Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

”Så ses vi i morgen”

I dag tænker jeg på min gamle ven. Jeg har ikke nogen åbenlys grund til at tænke på ham, men han har det med at dukke op i mit hoved. Så tænker jeg på, hvad han ville have lavet nu. Hvordan han havde haft det. Ville vi stadig kende hinanden. Der er også tidspunkter, hvor jeg synes, jeg får øje på ham på gaden, selv om han ikke har været i live siden den 30. juli 1996. Han var 24 år den sommer. Kun 24 år.
Vi havde snakket i telefon sammen om aftenen. Jeg fik ham til at love, at han ikke ville tage i byen, at han ville gå i seng og stå op og gå på arbejde, så vi kunne færdiggøre en opgave sammen. Vi lavede ungdomsjournalistik, og han var ikke nem at arbejde sammen med. Han ville hellere have det sjovt. Han ville hellere sidde nede i rygekælderen og ryge på sin pibe. Han ville hellere forsøge at flirte med pigerne, selv om det næsten altid endte med, at nogen bad ham om at holde kæft. Han var doven, han kunne være pisseirriterende, han var mild og hyggelig og sjov og meget usikker. Han var min ven, og den aften lovede han, at han ikke ville gå i byen.
Næste morgen var han død. Han blev fundet ved et træ, og ved første øjekast så det ud, som om han sad og sov. Men han var død. Han var tævet ihjel. Han var gået helt i stykker. Han levede ikke mere.
Jeg blev ringet op den morgen. Jeg skulle tale med politiet, som kunne se i hans telefon, at vi havde snakket sammen. Jeg skulle se det i nyhederne. Jeg skulle høre detaljerne. Jeg skulle skrige og græde og være forvirret. Jeg havde jo lige snakket med ham. Vi havde jo en aftale. Men han havde ikke overholdt den. Han var gået i byen, og på hjemvejen blev han tævet ihjel af en mand, som var så syg, at han ikke burde have været ude på gaden.
Det var en stor sag. Den var over det hele, i fjernsynet, på forsiderne, og jeg forsøgte hele tiden at lukke ørerne, lukke øjnene. Detaljerne var så forfærdelige, så grusomme, og han var min ven.
Med tiden var jeg nødt til at lytte og se lidt, og de beskrev ham og det tøj han havde på den aften. Det var det tøj, jeg havde købt sammen med ham i H&M. Det tøj han havde bedt mig om at hjælpe ham med at finde, fordi han gerne ville være pæn nok til at få en kæreste. Det var den bluse og de bukser, han havde på, da han stoppede med at leve.
I dag tænker jeg på ham, for det gør jeg ind imellem, og jeg ville ønske, at han vidste, at han er vigtig nok til at leve videre på den måde. At han er et godt minde. At han er savnet.
Hans navn var Thor, og han var min ven.

Hvor kommer de fra?

Det er så svært at forstå hadet. Hvorfor hader de så meget, tænker jeg. Hvorfor er de ligeglade med folk i ekstrem nød? Hvor kommer fordommene fra?
Men det må også gå den anden vej. De mennesker, der kalder mig og andre for naive halalhippier, må da også tænke over, hvorfor vi ikke ser det, de ser. Hvorfor mener vi ikke, at ”de fremmede” er farlige? Hvorfor frygter vi ikke for de danske værdier? Hvorfor er vi ikke bange for at miste noget, når flygtninge skal have hjælp?
Jeg har ikke valgt en side eller grebet nogle godheds-holdninger ud af den blå luft. Det, jeg mener, er dannet af det, jeg har oplevet. Af min for mig helt virkelige virkelighed. Af det jeg kommer fra.

