Kategoriarkiv: Folk

De udødeliges arrogance

Vejene er fyldt med mennesker, der dyrker troen på deres egen udødelighed. Bilister, som overhaler i blinde, fordi deres travlhed er vigtigere end noget andet i verden. Cyklister, der ikke kan kende forskel på bilist-, fodgænger- og cyklistregler. Fodgængere, som vader ud på vejen med snuden dybt begravet i telefonen. Og jeg tænker, at det er disse udødelighedstroende, der heller aldrig bliver arbejdsløse eller syge. Det sker simpelthen ikke for dem. For dem er det et aktivt fravalg ligesom døden og den slags besværligheder.

Der hænger en ubehagelig stemning i luften. En uvejrstung fordømmelse af andre menneskers uheld. De arbejdsløse gider jo i virkeligheden slet ikke at arbejde, og de syge skal bare tage sig sammen. Arbejdsløshed og sygdom er valg, og hvis man ikke kan lide det, kan man bare tage sig sammen og vælge noget andet.

Jeg har ikke opgivet håbet om at slippe for kommunen og sørge for mig selv. Den tanke hænger hele tiden foran mig som en gulerod. Men sandheden, som jeg hele tiden forsøger at skubbe om i baghovedet, er, at det ikke er noget, jeg selv bestemmer. ”Jo, jo, det er dig, der bestemmer over din sygdom. Den bestemmer ikke over dig.” Og de er da nuttede i al deres positivitet, de udødelighedstroende. Men sådan fungerer virkeligheden bare ikke altid.
Du kan ikke helgardere dig mod sygdom. Og du kan ikke helgardere dig mod arbejdsløshed. ”Jo, jeg er nemlig sådan en type, som …” Som hvad? Aldrig giver op? Den slags typer kender jeg en del af, og de kæmper for det. De søger job i alle retninger og alle brancher, og de er enten underkvalificerede, overkvalificerede eller også var der en anden med noget tilskud eller en virksomhedspraktiktitel i ryggen, som tog jobbet.
De søger og kæmper, og en dag sidder de alligevel der på kontanthjælp, mens folk peger og håner og siger, at det handler om, at de ikke prøver hårdt nok.

Vi skal ikke leve et liv, hvor vi konstant tænker på det værste, der kan ske. Men vi bør leve et liv, hvor vi betragter dem, der blev udsat for det værste, som medmennesker. Mennesker! Ikke nassere, dovne, hypokondere, men helt almindelige mennesker, der blev ramt af sort uheld. Mennesker, som visner indeni, når de ikke bruger deres evner, deres hjerne, deres hænder, deres uddannelse.

Så ja, du kører da tit over for rødt, uden der sker noget. Sådan er det jo for jer udødelighedstroende. Men for os andre, som så bliver nødt til at løbe for livet, har du en slående lighed med et stort, slapt røvhul.

Stop så med at forveksle alder med usynlighed

Hver gang vi taler om Madonna, kravler mit blodtryk langt op og hamrer mig hårdt i hjernen. Der er simpelthen alt for meget snak om, hvad hun bør og ikke bør gøre i ”hendes alder”. Og alt for lidt snak om, hvordan hun har været relevant, siden jeg voksede fra børnesange i 80’erne.
”Men hun klæder sig som …”
Som hvad? Som Madonna altid har gjort?
”Men man bør blive gammel med værdighed og alt det der.”

Jeg har mødt mange (kvinder), der har sagt, at når man bliver ældre, skal man klippe sit hår af. Langt hår er ikke for gamle damer. Jeg kendte endda en, der mente, at grænsen gik ved 30 år — for det værste, man kunne være, var en ældre kvinde, der forsøgte at se yngre ud.
Jamen, jeg får lyst til at få hår til anklerne af irritation.
Hvorfor er udgangspunktet altid, at man stræber efter ungdom? Hvorfor kan udgangspunktet ikke bare være, at man bedst kan lide at have langt hår? Eller kort hår? Eller intet hår? Og at det er ok?

Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at når man når en bestemt alder, forventes det, at man begynder at køre sig selv i stilling til usynlighed. Til praktisk ligegyldighed. Til et sted, hvor man ikke kan være smuk, men man kan da holde sig godt for sin alder. Et sted, hvor man ikke kan være skarp, men man kan da være ved sine fulde fem.

Da jeg gik i skole, var alle mine lærere oldinge. Også dem på 25. Men efterhånden som jeg selv bliver ældre, rykker alderdommen længere og længere væk. Min 70-årige far er for eksempel ikke gammel. Ikke engang tæt på. Han er ikke “aktiv for sin alder”. Han er en intelligent mand, der lever et liv.
Da jeg var meget ung, var “de gamles” usynlighed så altoverskyggende, at jeg slet ikke kunne se det på den måde. Omgivelserne viste mig altid noget andet. En livstatoveret, gråhåret kvinde i et rum var der ikke nogen, der tog sig af. Det var ingen, der bad om hendes mening. Hun kunne være sød, nærmest nuttet, men aldrig klog. Ikke engang for sin alder.

Hvad giver os ret til at tale ned til og om mennesker, der har levet meget mere liv, end vi selv har?

Og hvem bestemmer, hvad ”ældes med værdighed” er? Hvis det er mig, synes jeg, det er noget med at være den, man har lyst til at være, til den dag man dør. Sådan har jeg tænkt mig at leve. Andre menneskers manglende respekt for det valg kan jeg nok desværre ikke stille så meget op imod.

Nå, men der er nyt fra Madonna. Husk lige, at man godt kan have en mening om hendes musik uden at forholde sig til hendes alder.

Vi har ret til at danse, som det passer os

Det er mange år siden, engang i 80’erne. Jeg skulle til fødselsdag hos en af pigerne fra klassen. C.
C var ikke et rart barn, for hun havde tydeligvis dedikeret en del af sit liv til at sørge for, at jeg havde det forfærdeligt med skolen og med mig selv. Hun og veninden, S, fortalte mig dagligt, at jeg var grim. At jeg lugtede. At jeg var dum. Og det var skideskægt, for jeg fik altid sådan en underholdende rød farve i ansigtet, mens jeg forsøgte at opretholde stoltheden ved at grine sammen med dem. Ja, ja, jeg kunne da godt selv se, hvor kikset jeg var. Hahaha.

”Vis tænder,” sagde de. Jeg lukkede munden op. Hvad mon de mente? Gjorde jeg det rigtigt?
”Nej! Sådan her.” S stak fingrene ind i sin mund og underviste mig grundigt i, hvordan jeg skulle trække ud i læberne, så de kunne se alle mine tænder. Og jeg fik brug for den undervisning, for jeg blev bedt om at vise tænder dagligt i en lang periode. C og S var godt underholdt, og hvis jeg sagde stop, blev jeg hånet og truet med tæsk, så jeg blev ved.

Men nu skulle jeg til fødselsdagsfest hos C, og jeg ville vise hende, hvor sød og rigtig jeg kunne være. Min mor klippede en rose fra busken i haven, og vi pakkede den ind i sølvpapir med en femkrone i bunden. Jeg brugte lang tid på at vælge tøj. Meget af tøjet i mit skab havde jeg arvet fra min kusine, som var et par år ældre end mig. Jeg så op til hende, og jeg elskede det arvetøj.
Jeg valgte en stram rullekravebluse. Brun med smalle striber i forskellige farver. Og de perfekte brune bukser, der passede til. Den brune farve var næsten bronzeagtig. Jeg følte mig så heldig, fordi jeg havde de bukser. De var smalle foroven og brede forneden. De var perfekte.
Jeg havde det godt med mig selv den dag. Jeg havde gjort mig så meget umage, og det ville betale sig. Det vidste jeg bare.

