Kategoriarkiv: Folk

Boligforeningen #23

Ferien er forbi, og Statsministeren er tilbage på inspektionsrunderne.

Der skal være orden i sagerne i Boligforeningen. Han overser intet nedfaldet blad, som har forvildet sig ind en opgang. Han overser ikke slikpapiret på jorden. Han overser ikke cyklen, som er parkeret i en uhensigtsmæssig afstand af cykelstativerne.

Og folk er glade for at se ham. De kalder på ham på gaden: ”Statsminister, Statsminister, hvor er det godt at have dig tilbage.” Og han smiler og ler til dem.

De vinker ivrigt til ham fra vinduerne, og han vinker høfligt tilbage. De elsker deres Statsminister, og han holder af dem.

Men han holder ikke af alle. Han kender ikke de nye, og han ved ikke hvem de er. Han kender ikke deres værdier, og han ved ikke, om det er dem, som altid glemmer at lukke affaldsskakten. Han ved ikke, hvad de vil ham.

En ny boligforeningsbeboer tog dog chancen og sendte Statsministeren et stort smil. Et kort øjeblik så det ud, som om han gengældte hendes smil. Hun blev glad. Måske betød det, at hun langt om længe ville få repareret det ødelagte vindue i soveværelset.

Glæden var dog flygtig, for da hun kiggede på Statsministeren igen, var det tydeligt, at det ikke var et rigtigt smil. Han kiggede ikke engang på hende.

Han lignede en mand med svær forstoppelse.