Kategoriarkiv: Fortid

Janet

”Gider du godt lige gå ind og passe dit arbejde?”
Jeg må have set helt blank ud i de få sekunder, der gik, inden jeg brugte alle mine kræfter på at lade være med at bryde sammen. Diana havde lige sendt mig ind i baren til de andre: ”I skal da alle sammen fejre, at I har bestået hygiejnekurset”. Nu var jeg tilbage og sagde til hende, at Janet havde sendt mig tilbage, og at jeg i øvrigt lige skulle på toilet.

Jeg skulle ikke på toilet. Jeg skulle op på mit værelse på hotellets personalegang, og når jeg kom derop, skulle jeg græde så meget, at hele mit ansigt var i fare for at glide væk.
Jeg græd meget i de første uger i England. Jeg havde hjemve. Jeg savnede min mor, min søster, min kat, de useriøse småjobs og pædagogiske chefer, mine venner, mennesker, der kunne lide mig.
Janet havde ingen følelser for mig. Jeg var bare endnu en ligegyldig pige fra Danmark, der var på gennemrejse i det, der altid havde været hendes tilværelse. Hun havde levet et liv i praktiske sko, og jeg kunne udskifte mine kedelige arbejdssko med spidse stiletter, når det passede mig.

Det var ikke Janets evner som tjener og leder, der havde gjort hende til supervisor i bistroen helt nede i hotellets kælder. Det var tydeligt. Janet lod sig ikke sådan påvirke af følelser, hverken for gæster eller personale. Til gengæld var hun god til hurtige løsninger.
”Hvor er der frisk mayonnaise”, spurgte jeg, mens jeg pegede på den hindedækkede masse, der stod forkert opbevaret på arbejdsbordet.
”Du skal da ikke bruge nyt. Bare rør i det, så er det fint igen.” Janet var helt blind overfor de gule skorper, der sad på siden af skålen. Der var ingen grund at løbe rundt og skifte dressinger ud, når der var en bardisk, der kunne tørres af igen og igen. Hun bevægede sig som en lille byttefugl. Hurtige nervøse bevægelser og nemme løsninger, inden nogen fik ram på hende.
”Janet, vi er løbet tør for citroner.”
Men Janet var ikke typen, der løb tør for citroner. Janet var typen, der fiskede citronskiver op fra de glas, der kom retur fra gæsterne, skyllede dem, og gav dem videre til næste gæst.

Janet var effektiv. Janet var også glad for musik. Når man havde vagt med Janet, hørte man altid den samme cd, og hun kunne sangende udenad. Janet sang altid med, også når bistroen var fyldt op af gæster, og hun var vild med at trække vokalerne ud, så der var plads til ekstra meget vibrato.

Everybooodyyy was kuuuung fuuuuuu fiiiightiiiiiiiiiiiing

Janet kunne ikke lide de mennesker, der kom i bistroen. Nogle gange talte hun venligt til dem, men hun kunne ikke skjule irritationen over, at de kom og forstyrrede rytmen. Det skete ofte, at gæster overskred Janets grænser, og det blev straffet. For eksempel dengang hun beordrede mig til at sætte mig på en stol og ignorere den gæst, der piftede for at få vores opmærksomhed.
”Vi er ikke hunde!”

Der var dog nogle gæster, hun kunne lide. Hyggelige Barry med de skridtstramme bukser og flinke Chris, der altid var på udkig efter damer, som ikke var hans kone. Men der var to stamgæster, hun kunne lide så meget, at hun brød de strikse personaleregler og satte sig på den forbudte side af baren for at drikke med dem.
Jeg kan ikke huske deres navne, men de var et udsædvanligt utiltalende par, der behandlede mig som ildelugtende lokumsluft. De var spidsansigtede og havde begge udstående fortænder, der nemt kunne hakke hjemveramte danskere i stykker. Men selv om jeg sukkede dybt, når de dukkede op hver fredag aften, lærte jeg alligevel at sætte pris på deres underholdningsværdi.

Når Janet satte sig om på barstolen ved siden af dem og bestilte sin half a lager, luv, handlede det ikke om deres intetsigende samtaler. Det var den måde, de spiste peanuts på. Det var, som om de havde en konkurrence om, hvem der hurtigst kunne tømme skålen. Det var forbudt at spise normalt. De små nødder skulle kastes op i luften og gribes med munden. På en måde var der noget rørende over at se Janet have noget, der mindede om et venskab med nogen. Også selv om det involverede evige nethindebilleder af spidsansigtede mennesker, der forsøger at kaste peanuts igennem udstående stakitter af tænder. Med tiden undte jeg Janet de fredag aftener på den forkerte side af baren på trods af, at jeg ikke var i tvivl om, at hvis duty-manageren kom ned og så hende der, ville hun uden videre finde en måde at give mig ansvaret.

