Kategoriarkiv: Det var i Luton

Det var i Luton

Det var to af de gammeldags kufferter uden hjul. Den ene var den beige, som jeg næsten lige havde haft med på fuldeferie til Rimini med mine veninder. Den anden var okseblodsfarvet og fra 70’erne. Den lånte jeg af min venindes far, da der pludselig ikke kunne være mere i den beige. Det var alt, der skulle med. Alt mit tøj. Alle mine sko. Alt mit undertøj. Vintertøj og sommertøj, for jeg vidste ikke helt, hvornår jeg kom hjem igen.
Jeg havde aldrig fløjet alene. Jeg havde slet ikke fløjet ret meget, så jeg var nervøs for turen. Tirstrup og flyet var okay. Men Heathrow var stor og uoverskuelig og truede med at æde mig og mine to kufferter. Jeg havde en skubbende hånd af adrenalin i ryggen, da jeg løb igennem lufthavnen. Jeg skulle væk fra noget, og jeg skulle hen til noget, og det skulle gå stærkt, men jeg havde i virkeligheden slet ikke travlt. Altså ikke efter mit rejseskema. Det var mig, min umodenhed, min uselvstændighed, min hjælpeløshed, min angst for at fortryde, der fik mig til at løbe med en stor kuffert i hver hånd, en beige og en okseblodsfarvet. Og med jakken, der var faldet af mine skuldre, og som nu hang som en lav lændepukkel bag mig. Jeg skulle finde bussen, jeg skulle finde bussen, jeg skulle finde bussen. Og det skulle være den rigtige bus, den rigtige bus, den rigtige bus, ikke den forkerte bus, for så ville verden gå under.
”Are you going to Luton”, spurgte jeg på skoleengelsk og med indadvendt stemme chaufføren i den bus, der stod Luton på med store bogstaver. Og så sad jeg der langt om længe og så England, der gled forbi udenfor. Jeg kiggede, og England gled forbi mig og hen til mig og ind under huden på mig.

————————————————————————————

Historien om min tid i England er navlepillende og fyldt med huller, fordi det er 1000 år siden, og jeg kan ærligt talt ikke huske ret meget. Men det er det, jeg forsøger, når jeg skriver den. At huske. Den er skrevet på hælde-ud-af-hjernen-måden, den er uredigeret, og den er med stor sandsynlighed helt ligegyldig for alle andre end mig selv. Men nu ligger den der i dokumentet (det meste af den i hvert fald), og så bliver det bare sådan, at det er de afsnit, jeg deler, når jeg ikke har andet at sige.