Kategoriarkiv: Fortid

Det var i Luton #9

Jeg var godt i gang med at vænne mig til livet på hotellet. Jeg vidste, hvornår jeg kunne bruge badeværelserne på personalegangen, hvis jeg ikke skulle forstyrres. Jeg vidste, hvem det var, der smed deres overtissede lagner ud på gangen. Jeg så, hvem der var fuld hver aften inden sengetid. Jeg vidste, at jeg kunne banke på hos Jackie, som ikke var onde Jackie med omvendtsbrillerne fra receptionen, hvis jeg trængte til at snakke. Han var en lille franskmand, hvis venlighed kun blev matchet af Darren, der var en lille englænder. De var begge tjenere i den fine restaurant. Jeg vidste, at Paul the porter havde et crush på mig, og at han sneg sig til at snuse til mit hår, når han fik muligheden. Jeg vidste, at man ikke skulle tale til Donna om morgenen, og at man ikke skulle sige et ord til Mr Roberts, hoteldirektøren, når man serverede hans eftermiddagste. Det var ind og ud helt lydløst, og hvis man kunne snige et lille ydmygt buk ind, var det fint. Jeg vidste, at Janet ind imellem havde gode dage, og at Diana var sød, når hun gav slip på beskyttertrangen over for Bettina, som i øvrigt sagtens kunne beskytte sig selv. Jeg vidste, at Mandy Manager lugtede af tom mave ud af munden, når hun kom for tæt på, og at man godt kunne droppe tanken om ham fra cocktailbaren, for han havde været sammen med hende fra restauranten i 100 år. Jeg vidste, at man kunne blive ven med Ian fra pubben, hvis man hjalp ham med at score unge fyre. Jeg vidste, at jeg kunne leje et fjernsyn henne i centret, så der ikke var så stille, når jeg sad alene på mit værelse efter arbejdstid.

Det var i Luton #8

Folk sagde til mig, at jeg ikke skulle være ked af det der med John. Han var altid mærkelig og sur, og der var i virkeligheden ikke ret mange, han kunne lide. De fortalte, at han altid blev lidt mildere, når han havde været oppe på sit værelse og taget lidt af de piller, han åbenbart havde deroppe. Og jeg fandt ud af, at man kunne høre det på ham, når han var mildere. Så knipsede han. Knips, knips, knips. Og hvis jeg var modig og gik ud i køkkenet, dansede han og sang Madonna-sange. En dag smilede han og snakkede, og så knipsede vi begge, inden han kylede vand efter mig. Det var sådan, man blev Johns ven.

Når man var Johns ven, risikerede man, at han snuppede hovednøglen fra receptionen og fyldte ens seng med mel, mens man var på en sen vagt. Man risikerede at blive lukket inde i den store fryser, når man skulle hente is. Man risikerede at blive smurt ind i coleslaw på ryggen, så man måtte krabbe sig sidelæns ind i bistroen for at sige til Janet, at man lige skulle op og skifte skjorte. Men man risikerede også at gå forbi hans værelse og opdage at døren stod på klem, så man kunne se ham danse og synge foran spejlet. Når man var Johns ven, fik man med tiden historien om, hvordan hans familie behandlede ham som skidt, hvordan han aldrig havde troet på sig selv, og hvor svært det var at være homoseksuel midt i alt det. Når man var Johns ven, blev man glad, når John var glad.

Når jeg fortæller om John, er det ikke kun i datid, fordi det skete for mange år siden. Det er i datid, fordi John nåede et punkt, hvor han ikke længere kunne holde ud at leve. Men det var først mange år efter, jeg var rejst hjem igen.