Jeg var rank, stolt og spændt, da jeg med rosen i hånden gik ned til parcelhuskvarteret, hvor C boede. Og jeg gik direkte ind i en hånende pegefinger, som tilhørte S.
Mit tøj var til grin. ”Hahaha, hvor ser du lad ud. Vis tænder!” C sagde til hende, hun skulle stoppe. ”Lad nu være,” sagde hun.
Endelig var der en af dem, der forstod. Nu blev det bedre.

”Mine forældre kan høre dig,” sagde C til S. ”Vis tænder,” sagde C og S omme på den side af hækken, hvor forældrene ikke kunne høre noget.

Har du prøvet det? At være stolt af dig selv? At gøre dit bedste? At forsøge at få nogen til at kunne lide dig? Har du prøvet det og gået lidt i stykker af det, fordi du blev mødt med hån?

Har du prøvet at have det sjovt? At være glad? At føle dig godt tilpas? At være dig selv? Har du prøvet det og gået i stykker, fordi nogen sagde, at det havde du ikke ret til?

Har du prøvet, at du gjorde alt for at glemme det? At komme videre? Har du prøvet det og gået i stykker, fordi dem, der mente, du var forkert, havde gjort det til en form for syg mission at ydmyge dig så længe som overhovedet muligt?

Da jeg var en forkert, kronisk rødhovedet lille pige, kunne de bruge ord og sladder til at forlænge mine ydmygelser. Det var slemt nok. Men hvis jeg havde været den pige nu, havde der været et telefonkamera i alle hænder, facebook, youtube og resten af internettet til at præsentere al min forkerthed og alle mine ydmygelser for hele verden. Der ville ikke bare være et klasselokale, der klappede, når jeg blev gjort til grin. Der ville være alle kommentarfelter i hele verden, der kunne klappe og bidrage til min ikkeeksisterende følelse af at have lov til at være mig selv.

Hvad siger du til dine børn? Siger du, at de skal turde være sig selv på trods af de altid tilstedeværende telefonkameraer?

Eller ser de dig grine af billeder på internettet? En fuld mand med bukserne hængende om anklerne. Drukket så langt ud, at han ikke selv kan sige fra. Hahaha, det er fandme skægt.
Hører de dig sige, at det er de unge pigers egen skyld, at der er alt for private billeder af dem overalt på internettet? Siger du, at de bare skulle have tænkt sig bedre om?
Gør du nar af en mand, der er filmet af fremmede, mens han danser, fordi en mand som ham i dine øjne ikke har ret til at danse? Gør du det?

Ja? Så lad mig fortælle dig, at jeg har fået nok af din kynisme. Jeg har fået nok af, at vi er så distancerede fra ordentlighed, at vi uden videre filmer, fotograferer og deler mennesker, der i vores øjne er til grin og forkerte. Mobningen var slem nok i klasselokalet, og det skærer mit hjerte i stykker, at vi uden videre slæber den ud i hele verden på denne måde.
Vil vi have en verden, hvor vi alle bevæger os rundt som ensartede, stive robotter, fordi vi er så bange for at blive hængt ud? Eller vil vi have en verden, hvor man kan være sig selv, og hvor Sean kan danse hvor og hvornår det passer ham, uden en flok idioter føler, de har ret til at gøre ham til et verdensomspændende mobbeoffer?

Peg nu kameraet indad!

