Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Musik i maven 14

Det er sært, som nogle af de tidlige oplevelser er helt tydelige i min hukommelse, men senere, faktisk da det hele blev lidt lettere, husker jeg ikke så mange detaljer fra. Jeg husker heldigvis musikken.
Malene og jeg synkroniserede vores walkmen og dansede ude på fortovet til Good Life med Inner City. Jeg fik bobler i maven, når Club MTV spillede House Arrest med Crush, for den blev ikke spillet andre steder. Jeg følte, jeg var en del af noget stort og vigtigt, hver gang vi var til en fest, hvor Dr Baker spillede.
”Turn up, turn up the music!”
Vi hørte “Det dur” på P3 hver fredag og gik til DM i mix, hvor vi faldt i svime over seje dj’s og så Leila K, Dr Alban og Wizdom’N’Motion. Jeg skrålede med på mine plader med Soul to Soul og Neneh Cherry. Vi dansede til S’Express og blev høje af bassen i maven. Jeg syntes, Ghetto Heaven med Family Stand var den smukkeste sang, der nogensinde var lavet. Vi gik på Club Fisk og mødte dem fra Cut’n’Move, og vi dansede Running-man til De La Soul hele natten på Vestergade 58. Jeg blev del af en klike, hvor det handlede virkelig meget om musik. Jeg var ikke længere outsider, men fandt til gengæld ud af, at jeg befandt mig bedst i udkanten af en gruppe. Jeg ville hellere observere end blive observeret. Jeg rejste til England for at besøge Malene, der var flyttet derover for at arbejde på hotel i en periode, og jeg lyttede til Dee Lite på rejsen. Jeg købte også The Face for første gang, og der var vist også Dee Lite på forsiden. Vi hørte musik, jeg ikke havde hørt i Danmark endnu, og kokken Steve sang ”I wanna give you devotion” ude på gangen.
Jeg mødte Dorte, og hun var så anderledes end mine andre venner. Plisseret nederdel, læbestift og den slags, men vi kunne lave vores egen lille glasklokke, hvor vi ikke behøvede at forholde til noget andet end at have det sjovt. Vi gik i byen hver weekend, og forfestens faste ritual var, at Dorte ringede til lokalradioen: ”Det er Dorte fra midtbyen, jeg vil gerne høre Could It Be Magic med Take That.”
Jeg flyttede selv til England – samme sted som Malene, og jeg knoklede, mødte fantastiske mennesker, festede og lyttede til Bizarre Inc, The KLF, Robin S, The Shamen og D:Ream. Jeg arbejdede i hotellets bistro, og de faste cd’er dernede var M’People, The Brand New Heavies og en blandet en med Tears of a Clown, My Cherie Amour og Can You Feel The Force. Jeg fik en kæreste, som kom fra et helt andet miljø, og han introducerede mig for Blur, som han foretrak frem for Oasis, for man skulle vælge side.
Jeg kom hjem til Århus, og vi gik på Blitz og gik amok til techno nede i Subben. Vi så The Beloved oppe i Rokken, og da Jon Marsh kom ned på dansegulvet bagefter, dansede jeg ind i ham, bare blødtagtigt, for jeg havde været vild med ham længe, og jeg havde aldrig i mit liv været så tæt på et idol.
Jeg havde fået en snas af noget selvtillid, jeg ikke havde mærket meget til før. Jeg satsede og fik arbejde et sted, der leverede ungdomsjournalistik til forskellige medier. Jeg skrev ting, som andre kunne se. Det var et sted, der føltes som hjem i en periode, og vi arbejdede sammen, blev venner og festede til Moloko og Jamiroquai. Jeg begyndte at slippe reglen om, at musik kun skulle løfte mig og købte alle cd’er med Suede, gik til alle deres koncerter og stod i kø i HMV, så jeg kunne få deres autografer.
Når jeg tænker tilbage, skammer jeg mig lidt over, at jeg festede mig igennem mine 20’ere i stedet for at fokusere på uddannelse og fremtid. Men når jeg ser det sådan helt klart, ved jeg, at jeg gjorde det, jeg havde brug for. Og vi behøver vel ikke alle gå den samme vej.

