Kategoriarkiv: Fiktion

En god nabo

Sofie var blevet glad for kagen, men det var da slet ikke noget særligt. Når man havde for meget af noget godt, var det helt naturligt at dele med andre. Desuden havde Sofie jo selv inviteret hende ind til kaffe dagen før. Noget for noget.
Hun burde nok ikke være så sød ved Sofie, men hun syntes alligevel, at hun skulle have lidt godt i maven, når de hentede hende. Hun skulle ikke selv nyde noget, for kvalmen havde været overvældende, siden hun ringede til dem.
På en måde ville hun ønske, at hun ikke havde set det forfærdelige, Sofie gemte i sit entréskab. Så kunne de have fortsat med at være naboer, der inviterede hinanden på kaffe og kage. Der var jo ikke så mange tilbage at tale med. Men nu havde hun gjort det, og hun vidste, at hun havde udført sin borgerpligt. Det var sådan, det skulle være.
Hun havde selv stemt på Chefministeren, da der var valg. Han havde sagt så mange gode ting om at rydde op og om at tage sig af sine egne. Væk med de kriminelle, de arbejdssky og de uordentlige. Frem med ordentligheden. Hvem kunne ikke være enig i det?

Først havde han fjernet de kriminelle. Alle, der havde så meget som en fartbøde, blev hentet af mændene i de mørke biler. Det var lidt sært, at bekendte bare forsvandt på den måde, men kriminalitet må jo have konsekvenser. Senere hentede mændene de arbejdsløse, og hun havde stået halvt gemt bag gardinet og set dem føre Erna og Mogens ud i bilerne. De havde været naboer og venner i 30 år, men Chefministeren lovede, at man ville tage sig godt af dem i afdovenhedslejrene. Der ville både være et dagligt måltid og rigeligt at tage fat i. Hun kunne godt se, at det var det bedste for både Erna og Mogens, der havde været arbejdsløse, siden den sidste fabrik i byen lukkede. Med tiden hentede de også de syge, dem med stritører og dem med store næser, og Chefministeren var altid flink til at forklare, hvorfor det var nødvendigt. Det havde hjulpet hende til at forstå det, da de hentede hendes søn, Jens, fordi han var platfodet. Han skulle sendes til en spændende lejr, der var specielt indrettet til folk som ham. Det ville blive godt. Det var hun helt sikker på. Savnet måtte hun bare lære at leve med. Senere, da de hentede hendes datter, havde det været lidt mere svært for hende at acceptere det. Hun havde altid været så glad for Gittes blonde hår, og nu sagde Chefministeren, at blond hår var en trussel mod landet. Det var det samme med mørkt hår. Det var kun dem med kommunefarvet hår, der slap for at blive hentet af mændene i de mørke biler.
Med tiden havde hun accepteret det, og hun var så taknemmelig, da Chefministeren benådede hende. Tænk, at han tilgav sådan en som hende, der havde født to så forkerte børn.

Nu var der ikke mere kriminalitet. Der var ikke mere arbejdsløshed. Og der var ikke flere forkerte mennesker, der skræmte og forstyrrede, når man bare forsøgte at leve sit liv så stille og roligt som muligt. Men da hun havde fået indtryk af, at verden var blevet helt ren og perfekt, holdt Chefministeren endnu en af sine flotte taler på Chefministerkanalen. Han havde fundet ud af, at mennesker, der ejede gule sko, var en samfundstrussel. Nogle forskere havde protesteret, men dem havde de heldigvis fået indfanget i en fart, så de kunne sendes til afforskningslejrene. Chefministeren roste folket for dets lydighed og sagde, at han ikke havde lyst til at straffe nogen. Men det kunne han desværre blive nødt til, hvis man ikke angav ejere af gule sko. Det handlede om landets sikkerhed.

Og det var landets sikkerhed, hun havde tænkt på, da hun i smug kom til at åbne skabet i Sofies entré. Dernede i bunden stod et par gule sko. Det var sådan nogle stofsko med hvide snørebånd. Der var slet ingen tvivl om, at det var et par meget farlige sko. Det kunne hun mærke på den kvalme hun fik, da hun fik øje på dem. Sofie var ellers så sød, men hun havde lært af Chefministeren, at folk ikke altid var onde med vilje. Det gjorde dem dog ikke mindre farlige, og det bedste for alle var at sende dem til en passende lejr.
Så nu sad hun her og ventede på mændene i de mørke biler. Når de havde hentet Sofie, ville hun bage en ny kage, for hun skulle jo spise noget, og det var altid vigtigt at være god ved sig selv.