Der-sker-ikke-noget-manden

Køen i Netto var ikke lang, men kurvene var fyldte, og det gik langsomt. Manden forrest i køen var gået i stå. Båndet var fyldt med de varer, han havde lagt op. Bag kassen stod en meget ung mand med blussende kinder og forsøgte at stirre en reaktion ud af manden. Det virkede ikke. ”Kan du ikke betale,” spurgte han. Men manden løftede hånden op i nejnej-position og satte sig på pakkehylden med ryggen til alt. Så stod vi der. Kassedrengen stod mest. Helt oppe på tæerne, mens han forsøgte at finde ud af, om manden havde tænkt sig at betale for den store bunke varer på båndet.
Det var en kort kø med søde, tålmodige mennesker. Men vi var alle afventende. Manden havde ikke fået et pludseligt ildebefindende. Det så vi, inden vi nåede at kaste ham ned i aflåst sideleje. Han fulde- eller medicinsnøvlede ikke. Han sagde: ”Det er okay. Der sker ikke noget.”
”Men kan du betale for dine varer,” spurgte kassedrengen med ild i kinderne.
”Det er okay. Der sker ikke noget.”
”Kan du ikke betale?”
”Der sker ikke noget.”
”Kan du betale?”
”Jeg skal ikke have det der”. Manden pegede på varerne, som om de var placeret der for at genere ham.
Kassedrengen begyndte tålmodigt at køre varerne retur. Der var mange.
”Jeg spiser lige dem her, ” sagde manden og løftede en pose radisser op.
”Det kan jeg desværre ikke tillade, hvis du ikke betaler,” sagde kassedrengen.
”Det er okay. Der sker ikke noget. Jeg drikker lige en kop kaffe. Så går jeg ud og ryger en smøg. Så går jeg hjem. Det er okay. Der sker ikke noget.”
”Det må I undskylde,” sagde kassedrengen.
”Det gør ikke noget, ” svarede køen
”Jeg har posttraumatisk stress, ” sagde manden. ”Det var Afghanistan og det der”. Han fangede mit blik og slap det ikke. Jeg smilede. Han smilede lidt.
”Vi bombede en landsby. De fattede ikke en skid af, hvad der skete.”
Der blev ro i køen, da manden fik travlt med at byde nye kunder velkommen. Der var også unge kvinder, som skulle have at vide, at de var smukke. Men da jeg nåede ned i posepakke-enden, var han klar. Han havde ventet på mig.
”Vi forsøgte. Og de der små bøsser. De små bøsser. Vi forsøgte.”
”Bøsser,” spurgte jeg.
”Du er god nok,” svarede han.
”Skulle du ikke ud og ryge den der smøg,” spurgte jeg.
”Det er okay. Du er god nok,” sagde han, mens vi gav hinanden hånd. ”Gå nu, så rydder jeg stedet.”
Og så gik jeg, mens han tog en frisk kurv og gik ind for at fylde varer i den.

Blafferen

– et sommerminde

”Stooop”, råbte jeg, da jeg hende stå midt i solstrålerne, som væltede sig uhæmmet ned over hende og hunden. I mit hoved byggede jeg en historie om, at de ikke havde fået lov til at stå på bussen, og nu stod de der midt i industrikvarteret. Under solen, uden vand.

Jeg er altid passager og havde aldrig samlet en blaffer op før. Det virkede rigtigt at gøre det nu. Han var enig og stoppede bilen.
”Åh, tak! Tak”, sagde hun, mens hun satte sig ind på bagsædet. Hunden hilste begejstret på os, og vi tillod os at føle os gode og rigtige.
”Hvor skal I hen”, spurgte han.
Hun virkede overraskende forvirret over spørgsmålet. ”Jeg tror bare, vi skal til stranden.”
”Det lyder som en god ide,” sagde jeg med den stemme, jeg kun bruger, når jeg taler med fremmede. ”Hvilken strand?”
”Jamen, hvor skal I hen”, spurgte hun.
”Vi ved det ikke helt. Ned mod byen og måske ud til Ørnereden.”
”Okay”, svarede hun. ”Jeg tror, vi tager til Odden. Der er de bedste strande.”
Min unaturlige stemme sagde ”nå, okay”, mens min hjerne forsøgte at binde løse ender sammen.
”Bor I så i hus eller lejlighed”, spurgte hun
”Vi bor i lejlighed.”
”Har I så børn?”
”Ja, en 10-årig dreng.”
”Har I så en baggård, hvor han kan lege?”
”Ja, men han er i høj grad et indebarn.”
”Men er det ikke jeres ansvar at sørge for, at han kommer ud?!
”Jooo …”
Jeg vendte mig om og kiggede på hende. Vi havde øjenkontakt, men hun kiggede ikke på mig.
”Odden? Men skal du så ikke ned til havnen? Ned til Molslinjen?”
”Jo.”
”Hvor længe bliver I så derovre?”
”Indtil det ikke er sjovt mere.”
Jeg studerede hendes ansigt, mens jeg spolede den indre film tilbage til hende og hunden, der stod ved den store vej og ventede på et lift.
Hun havde en enkel kjole på. Brun. Glat uden lommer. Der var ingen taske, hverken stor eller lille.
I hånden havde hun ikke andet end hundesnoren, men det lød, som om hun havde et sæt nøgler siddende i en ring omkring en finger. Måske et par mønter, men det lød mest som nøgler.
Hun var yngre end mig. Ren og uden makeup. Hun så normal ud, men hun begyndte at give mig bekymringsknuder i maven.
”Vi drejer af her”, sagde han. ”Kan I finde ned til havnen herfra?”
”Ja”, svarede hun og virkede upåvirket af, at turen sluttede en smule brat.
Jeg kiggede efter dem, da de steg ud. Var der noget, jeg havde overset? Hvordan kunne man rejse helt over på den anden side af vandet uden noget? Uden bagage, uden penge, uden en telefon?
Det var bare hende, kjolen og hunden, som løb frit hen over cykelstien, da hun slap snoren.