Musik i maven 13

Jeg var nervøs, da jeg skulle begynde på HF. Men jeg havde haft lort nok i bukserne, og jeg vidste, at jeg kunne klare det her. Det skulle jeg bare. Hver morgen tog jeg 53’eren fra Sønderskovvej, og hvis jeg var heldig, var Malene med. Hun gik i gymnasiet med Mette og skulle af bussen før mig. Jeg skulle af oppe ved vandtårnet.
Jeg fik en veninde allerede første dag på Århus Akademi. Det var lidt af et tilfælde, da vi kom til at sidde over for hinanden i kantinen på introdagen. Hun hed Liselotte, hun havde langt krøllet hår, der var vippet over til den ene side, og hun havde et tykt lag sort eyeliner rundt om øjnene. Alt virkede umiddelbart ok, men jeg mærkede også en følelse af at blive kvalt. Som om det ikke kun handlede om, at Lystrup skole havde været dum. Det var hele skolekonceptet, der var ved at kvæle mig langsomt. Det var vingummirock, og jeg havde brug for noget, jeg kunne danse til. ”The only way is up.” Jeg holdt ud, og det gik godt lidt, og så gik det meget dårligt hurtigt. Klassens populære piger besluttede, at Liselotte var for god til mig, og Liselotte brændte mig af og lod mig gå til skolefest alene, så hun kunne følges med dem. Jeg fik nye venner i klassen, og når jeg tænker tilbage, var de meget sødere end Liselotte, men jeg følte, jeg var på vej tilbage i en outsiderrolle, jeg ikke kunne holde ud at være i et øjeblik længere. Da en af de populære piger en dag udpegede mig som årsagen til, at matematikundervisningen gik for langsomt, var det nok. Jeg gik og kom aldrig tilbage igen. Men det havde ikke været spild af tid, for jeg var blevet bedste venner med Malene fra 53’eren. Hun gik op i musik, elskede at danse, elskede Prince og ville hellere end gerne hænge ud med mig og mine magiske tv-kanaler.

Musik i maven 12

Det var en god tid i 10. klasse, men jeg sad også fast et sted, der var fyldt med elendige minder. Jeg glædede mig til at komme videre. Jeg skulle på HF, og bagefter skulle jeg noget med mennesker. Det var det, jeg var god til, sagde folk. Jeg ville gerne skrive skønlitteratur eller skrive om musik, men det sagde jeg ikke til nogen, for jeg måtte hellere holde mig til det, jeg var god til. Jeg kiggede på Mette og Tanja og Linda og Tina, der virkede så modne i forhold til mig. Mettes ansigt havde altid været alt for alvorligt, men nu var hun let og smuk og omsværmet. Det var sådan, jeg så det, og jeg kunne ikke vente, til det blev min tur.
Jeg var blevet vild med en anden dreng. Han gik i klassen under mig, og vi var venner. Jeg havde heldigvis fattet, at der aldrig var nogen, der ville kunne lide mig tilbage på den måde. Og da nogen fortalte mig, at det kunne han faktisk, han kunne lide mig tilbage på den måde, ignorerede jeg det, for det måtte selvfølgeligt være løgn.
Vi gik til halfester i Vejlby-Risskov-hallen, og jeg oplevede mere og mere, hvordan det var at træde ud af den rolle, jeg havde været i, siden jeg begyndte i skole. Jeg mødte en dreng, der hed Anders, og vi dansede til ”Right on Track” med The Breakfast Club. Jeg elskede virkelig den sang. Efter fem minutter spurgte han, om jeg ville komme sammen. Han kaldte mig ”min pige”, og vi lyttede til Lars H.U.G.: ”Hvordan mon det går? Mon de kan reparere dig?”
Vi havde ikke så meget at snakke om, og han gik meget op i, hvad hans venner syntes om alt. Efter halvanden måned slog jeg op med min første kæreste. Jeg var parat til noget andet. Til det rigtige liv. Væk fra den jeg var, væk fra mobning, selvhad, skam. Væk fra voksne, der var usynlige, med mindre man skulle skældes ud. Væk!

