg, når benlængden ikke længere kan følge med taljemålet. Lædervesten var fyldt med blanke emblemer, og med den store cowboyhat over det skægfyldte ansigt lignede han en vagabond, der havde mistet sin landevej.

Nu fulgte fortovet ham hjem til lejligheden, hvor de billige øl fra røvdamens supermarked måske kunne få boligforeningen til at lugte lidt af frihed.

Boligforeningen #14

Agnes stod i opgangen, og hun ville gerne snakke:

”Uh, det er dig, der er flyttet ind i stuen. Ja, det var jo min veninde, der boede der før. Hun døde af kræft. Er lejligheden sat i stand? Ja, for Børge røg jo så meget, og han ville ikke have, der blev gjort noget ved lejligheden. Det var Grethe så ked af. Men det var Børge, der bestemte. Han var så’n lidt mandschauvinistisk, men så en dag havde Grethe sagt til ham, at nu gik hun altså op til mig og fik en kop kaffe. Jamen, jeg var helt overrasket, men jeg sagde ”godt sagt”. Børge ville jo ikke have lavet noget i lejligheden. Til sidst måtte hjemmehjælpen ikke engang gøre rent for dem mere. Så måtte jeg jo hjælpe, men jeg har KOL, og jeg kunne slet ikke få vejret. Børge røg meget pibe. Grethe var så ked af, at der ikke måtte blive lavet noget i lejligheden, men det var Børge, der bestemte. Og når man ikke måtte få blank maling, så skulle der bare ikke laves noget.”