Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Gid vi kunne finde ud af at give hinanden lidt ro til at være chokerede, kede af det, lammede. Gid det ikke altid gik ud på at kyle påstande ind i håbløse diskussioner så hurtigt som muligt.
Gid vi fik tid til at sørge, inden vi gik i gang med at være sure på hinanden.

Gid verden ikke går helt i stykker.

Et brev om dit had

Hej Hademenneske

Jeg har kendt dig, så længe jeg kan huske, og jeg har holdt af dig. Men jeg har også protesteret, når du har spyet fordomme ud i alle andre retninger end indad. Jeg kan sagtens forestille mig, hvordan du og din nærmeste familie har snakket om mig over aftenkaffen. ”Hun ved jo ikke bedre,” har du sagt og følt dig meget overbærende. For du har ret. Alt, hvad der er anderledes, er ondt og farligt. Og det skal jages væk med had. Du ved, du har ret, for det siger ”de”.
Du er et menneske, der hader, og jeg undrer mig over, hvor det kommer fra? Er der sket dig noget, som vi ikke opdagede, eller som vi ikke tog alvorligt nok? Har vi været med til at give dig følelsen af, at du mister noget, når andre klarer sig godt? Eller er hadet noget, du er født med?
For du er et menneske, der hader. Mennesker i nød gør dig vred, hvis de ikke er ”vores egne”. ”De vil tage det, der er vores,” siger du. ”Jeg tror altså bare, de vil overleve,” svarer jeg. Men du vil ikke tale mere om det. Du vil udspy fordomme, og så vil du vende ryggen til mig, indtil jeg holder min irriterende, selvgode, naive mund.
Du er et menneske, der hader. Jeg hader ikke dig. Det kommer jeg aldrig til, for jeg har holdt af dig, så længe jeg kan huske. Men da jeg så et billede af en mand, der spyttede på krigsflygtninge, på udmattede, bange mennesker, som har mistet alt, der tænkte jeg, at det kunne ligeså godt have været dig.
Det er sådan, jeg ser dig nu. Mon det overhovedet betyder noget for dig?

Anne

Hvis det var mig

Hvis mit land var bombet i stykker, hvis jeg ikke var sikker i mit eget hjem, hvis min familie ikke var sikker, hvis mit barn ikke havde en seng at sove i, hvis fremtiden var ikke-eksisterende, så ville jeg gøre alt i min magt for at ændre den situation. Også hvis det betød, at jeg skulle forlade alt, jeg kendte og det sted, hvor jeg allerhelst ville være.

Hvis jeg skulle forlade alt, hvis jeg skulle på en uoverskuelig flugt, hvis jeg kun havde håb og en smule formodninger tilbage, ville jeg pakke få, men vigtige ejendele, iføre mig mit gode tøj og passe godt på min smartphone, som ville være min kilde til ruter, vigtige nyheder og mit netværk.

Hvis jeg skulle flygte igennem lande, jeg ikke kendte, hvis jeg havde min søn i hånden og hans liv og fremtid på hjernen, ville jeg være fokuseret. Hvis mine fødder var fyldt med vabler, ville jeg blive båret af adrenalin. Hvis jeg satte mig for at hvile, hvis jeg turde sove, ville jeg måske ikke huske at rydde op efter mig selv, når jeg gik videre. Hvis det handlede om min søns liv, hvis det handlede om hele fremtiden, ville jeg kun være fokuseret på at komme videre, inden trætheden og apatien helt tog over.

Hvis jeg var tæt på målet, hvis fremtiden og måske familiemedlemmer og venner, der gik i forvejen, var inden for rækkevidde, ville jeg gøre alt i min magt for at nå dem og undgå at ende i et land, hvor jeg ikke var ønsket. Hvis jeg skulle vandre på motorvejene med fremmed politi omkring mig, ville jeg være bange og gå i forsvarsposition. Hvis søde mennesker gav mig mad og tøj, ville jeg måske glemme at sige tak.

Hvis jeg nåede mit mål, hvis jeg endelig turde føle tryghed, hvis mit barn fik en seng igen, ville jeg gøre mit bedste for kun at se fremad. Men jeg ville være gået i stykker indeni.

