Kategoriarkiv: Hr Damgaard

Tak!

Vi nåede målet. Mit skraverede sind havde selvfølgelig opgivet på forhånd, men vi nåede det.
Jeg er så taknemmelig over, at så mange ville støtte og dele. Og det handler langt fra kun om penge. Det handler om, at jeg føler, der sidder en masse mennesker, som ønsker mig det godt, og som gerne vil hjælpe mig i gang med alt det, jeg drømmer om. Jeg føler, I tror på mig, når jeg siger, at jeg kan se masser af værdi i min fremtid.
Jeg har nogle lortepræmisser, og det er dem, kommunen ser herfra og for evigt. Præmisserne ændrer sig aldrig, men min måde at leve med dem på kan stadig udvikle sig. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at give op, for jeg kan simpelthen ikke se, hvorfor alt det, jeg drømmer om, skal kvæles, fordi jeg er syg, og fordi det ikke passer ind i kommunalt regi. Drømmene skal sgu være der. Jeg modererer dem bare undervejs.

Skærmbillede 2015-02-06 kl. 10.22.03

Og nu, mens jeg er i gang med at skrive, vil jeg lige fortælle, at jeg har det skidt. Blandt andet ser jeg meget dårligt – bare sådan pludseligt. Jeg har også tåge inde i hovedet, så det er ret svært at formulere sætninger (har skrevet lidt om det her). Overblik over korrektur og den slags kan jeg glemme alt om, så dette indlæg er, som det er (ok, jeg har læst lidt korrektur. Der var løbske ord overalt). Jeg insisterer stadig på at skrive hver dag, men det bliver mest til minitekster på twitter og instagram. Jeg har ikke mistet modet, men det kan sgu da godt være, jeg bliver nødt til at anskaffe mig en lup eller to, hvis øjnene ikke bliver bedre inden længe. Jeg har et nyt indlæg siddende i fingerspidserne, og det skal snart ud.

Det er bare en lille børnebog

For mange måneder siden, inden efterår og vinter sugede min hjerne ud, skrev jeg en lille historie om den dag, min niece eksperimenterede lidt med havedøren og på den måde kom til at låse min mor ude. Min mor er ikke så lang, men det forhindrede hende ikke i at svinge sig over den høje havelåge, så hun kunne løbe om til fordøren og befri min niece og nevø fra en mormorløs eftermiddag.
Min udgave af historien er en anelse overdrevet, men min forlæggerkæreste havde alligevel lyst til at udgive den. Han kontaktede Dita Sternfend (hun er så pissedygtig), som til min store overraskelse gerne ville illustrere den lille historie. Det var virkelig sjovt at se tegningerne, efterhånden som de kom ind. Hun havde tydeligvis hentet skabelonerne direkte i min hjerne og bagefter gjort dem bedre, end jeg selv kunne have tænkt mig frem til. Efter min mening er det illustrationerne, der bærer hele bogen.

Min kærestes forlag er stadig nyt, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at den økonomiske side af sådan noget er meget stram. Men han arbejder så hårdt for det og har lige fået sig et deltidsjob, som skal give lidt mere frihed på det punkt (og mange flere lange aftener inde på arbejdsværelset. Men det gider man godt, når man elsker det, man laver).
Det koster tæt på en milliard kroner at trykke flotte illustrerede børnebøger, derfor forsøger han sig i dette tilfælde med Kickstarter, hvor folk har mulighed for at støtte produktionen af bogen.

Jeg vil ikke bede nogen om noget. Især fordi jeg som sædvanligt er i fuld gang med at gå i stykker af præstationsangst. Jeg burde have brugt mere tid på historien. Den burde være længere. Den burde være dybere. Den burde have et budskab, som kan redde hele menneskeheden. Alt det sædvanlige. Men bogen er blevet så flot, så jeg vil blive glad, hvis I har lyst til at kigge nærmere på den. Bare lige et hurtigt øjestrejf.

Det er lige her bag dette link.