Charlotte og værdierne

Dette er en fiktiv historie om en kvinde, jeg valgte at kalde Charlotte. Jeg kendte nemlig engang en Charlotte, som havde sådan en vrængende tone, når hun talte til folk. Hun sagde mange grimme ting, og det så ofte ud, som om hun havde slem forstoppelse imens.
Med navnet på plads kunne jeg fortsætte med at skrive, at Charlotte var på vej på en blind date. Hun kunne godt lide at kaste sig ud i den slags og så nok sig selv som lidt af en eventyrer. ”En frisk pige” ville hun selv sige. Hun ville også selv sige, at hun var “en flot pige” og “en rigtig kvinde”, og hun fattede ikke de kedelige koner, der ikke gad at gøre sig smukke for deres stakkels mænd. Charlotte kastede et sidste blik i spejlet, inden hun tog af sted. Og hun var tilfreds, for hun havde tydeligvis noget at byde på.
På en café i hendes del af byen mødte hun manden, hun skulle på date med. Han havde fløjlsbukser på og sad med benene over kors. Hun vidste med det samme, at hun ikke skulle noget med ham, men hun ville gerne have gratis kaffe. Hun bestilte også kage.
Tjeneren var ikke nået mere end et par skridt væk fra bordet, inden Charlotte sagde:
”Så du hende? Hvad sker der for det der klamme korte hår? Jeg fatter bare ikke piger, der vælger at se sådan ud.” Hun lo højt, men han var stille. Da hun havde grinet færdig, og det tog lidt tid, sagde han:
”Hvad er dine værdier, Charlotte?”
Hun var glad for netop det spørgsmål, for hun gik meget op i værdier. Gode værdier var vigtige for hende.
”Jeg hader i hvert fald vegetarer. Hvis man ikke kan spise et par gode frikadeller, er man en ulækker hippielort,” sagde hun.
Så kød betyder meget for dig?
”Øh, ja! Jeg hader forresten også feminister. Hvorfor skaber de sig sådan over, at de skal gøre rent og tage opvasken? Det har kvinder da aldrig taget skade af.”
Han var stille, helt stille, men det passede Charlotte fint, for hun havde mange flere værdier, hun ville fortælle om:
”Jeg hader akademikere, der bruger mine penge på at tage en lang uddannelse, som alligevel ikke kan bruges til noget.”
”Jeg er akademiker,” sagde han.
”Nå, men så kan man jo næsten sige, at jeg selv betaler min kaffe og kage,” svarede hun.
Han blev stille igen.
”Jeg hader syge mennesker, for de vil bare have opmærksomhed og medlidenhed. De skal sgu bare tage sig sammen. Og jeg hader de der damer med tørklæder. Ja, det er ikke, fordi jeg er racist, men hvorfor skal de gå rundt i mit land og se mærkelige ud? Det er ikke naturligt.”
Charlotte lagde mærke til, at en del af de andre cafégæster stirrede på hende.
”Jeg hader alle taberne her på cafeen, fordi de bare sidder og hænger, når de burde arbejde. Dovne svin.”
Så fik hun også lige sat dem på plads. Det føltes godt.
”Men hvad med dine værdier, Charlotte? Hvad kan du lide? Hvem vil du være? Hvad betyder noget for dig?” Han lød træt, men det var nok på grund af al den tid, han havde tilbragt på et kedeligt universitet.
”Er du dum eller hvad? Det har jeg jo lige fortalt dig,” svarede Charlotte. Hun var ærligt talt lidt sur nu, for hvis der var noget, man ikke kunne sætte spørgsmålstegn ved, så var det hendes værdier. De havde altid været gode og ordentlige.
Han forsøgte igen.
”Hvad kan du lide?”
”Ja, i hvert fald ikke dig.”
Så gik Charlotte hjem, og hun tog sine gode danske værdier med sig. Så kunne han få lov til at beholde regningen.