Det var i Luton #7

Der var så mange regler. Drenge drak pints og piger drak half pints. Når piger alligevel drak pints, fordi en varm hånd på et lille glas gjorde øllen lummer, var det så utroligt usædvanligt, at dj’en, som lignede Jason Donovan, råbte om det i mikrofonen. Man skulle også skiftes til at give rounds, så når man var løbet tør for penge, skulle man ikke gå på pub med en stor flok. Man skulle passe på med at kigge forkert på de andre piger, hvis man ikke havde lyst til at slås, og det havde man aldrig. Og man skulle lære, at det var i orden at bede nærgående drenge om at piss off. Det var mærkeligt for mig med opmærksomheden fra de unge mænd og de gamle mænd. Det var ikke noget, jeg og mit kedelige hylster havde haft brug for at forholde os til før. Men i Luton sagde de, at jeg var pretty, og jeg troede, at de løj og gjorde nar. Medmindre jeg havde drukket to pints. Så grinede jeg af deres tilnærmelser. Så spurgte de, om jeg ikke ville gå med ud, og så stak jeg af gennem bagdøren ind til hotellet.

Det gik bedre med at lære folk at kende. Det var nemmere, når der var pints. Så var der kokkene fra restauranten og deres vilde historier. Der var Donna, der kunne fortælle alle rygter om de andre. Og der var Bettina, som jeg kunne slaske helt sammen af grin med i et hjørne. Når det blev for overvældende, kunne vi låse os ude på pubbens dametoilet og fnise af på dansk, mens fremmede damestemmer spurgte ”are you girls from Aberdeen” uden for døren.

Det blev sjovere og nemmere, men der var stadig folk, der hadede mig. Ian, som var pubbens manager, tilføjede ret hurtigt sig selv til den lille flok.

Det var i Luton #6

Jeg havde Bettina, som var blevet på hotellet, da Malene rejste hjem. Men selv om Bettina gjorde alt, hvad hun kunne for at gøre det nemt for mig, havde hun allerede et helt liv med kæreste og venner og arbejdstider, der ikke passede med mine, og aftenerne blev brugt på værelset alene. Så kunne jeg sidde der og græde over, at jeg ikke kunne finde ud af at være et rigtigt menneske hjemme i Danmark, og nu var det lige ved at vise sig, at jeg heller ikke kunne finde ud af det i England. Jeg savnede mine venner og min kat og mine forældre og min søster og min bedstemor, og jeg ringede hjem og savnede alt, hvad jeg kunne gennem telefonen.

Når jeg skulle ringe, skulle jeg igennem receptionen. ”Tast nul og bed om en linje”. Og jeg sagde pænt please bagefter, men alligevel sagde stemmen i den anden ende ”nej” en aften. ”Du kan ikke få en linje, for du har ikke betalt din telefonregning.” Det var Jackie i den anden ende. Jackie med omvendtsbrillerne, og hun forsøgte ikke engang at skjule sin fryd. Det var et nyt land og et nyt g, og nye mennesker der hadede mig, og nye regninger jeg ikke vidste noget om. Der var kun mig til at finde ud af det hele, og jeg fandt ud af betale regningen med min lillebitte løn, og jeg fandt ud af, at når telefonregningen var høj, kunne jeg ikke trøsteshoppe, og sådan var det bare. Jeg fandt også ud af at sortere nyrerne fra gryderetten i kantinen, og at kantinen ind imellem var bedre end værelset, for der var nogen, man kunne snakke med. For eksempel Donna. Og når man snakkede med Donna, kunne man aftale at gå ned på pubben, og nede på pubben, som hørte til hotellet, kunne man lære de andre at kende.