Doooon’t you knooow that I heard it throuuuugh the grapeviiiiiiiiiiiiine

”Gider du godt lige feje gulvet.” ”Gider du godt lige tælle kassen op.” Gider du godt lige holde tidligere fri.”
Det var aldrig personligt, når Janet giderdugodtligede en. Det var nu engang den måde, hun talte på, og det betød ikke noget, om det var skældud eller omsorg. Hun var ikke ond. Hun var nok heller ikke det klogeste menneske i verden, men hun var ikke et dårligt menneske. Hun var bare et menneske, der overlevede så godt, som hun kunne. Et menneske, der havde svært ved at få smilet helt op i øjnene.

Det specielle ved Janet var ikke, at hun ændrede sig, for det gjorde hun ikke. Det specielle ved Janet var, at selv om hun ikke ændrede sig, kom jeg til at holde af hende.

Myyy Cheriiiiie ammmoooouuuuuuur

(Bettina, hvis man kan dedikere et blogindlæg til nogen, er det her dedikeret til dig. Det var en sær, men god, men sær tid. Jeg er glad for, at du var en del af den)

Carport og det hele

Det var svært ikke at blive smigret over, at hun ville være min veninde. Jeg var den mindst populære pige i klassen, og det var stort, når nogen var villig til at miste social status for min skyld.
Hun var meget anderledes end nogen anden veninde, jeg havde haft. Hun pralede uhæmmet, og jeg lyttede begejstret og imponeret. I mine øjne var hun og hendes familie mindst ligeså glamourøse som de der revymennesker i min bedstemors ugeblade.
Jeg var nok mest imponeret over deres hus. Det var i to etager. De brugte næsten aldrig overetagen, og det forstod jeg godt. For deroppe var der både sauna og VHS, og den slags var ikke for hvem som helst. Min veninde var allermest stolt af deres efternavn, som var et af de fineste i Danmark. Det fortalte hun. Og så var hun stolt af deres carport. ”Carpård,” sagde hun og skubbede underkæben så langt ud, hun kunne. Det gjorde hun altid, når hun fortalte noget, der var ekstra sejt. Hun fortalte også, at hendes far var en form for oliemagnat. Selvfølgelig er han det, tænkte jeg. Ellers kunne de jo ikke bo i et hus med hele to etager.

Når jeg tænker tilbage på den tid, ser jeg mig selv som en skeptisk teenager. Men jeg kunne nemt skubbe det skeptiske helt om bagerst i hovedet, hvis det handlede om noget, jeg gerne ville have til at være virkelighed. Så da min veninde fortalte, at drengen oppe fra den anden ende af forstaden, ham med de affarvede spidser og det dyre tøj, havde fået øje på mig, valgte jeg uden videre at tro på det.
Vi lagde mange planer, min veninde og jeg. Hun var blevet kærester med min drømmedrengs bedste ven, og nu skulle vi alle hænge ud sammen.
”De kommer begge to hjem til mig i morgen. Du skal også komme. Han glæder sig helt vildt til at se dig, sagde hun.”

”De kunne ikke alligevel, men i morgen skal vi alle sammen mødes i hallen.”

”De kunne ikke alligevel, men i weekenden holder vi videoaften hjemme hos mig.”

Da min naivitet så småt var begyndt at gå i sig selv igen, ringede hun på min dør. Det var en kølig aften, og hun havde rødt tøj på. Det kan jeg huske. Jeg tænkte, at hendes forældre nok ikke var så vilde med, at hun var cyklet ned i min fattige ende af byen, når det var mørkt.
”Jeg skulle spørge fra ham, om du vil komme sammen.”