”Normalt ville jeg altså gerne have kørt en blaffer helt ned til havnen, men der var noget, der var forkert,” sagde han. Han havde samlet mange blaffere op gennem tiden, og det her var sært.
Jeg gav ham ret. Men det var svært at definere det sære. Var det den mærkelige stemning, der voksede som et utyggeligt stykke mad? Var det den anklagende tone, da hun spurgte til barnets udendørsvaner? Var det kontrasten mellem hendes levende stemme og hendes udtryksløse ansigt. Var det hendes bagageløse plan om en tidsubegrænset tur til den anden siden af vandet?
Var hun en tosse, eller var det os, der ikke forstod hendes forhold til frihed?

Boligforeningen #32

Det sker, at politiet besøger Boligforeningen. De var her, da den vrede mand med kniven gik rundt på bagsiden af huset. De var her, da de store drenge med de vilde hunde overtog boldbanen. Og de var her i går.
Her er ikke utrygt. De rødnæsede mænd med de store maver drikker deres billige øl ude på bænken. Når de er færdige, rydder de op og går hjem, og det vildeste, der kan ske efterfølgende, er et par kælne host i retning af Enlig blond kvindes altan.

I går besøgte politiet en af de usynlige familier, som man aldrig ser hverken foran eller bag huset. Det var udramatisk. De høje solbrune og velfriserede betjente fulgte den unge mand ud til bilen. Han så ud, som om han var rullet direkte fra sengen og ned i tøjet to minutter tidligere. Stemningen var rolig, da den ene betjent beskyttede den unge mands hoved mod bilens skarpe kanter, og det nærmede sig det komiske, da bildøren ikke kunne lukkes på grund af en vildfaren sikkerhedssele.
Mens den anden betjent placerede den unge mands få ejendele i bilens bagagerum, kom en målrettet ung kvinde ud fra huset. Bilnøglen i hendes hånd pegede ud mod verden som en ladt pistol. Efter hende kom to ældre mennesker. Deres skridt var tunge, men nødvendige. Det var den unge mands familie. Søster, mor, far.
Søsteren satte sig ind på forsædet, mens forældrene kravlede ind på det bagerste sæde. Faren sad i højre side, så han havde udsigt til politibilen. Hans ansigt var stort, mens håret var begyndt at forsvinde og lignede en lille ø på toppen af hovedet. Han klemte sig op ad ruden, så det buskede overskæg må have rørt glasset. Han kunne ikke komme tæt nok på. I hans blik var der ikke vrede. Der var heller ikke forvirring. Der var bekymring. Det var en far, der havde drømt om noget bedre for sin lille dreng.

Politiet besøger måske snart Boligforeningen igen. Ikke for at besøge den usynlige familie, men for at tale lidt med Musiknabo om, at man skal have nummerplader på den bil, man kører rundt i.