Det var i Luton #5

Oplæringen i bistroen var vel, som den slags oplæring altid er. Observér, prøv med hjælp, gør det alene. Jeg skulle tage ordrer fra bordene, jeg skulle passe baren, og jeg skulle tage imod roomservice-bestillinger. ”Balzac’s, how may I help you?” Jeg skulle bære mad ned til bordene, jeg skulle skænke fadøl, jeg skulle bære bakker med mad op til værelserne. Jeg husker ikke, om jeg blev god til det hurtigt, men jeg kan ikke huske, at det på noget tidspunkt var svært. Det var aldrig selve arbejdet, der var svært. Det var de andre mennesker, der var svære. Det var Julia, som hadede sit arbejde. Det var Janet, der hadede sit liv. Det var Diana, der elskede Bettina så højt, at hun troede, hun skulle nedgøre mig for at bevise det. Der var Bettina, som jeg sgu også elskede, men som jeg desværre ikke kunne arbejde sammen med hver dag. I køkkenet var der kokken John, der ligesom visse andre på hotellet havde besluttet sig for at hade mig. Så selv om det hurtigt gik fint med at håndtere gæsterne, var det altid med kvalme, jeg afleverede ordresedlerne i køkkenet. ”What is this? I can’t read this?” Jeg havde ellers øvet mig sådan i at skrive pæne bogstaver, fordi jeg ikke fra naturens hånd var velsignet med flot håndskrift. Men John hadede mine bogstaver. Især g’erne. Så dem måtte jeg lave om. Et nyt land og et nyt g. Det var meget på én gang.

Det var i Luton #4

Jeg husker desværre ikke navnet på personaledamen, der ansatte mig. Mrs Etellerandet. De andre gjorde nar ad hende, og hun var speciel. Det var hendes stemme og måden, hun talte på, tror jeg. Jeg kan ikke huske det, men jeg kan huske, at jeg sad på hendes kontor og snakkede om uniform og arbejdstider. Og hun roste min ansøgning og sagde, at mit skriftlige engelsk var bedre end englændernes. Der var aldrig nogen, der havde rost mig på den måde før.
Uniformen var for stor, men det føltes sært trygt at gå ind i en dragt, jeg ikke selv havde valgt, og som derfor ikke kunne være forkert. De andre i bistroen havde det samme på, men Julia og Janet, der var supervisors, havde dog små stramme autoritetsveste på. De havde døde ansigter, Julia og Janet. Nu skulle de oplære dansker nummer 700, som kom og skred igen, når de urimelige arbejdstider og den elendige løn blev kedeligt. Julias stemme lød altid, som om den var ved at falde af, af apati. Alle beskeder begyndte med ”do you wanna …”, og så slaskede hun en doven arm hen i retning af det, man skulle gøre. Jeg var rank og spændt og lige på randen af at dø af skræk, og jeg fandt noget mod, som jeg aldrig havde fundet i mig selv før. Hvad skulle jeg ellers gøre? “Yes, I wanna!”
Mrs Etellerandet kom ned i bistroen og sagde, at jeg ikke skulle oplæres mere den dag. Jeg skulle gå — og det skulle jeg gøre helt alene — hen til kommunekontoret og få lavet et social security card, og bagefter skulle jeg gå i banken og oprette en konto. Jeg kan huske, at det var efterår og at solen varmede mit ansigt, da jeg gik ud i Luton på egen hånd. Banken lå lige i centrum, og jeg havde øvet ”I would like to open an account” hele vejen derhen. Kommunekontoret lå gemt omme bag det hele, og der var rækker af plastikstole og mennesker bag glaslåger, som kaldte, når man skulle gå hen til dem. Det hele lykkedes, og lige der føltes det som den største bedrift i mit liv. Der havde ikke været et tidspunkt i min tilværelse, hvor jeg ikke på et eller andet niveau var i gang med at gå i stykker af usikkerhed og nervøsitet, men jeg havde lige oprettet mig selv i et helt andet land. Det havde jeg lige gjort helt alene.