Skærmbillede 2015-01-30 kl. 08.25.38

Jeg håber, I bærer over med det reklameagtige indlæg. Det bliver ikke til så meget mere fra mig for tiden, da det tager mig uhensigtsmæssigt lang tid at ramme de rigtige taster. Men det bliver bedre igen. Det gør det altid.

Hundedamen

Jeg var godt klar over, at det var den 11-åriges højeste ønske, men jeg var ikke klar over, at min kæreste også ønskede sig en hund. Det viste sig, at det var mig alene, der havde besluttet, at vi var en kattefamilie.
”Ok, så gør vi det”, sagde jeg, mens min skrappe pegefinger allerede var i fuld gang med at varme op til den regelmonolog, der var på vej:

Vi skal alle sætte os ind i, hvad det kræver af os. Det skal undersøges og tænkes igennem, så vi ikke bliver dårlige hundeejere. Vi skal finde ud af, hvad det koster. Forsikring, foder, hundetræning. Den skal gå til træning. Jeg gider ikke have en nederen hund. Og dens hundelorte skal samles op. Hører I? Og vores have skal ikke være et hundetoilet. Og I skal gide at gå tur med den. Og vi skal læse alt om hunde. Jamen, jeg mener det. Jeg hører jer i det! Hvis vi skal have den hund, bliver det tidligst til foråret, for vi skal vide, hvad vi går ind til. Forstår I det?

Og mens barn og kæreste begge sagde ja med store blanke glædersigøjne, græd jeg lidt indeni over, at et stort savlende skrummel skulle stjæle pladsen fra den bløde, varme kat, der forlængst var rykket ind i mine tanker. ”Jeg ofrer mig”, tænkte jeg. ”Jeg er et stort menneske”, tænkte jeg.

Sådan martyrede jeg mig igennem en lille uge, og nu er det her, jeg er – og det er her, min kæreste er tvangsindlagt til at være:

”Ole, den der hund skal have en stor hundeseng ovenpå, så den ikke sover i vores seng.”
”Ole, se lige det her billede af en sød hundehvalp.”
”Ole, jeg tror, det bliver godt for mig at have en makker til små gåture.”
”Oløø, se lige den her hund fra internatet. Den har to snuder. Se den! Se!”
”Oløøø, der er labradorhvalpe i Højbjerg. Iiiih.”
”Oløøøø, ejventjegkanikkesnakkeudenatgræde … se lige hulk den her historie hulk om en hjemløs hund hulk som fandt mennesker, der hulk elsker den hulk.”
”Oløøøøø, prøv at forestille dig, at der gik en hyggelig basse rundt her lige nu. Tror du ikke, det vil passe godt til os, hva’?”
“Oløøøøøø, jeg synes, hunden skal sove ved siden af mig. Jamen, jeg kan jo ikke så godt tåle at have kolde ben og det der.”
”Oløøøøøøø, solen skinner. Prølliåtænk, hvis man havde en hund, man kunne gå en tur med lige nu.”
”Oløøøøøøøø, skal vores hund hedde Siggy?”
”OLØØØØØØØØØ, en af mine facebookvenner er i gang med at hente hjemløse hundehvalpe fra Grækenland. Oløøøøøø!”
”OLØØØØØØØØØØH, vores hund skal gå med butterfly!”

Nu har min kæreste med blød stemme og tålmodigt ansigt forklaret mig, hvorfor det er bedst, at vi venter til foråret med at få en hund. Det er så nederen.

——————-
Man må kun have ét dyr her, hvor vi bor. Derfor kan det ikke blive én af hver. Ville bare lige sige det, inden nogen bruger energi på at foreslå det.

