Kategoriarkiv: Boligforeningen

Boligforeningen #13

Som et forsøg på at overgå solens ivrige stråler, vælter en helt speciel form for sommerregn ned over boligforeningen. Det er en tung regn, som fremkaldes ved hjælp af store mængder larm.

Det er overboens 580 børn, der sparer turen op på første sal. I stedet står de neden for vinduerne og kalder med plag og klynk i stemmerne. På den måde råber de store mængder mad og legerekvisitter ned i løbet af en dag.

Jeg studerer fænomenet med stor fascination. Jeg hører overbo-mor råbe multi-ordrer, der følges ned med dagens madpakke. Jeg ser, hvordan hun med stor præcision rammer børnenes udstrakte arme, så sagerne ikke forsvinder ned i det tætte buskads foran mine vinduer. Jeg konkluderer, at sådan har de altid gjort, og det virker fint for dem.

Henne på bænken kigger bajerfolket med. Den tunge diverse-regn rammer ikke dem, og larmen ser ikke ud til at genere dem. De sidder der på bænken i længere tid, end de plejer, mens de smilende nyder solen og den netop indkøbte øl nede fra røvdamens supermarked. Og når de går, rydder de altid op efter sig.

Jeg håber, overbo-børnene ser og lærer.

Boligforeningen #12

Der sidder en mand ude på bænken. Han sidder der tit på dette tidspunkt. Bøjet ind over bordet med musik i ørerne.

Min hjerne laver mange historier om, hvorfor han sidder derude.

Han trives ikke mellem væggene i lejligheden i opgangen ved siden af. Konen ordner koneting, og han er ikke velkommen imens. Han er ensom og håber, der kommer nogen forbi, han kan sludre med.

Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke engang, om han har en kone. Men jeg ved, at mens han sidder derude med små hvide musikdutter i ørerne, er der ikke nogen, der spiller Shania Twain i lejligheden ved siden af.

Boligforeningen #10

Væggene er tynde. Naboen til højre spiller meget højt. Dette er hans playliste:

  • God Is a DJ
  • God Is a DJ
  • Noget med Backstreet Boys
  • God Is a DJ
  • God Is a DJ
  • Noget med Shania Twain
  • Mere med Shania Twain
  • God Is a DJ
  • God Is a DJ
  • God Is a DJ
  • God Is a DJ
  • Halvdelen af noget med Backstreet Boys
  • Alt Shania Twain nogensinde har lavet
  • God Is a DJ
  • God Is a DJ

Boligforeningen #9

Vi sad på bænken udenfor det højeste hus. Den ældre dame drejede om hjørnet, og som en kamikazepilot styrede hun direkte mod os. Hendes stikkende øjne slap os ikke på noget tidspunkt.

Vi lænede os frem i ”hvad du end vil os, skal vi nok være imødekommende”-stillingen, men da hun var lige foran os – så tæt på, at de lange stive hår over den tandløse mund ikke var til at undgå at få øje på, lavede hun en kvart piruet og forsvandt langs med husets mur og videre ind ad en dør. Hun var væk.

Vi lænede os tilbage på bænken og tørrede de forundrede udtryk af vores ansigter. Men det var spild af kræfter, for ganske få sekunder senere hørte vi rumsteren ved døren lige ved siden af os. Og ud kom damen igen. Mange meter fra den dør, hun lige var forsvundet ind igennem.

Hun gik forbi os uden at kigge på os, inden hun forsvandt langs med husets mur og videre ind ad den samme dør som tidligere. Denne gang kom hun ikke tilbage.

Måske lærer vi også det hemmelige dørtrick en dag, så vi kan vise nye beboere, hvem der er boss i boligforeningen.

Boligforeningen #8

Jeg mødte to gamle mænd i opgangen, da jeg kom hjem. Jeg ved godt, det er pænere at kalde dem ”ældre”, men det var ikke dækkende nok i dette tilfælde.

Den ene af dem var iført stråhat og hyggelig cardigan, og han lænede sig op ad sin rollator, som var det bardisken på den bar, hvor der var timeglasformede kvinder i fristende tynde stockings og mænd med fedtsving i håret.