Musik i maven 11

Ulempen ved de mange musikkanaler var, at det kunne være svært at komme væk fra fjernsynet. Jeg var besat af musikvideoer, og skulle helst være hjemme til Pat Sharp og Nino de Angelo og Maiken Wexø og Top of The Pops. Min mor var sådan en, der ikke ville indrette sit hjem efter tv’et, så vi havde et 14 tommer farve-tv, der meget mod hendes vilje havde afløst det sorthvide, jeg voksede op med. Der var ingen fjernbetjening, men min søster og jeg fandt hurtigt ud af at ligge i sofaerne på en måde, så vores tæer kunne nå kanalknapperne. Jeg var begyndt i 10. klasse, og Mette var begyndt i gymnasiet. Den første dag sad jeg ved siden af Trine, og jeg havde så ondt i maven, at jeg ikke kunne trække vejret. Der var en masse, der var gået ud af klassen. Blandt andre Jeanne og Susanne. Der var også kommet en masse nye, og klasserne var blandet sammen, og jeg kunne slet ikke finde ud af, hvem jeg var i den sammenhæng. Jeg havde så ondt i maven, at jeg sked i bukserne. Jeg sked i bukserne første dag i 10. klasse og måtte krabbe mig ud af lokalet og cykle hjem med lort i mine cowboybukser fra Benetton. Det kunne have været begyndelsen på et forfærdeligt år, men det blev det bedste år i folkeskolen. De onde var ude, og selv Trine indså med tiden, at der ikke var nogen, der var specielt interesserede i hendes løgne. Det var godt at gå i skole, jeg fik lov til at være dygtig, der hvor jeg var det, og når jeg var dårlig, hang der ikke længere hån i luften. Vi var sammen i flok, og vi havde musik, vi altid skulle høre og synge med på. Vores soundtrack var alt fra Bryan Adams og U2, og jeg syntes, det var helt elendigt, men jeg skrålede lykkelig med, og når jeg kom hjem og lå i sofaen med tæerne på kanalknapperne, sang jeg med på Mel & Kim: ”Tay tay tay tay tay t t t t t tay tay.” Og jeg fór op og spænede rundt, første gang de viste en Bros-video, for jeg havde aldrig før set noget så fantastisk. ”When will I, will I be famous?”
Ja, hvornår egentlig? Vi forstod hinanden, mig og Bros. Jeg drømte om at flytte til London og gå i 501’s og møde Bros eller mindst Nick Kamen. Jeg havde hørt så meget engelsk musik, og jeg kunne ikke holde ud, at jeg ikke oplevede det i England. Jeg drømte om at være publikum i Top of The Pops og om at have engelsk popstjernetøj på og om at være noget andet end en, der sked i bukserne. Jeg ville have mine veninder med. Det var vigtigt. Det skulle være Tanja, der var flyttet på ungdomspension. Og Linda, der havde droppet skolen og var begyndt at arbejde fuld tid. Og Mette, der havde fået nye gymnasieveninder. Og Tina, der var klatret højt op på ranglisten i den nye 10. klasse, fordi det havde værdi at være et godt menneske. De havde alle sammen gang i alt muligt, og jeg havde gang i at skide i bukserne, sende postkort til Pat Sharp og interviewe usynlige popstjerner med min hårbørstemikrofon.

Musik i maven 10

Jeg var begyndt at skrive. Jeg skrev digte og små historier, og jeg skar en revne i mit gulvtæppe og lagde teksterne derind. Det ville være en katastrofe, hvis nogen så dem. I skolen skrev vi stil, og jeg elskede det, men det var kun de populære pigers historier, læreren udvalgte til højtlæsning. Det gav god mening for mig. Én gang var det min stil, der var udvalgt, og jeg var både stolt og bange, da læreren gik i gang. Hun syntes, historien var sjov, og hun grinede, mens hun læste. Men klassen morede sig mest med at vrænge og pege og gøre nar. Det gjorde mig ekstra glad for, at de andre tekster var godt gemt derhjemme under tæppet. Jeg lovede mig selv at brænde dem.
Jeg rejste til England med klassen, vi sejlede med båden fra Esbjerg og dansede på diskoteket til ”We Don’t Have To Take Our Clothes Off” med Jermaine Stewart. Dem, der turde, dansede kinddans til ”Lady in Red” med Chris de Burgh, og vi andre købte deodoranter i den toldfri butik. I bussen til London hørte vi Eurythmics, og den allerførste gang, jeg betrådte gaderne i den magiske by, havde jeg ”Miracle of Love” i hovedet. Endelig var jeg der. En fremmed kvinde kom hen til mig og satte en blomst på min jakke, og det føltes som den helt rigtige velkomstkomite. Men da hun krævede penge og jeg forvirret peb: ”I have no” sagde hun ”fuck off”, og alt var som det plejede. Vi mødte drenge, som var vilde med de danske piger, og der var et sekund, hvor jeg var en helt anden end mig. Men det var kun indtil en af drengene lagde armen om mig, og den vejede 100 kilo på min skulder. Jeg kunne ikke lide det.
Efter en uge var vi hjemme igen. Der hvor folk holdt sig for næsen, når de gik forbi mig. Og hvor jeg sammen med Trine afreagerede ved at være modbydelig over for de yngre piger ude i fællesrummet. Det var, som om de ikke var virkelige mennesker, og jeg fattede ikke, at angsten i deres øjne handlede om mig. For det var jo mig, der var offeret.