Det var i Luton #3

Da jeg ankom til Luton, troede jeg, at jeg skulle tage en taxa til hotellet. Jeg havde godt nok været der før, men jeg tog vist færgen og blev hentet i London af Malene. Nu var jeg alene, og det var, som om jeg ikke havde været der før. Mens jeg forsøgte at regne ud, hvordan jeg skulle udtale Strathmore Thistle Hotel uden at dreje tungen af led på th’erne, og uden at sige stræsmår sissel, så jeg skiltet. Hotellet lå kun få meter fra stationen, så jeg bar den beige og den okseblodsfarvede det sidste stykke vej hen til de fine glasdøre. ”Hello, I am here to work.” Jeg havde øvet mig siden bussen. Det kunne også have været ”I am Anne Bredahl, and I am going to work in the bistro”, men da jeg stod der, var den korte version det eneste, jeg kunne hoste ud. Kvinden i receptionen havde store briller på. De så ud, som om hun havde taget dem omvendt på. På hendes navneskilt stod der ”Jackie”, eller måske stod der mere, men hun hed vist nok Jackie. Og lige der, da jeg famlesnakkede skoleengelsk og forsøgte at gøre mig usynlig, besluttede hun sig for, at hun ikke kunne lide mig.
Jeg var live-in-staff, og skulle bo på et værelse med rødt gulvtæppe og gardiner med lilla blomster. Der var to enkeltsenge med uhumske sengetæpper og to natborde fra 60’erne. Langs den ene væg var der et indbygget skrivebord, og på væggen overfor var der en indbygget garderobe. I hjørnet var der en håndvask, og lamperne var, så vidt jeg husker, noget henne i lysstofrørskategorien. Der var intet fjernsyn, ingen radio og badeværelse var noget jeg delte med en masse mennesker, der stadig var helt fremmede for mig.
Jeg kan slet ikke huske, hvad der ellers skete den dag, jeg ankom, men jeg forestiller mig, at nogen har vist mig kantinen, hvor der var varm mad en eller to gange om dagen, mikroovne, til de færdigretter, man endte med at købe i Tesco, fordi sammenkogte retter med nyrer hurtigt blev nejmad. Og så kunne man lave te og kaffe. Det var neskaffe og teposer uden snor, og jeg kom til at elske begge dele.

Det var i Luton #2

Jeg var lige fyldt 21 år, da jeg rejste til Luton for at arbejde på hotellet. Det var en alder, jeg havde længtes efter i en barndom og i nogle teenageår, der på ingen måde var designet til at passe mig. For akavet, for genert, for tynd, for kedelig, for dum, for stille, for grim, for ligegyldig, for forvirret. Og da jeg forsøgte at lyne den tid af for at smide den på gulvet, sad den fast. Jeg sad fast. Jeg havde taget tiende klasse med, selvom jeg hadede skolen inderligt. Men jeg ville på HF, og så skulle man tage tiende klasse. På HF var man næsten voksen, og så var det endelig, endelig, endelig slut med den pine og de stempler, der havde hængt på mig i folkeskolen. Og det gik da også helt godt i to minutter. Så var der den matematiktime, hvor de fandt ud af, at jeg var dum. Så var der den skolefest, hvor min helt nye hf-veninde blev inviteret med til forfest, men jeg gjorde ikke. Så var der mig, der droppede ud. Jeg kunne ikke mere.
Jeg fik et arbejde. Og jeg blev fyret, da fiskelasagnen, jeg skulle lave til børnene var rå. Jeg fik et andet arbejde, og et andet arbejde, og jeg lugtede altid af friture. Jeg forsøgte mig med handelsskolen, men da eksamen nærmede sig, kunne jeg ikke overskue, at jeg igen ville blive afsløret som uduelig. Så jeg droppede ud.
Mens jeg holdt mig selv der, hvor jeg mente, jeg hørte til, var mine veninder, Malene og Bettina, færdige med gymnasiet og rejst til England, hvor de arbejdede på et hotel. Jeg havde besøgt dem. Det var dengang, jeg var på date med Dave, der havde langt hår og som samlede på colaflasker. Det var dengang, Dave og jeg snavede ved indgangen til en butik lige ved siden af hotellet og en mand blev stukket ned foran os. Det var noget andet, og jeg blev en anden på det hotel, så jeg skrev et brev til dem og spurgte, om jeg kunne arbejde der. De ringede og sagde ja tak til mig. Jeg hviskehostede ”thank you very much” og udtalte det helt sikkert ”wewy”, fordi jeg var så nervøs, at jeg ikke kunne tænke på udtale.