Den anden af dem var iført beige fra top til tå – vindjakke og pæne bukser med pressefolder. Han smilede stort til mig. Det gjorde de begge, mens de fortsatte deres samtale om, hvem af dem, der havde mest ret til første tur i den lille elevator:

”Kør du bare først op”

”Neeej, jeg synes, du skal køre op først”

”Neeeej, jeg skal alligevel lige kigge i postkassen”

”Nå, men så tager jeg den,” sagde manden med rollatoren og bevægede sig langsomt hen mod elevatoren:

”Vi er jo heller ikke 91 længere”

Boligforeningen #7

Statsministerens assistent var her for at aflæse el-måleren. Vi spurgte ham, om vi snart fik navn på postkassen.

”Det får I, når jæ får beskee fra hojedkontoret”

”Joo, men vi afleverede jo en seddel til formålet for længe siden…?”

”I får navn på døren, når jæ får beskee fra hojedkontoret”.

Assistentens sammensnørede lille mund skjulte helt, at han manglede sine fortænder i overmunden.

Vi vidste, at det ikke nyttede noget. Vi måtte bare vente og håbe.

Efter en uge – måske mere, fik vi endelig navn på postkassen. Men de havde amputeret mit navn og stavet stumpen forkert.

Vi har besluttet, at vi ikke beder dem om at rette det. Det er vist nemmere, at jeg officielt ændrer mit navn til det, statsministeren og assistenten har besluttet, jeg hedder.

Boligforeningen #6

Tiderne ændrer sig også i boligforeningen.

Her i ejendommen har vi de meget gamle, som måske har boet her, siden huset blev bygget i 50’erne.

Vi har de unge studerende, som med et bolignummer har mulighed for at bo i egen lejlighed.

Vi har de yngre, veluddannede familier, som har set fidusen i stor billig lejelejlighed fremfor at sætte sig i gæld som boligejere.

Og så er der hver fjerde’ne.

Det er ikke mig, men mine fordomme, der udpeger dem: Typerne, der ikke ligner nogen, der engang var fornuftige nok til at skrive sig op til boligforeningen.

Kommunen har rådighed over hver fjerde almene bolig, der bliver ledig, og de går til folk, der har akut brug for et sted at bo. Nogle af dem er dig-og-mig-folk, der er havnet i en træls situation. Dem har mine fordomme en smule svært ved at udpege. Men de andre: Dem, der sidder derude på bænken og drikker en bette eftermiddagsbajer, røvdamen, familien med de 580 (ekstremt larmende) børn… Det er dem, jeg (men mest mine ustyrlige fordomme) kalder ”hver fjerde’ne”.

Der er så mange forskellige mennesker her – med ressourcer fra hver sin ende af skalaen. Boligforeninger er ikke længere kun for dem, der ikke har andre muligheder. Det kan sagtens være et bevidst og fornuftigt valg.

Tiderne er bedre i boligforeningen.

Boligforeningen #5

Det er endelig blevet forår i boligforeningen. Bladene pibler frem på træerne, og drankerne drysser ned på bænkene uden for vinduerne.

I dag holder de vist idrætsdag. En midaldrende kvinde iført joggingbukser og mavekort t-shirt løb lige ruten langs med ejendommens solside.

”Kom så! Kom så! Jaaaa, det er flot,” heppede hun til sin løbemakker. ”Dyyygtig,” tilføjede hun, da de var i mål, og vennerne – dem der passede på ølposerne – klappede og hujede.

Jeg blev nødt til at rejse mig for at se, hvem det var, der var sådan en imponerende løber.

Det var deres kamphund. Den hedder garanteret Django. Dyyygtig Django!

Boligforeningen #4

Der er to supermarkeder lige her, hvor vi bor. Det ene er det gode sted, hvor vi foretrækker at handle. Det andet er det sted, hvor hende, der har bukserne hængende så lavt på røven, at man kan kigge lige ned i hendes underbukser, sidder uden for og nyder sin morgenøl.