Musik i maven 9

Hver søndag kørte vi rundt i skøjtehallen med kold luft i næsen. Der var Trine populær, og der spillede de nærmest ikke andet end Europe. Hvis det endelig skulle være, kunne jeg næsten holde ud at høre Carrie, mens jeg kørte rundt for mig selv og fik mere og mere fart på og glemte, at jeg ikke kunne finde ud af at bremse. Jeg var nødt til at køre ind i barrieren, hvis jeg ville stoppe. Trine kunne bedst lide at køre rundt med drengene. John, Brian og Bette og hvad det nu var, de hed. Men det var en dreng hjemme i Lystrup, hun var vild med. Han var også vild med hende. Meget, meget vild med hende, fortalte hun. Faktisk var de blevet kærester, men det var en hemmelighed, fordi alt muligt og noget med hendes storebror. Jeg burde ikke have troet på det, men selv om Trine ikke var skarp i skolen, var hun snu som en kriminel, og en ikke uvigtig detalje ved hendes historie var, at hendes nye hemmelige kærestes bedste ven var vild med mig. Jeg kunne næsten ikke tro det, men hun sagde det, og jeg ville så gerne have, det var rigtigt. Han havde hår som Limahl og var den flotteste dreng i Lystrup, og hver dag havde Trine en ny historie om, hvor vild han var med mig, og hvor umuligt det desværre lige var for os at mødes. Når jeg begyndte at tvivle, skyndte hun sig at love, at der nu var en konkret aftale, og jeg fik håb igen. Jeg fortalte det til Tina og Mette og Linda og Tanja, og en dag, da jeg kom i skole stod Susanne midt i klassen og kiggede på mig med det utilfredse ansigtsudtryk, hun bar så giftigt.
”Hvorfor går du og siger, at han er vild med dig? Han synes, du er vammel?”
Mir hjerte fløj hurtigt helt op i min isse og faldt lynhurtigt ned i mine fødder. Jeg ville forsvinde. Jeg ville dø. Men jeg fik jo bare, hvad jeg fortjente. Jeg var vammel. Jeg var dum. Hvem havde sladret? Jeg fattede ikke, at jeg havde troet på Trine, men Trine holdt fast i, at hun ikke havde løjet, og jeg stoppede med at tale om det. Jeg var ydmyget, men det var der ikke noget nyt i. Vi skulle ikke længere end til den næste idrætstime, inden de gjorde grin med min nøgne krop. ”Anne Bæ ligner et lille barn”, og jeg rødmede og dækkede mig med håndklædet, mens Jeanne stillede sig op på bænken og forsøgte at synge som Tina Turner. Hun havde bar overkrop, og hendes ansigt var groft og grimt i mine øjne. Både Jeanne og Susanne så altid ud, som om de havde en prut siddende på tværs, og jeg havde svært at forstå deres popularitet. De var de grimmeste og de ondeste, og de truede og hånede, og det faldt mig aldrig ind, at deres liv måske så anderledes ud, når de kom hjem fra skole.
Når jeg kom hjem fra skole, hørte jeg mit nye Madonna-bånd og sang med på La Isla Bonita. Tanjas stedfar havde fortalt os, at det betød ”den smukke ø”. Det lød rart.