Da jeg var 7 år, flyttede min familie og jeg fra Vestjylland til en forstad til Århus. Vi flyttede fra blæst og boligblok til et gårdhavehus i alment boligbyggeri et sted, hvor alle snakkede mærkeligt. De boede i et huus og gik uuj og fik iis, og de var meget interesserede i at høre, om jeg havde været på en ægte bondegåwer. Det var nogle mærkelige børn, jeg mødte dengang. Åbne og anderledes og nogle gange løb de nøgne rundt på legepladsen, men det var jo også i halvfjerdserne. Jeg husker meget lidt fra tiden i Vestjylland, og jeg husker meget fra den første tid det nye sted. Jeg var lykkelig der. Senere fandt jeg ud af, at andre steder i forstaden kaldte man mit kvarter for slummen eller ghettoen. Det må have været, fordi de aldrig havde været der, for det var en tryg og sjov tid fyldt med venner og sol og sne og strømpesokker op til genboen, som serverede pomfritter eller flødeskumsroulade, der altid havde en meget eksotisk bismag af Rød Cecil.
Efter nogle år kunne jeg børste lidt glimmer af det oliemaleri, jeg havde gjort mit kvarter til. Det var ikke alt, der var godt. I de andre huse var der børn, der fik tæsk, der var voksne, der tæskede hinanden. Der var det søde ældre ægtepar, der ind imellem passede mig og min søster. Dem, hvor konen en sen aften ringede på vores dør smurt ind i blod, efter hendes mand havde gennembanket hende. Der var sultne børn og fattige forældre, der var druk, og der var mindst to ægte narkomaner — der kan sagtens have været flere, men vi lagde mærke til dette specifikke par, da den ene skød efter den anden ude på legepladsen. Der var alt muligt i vores kvarter. Der var også folk, der så ud, som om de havde masser af penge. Der var gamle hippier, der boede alment, fordi de ikke havde lyst til at eje noget. Der var skolelærere og akademikere og fabriksarbejdere og rengøringskoner og arbejdsløse. Det var ikke alle hjem, der var trygge, men jeg var aldrig nogensinde bange for at bo der midt i vores kvarter.
Der var også folk, der ikke var født i Danmark. Der var en hollandsk far og hans to børn. Der var en dreng fra Jugoslavien. Der var de iranske og somaliske familier. Og irakerne. Der var polakken i huset bag vores. Der var flotte Carlos og rare Maurice og den altid venlige mand, som de andre sagde var en ægte afrikansk prins.
Der var måske også vold og utryghed i nogle af de hjem — det endte i hvert fald ikke godt for den hollandske familie, men “de fremmede” generede mig aldrig. De var mine naboer, som jeg sludrede med i vaskehuset — og det var aldrig dem, der stjal mine vasketider. De var dem, der aldrig lavede et måltid uden at dele ud af det. De var dem, der ansatte min søster som barnepige. De var dem, der blev vores venner. De var dem, der stoppede op og spurgte, hvordan vi havde det. De var ikke noget andet end os. De var en del af os.
Jeg husker min forvirring og vrede, da nogle af parcelhuspigerne havde vovet sig ned i slummen for at glo på forstadens smukkeste dreng — han boede i mit kvarter og var fra Iran. Pigerne sukkede over ham, men blev også enige om, at man jo ikke kunne være sammen med sådan én. Sådan én? Altså sådan en smuk og sød og klog og sjov og fantastisk ven-én? Jeg forstod det ikke dengang, og jeg forstår det ikke nu.
I mit liv har jeg mødte mange mennesker af mange forskellige nationaliteter. Mange fantastiske mennesker og mange røvhuller, og det generelle ved dem er, at jeg ikke kan generalisere. Hvor du er født, og hvordan du ser ud har ikke en skid at gøre med, om du er et godt eller et dårligt menneske.
Jeg tror ikke, det er løgn, hvis nogen fortæller, at de er vokset op et sted som mit kvarter, men har haft en hel anden oplevelse. Jeg forsøger altid at blive bedre til at huske, at der er mange forskellige historier, og der findes ikke en speciel slags mennesker, der kun er på én måde.
Jeg synes selvfølgeligt ikke, at Danmark skal huse alle flygtninge i hele verden, og jeg kender ikke en eneste anden halalhippie, der mener, at det er en god ide. Jeg lider til gengæld heller ikke af det der sære storhedsvanvid, der får en overraskende stor flok mennesker til at tro, at man kan sidde i et sønderbombet land og have mistet det meste af sin familie, men det eneste, man har lyst til, er at komme til den lillebitte prik, der hedder Danmark for at udnytte velfærdssystemet.
Jeg er kritisk overfor religion, og det synes jeg sagtens, man kan være uden at fordømme den religiøse.
Jeg tror ikke, vi når nogle vegne, hvis det er forbudt at sige, at der er problemer, men gid vi så også husker, at det er virkelige menneskeliv, vi taler om. Mennesker, der føler, tænker, frygter, elsker og håber som os. Jeg er lykkelig over, at mine forældre lærte mig at læse og se nyheder, at være grundig, at være både åben og kritisk over for dem og selv undersøge ting, der ikke hænger sammen.
Det bør ikke handle så meget om nogens formørkede dagsorden. Det bør være virkeligheden, der gælder.
Men lige nu ser vi virkeligheden på så vidt forskellige måder, at jeg har svært ved at tro, at vi nogensinde stopper med at være sure på hinanden. Det gør mig bange og ked af det. Og det hele bliver så åndssvagt og handler pludseligt alt for meget om frikadeller, og jeg fatter ikke, at hakket svin kan være vigtigere end værdier som åbenhed, venlighed og medmenneskelighed.
Jeg spiser ikke svinekød. Jeg synes, det er ulækkert. Men jeg elsker at være dansker, og jeg hader, at vi er så splittede.