Jeg var teenager og burde vide bedre, men jeg var virkelig meget uskyldig og uendeligt ked af at være outsider.
Nu kan alle de andre se, at jeg er god nok, tænkte jeg. Det var uden betydning for mig, at vi aldrig havde snakket sammen. Mit hoved var kun lige der, hvor det handlede om at blive accepteret. Han kunne ligeså godt have været et af ansigterne fra idolplakaterne på min væg. Forstadens egen Limahl.
”Ja, jeg vil vildt gerne komme sammen med ham,” hvinede jeg — helt skinger og rødhovedet. Ok, så ville hun cykle op til ham og give ham de gode nyheder med det samme. Tænk, at hun ville gøre det for mig.
Jeg skyndte mig at fortælle det til mine andre veninder. Se mig nu. Jeg har en kæreste. Jeg er ligesom jer. Nogle var glade på mine vegne. Andre gik direkte til plageånderne fra min klasse og fortalte mine nyheder.
Da jeg kom i skole næste morgen, stod de alle sammen og kiggede på mig. ”Hvorfor siger du, at du er kærester med ham? Han siger, at han aldrig vil være kærester med en som dig. Han ved ikke engang, hvem du er. Hold kæft, hvor er du lad, mand.”
Jeg kan stadig mærke ydmygelsen. Tårerne, der trykkede så insisterende, mens jeg bare nægtede alt. ”Det har jeg aldrig sagt.”
Jeg spurgte min veninde, hvorfor hun havde løjet. Hun sagde, at det ikke var løgn. Vi var i hvert fald stadig kærester med de to populære drenge oppe fra den anden ende af byen, og jeg var en dårlig ven, hvis jeg ikke troede på det. Jeg vidste godt, at det aldrig havde været rigtigt. Men mens jeg aldrig nævnte min ikke-eksisterende kæreste igen, holdt hun fast i, at hun var kærester med hans bedste ven. Det var bare så fandens uheldigt, at jeg aldrig havde mulighed for at møde ham.
Vi fortsatte med at være veninder. Jeg bar ikke nag, for i mine øjne var problemet ikke hendes løgne. Det var mig, der var problemet. Jeg var dum, dum, dum. Dum og grim. Og imens løj hun lystigt videre. Især om fælles venner, der løj og stjal. Hendes historier fik mig til at hade mennesker, der aldrig havde gjort mig noget. Hun fik mig til at behandle andre mennesker på måder, jeg aldrig stopper med at skamme mig over. Det var hendes løgne, men det var mit ansvar at være kritisk.

Vi mistede kontakten, da vi gik ud af folkeskolen. Efter få år mødte jeg hende dog en enkelt gang ved rutebilstationen. Jeg vidste allerede dengang, at alle hendes vilde historier var et tegn på, at der var noget galt. Hun var en ulykkelig teenager. Hun ville også bare accepteres og elskes. Det havde vi tilfælles. Derfor havde jeg det så skidt, da jeg ikke kunne tro på noget af det, hun fortalte mig den dag, da hun lige var stået af bussen.
Hun fortalte, at hun var blevet syg. Min hukommelse siger mig, at hun sagde sklerose, men jeg er ikke sikker. Hun fortalte også, at hun var begyndt at læse jura. ”Men du har da ikke gået i skole siden folkeren,” sagde jeg skeptisk. ”Nej, men jeg kan faktisk godt læse jura alligevel,” svarede hun.
Jeg håber oprigtigt, at hun er lykkelig nu.

——–

Bonusinfo: Min gamle veninde medvirker også i dette indlæg.

Mere bonusinfo: En googling fortalte mig, at hun nu holder foredrag om sit meget dramatiske liv.

Det er bare et juleminde

Juletræsfesterne var en stor begivenhed, da jeg var barn. Jeg husker dem som noget magisk og højtideligt. En mulighed for at klæde mig ud som pige og dreje lidt rundt om mig selv, så flæsen i bunden min lilla nederdel stod lige ud i luften.
Min lillesøster ville også gerne have fint tøj på, og det år, hvor min mor ikke var kommet hjem fra arbejde endnu, lod min far hende vælge selv. Lillesøster valgte en brun, grøn og hvid kilt. Stribet hjemmestrik i to forskellige nuancer af lilla. Strømpebukser og harlekinmønstrede grå og røde knæstrømper. Min mor taler stadig om det.
Jeg opdagede dog ikke, at hun stod midt i et moderforfængeligt mareridt, for jeg havde travlt med at knække nakken for at se toppen af det store juletræ, der nåede helt op til loftet.