Musik i maven 8

Ind imellem blev Mette og Tina bedste veninder, og så måtte jeg nøjes med hende den nye. Trine. Trine var hverken sød, sjov eller populær, men hun fortalte altid imponerende historier om, hvor rige de var i hendes familie. Og hun gav gerne indtryk af, at man kunne få lov til at mærke en lille smule af det, hvis man behandlede hende godt. Trine og jeg havde ikke rigtigt noget tilfælles. Vi var begge outsidere i skolen, men det var det. Hun gjorde mig jævnligt opmærksom på, at jeg var grim og dum og absolut ikke noget for drengene, og jeg tog imod, for det ville være meget værre at gå alene rundt i frikvartererne.
Hjemme hos Trine var der Sodastream og frostpizza, og for det meste drak og spiste hun for næsen af mig, men en sjælden gang imellem fik jeg lov til at smage lidt. Hendes forældre var ikke vilde med mig og ignorerede mig for det meste. Men det var vel forståeligt, at en fin familie som hendes ikke syntes, hun skulle være sammen med en beskidt fattigunge som mig. Jeg var forlængst begyndt at gå i bad, jeg havde ikke længere pyjamas på under tøjet, og min mor forkælede mig med mærkevaretøj, selv om det må have været stramt for hende. Men der sad et stempel på os, der boede i Lystruplund. Og på os, der var så generte, at det lød, som om vi snakkede indad.
Det var Trines pralemetode, der fik hende til at virke så overbevisende. Hun lagde stemmen helt ned bagerst i halsen og gjorde den hæs med vilje. Trine syntes, jeg havde den værste musiksmag nogensinde. Hun holdt en Duran Duran-plakat og en Europe-plakat op ved siden af hinanden og spurgte med den der stemme, hvordan jeg kunne lide det lort, når Joey Tempest var den flotteste mand i verden. Jeg sagde hende aldrig imod, men kunne ikke fordrage hendes elendige vingummirock. Jeg havde fået kabel-tv, for så heldige var vi nede i fattiglunden, og jeg så MTV og Super Channel og Sky Channel, og jeg så Top of The Pops på BBC. Jeg hørte Five Star, Pet Shop Boys, The Communards, Kim Wilde, The Human League, Erasure, Bananarama og alt det andet, der pludselig var adgang til, og jeg overtalte min kostpyramidekorrekte mor til at købe frostpizzaer, og jeg spiste én og kastede op af den.

Musik i maven 7

Jeg havde tre liv: Hjemme, hvor det aldrig hastede med at blive voksen. Skolen, hvor jeg var grim og uduelig. Med vennerne, hvor jeg var elsket og accepteret af årsager, jeg aldrig regnede ud.
Vi må have set sære ud, når vi kom gående, Tanja, Linda og mig. Den smukke dreng, Madonna-look-a-like’n og den grimmeste pige, der nogensinde havde eksisteret. Men der var respekt om os, for lige så søde som Tanja og Linda var over for mig, lige så hårde kunne de være over for andre. De slog og truede, og jeg gjorde det bedste, jeg kunne for at følge med. Når vi var inde i byen, forsvandt de ind i prøverum med bunker af tøj i armene og kom ud med tomme arme og fyldte rygsække. Jeg opfattede ikke, at jeg var en del af det, når jeg stod uden for og lignede en, der holdt vagt. Jeg turde ikke stjæle, men en enkelt gang skubbede jeg klodset en pakke Sorbits ned i mit ærme, mens teenage-ekspedienten ikke turde sige noget. Hun var bange for Tanja. Der var ikke noget af det, der føltes godt, men jeg elskede Tanja og Linda, og jeg elskede især, at de var mine venner. Jeg syntes de var smukke og seje og heldige, fordi de havde det hele. Vi hørte Howard Jones og sang ”Things Can Only Get Better”. Tanja sang imponerende falsk. ”Wå wå wååå-å”, sang vi, og jeg gik hjem i seng, Linda gik hjem og var sin fars tjenestepige, Tanja gik hjem til tæsk.

Musik i maven 6

Jeg mødte Tanja ude på legepladsen. Hun var lige flyttet ind og lignede en flot dreng med et filmstjernesmil. Jeg blev helt forfjamsket, da hun begyndte at snakke til mig. Vi blev venner på et øjeblik, og jeg kunne slet ikke forstå mit held. Tanja var sej, hun var en af de mest populære i sin klasse, og hun var sød ved mig. Altid sød.
”Du skal høre den her”, sagde hun spændt, og jeg satte mig på hendes briks, mens hun tændte for ghettoblasteren. Jeg kunne høre, at det var noget godt med det samme. Vores små, benede bagdele hoppede op og ned på briksen, mens George Michael sang ”Everything She Wants”. Hun viste mig billeder af George Michael. Hun syntes, han var den flotteste mand i verden. Jeg kunne bedre lide Andrew Ridgeley. Han var mindre populær, og jeg vurderede, at jeg havde større chancer med ham.
Senere kom Linda til. Hun var også lige flyttet ind, og jeg blev skuffet, da Tanja kom gående med hende, som om det var en selvfølge, at hun skulle være sammen med os. Jeg var bange for at miste Tanja. Men det gjorde jeg ikke. Tanja var altid loyal.
Linda var ligesom Tanja populær i sin klasse. Hun klædte sig som Madonna, og satte sit hår op på en måde, jeg aldrig havde set før. Tanja og Linda havde en helt anden type forældre, end jeg havde. Tanjas mor snakkede ikke som en mor, men som om hun var ung som os. Og Tanjas far lignede noget fra en gammel film, og han kommenterede altid på mine ikke-eksisterende bryster, når han så mig. ”Nååh, er der ved at komme lidt?”
De måtte begge være meget længere ude om aftenen, end jeg måtte, men til gengæld skulle Linda altid være hjemme til at lave aftensmad til sin far, og Tanja måtte finde sig i lussinger de dage, hendes mor var i dårligt humør. Drengene var vilde med både Tanja og Linda, og jeg var den lille forfjamskede fugleunge, der altid hang efter dem og deres kærester. Men når det bare var os tre, så vi musikvideoer på VHS-bånd. Tanja havde fået dem fra sin onkel, der boede på Tjelevej, hvor der var kabel-tv. Vi så Thriller, og Linda og jeg turde ikke gå alene hjem. Vi så Borderline og fantaserede om, hvor let livet ville være, hvis man var flot som Madonna. Vi så Love Is A Battlefield, mens vi stod foran fjernsynet og kopierede Pat Benatars dans.
”Heartache to heartache we stand.”