Det var i Luton

Det var to af de gammeldags kufferter uden hjul. Den ene var den beige, som jeg næsten lige havde haft med på fuldeferie til Rimini med mine veninder. Den anden var okseblodsfarvet og fra 70’erne. Den lånte jeg af min venindes far, da der pludselig ikke kunne være mere i den beige. Det var alt, der skulle med. Alt mit tøj. Alle mine sko. Alt mit undertøj. Vintertøj og sommertøj, for jeg vidste ikke helt, hvornår jeg kom hjem igen.
Jeg havde aldrig fløjet alene. Jeg havde slet ikke fløjet ret meget, så jeg var nervøs for turen. Tirstrup og flyet var okay. Men Heathrow var stor og uoverskuelig og truede med at æde mig og mine to kufferter. Jeg havde en skubbende hånd af adrenalin i ryggen, da jeg løb igennem lufthavnen. Jeg skulle væk fra noget, og jeg skulle hen til noget, og det skulle gå stærkt, men jeg havde i virkeligheden slet ikke travlt. Altså ikke efter mit rejseskema. Det var mig, min umodenhed, min uselvstændighed, min hjælpeløshed, min angst for at fortryde, der fik mig til at løbe med en stor kuffert i hver hånd, en beige og en okseblodsfarvet. Og med jakken, der var faldet af mine skuldre, og som nu hang som en lav lændepukkel bag mig. Jeg skulle finde bussen, jeg skulle finde bussen, jeg skulle finde bussen. Og det skulle være den rigtige bus, den rigtige bus, den rigtige bus, ikke den forkerte bus, for så ville verden gå under.
”Are you going to Luton”, spurgte jeg på skoleengelsk og med indadvendt stemme chaufføren i den bus, der stod Luton på med store bogstaver. Og så sad jeg der langt om længe og så England, der gled forbi udenfor. Jeg kiggede, og England gled forbi mig og hen til mig og ind under huden på mig.

————————————————————————————

Historien om min tid i England er navlepillende og fyldt med huller, fordi det er 1000 år siden, og jeg kan ærligt talt ikke huske ret meget. Men det er det, jeg forsøger, når jeg skriver den. At huske. Den er skrevet på hælde-ud-af-hjernen-måden, den er uredigeret, og den er med stor sandsynlighed helt ligegyldig for alle andre end mig selv. Men nu ligger den der i dokumentet (det meste af den i hvert fald), og så bliver det bare sådan, at det er de afsnit, jeg deler, når jeg ikke har andet at sige.

Vi har ret til at danse, som det passer os

Det er mange år siden, engang i 80’erne. Jeg skulle til fødselsdag hos en af pigerne fra klassen. C.
C var ikke et rart barn, for hun havde tydeligvis dedikeret en del af sit liv til at sørge for, at jeg havde det forfærdeligt med skolen og med mig selv. Hun og veninden, S, fortalte mig dagligt, at jeg var grim. At jeg lugtede. At jeg var dum. Og det var skideskægt, for jeg fik altid sådan en underholdende rød farve i ansigtet, mens jeg forsøgte at opretholde stoltheden ved at grine sammen med dem. Ja, ja, jeg kunne da godt selv se, hvor kikset jeg var. Hahaha.

”Vis tænder,” sagde de. Jeg lukkede munden op. Hvad mon de mente? Gjorde jeg det rigtigt?
”Nej! Sådan her.” S stak fingrene ind i sin mund og underviste mig grundigt i, hvordan jeg skulle trække ud i læberne, så de kunne se alle mine tænder. Og jeg fik brug for den undervisning, for jeg blev bedt om at vise tænder dagligt i en lang periode. C og S var godt underholdt, og hvis jeg sagde stop, blev jeg hånet og truet med tæsk, så jeg blev ved.