Had, du gør mig bange

Nogen blev ved med at dele racistiske ”vittigheder” på facebook, og andre sagde til mig, at det ikke nyttede noget at sige fra. Men jeg endte med at gøre det alligevel. Først sagde jeg fra — jeg rystede og var tæt på at gå i stykker af konfliktskyhed, men jeg kunne ikke være i mig selv, hvis jeg ikke reagerede. Senere slettede jeg vedkommende helt. Jeg havde ellers sådan en rummelig tanke om, at jeg ikke ville kigge på et feed, hvor der kun var folk, der var enige med mig. Men rummeligheden fiser langsomt ud, for der er så meget grimhed. Og hver gang nogen nævner tonen overfor og behandlingen af flygtninge og asylansøgere, er det, som om der bliver trykket på en knap, der automatisk genererer ord som: Landsforræder, halalhippie, naiv, kommunist.
Det er den klassiske: ”Jeg er løbet tør for fornuftige argumenter, så jeg kalder dig lige dum i stedet, så vi kan få stoppet det her.”

Det er jo ikke debatten, jeg har et problem med. Jeg råber ikke ”racisme”, hver gang nogen udtrykker bekymring om økonomi i forhold til flygtninge. Der er ting, der skal løses, men hvordan kan det på nogen måde retfærdiggøre nedgørende kommentarer, had og hagekors? Det er antidebat, og det er ækelt.

Så jeg bærer mine fine titler med stolthed. Jeg er landsforræder, halalhippie, naiv og lad mig da endelig tage noget kommunisme på mig også. Og det nytter noget at sige fra, når folk deler racistiske ”vittigheder” og andre latterlige hånligheder. Måske får du ikke ignorancen ud af den person, du siger fra overfor, men du fortæller alle andre, at det ikke er i orden. Og du fortæller dem, det går ud over, at du er på deres side.

Jeg er så skræmt over det, der foregår lige nu. Og jeg vil sige fra og sige fra og sige fra, hver gang nogen udtrykker hån og had overfor mennesker, der har været igennem hæsligheder, vi ikke engang kan forestille os. Mennesker, der er som os. Ægte mennesker og ikke bare noget fjern fiktion.

Hagekors på et asylcenter … Det er det sygeste!

Han løb tør for socialt liv

Når vi taler om fattigdom her i landet, når vi taler om, hvordan det er at blive arbejdsløs eller syg, når vi taler om, hvordan det er at løbe tør for penge, så er der en stor del af os, der tror, at fattigdom kun er Oliver Twist, udspilede maver og en laset bivuak i parken.
Når vores ven mister sit arbejde og ryger på kontanthjælp, synes vi da, det er synd for ham, at han ikke har nogen penge. ”Nå, har I ikke råd til ferie i år? Der er ellers gode tilbud på ture til Dubai.”
Når man ikke har en socialt belastet baggrund, når man har rent tøj på hver dag, når man har et hjem med vægge og tag, så er man da ikke fattig. ”Åh, du har ingen penge? Så dropper du da bare forretten.”

Men det, der sker, når du ikke har nogen penge er, at du kan ikke gå ud at spise. Heller ikke selvom restauranten ”bare har et supergodt tilbud på vinmenuen”. Du kan ikke bare købe dit designertøj, når der er udsalg. Du kan ikke købe designertøj. Punktum. Du kan ikke købe en iPhone. Du kan ikke gå i biografen. Du kan ikke altid deltage i diverse fester, hvis de indebærer dyr transport og gaver. Det kan ikke bare lige være ”din tur til at gi’”. Du kan ikke gå til frisør. Du kan ikke melde dig ind i et fitnesscenter. Du kan ikke bare lige købe nyt, fordi det gamle er gået i stykker. Du kan ikke give penge til velgørenhed, selvom internettet opfører sig som en facer, der råber efter dig, at du er en egoist, som er ligeglad med, at børn i andre lande dør af sult. Der er mindre og mindre, du kan deltage i, og pludselig sidder du alene derhjemme. Vennerne kan godt lide dig, bevares, men du har jo alligevel aldrig råd til by- og shoppeturene, så nu er de stoppet med at spørge. Du begynder at blive ensom, men du vil helst ikke sige det højt, for folk svarer altid, at du da selv kan tage initiativ til noget. Du kan ikke lide at tage initiativ til noget, for ”noget” koster for det meste penge, og du bryder dig egentlig ikke om at sige, at du ikke har nogen. Du har nemlig læst i diverse kommentarfelter, at du er en doven nasser, en byrde, en utaknemmelig nasserbyrde.

”Du sidder der og brokker dig, mens du bruger vores penge. Hvad med den computer der? Du er ikke en skid fattig, når du har computer og internet.”
Ok, siger du og bøjer nakken. Du opsiger dit internet, sælger computeren. Får 200 kroner for den. Sluk. Så er du pludselig helt, helt alene.
”Har du hørt fra ham for nylig,” spørger vennerne hinanden.
”Nej, han er blevet så kedelig på det sidste.”
”Så kan han sgu passe sig selv.”