Hvor kommer dine meninger fra?

Forbandede usynlighed

Jeg kan se folk glide væk. Jeg får et sug i maven, når jeg opdager, at endnu en person har slettet mig fra deres venneliste på facebook. Så forsvinder jeg lidt mere, og jeg bruger så meget tid på at tænke over, hvad jeg har gjort forkert. For tid er noget, jeg har masser af. Tid og tanker. Men jeg er klar over, at jeg med stor sandsynlighed bliver slettet, fordi jeg ikke deltager. ”Vi forstår, hvordan du har det,” siger folk, og bliver alligevel irriterede over, at det lige er deres opslag, deres liv, jeg ikke har overskud til at kommentere på. Og jeg bliver flov, føler mig som en beskidt lurer, bliver ked af det. Siger til mig selv, at det jo bare er facebook, folk lægger slet ikke så meget i det. Men facebook er ved at blive endnu en verden, jeg ikke kan være i sådan rigtigt.

Jeg besluttede for længe siden, at jeg ikke kan blive ved med at skamme mig over, at jeg ikke får svaret på ting. Jeg er nødt til at tro på, at folk ved, jeg læser alt og bliver glad for det. Jeg besluttede for længe siden, at det er ok, at jeg i perioder bare kigger på uden at sige noget. Jeg følger med, fordi mennesker interesserer mig, de betyder noget, jeg har aldrig været ligeglad. Men jeg kan ikke altid deltage, og jeg vil altid være i tvivl om, om det faktisk er ok. Men det er mit vilkår. Det er ikke med vilje.