Men nu skulle jeg til fødselsdagsfest hos C, og jeg ville vise hende, hvor sød og rigtig jeg kunne være. Min mor klippede en rose fra busken i haven, og vi pakkede den ind i sølvpapir med en femkrone i bunden. Jeg brugte lang tid på at vælge tøj. Meget af tøjet i mit skab havde jeg arvet fra min kusine, som var et par år ældre end mig. Jeg så op til hende, og jeg elskede det arvetøj.
Jeg valgte en stram rullekravebluse. Brun med smalle striber i forskellige farver. Og de perfekte brune bukser, der passede til. Den brune farve var næsten bronzeagtig. Jeg følte mig så heldig, fordi jeg havde de bukser. De var smalle foroven og brede forneden. De var perfekte.
Jeg havde det godt med mig selv den dag. Jeg havde gjort mig så meget umage, og det ville betale sig. Det vidste jeg bare.

Jeg var rank, stolt og spændt, da jeg med rosen i hånden gik ned til parcelhuskvarteret, hvor C boede. Og jeg gik direkte ind i en hånende pegefinger, som tilhørte S.
Mit tøj var til grin. ”Hahaha, hvor ser du lad ud. Vis tænder!” C sagde til hende, hun skulle stoppe. ”Lad nu være,” sagde hun.
Endelig var der en af dem, der forstod. Nu blev det bedre.

”Mine forældre kan høre dig,” sagde C til S. ”Vis tænder,” sagde C og S omme på den side af hækken, hvor forældrene ikke kunne høre noget.

Har du prøvet det? At være stolt af dig selv? At gøre dit bedste? At forsøge at få nogen til at kunne lide dig? Har du prøvet det og gået lidt i stykker af det, fordi du blev mødt med hån?

Har du prøvet at have det sjovt? At være glad? At føle dig godt tilpas? At være dig selv? Har du prøvet det og gået i stykker, fordi nogen sagde, at det havde du ikke ret til?

Har du prøvet, at du gjorde alt for at glemme det? At komme videre? Har du prøvet det og gået i stykker, fordi dem, der mente, du var forkert, havde gjort det til en form for syg mission at ydmyge dig så længe som overhovedet muligt?

Da jeg var en forkert, kronisk rødhovedet lille pige, kunne de bruge ord og sladder til at forlænge mine ydmygelser. Det var slemt nok. Men hvis jeg havde været den pige nu, havde der været et telefonkamera i alle hænder, facebook, youtube og resten af internettet til at præsentere al min forkerthed og alle mine ydmygelser for hele verden. Der ville ikke bare være et klasselokale, der klappede, når jeg blev gjort til grin. Der ville være alle kommentarfelter i hele verden, der kunne klappe og bidrage til min ikkeeksisterende følelse af at have lov til at være mig selv.

Hvad siger du til dine børn? Siger du, at de skal turde være sig selv på trods af de altid tilstedeværende telefonkameraer?

Eller ser de dig grine af billeder på internettet? En fuld mand med bukserne hængende om anklerne. Drukket så langt ud, at han ikke selv kan sige fra. Hahaha, det er fandme skægt.
Hører de dig sige, at det er de unge pigers egen skyld, at der er alt for private billeder af dem overalt på internettet? Siger du, at de bare skulle have tænkt sig bedre om?
Gør du nar af en mand, der er filmet af fremmede, mens han danser, fordi en mand som ham i dine øjne ikke har ret til at danse? Gør du det?

Ja? Så lad mig fortælle dig, at jeg har fået nok af din kynisme. Jeg har fået nok af, at vi er så distancerede fra ordentlighed, at vi uden videre filmer, fotograferer og deler mennesker, der i vores øjne er til grin og forkerte. Mobningen var slem nok i klasselokalet, og det skærer mit hjerte i stykker, at vi uden videre slæber den ud i hele verden på denne måde.
Vil vi have en verden, hvor vi alle bevæger os rundt som ensartede, stive robotter, fordi vi er så bange for at blive hængt ud? Eller vil vi have en verden, hvor man kan være sig selv, og hvor Sean kan danse hvor og hvornår det passer ham, uden en flok idioter føler, de har ret til at gøre ham til et verdensomspændende mobbeoffer?

Peg nu kameraet indad!