 

Dagbog fra BogForum

– og giv mig så mine arme tilbage

Torsdag

Jeg havde ikke lyst til at tage af sted. Der var så uendeligt meget, der kunne gå galt: Hotellet kunne have lavet rod i vores reservation, hvilket selvfølgelig ville tvinge os til at tage tre overnatninger under nærmeste gangbro. Jeg kunne komme til at ydmyge mig selv på tusindvis af forskellige måder. Jamen, der var ingen grænser for mængderne af akut diarre og/eller benlammelse, jeg kunne blive ramt af på upassende steder og tidspunkter. Desuden ville mit lille nye hus savne mig og føle sig svigtet, fordi jeg forlod det.
Da vi nåede Vejle, kunne jeg næsten ikke være i mig selv for hjemvé.
Da vi nåede København, var jeg nogenlunde ok igen. Især da vi gik en tur igennem Bella Center, hvor hele opstillingen af BogForum stor klar til fredag. Der var ingen gæster endnu. Det var kun for mig.
Da vi checkede ind på hotellet, mærkede jeg hjemveen igen. Det var meget længe siden, jeg havde været så langt væk hjemmefra, og tryghedsnarkomanien var ikke vild med en kold tyrker.
Jeg glemte dog alt om det, da jeg lagde hovedet på puden og opdagede, at det pludselig var blevet næste morgen.

Fredag

Jeg vågnede med nervøsitet i kroppen. Når man ikke har været hjemmefra siden Kristi fødsel bliver alt nemt et uoverskueligt projekt. Og den morgen gik projektet ud på at slæbe mig selv ned til morgenmaden, så jeg kunne få den korrekte mængde mad til min medicin, så jeg slap for diarre og bræksyge. Jeg har store problemer med balancen, så jeg har en krykke nogenlunde fastmonteret på min højre arm for tiden. Krykker er ikke vilde med buffét. Og jeg er ikke vild med at indtage pangfarvede piller ved et meget offentligt morgenbord. Men min kæreste hentede mad til mig, og jeg fakede et mildt hosteanfald, som sådan nogenlunde skjulte konfettimedicinen. Vi indtog æg, bacon og udskåret frugt i moderate mængder og gik hen til messen med nervøsitetsflaksende måger i maven.
De slappede dog hurtigt af, for stemningen fredag formiddag var så rolig og fin, at jeg turde gå rundt uden krykke. Desværre viste det sig, at det gjorde det alt for nemt for mig at hive min pung op af tasken og bruge en god procentdel at huslejen på bøger. Men det føltes godt. Det føltes også godt at møde mennesker, skidesøde mennesker, overalt. Mine venner, de dejligste netbekendtskaber, min kærestes rare tegneseriefolk.
Da jeg blev træt og usammenhængende, gik jeg de få meter hen til hotellet, hvor der var seng, blødt tøj og cola i minibaren.

Der var jeg så med rastløshed i hele kroppen, fordi bevidstheden om det, jeg kunne risikere at gå glip af var temmelig fremtrædende. Heldigvis fik jeg en besked om, at der var folk, jeg skulle krykke mig ned og hilse på. Uha, på med mennesketøjet for anden gang den dag.
Jeg fik sagt hej og dikkedikket baby, og bagefter fik jeg den vanvittige ide, at jeg ville have lidt frisk luft. Ih, det var dejligt, tænkte jeg, inden jeg begik den fejl at tro, at fredagen skulle gå uden tårer.
Efter jeg er blevet en ustabil handi, er jeg nervøs for de særeste ting. Især dem, der har med mange fremmede mennesker at gøre. Men jeg havde tjek på den svingdør. Det troede jeg virkelig. Overblik. Den derhenne var der ingen kø til. Stille og roligt ind i det lille rum, som skulle svinge mig tilbage til messen. Men de så mig. Pøbelen så mig og tænkte: ”Vi skal ikke kun ind ad den samme svingdør, som hende der. Vi skal også med ind i det samme lillebitte svingdørsrum. Kom alle sammen, der er plads til flere. Ja, også de 300 børn derhenne. Skynd jer. Hvis vi ikke når dette sving, kommer vi aldrig ind.”
Så jeg stod forrest i et hakkende tog af folk, der ikke forstod, hvorfor svingdør ikke vil svinge, når menneskekød er pakket i spænd derinde. Heldigvis kom svingdøren i gang igen, men først da den havde spyttet mig ud som et uønsket stykke mundvand. ”Hahaha, hende med krykken er sjov,” tænkte de, da jeg skreg op af smerte. Og selv om jeg da var glad for at stå for underholdningen, gik jeg helt rank og tapper hen til min kærestes stand, hvor jeg valgte at bryde grædende sammen på både ham og hans ven, som jeg lige havde mødt.
Nu bliver det en dårlig messe, tænkte jeg. Jeg får ikke det her rystet af mig igen, tænkte jeg.
Men så kom Maren og bagefter kom Helle, og pludselig havde det været den bedste dag i lang tid.