Vi dør ikke af sult i Danmark, men nogle mennesker går i stykker af skam og ensomhed, fordi den lysende fremtid, de var så sikre på, fik lukket for strømmen. Vi andre ryster lidt på hovedet og siger, at det er et spørgsmål om prioritering, for der er faktisk mange, der har det meget værre.

Meningspause

Jeg plejer at være ret god til at have en mening om alt, men lige nu orker jeg det ikke. Måske fordi mange af dem, der har masser af meninger i disse tider, skvatter rundt i fingerpegningsmudderbrydning, mens de råber: ”Det hele er din skyld! Nej, det er din skyld. Næh, det er nemlig din skyld”.
Der er efterhånden ingen grænser for, hvem der hjalp med at trykke på aftrækkeren, og jeg tager mig lidt til hovedet og tænker, at de endeløse debatter nok ikke ender med noget, der får plads i fremtidens historiebøger.
Måske har jeg svært ved at finde mine meninger, fordi jeg skal trænge igennem en tyk hinde af klichéer for at nå ind til dem. Jeg kan nærmest ikke åbne munden, uden der vælter selvfølgeligheder som ”sammenhold”, ”værne om”, ”behandle andre, som vi selv vil behandles” ud.
Måske mener jeg egentlig bare det samme, som jeg altid har gjort. Det gør alle andre tilsyneladende også, hvilket bringer mig tilbage til de endeløse debatter.

Alle siger det, vi forventer af netop dem. Det er de sædvanlige masseforargere, der bræger højest, og det bliver jeg ikke klogere af. Så jeg slukker for dem og tillader mig at bevæge mig videre. Det betyder ikke, at jeg er ligeglad. Det kan jeg aldrig blive. Men jeg vil grine højt og tale om bagateller uden at sidde med følelsen af, at jeg er skidt menneske, der ikke har forstået alvoren. Jeg forstår alvor. Jeg forstår, at vi skal håndtere den. Men jeg forstår også, at det ikke sker på et par dage ved hjælp af hidsige kommentarfelter.

Da jeg gik i seng i går aftes, tænkte jeg: ”Jeg glæder mig til i morgen — bare fordi i morgen er i morgen.”
Det føltes meget videre-agtigt.

Mine danskere

”Terror i Danmark” skreg overskrifterne. Men det kaos, der i mine forestillinger ville følge med, er udeblevet. I stedet ser jeg os som en stor samlet flok, der lige holder lidt ekstra godt fast om vores krakelerede hjerter, men vi er rolige.

Vi skal blive stående i samlet flok. Jeg kan ikke bære, når vi stædigt står i hvert sit hjørne og skriger efter hinanden, at der kun findes én vej. Der er mange veje, og selvfølgelig skal vi være kærlige, når vi guider hinanden. Men kærlighed er vel også at sige fra med hård stemme, når nogen beslutter sig for at ødelægge alt omkring sig på turen.

Vi skal blive stående i samlet flok og huske, at det ikke kun er dig og den nabo, der ligner dig, der er ramt af det her.

Vi skal blive stående i samlet flok og holde fast i, at vi har ret til at være almindelige mennesker, der kan passe vores almindelige lørdag uden at blive skudt for det.

Jeg er ked af det, men jeg er ikke bange.

Det handler nemlig kun om at vinde

Jeg kender flere, der ikke orker debatten for tiden. Jeg forstår det godt, men hvis det er modargumenter, man mangler, har jeg set en del rundt omkring, der måske kan bruges.
Jeg har ikke selv testet alle argumenterne, men jeg har modtaget nogle stykker af dem, og de var effektive nok til at få mig til at vakle kortvarigt.

I tager bare, hvis der er noget, I kan bruge ( og tilføj eventuelt et ”stakkels tøs”, hvis din modstander er en kvinde):

• Du er meget naiv.
• Du er alt for følelsesladet, så jeg kan ikke tage din mening alvorligt.
• Du har tydeligvis ikke sat dig ind i situationen.
• Det der er jo ikke andet end venstreorienteret propaganda.
• Det der er jo ikke andet end højreorienteret propaganda.
• Den der holdning er bare så typisk for en [indsæt selv passende dansk avis]-læser.
• Din fascist!
• Din nazist!
• Din kommunist!
• Din racist!
• Din landsforræder!
• Din idiot!