Det næstvigtigste ved juletræsfesten var at spæne rundt om juletræet sammen med vennerne. Vi hvinede og skrålede, og ind imellem gik vi hen til voksenbordene og sikrede os, at vores forældre stadig var der.
Det vigtigste ved juletræsfesten var godteposen. Mine forældre var slikmodstandere, så da jeg fik den store papirspose i hænderne, var det en drøm, der gik i opfyldelse. En vild fantasi. Nede i posen var der et slikarmbånd, som jeg rullede henover min hånd med det samme. Der var kochokolade og lidt vingummi. Der var en æske rosiner, et par pebernødder og en appelsin.

En dag gennemskuede jeg, at den store appelsin fungerede som fyld — det var den, der gjorde posen enorm, men indtil den dag var appelsinen en del af magien. Den var det magiske blikfang ved allerførste blik ned i drømmeposen.
Der var flere juletræsfester, men de er alle smeltet sammen til dette ene minde.

Nu lukker jeg internettet og finder magi i køleskabet i form af en sildemad.

Glædelig jul til dig. Jeg håber, den er fuld af godhed.

Tid, jeg kan lide dig

Det var så enkelt, dengang det mest af alt handlede om at blive stor nok til at få tilladelse til at gå i Brugsen i frikvarteret. Vi kiggede misundeligt på dem fra de store klasser, når de kom tilbage til skolen med deres frokost: Et udhulet franskbrød fyldt op med flødeboller.
Da tiden og tilladelsen endelig kom, havde jeg mistet lysten til den brødbollede frokostspecialitet. Jeg var mere interesseret i kioskens slik, som så så uimodståeligt ud der mellem glaspladen og den sure kioskmand. ”Jeg skal have for to kroner møtrikker. Det skal helst være de blå.”

Det var så enkelt, dengang kærlighed handlede om at overbevise alle andre om, at jeg var god nok. Hvem virkede mest uopnåelig? Hvem ville det være den største sejr at omvende? Hvor hurtigt kunne den sejr få hele verden til at se, at jeg var god nok?
Jeg fik dem aldrig omvendt. Kortvarigt kunne det se sådan ud, men jeg var aldrig god nok. Det gjorde ondt, men det gjorde ikke noget, for det handlede mest af alt om at holde fast i gamle mønstre. Smertefulde, men trygge mønstre. Jeg forventede altid kamp og nederlag, men aldrig ”for evigt”. Det var bedst at kende slutningen på forhånd, tænkte jeg.
Det var først meget senere, det gik op for mig, at smerten og den urolige mave ikke havde noget med kærlighed at gøre. Jeg kæmpede for noget, jeg egentlig ikke ville have, fordi jeg var overbevist om, at omvendelsen af det uopnåelige var den ultimative sejr.

Det var så enkelt, dengang fremtiden aldrig var mere end fem minutter og en urealistisk plan væk. ”Lige nu” handlede om lyst, og fremtiden skulle jeg nok regne ud, når den var der. Alt var muligt, også det, der var åbenlyst umuligt:
Verdensberømt musikvideodanser og millionærforfatter. Tjek.
”Hvad vil du være, når du bliver stor,” spurgte de. ”Det samme som de andre,” svarede jeg — mest for at berolige deres bekymrede voksenansigter.
Fremtiden var altid så langt væk. Også da de andre var i gang med den. Min fremtid skulle nok vente på mig. Det håbede jeg, mens jeg gemte min angst for den bag endnu en fest og endnu en dum beslutning.
Da det gik op for mig, at jeg altid havde stået midt i den, blev jeg bange for, at den allerede var væk. Spildt. De havde jo ret, da de sagde, at jeg aldrig blev til noget.
Så sad jeg der og tudede, indtil jeg fattede, at der er masser af frisk fremtid i morgen.

Det var så enkelt, dengang jeg troede, tiden varede for evigt. Men tiden gik, jeg blev ældre, det blev kompliceret, jeg blev voksen.
Voksen er det bedste, der er sket i mit liv.