Boligforeningen #31

Det plejer at være på bagsiden af huset, de viser deres begejstring for hende. Enlig blond kvinde kan knapt nok stikke en fod ud på altanen, uden der står noget mand nede på stien med nakken foldet bagover i en retning, der burde være umulig.
”Nå, jeg må hellere komme hjemad,” råber de på skift, mens deres træsko gror fast i fliserne.

Denne dag befandt Enlig blond kvinde sig på forsiden af huset. Hun skulle vaske sin bil, og det kunne hun ikke klare alene, mente størstedelen af områdets mænd. Mens hun bukkede sig ned for at gøre kluden våd, sørgede de for at stille sig i en kreds om hende og bilen, så de lige kunne springe til, hvis der opstod en farlig situation. Statsministeren viste tydeligt, at han var lederen. Han gik helt hen til baljen med vand og sæbe og kiggede ned i den grundigt og længe, indtil han havde sikret sig, at blandingen var korrekt. Derefter gestikulerede han myndigt, så Enlig blond kvinde ikke var i tvivl om, hvordan man skulle køre kluden frem og tilbage på bilens tag.
Statsministerens grundige kiggen-på fik de andre mænd til at give op og gå. Bortset fra Verdens ældste mand, som i anledning af bilvaskeriet havde slæbt gangstativet i modsatte retning af sin egen bil. Han blev stående lidt endnu.

Statsministeren måtte videre, så han ikke lod Boligforeningen gå i forfald, og som ved et mirakel var Enlig blond kvinde alene derude på parkeringspladsen, mens hun i foroverbøjet stilling støvsugede bilen indvendigt. Der gik dog ikke mange sekunder, inden Statsministerens assistent havde opdaget, at den stakkels kvinde var overladt til sig selv uden supervision, så han sørgede for at læne sig opad den åbne bildør og kigge meget grundigt ind i bilen, mens hun tørrede instrumentbrættet af. Hans mund bevægede sig uafbrudt, mens hans blik tog sig et hvil på hendes bløde bagdel.
Hun så træt ud, da hun pakkede vaskegrejet sammen og låste bilen. Men i trætheden var der med sikkerhed også enorm taknemmelighed over den store hjælpsomhed, hun havde mødt. I Boligforeningen er man aldrig helt alene.

Arbejdshesten og fjolser med pisketrang

Det er cirka et halvt år siden, min kæreste besluttede sig for at satse på sit forlag på fuld tid. Det har været nogle travle måneder, hvor arbejde og fritid er smeltet sammen. Men det er også ret så fantastisk at se et menneske, der elsker sit arbejde i den grad.
Bevares, vi koger ind imellem suppe på gamle skruer og klæder os i laser, vi finder i de riges skraldespande, men det er sådan, det er, når man vil bygge noget op. Senere skulle det hårde arbejde gerne kaste lidt af sig, så der bliver råd til at krydre skruesuppen med lidt næring.

Min kæreste tager sit arbejde meget alvorligt. Det bliver han ligesom nødt til, da alt hans tid og alle hans penge ligger i det lille forlag. Til gengæld er der en stor del af omgivelserne, der tilsyneladende opfatter hans arbejde som spild af tid. Og når de ikke bare vælger at ignorere hans virksomhed, finder de det nærmest umuligt at holde de lunkne fesenheder tilbage. De begaver ham gerne med giftige snigere som blandt andet:

  • Kan jeg ikke bare få nogle gratis tegneserier?!
  • Gud, jeg troede slet ikke, du havde lavet så meget. Jamen, mener du det alvorligt med det der forlag?
  • Jæ forstår ikk det, du laver, så det er nåjet lårt, ikk’å.
  • Det kommer ikke til at gå, for det gjorde det ikke, da jeg selv prøvede.
  • Når det går galt, kan du jo altid få et rigtigt arbejde

Det er den der sære jydementalitet (danskermentalitet?), hvor man tror, at det bedste, man kan gøre for nogen, er, at nedgøre dem. Man ska’ jo lig’ hold’ begg’ si’ bien på æ jord, så man æt flywer højere, end æ winger ka’ bær’, æt osse.