Og her er et af de mere interessante , som har ramt mig gennem tiden:
• Med den holdning opfordrer du jo til menneskesmugling (stakkels tøs).

Tilføj gerne flere i kommentarfeltet, så vi alle kan lære noget nyt og dermed deltage konstruktivt i debatten for eftertiden.

Humor skal væk, inden jeg glemmer, hvordan man griner

”Det er bare go’ humor,” skriver folk, mens de hopper, klapper og peger på et eller andet link, der skal bevise deres påstand.
I mange år tænkte jeg ”ih, så skal der grines”, mens jeg ivrigt trykkede mig ind på noget, der ni ud af ti gange ikke var i nærheden af at være sjovt. I hvert fald ikke for mig. Det er ligesom tøjkatalogerne og deres “lækker kjole”-beskrivelser. Sig hvad det er, og så tilføjer jeg selv tillægsordene, tak!
På denne uskyldige måde begyndte mit anstrengte forhold til “humor”.

Man kan ikke klæbe en facitliste på humor, for vi er jo forskellige, men jeg er på mine egne vegne nået frem til, at hvis noget har et ”go’ humor”-stempel, scroller jeg henover det i en fart. Det har jeg uden kvaler levet med i et godt stykke tid, men nu er jeg nået der til, hvor jeg ville ønske, humor rejste væk på en envejsbillet. For i mine øjne er begrebet efterhånden så udvandet og misbrugt, at det er værdiløst.

Der er stadig rare mennesker, der bruger ordet humor til at beskrive noget, de virkelig synes er sjovt. Altså ”ægte latter helt nede fra maven”-sjovt. Men de drukner i mængden af folk, der bruger den ”go’e humor” som et let glaslåg på en bundløs spand af hån og fordomme. Og hvor det, der skulle forestille at være latter, mest af alt lyder som ukomfortable halslyde.

Det er en farlig ting at skrive om lige nu. Det kan jeg godt se. For det er jo helt tydeligt, at jeg er imod ytringsfrihed. Men gu er jeg ej! At være imod ytringsfrihed — både når jeg er enig og når jeg er uenig, vil aldrig være en mulighed for mig. Men jeg er imod, at ytringsfriheden pludselig blander sig i, om man har humor eller ej.
Når et politisk parti på deres facebookside deler modbydeligheder under dække af, at det er humor … Når folk, jeg har kendt altid, deler de samme elendige fordomme under dække af, at det da bare er “go’ humor” … Når de gør det og siger til mig, at jeg ikke forstår det, fordi jeg mangler humor, så kan jeg ikke længere bruge det begreb til en skid.

Jeg kan aldrig sige det helt rigtige

– Mor, hvad er der sket?

Hvordan forklarer man en 11-årig om død og terror uden at fylde hans overtænkende hjerne med angst og fordomme? Hvordan gør man det, når man selv er fyldt op af magtesløshed og katastrofefølelse og helt uden evne til at overskue konsekvenserne for det i forvejen alt for skrøbelige forhold mellem mennesker?

Jeg placerede min tunge så lige i munden, jeg kunne, inden jeg listede mig hen til en beskrivelse af det konkrete fakta, jeg havde på det tidspunkt. Ikke for detaljeret, men uden for mange huller, der kunne fyldes op af hans veludviklede fantasi.

Bagefter snakkede vi om, hvor dumt og kujonagtigt det er at bruge vold som modsvar til ord og tegninger. Vi snakkede om at håndtere uenighed og om at have ret til sine holdninger, selv om andre synes, man er en idiot. Vi snakkede om, at det handler om ondskab, om magt, om at være kold indeni, mere end det handler om, hvilken gud man tror på. Vi snakkede om, at man aldrig må give alle skylden for få ekstremisters elendige ondskab. Til sidst snakkede vi om, at det ikke sker her. For det er den slags tanker, der vækker ham om natten.
– Er du sikker, mor?
– Ja! (Nej!)

Jeg vil aldrig føle mig tilstrækkelig i den slags samtaler med ham, fordi det betyder så uendeligt meget for mig, at han bliver ved med at være et fint menneske. Et menneske, der kan og tør tænke selv, og som ikke er bange for at leve et frit liv.

Han er i skole nu, og jeg ved ikke, hvad skolegården kaster efter ham af skrækhistorier og generaliseringer. Jeg kan kun sidde klar til at lytte og snakke, når han kommer hjem. Og til at sidde i arm, stirre lidt ud luften og få tankerne på plads. Det er ikke kun ham, der trænger.