For tynd, for kikset, forkert

Dem fra klassen havde fået fat i det lille stykke papir fra sundhedsplejersken, og de viftede med det, mens de råbte højt og grinede triumferende. ”Anne Bæ vejer 30 kilo,” råbte de, som om jeg havde gjort noget, der var sensationelt og helt forfærdeligt.
Jeg hed ikke Anne Bæ. Jeg hed Anne B. B for Bredahl. Men for dem lå det lige for at lave det til bæ, og nu havde de fået fat i papiret med min vægt på.
Jeg vejede 30 kilo, og det var åbenbart forkert. Jeg forstod det ikke, for handlede det ikke bare om, at man skulle veje et eller andet? De havde da også fået sedler med deres vægt på. Hvorfor var min anderledes?
Senere forstod jeg, at jeg var for tynd. Uh, det var bare det værste. ”Hvorfor har du valgt at være så tynd,” spurgte de. De gad ikke høre svaret, hvilket var heldigt nok, da jeg ikke anede, hvad de mente med ”valgt”.
Det var åbenbart noget slemt noget det med at være for tynd. Der var en anden pige på min årgang, der også var for tynd. Men hun var ikke så slem som mig, sagde de. Hun forsøgte nemlig at skjule det, sagde de. Jeg viste mig frem, så alle kunne se, hvor tynd jeg var, sagde de. Jeg gjorde det med vilje, sagde de, og jeg blev så forvirret. Jeg forstod ikke ”med vilje”. Jeg forstod ikke, hvad de mente med, at jeg var for tynd. Hver morgen stod jeg op og fandt tøj i mit skab. Det meste havde jeg arvet fra min kusine, som jeg så helt vildt meget op til. Jeg tog noget på, som passede nogenlunde sammen — gerne noget, der involverede de mørkeblå bukser, som jeg elskede. Jeg vidste ikke, at jeg så ud på en bestemt måde. Jeg kiggede ikke i et helfigursspejl. Jeg tog tøj på, for det gjorde man, og jeg troede virkelig, at det var nok.
Det var slet ikke nok. Det var forkert, for man kunne se, at jeg var for tynd, og det måtte man ikke, forstod jeg. Jeg pralede og var selvglad, når jeg gjorde det, men jeg var samtidig ualmindelig grim, forstod jeg. Jeg skulle skamme mig over mig selv, forstod jeg. Så det gjorde jeg, og jeg begyndte at kigge i det høje spejl hver dag, og hver dag kunne jeg se, hvad de mente med for tynd og for grim. Jeg fik nyt tøj, og jeg forsøgte at skjule min lille størrelse, men de pegede og hånede og grinede af, at Anne Bæ stadig købte tøj i børneafdelingen. Jeg blev ved med at kigge i spejlet, og jeg blev ved med at se, at de havde ret i alt det, de sagde. Og jeg tænker, at de bare skulle se mig nu, når jeg kigger i mit høje spejl og ser, at jeg er for tyk og for grim. Vi byggede mig i fællesskab, ville jeg sige til dem.

Døden er ikke min stil

Jeg læste om en kvinde med sklerose. Hun begik selvmord, fordi hun ikke kunne holde ud at være til besvær. Hun følte sig som en byrde. Jeg kom til at tænke på dengang, jeg blev så sur på min mor, at jeg ville straffe hende ved at dræbe mig selv. Jeg lå på ryggen på min skibsbriks, det var meget højtideligt. Medlemmerne fra Duran Duran kiggede på mig fra deres skrå placering på væggen. Simon Le Bon ville være den sidste, jeg så i mit urimelighedsfyldte liv. Jeg tog mine hænder op til halsen og begyndte at trykke. Jeg blev lidt svimmel. Så blev det besværligt, og jeg gad alligevel ikke at dø.
Jeg gav egentlig ikke op, for det var aldrig min mening at dø. Jeg var bare sur over, at jeg skulle cykle hjem fra halfesten allerede klokken 23, når alle de andre måtte blive der, til den sluttede.
Jeg gider ikke at dø. Min egen død er ikke noget, jeg længes efter.

Når de taler om aktiv dødshjælp, rykker det mig i hjernen på en ubehagelig måde. Som om, der er nogen, der trækker hårdt i den. Jeg har ellers altid været tilhænger af det, altså aktiv dødshjælp, for hvorfor skal man lide sig selv ihjel?! Hvorfor skal man nå det punkt, hvor man ikke kan mere, men man er nødt til at holde ud, til man dør af det, selv om alt, der minder den mindste smule om livskvalitet, er væk?