Jeg har da helt på fornemmelsen, at den fesne del af omgivelserne ville tage ham mere alvorligt, hvis han havde brugt bankens velvillighed på leje et fancy erhvervslokale, ansætte en sekretær og lease en luksusbil. Fordi vi tilsyneladende ikke er kommet en skid videre end ”du er, hvad du ligner.”
Er vi ikke snart færdige med at hylde dem, der lever over evne? Vi taler så meget om iværksætteri, men så længe vi ikke har drejet vores tankegang over på, at det også drejer sig om rigtigt arbejde og rigtige penge, når det bare er et enkelt menneske, der har satset alt på det, der virkelig giver mening, er det ikke andet end endnu et hult begreb.

Min kæreste investerer tid og helt ægte penge i sin virksomhed, så nej, du kan ikke bare lige få nogle gratis tegneserier.
Til gengæld bliver vi simpelthen så glade, når nogen finder noget, de har lyst til at købe i hans hurtigt voksende udvalg. Så husk ham lige, hvis I kommer i tegneseriehumør (eller børnebogshumør, eller romanhumør – der er alt muligt spændende på vej). Hans egen webbutik er lige her: Forlaget Damgaard, men sagerne kan også bestilles hjem hos de fysiske boghandlere.

Boligforeningen #28

Hver morgen før nogen står op, tager Agnes hjemmefra. Ingen har set det ske, men da hun hver eneste dag sent op ad formiddagen bliver sat af uden for husets hoveddør, må man gå ud fra, at hun har forladt stedet på et tidspunkt.

Det er svært ikke at holde af Agnes. Bevares, man kan nemt komme til at finde det nødvendigt at gemme sig for hende, hvis man ikke har mindst 15 minutter til at høre den historie om sønnen og svigerdatteren, man allerede har hørt 21 gange før. Men alt, hvad hun gør, kommer fra et godt sted.

Derfor er det en del af beboerpligten at holde øje med, at verden behandler Agnes godt.

Hver formiddag vinker Agnes farvel til personen, der kører hende hjem. Hun er lille, det er den vinkende hånd også. Agnes står på kantstenen og lader fingrene blafre bilen væk.

En formiddag var hun ikke alene. To unge mænd trak deres store sneakers hen ad fortovet, bukserøvene forsøgte at nå ned til skoene, og faste arme holdt højtsatte caps godt fast på hovederne.

Det var dem, der ejede fortovet.

Agnes’ arme havde netop sænket sig, for fingrene havde blafret bilen væk fra hendes synsfelt.

Vinkesmilet var der stadig, da hun vendte sig om og den ene af de to unge mænd bankede sin uflytbare skulder ind i hende. Hun smilede stadig, da hun sagde hej til dem. De ignorerede hende. Hun stod lidt og kiggede efter dem. Smilende. Så gik hun ind.

Vi skal passe godt på Agnes.

Boligforeningen #26

Hans navn er Sandalmanden. Han bevægede sig i slalom på forsiden af huset, og ved første øjekast var det svært at sige, om skylden tilhørte de røde fødder, der var i gang med at presse sig ud igennem de sorte velcro-remme. Eller om han var meget fuld.

Lyden af de løbende børn bag ham gav den usikre gang et ekstra skub i den skæve retning. Han stoppede op og kiggede på børnene. Hans røde, hævede ansigt drejede fra apati til omsorg. Han så ud, som om han havde lyst til at sige noget pænt til dem. Som om han havde lyst til at forsikre dem om, at verden også kan være et fint sted.

Børnene kiggede ikke på ham, men deres små ben førte dem automatisk i en stor bue uden om Sandalmanden.

Han stod der lidt. Alene. Svajende. Apatien var kravlet tilbage i hans ansigt, som om den aldrig havde været væk.