En hyldest til hippieforældre

Der var altid bedre i husene med de store flade haver. Derfra, hvor jeg stod skrævende over min røde SCO og gloede, var alt rigtighed proppet ind i de kvarterer. Her ejede man sit hus. Her havde man en bil. Her havde man en hund. Her var der både en mor og en far. Her tog man på ferie i udlandet. Her havde man store fjernsyn og videomaskiner. Her var der Sodastream og frysepizzaer til fri afbenyttelse. Her boede alle på samme måde: Møbler helt ud langs væggene, masser af plads til at støvsuge de faste tæpper.
Hjemme hos mig var der et boligforeningshus med mor og en søster. Her var et glathåret marsvin, som hed Pjuske. Her var der ferier i Ringkøbing. Her var et lille sorthvid-tv og en mor, der mente, at en videomaskine ville suge det røde ud af vores udendørskinder. Her var der gulerodsstave og havregryn i frikadellerne. Her boede vi ikke som de andre: Planter overalt, hjemmelavet keramik, masser af ting, der skulle støves af.
Det var så flovt, og jeg var altid misundelig, når jeg besøgte min nye veninde, der boede oppe på bakken i et af de fladhavede huse. Jeg ønskede mig en familie som hendes. En mor, der lige rystede to teskefulde sukker i hvidvinen, så den ikke generede gæsterne med surhed. Culottesteg hver søndag. Badminton i hallen og årlige ture med campingvogn til Gardasøen.
Jeg var så misundelig. De var rigtige. Vi var forkerte.
Og med det syn på mig selv lod jeg mine klassekammeraters forældre rynke på næsen, når de hørte, hvor jeg boede. Jeg lod ækle piger fra min klasse kalde min mor ”hippielort”. Jeg lod min fladhavede veninde lyve, stjæle og give mig skylden for det hele. Jeg lod hende bestemme alt: Tøj, musik og at Joey Tempest var den flotteste mand i verden.

Jeg lod hende tage over, da vi fik besøg af udvekslingsstuderende fra England. Jeg lod hende og hendes korrekte familie køre mig ud på et sidespor, mens de viste det rigtige Danmark frem. Jeg protesterede ikke, da min fladhavede veninde skubbede underkæben ud i sejhedsposition, mens hun lovede de indkøbslystne englændere en tur i et ”biiig shopping center” – og kørte dem ud til Bilka i Tilst.
Jeg protesterede ikke, men jeg vidste godt, at englænderne ikke havde regnet med at kigge på acrylstrik for enden af en pålægskølemontre.
Min mor var aldrig gået med til det. Hun havde sendt dem hen til en specialbutik med uldvarer.

Det var der, det begyndte at gå op for mig, at vi ikke boede, som vi gjorde, fordi vi var fattige. Det handlede om værdier og smag. Og om at holde fast i at være sig selv – også selvom omverdenen gled hviskende og pegende forbi iført ens kjolesæt fra Lindex.

Itudrengen

Jeg kendte engang en dreng. Han var lang og tynd og havde et fjollet navn.
Han kunne lide mig. Det kunne drengene ellers ikke, men han kunne virkelig lide mig. Han kunne lide mig så meget, at han stak sit lille fregnede hoved op over mit plankeværk og kiggede på mig, mens jeg øvede skøre ansigter i det store spejl i stuen. Han kunne lide mig så meget, at han skrev et kærestebrev til mig. ”Skal vi være kærester?”, stod der på et stykke tykt kobberfarvet karton. Sådan et havde jeg aldrig fået før.
Men vi skulle ikke være kærester. Det fik jeg sagt til ham på den måde, en meget genert lille pige siger den slags ting på. Han så fortabt ud. Han stod der i sin blå regnjakke med de alt for korte ærmer og så fortabt ud. Det gjorde han tit.

Jeg kunne godt lide ham, og hans fortabthed gav mig ondt i maven. Men jeg ville bare have det kærestebrev til at gå væk. Det gjorde det, og det tog det lille venskab med.

Senere læste jeg om ham i avisen. Den fortabte dreng var blevet en voksen mand med meget brede skuldre og døde øje. Navnet var stadig fjollet, og det fik mig til at tænke på den lange akavede dreng med den alt for korte regnjakke.
I avisen skrev de, at han havde slået sin kæreste ihjel. At han var meget farlig. At han aldrig blev en fri mand igen. De skrev, at hans barndom havde ødelagt ham. At han var blevet svigtet. At der ikke var nogen, der havde passet på ham. Og jeg kunne ikke forstå det. Det havde han da aldrig sagt noget om. Han havde været fjollet, han havde luret over plankeværket, han havde fundet mod til at skrive et kærestebrev på kobberfarvet karton.
Jeg ville ønske, jeg havde forstået, hvor ulykkelig, han var. Men jeg havde travlt med at være misundelig over, at hans far lavede karameller til ham.

Nu er der to af ham. Den modbydelige, iskolde mand, der slog ihjel, fordi han havde en dårlig dag. Og den generte, kiksede dreng, som lærerne overså og som klassekammeraterne drillede.
Det er ikke svært at hade manden. Jeg kommer aldrig til at hade drengen.