Tilbage på hotellet bestilte vi roomservice og faldt i søvn midt i en aftale om, at hotelbaren var noget, man prøvede om lørdagen.

Lørdag

Jeg vågnede ved følelsen af, at jeg havde brækket begge mine fødder i løbet af natten. Det var alt for tidligt, men projekt morgenmad og medicin rumsterede i mit hoved, så jeg stod vist op – eller også ventede jeg lidt. Åh, hvem fanden kan huske den slags. Jeg fik i hvert fald bad og morgenmad. Min kæreste gik til messe, og jeg kravlede i seng igen. Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle halvsove til fjernsyn, men i stedet brugte jeg det meste af en dag på at studere udsigten fra 16. etage. Det var hængehoved og slap-af-hjerne, og det var det mest rigtige i verden lige der.
Ved 16-tiden gik jeg ned til messen. Jeg fik et glimt af Linse Kessler, fordi hun var det eneste, jeg kunne huske fra det uoverskuelige program.
Hvad skete der så? Lørdag er ligesom gledet lidt ud af min hjerne. Men jeg kan huske, at vi købte slik i en Døgnnetto, og min kæreste faldt i søvn til Barnaby. Jeg så til gengæld det hele. Det var datteren, der gjorde det.

Søndag

Vi skulle checke ud fra hotellet, hvilket betød, at jeg ikke havde et sted at flygte til, når messen blev for meget. Men kunne det blive værre end svingdørsepisoden? Nej!
Vi spiste stor morgenmad, og jeg tog min konfettipille helt offentligt. Fuck det!
Jeg vidste, at jeg skulle tilbringe det meste af dagen på en stol i hjørnet af min kærestes stand, og man kan klare det meste, så længe man er forberedt på betingelserne.
Det var en udmærket stol. Især når der kom folk forbi og sad der sammen med mig.
Jeg var nødt til at lægge programmet væk, og pyt med det. Jeg gik lidt rundt, når jeg orkede, og ellers var det hyggeligt på den lillebitte stand, hvor jeg kunne observere bunkevis af mennesker.

Bogmennesker er hyggelige. Bevares, der var lidt mange på ét sted og deres bogproppede rejsekufferter fyldte en del. Men mennesker, som elsker bøger, gør mig blød.
På mine små ture rundt mødte jeg søde standholdere og søde mennesker, men jeg mødte også en smule træls kræmmermentalitet. Få steder var der aggressive sælgertyper, som overfaldt folk på gangene og trak kvælende salgstaler ned over hovedet på dem. Så kender man altså ikke bogmennesker. Hvis du forsøger at trække mig ind på den måde, bliver du og dit firma noteret på min sorte liste. Til gengæld var jeg utrolig glad for den rare mand fra Arnold Busck-standen, som vejledte mig på bibliotekarmåden (og tog alle mine penge).
Jeg afsluttede dagen med noget programsat Maren (og noget ikke-programsat Maren ude ved toiletterne), og så satte jeg mig ud i bilen, indtil min meget trætte kæreste havde pakket sammen.
Efter en køretur på noget, der føltes som 10.000 kilometer, var jeg hjemme i mit lille hus igen.

Det har været nogle virkelig gode dage, og jeg er helt overrasket over, at jeg klarede det hele. Ok, jeg stod så ikke rigtigt op i går, og jeg er heller ikke rigtigt stået op i dag. Jeg kunne heller ikke helt mærke mine arme, da jeg vågnede i morges. Men sådan er mine vilkår. Alt har en pris, og i dette tilfælde var det det hele værd.
Næste år gør vi det igen, inklusiv hotelbar.

Jeg ville egentlig lægge billeder ind i indlægget, men altså…. Det der med armene og så’n. De ligger på instagram, hvis du savner dem.