Musik i maven 5

”Jeg køber et nyt bånd. Hvad skal det være?”
Det var Mads, jeg spurgte, og han svarede: “Tøsedrengene”. Jeg havde nok håbet på noget andet, men hvis det var det, de ville høre, var det det, jeg ville købe. Jeg havde inviteret en lille flok fra klassen hjem til mig. Tina, Helle, Henriette, Anders og Mads. Det var helt vildt. Jeg var stadig upopulær i skolen, men lige så snart vi åbnede døren og forlod de hullede asbestlofter, var jeg del af en gruppe. Vi gik til dans sammen oppe hos Verner, og vi øvede hjemme hos hinanden. Helle og Henriette gav adgang til nogle af drengene, og nu skulle de hjem til mig. De skulle se mit nye værelse. Det var en skibsbriks med overskabe, madras med røde og hvide striber og tre store hynder med samme mønster. Der var et hvidt laminatbord og en lænestol, der passede til sengen. Jeg havde fået nyt reolsystem fra Ikea, og en sej kontorstol. På væggene hang alle mine idoler forskudt og på skrå: Duran Duran, Kajagoogoo, Tears for Fears, Wham, mere Duran Duran, og jeg have et stativ af træ til mine helt egne krus, som vi skulle bruge til jordbær-te.
Mette var vist ikke inviteret. Hun var ikke en del af gruppen, der gik til dans. Hun var sammen med den nye pige, Trine. Jeg elskede stadig Mettes selskab, men nogle gange var det nemmere med Tina. Hun var ikke så sjov som Mette. Der var ingen i verden, der var sjovere end Mette, men der var så meget skam, og der var så mange hemmeligheder, vi ikke turde fortælle hinanden. Det var, som om universet ville smuldre, hvis vi indrømmede, at vi havde det forfærdeligt. Tina var ukompliceret. Vi snakkede om ting. Mest om drenge. Vi sad ikke altid hjemme, men cyklede lange ture, og vi tog ind til byen og mødte nye mennesker. Vi snakkede om Duran Duran, og ind imellem blev vi uvenner over, hvem der skulle have hvem. Jeg ville kun have Simon, men hun vekslede mellem Roger, John og Simon. Det syntes jeg ikke, man kunne. Vi holdt dansekonkurrencer, og hun sagde, at jeg var god. Jeg var den, der kunne få benet højst op, når jeg lavede benspjæt. Vi så Flashdance sammen med nogle af de andre piger fra klassen, og dansede hele vejen ned igennem byen og hen over Immervad. Efter den film, skrev jeg ”danser” i de venindebøger, der gik på omgang.
Da der var turnering på Verners danseskole, stillede jeg spontant op i solodisko, selvom jeg egentlig var der for at danse jitterbug med Tina.
Det var musikken, der gik i min mave, og min sædvanlige nervøsitet og angst for at fejle forsvandt. Jeg rejste mig bare og dansede.
”Det gik vildt godt” og ”du vinder”, sagde de andre, og jeg turde næsten tro på dem. Men ham den gamle dommer gik kun i ring om hende fra Skæring, han kom slet ikke ned i min ende, og jeg stillede aldrig op i en konkurrence igen. Men jeg blev ved med at skrive ”danser” i venindebøgerne, og hvis det ikke gik, kunne man altid blive popstjerne, filmstjerne eller fotomodel.