Pausekonkurrence

Det er ikke bevidst, at jeg ikke skriver på bloggen for tiden. Jeg gad godt skrive hele tiden, og teksterne vælter rundt i min hjerne. Men jeg er sådan et stykke overkogt spaghetti, der falder sammen af diverse småskavanker og flyttetravlhed. Jeg har det ikke meget dårligt, jeg er glad, men også ret slattenhjernet.

I weekenden er der Vild med ord i Ridehuset i Århus, og jeg vil, vil, VIL med. Min kæreste har en stand med en stol til mig, hvis jeg bliver træt. På mandag får vi nøglen til det nye hus, og der sker så meget lige nu. Men om lidt får jeg skrevet alle de indlæg, jeg brænder inde med, jeg er bare så bange for, at I når at forsvinde i mellemtiden, og jeg kan dælme ikke undvære jer.

Jeg ved godt, jeg er dårlig til at vise det. Jeg er for eksempel verdens dårligste til at svare på kommentarer, og jeg bliver nok ikke bedre. Men jeg vil gerne gøre et eller andet, så derfor (kig væk, konkurrencehadere) har jeg været inde hos forlæggeren og hente nogle bøger og tegneserier, som to af jer kan vinde.
De to bogpakker består af: Jeg vil ikke tage det flot (signeret, hvis du vil have det), Under stjernerne af John Porcellino og Mørket venter af Loka Kanarp & C/M Edenborg.
(Se mere om dem på forlagets hjemmeside)

For at deltage skal du bare skrive en kommentar til dette indlæg. Jeg trækker de to vindere mandag aften. Følg med hernede i bunden af indlægget eller på facebooksiden, så du kan se, om du har vundet.

Bøger

Shit, et slattent og sløret billede, mand. Men lad os bare kalde det en metafor for min hjerne.

 

Opdatering. Vinderne er trukket:
Tak! Tak fordi I havde lyst til at deltage i konkurrencen. Jeg har læst jeres søde kommentarer flere gange, og jeg læste dem lige igen, da jeg skrev alle jeres navne ned på små sedler. Den 11-årige insisterede på at være lodtrækningsmester (lukkede øjne og hånden ned i skålen med sedler. Vigtigt job), og han trak:
Nina PB
og
Helene H

Send jeres adresser til omannepost@gmail.com, så sender jeg forlæggeren på posthuset så hurtigt som muligt.

Den bedste dag

Lyden af mennesker i flok kan meget nemt gøre mine hjerne slap. Og fornemmelsen af mennesker i flok kan forstærke min efterhånden indgroede ensomhedsfølelse, fordi jeg ikke kan deltage flokkeriet i det omfang, jeg vil.

Det var nogle af årsagerne til, at jeg ikke ville have en udgivelsesreception.
Men forlæggeren insisterede. Jeg piver altid over, at jeg aldrig bliver fejret, så når der er en oplagt lejlighed, kan jeg godt droppe martyrmasken. Da min veninde, Dorte, så oven i købet havde fundet den helt perfekte lille kaffebar til lejligheden, begyndte mine modargumenter at se temmelig visne ud.
Så i går klokken 17 var der reception.

Tiden før receptionen gik med at have nerverne hængende ud af porerne. Det dulmede en del at have besøg af Marianne, der var så sød at lade, som om hun ikke så, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at kvæle nervøsiteten med store mængder mad. Da hun tog hjem, kastede adrenalinen mig rundt på vægge og lofter, og der spænede jeg rundt, til Dorte og hendes mor kom og hentede mig.
Forlæggeren og den 10-årige var allerede taget af sted. ”For at gøre klar på kaffebaren” kaldte vi det. Men det hed nok i virkeligheden ”hun skal vist lige have lidt tøjkrisero.”

Min selvintrigante hjerne havde på en eller anden måde overbevist mig om, at min egen reception kunne blive en lidt træls affære, hvor jeg igen ville blive ramt af ”det forkerte liv”-følelsen. Men min hjerne kan være den største idiot, for den reception var så fantastisk, at jeg stadig bliver grådlabil, når jeg tænker på den.
Stille og roligt gik det op for mig, at folk faktisk kom. Og at de kom for at se mig. Hver gang jeg så et kendt ansigt i døren, var det som at se tryghed i fysisk form. Det var mine mennesker, der kom. Det var mine bedste venner, mine nye venner, min gamle og nye familie og gamle venner, som jeg ikke havde set i mange år.
Da Camilla, som jeg voksede op sammen med, stod i døren, blev det for overvældende, og jeg begyndte at græde. ”Stop så! Ellers begynder jeg også,” sagde hun og reddede mig fra at tilbringe resten af receptionen med vræleansigt på.

Nu er min lejlighed fyldt med blomster, chokolade, vin og de dejligste sager. Og jeg er fyldt med en taknemmelighed så stor, at jeg ikke rigtig har plads til andet indeni.
Tænk, at en dag, der begynder med, at man vågner efter en drøm, hvor man syer fyldet fast i en sandwich, kan blive en af de bedste siden totusindeetheltandetliv.

Tak til jer, der kom. Jeg savnede jer, der ikke kunne komme, men jeg forstår ret godt, at hverdagsliv kan komme i vejen.
Tak til alle jer andre, fordi I også bidrager til den følelse af rarhed, der overvælder mig lige nu.
Tak til Kirsten og Anna (?) (Undskyld, jeg kunne knapt nok huske mit eget navn) fra Bülows Kaffebar i Jægergårdsgade. Mennesker, jeg ikke kendte i forvejen, som gjorde så meget for, at min dag skulle blive god.

Her kommer en række billeder i tvivlsom kvalitet. Gid jeg havde taget mange flere:

image (4)

Der blev hurtigt fyldt op.

foto (3)

Anders og Hannah væltede direkte ind i en meget naturlig samtale.

image (3)

Olli og Dorte var diskrete og lod, som om de ikke så, jeg var i gang med at tage et billede.

image (1)

De fleste gik ud i solen. Men nogle blev inde og passede på mine dyrebare gaver. Min far ser ud, som om han tager sig en lille lur.

image

Anders læste højt af min bog på engelsk. Han mener, den har Oprah-potentiale. Stine var enig og meget begejstret.

image (2)

Nogle af de bedste mennesker i verden. Blandt andre Bettina, som jeg arbejdede sammen med i England for 3000 år siden.

image (5)

Helt overvældende. Jeg vidste ikke engang, jeg skulle have gaver, men første buket og chokolade var dukket op, allerede inden jeg kom (tak Tine). Tak alle! Allermest fordi I kom. Kan man godt holde flere receptioner for én bog?

I morgen er meget snart

Det er i morgen, min bog udkommer, og jeg tager det virkelig ikke flot. Der er lidt for mange søvnløse nætter med spekulationer, der hvirvler rundt mellem ”hvad har jeg dog gjort? Jeg bliver til grin” og ”der er garanteret iiiikk’ nogen, der vil læse min booog”.
Men den er jo, hvad den er: En bunke blogindlæg om, hvordan det var at blive syg. Hvor ensomt og skræmmende, det var. Og hvor irriterende og ind imellem direkte skadende andre menneskers aldrig stoppende peptalks kunne være.

Der er også en lille stak tekster, som jeg aldrig har udgivet på bloggen. Nogle virkede for personlige, da jeg skrev dem. Andre kunne måske gøre nogle mennesker kede af det eller flove (eller sure, uh). De tekster er med i bogen, for ellers ville historien have for store huller. Men jeg nævner ingen navne. Det handler nemlig ikke om at hænge folk ud. Der er ingen, der har gjort mig ked af det med vilje. Sygdom er en lort, som de færreste har lyst til at røre ved, og jeg er ikke sikker på, jeg selv ville have været bedre til at håndtere det udefra.

I går sendte forlæggeren en stor bunke forudbestilte bøger af sted, og jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg er for den opbakning, jeg har mødt fra jer derude. Tak, for dælen! Jeg håber virkelig ikke, jeg skuffer jer.

Apropos min skræk for at skuffe: Jeg har lovet forlæggeren at lade være med at skrive om alle mine usikkerheder i forhold til bogen. Han mener ikke, der er meget salg i en bog, som forfatteren nedgør med ”ej, den er altså ikke noget særligt” og ”brug nu jeres penge på en rigtig bog i stedet”. Indtil jeg har fundet balancen mellem ydmyghed og selvudslettelse, tror jeg bare, jeg holder mig fra at skrive for meget om den.

Men i morgen udkommer den. Hvis jeg er så heldig, at den får lidt omtale rundt omkring, vil jeg linke på bogens side lige her. Så hold øje med den, hvis I er nysgerrige.
Bogen kan købes (nu) direkte fra forlagssiden (her), bestilles hos diverse netboghandler, og den kan bestilles hjem hos den fysiske boghandler (hvis man vil spare porto).

Bogen er, hvad den er. Og jeg skriver, som jeg skriver. Kors, hvor er jeg spændt.

foto (2)

 

Arbejdshesten og fjolser med pisketrang

Det er cirka et halvt år siden, min kæreste besluttede sig for at satse på sit forlag på fuld tid. Det har været nogle travle måneder, hvor arbejde og fritid er smeltet sammen. Men det er også ret så fantastisk at se et menneske, der elsker sit arbejde i den grad.
Bevares, vi koger ind imellem suppe på gamle skruer og klæder os i laser, vi finder i de riges skraldespande, men det er sådan, det er, når man vil bygge noget op. Senere skulle det hårde arbejde gerne kaste lidt af sig, så der bliver råd til at krydre skruesuppen med lidt næring.

Min kæreste tager sit arbejde meget alvorligt. Det bliver han ligesom nødt til, da alt hans tid og alle hans penge ligger i det lille forlag. Til gengæld er der en stor del af omgivelserne, der tilsyneladende opfatter hans arbejde som spild af tid. Og når de ikke bare vælger at ignorere hans virksomhed, finder de det nærmest umuligt at holde de lunkne fesenheder tilbage. De begaver ham gerne med giftige snigere som blandt andet:

  • Kan jeg ikke bare få nogle gratis tegneserier?!
  • Gud, jeg troede slet ikke, du havde lavet så meget. Jamen, mener du det alvorligt med det der forlag?
  • Jæ forstår ikk det, du laver, så det er nåjet lårt, ikk’å.
  • Det kommer ikke til at gå, for det gjorde det ikke, da jeg selv prøvede.
  • Når det går galt, kan du jo altid få et rigtigt arbejde

Det er den der sære jydementalitet (danskermentalitet?), hvor man tror, at det bedste, man kan gøre for nogen, er, at nedgøre dem. Man ska’ jo lig’ hold’ begg’ si’ bien på æ jord, så man æt flywer højere, end æ winger ka’ bær’, æt osse.

Jeg har da helt på fornemmelsen, at den fesne del af omgivelserne ville tage ham mere alvorligt, hvis han havde brugt bankens velvillighed på leje et fancy erhvervslokale, ansætte en sekretær og lease en luksusbil. Fordi vi tilsyneladende ikke er kommet en skid videre end ”du er, hvad du ligner.”
Er vi ikke snart færdige med at hylde dem, der lever over evne? Vi taler så meget om iværksætteri, men så længe vi ikke har drejet vores tankegang over på, at det også drejer sig om rigtigt arbejde og rigtige penge, når det bare er et enkelt menneske, der har satset alt på det, der virkelig giver mening, er det ikke andet end endnu et hult begreb.

Min kæreste investerer tid og helt ægte penge i sin virksomhed, så nej, du kan ikke bare lige få nogle gratis tegneserier.
Til gengæld bliver vi simpelthen så glade, når nogen finder noget, de har lyst til at købe i hans hurtigt voksende udvalg. Så husk ham lige, hvis I kommer i tegneseriehumør (eller børnebogshumør, eller romanhumør – der er alt muligt spændende på vej). Hans egen webbutik er lige her: Forlaget Damgaard, men sagerne kan også bestilles hjem hos de fysiske boghandlere.