Men nu taler de hele tiden om byrder. De arbejdsløse. De syge. De gamle. De dovne. De besværlige. De dyre. Og det trykker på min paranoiaprik. Hvornår skal man vælge at dø? Når det bliver for ulideligt? Eller når man bliver for ulidelig? Vil fremtidens sagsbehandlerne instrueres til at sige : ”Det er selvfølgeligt dig selv, der bestemmer, men ifølge dette excel-ark er du en byrde for samfundet. Kan du leve med det?”
Det er meget dystopisk, og det er slet ikke sådan, det er. Aktiv dødshjælp er ikke engang tilladt i Danmark. Men det er sådan noget, jeg tænker på nu, når jeg forsøger at forholde mig til det.

Jeg gider ikke dø. Jeg har sklerose, men jeg er helt vild med at leve, også selv om mit liv ikke blev det, jeg oprindeligt drømte om. Jeg ændrer drømmene, så mit liv kan følge med, og det fungerer for mig. Og heldigvis er det kun mig, der bestemmer, at det er godt nok.

Men det handler ikke kun om mig og min situation. Der er så mange forskellige situationer, og jeg aner ikke noget om, hvordan det føles at være i de andre.
Det handler om, at mit tilhængeri blev fyldt med tvivl, da min situation ændrede sig. Og det er jo det, de gør, situationer. De ændrer sig.

Forårsfugl er den bedste fugl

Der er knopper på forsythiaen. Om lidt folder de sig ud og bliver til gule blomster, og jeg kan se det hele. Jeg kan se igen. Det var ikke denne gang, synsnervebetændelsens skader satte sig fast. Jeg kan se igen, og jeg er så taknemmelig, at jeg glemmer, hvor surt det var, da alting var sløret. Det er nu, det er min tid, og jeg kan ikke styre det. Jeg kan se bogstaver, og jeg skriver, til min hjerne og mine øjne brænder. Jeg læser mig selv bevidstløs, og jeg køber nye bøger, selvom jeg har bunker, jeg ikke har læst endnu. Men tænk hvis verden løb tør? Jeg graver bede i haven, der skal plantes roser og lavendler, og jeg bliver ved alt for længe. Så længe, at jeg må lægge mig resten af dagen. Når det regner for meget til, at jeg kan grave, kigger jeg ud af vinduet. Jeg kigger på fuglene, jeg fodrer. Spurvene, musvitterne og blåmejserne. De flabede solsorte, der glor på mig, som om de vil slås.
”Hvor er du dum. Det er jo mig, der giver dig æbler.” Jeg siger det med babystemme.
Jeg fortalte neuropsykologen, at jeg snakker med fuglene. ”Jeg er blevet blød med alderen.”
Så blød mente hun ikke, man kunne blive af alder. Hun sagde, at det er hjerneskade på grund af sklerosen. Jeg er ligeglad. Jeg er glad for samtalerne med fuglene. De er gode til at lytte og slet ikke så kværulerende, som man skulle tro. Der er også tre skovduer. De har fået navne: Haveduen Skrumle, Haveduen Skrumle og Haveduen Skrumle. Det er det nemmeste, for jeg kan ikke kende forskel på dem.

Fuglene kommer hver dag, jeg fodrer dem, og de føler sig hjemme på terrassen. Jeg venter egentlig bare på, at de begynder at synge og sy mig en kjole, så jeg kan komme til bal på slottet. De spilder en del, så nu er der kommet en lille mus, der spiser deres rester. Skovmusen Siksak.
”Hej lille Siksak, hvor er du sød,” siger jeg med en helt lille stemme, jeg laver specielt til den. Næsten højfrekvent.
”Sikke en rund lille mavse du har.”

Foråret er mit. Jeg er blød og hjerneskadet, og jeg har alt for lange samtaler med dyr, men det er nu, jeg lever mest og bedst.

Du kan selv være en stakkel

Kan du huske, dengang jeg var syg? Jeg fik sådan nogle anfald, der varede flere måneder. En læge sagde, det var noget, jeg skulle gå hjem og tage med humor. Visse personer fra min arbejdsplads sagde, at det var pjæksyge. En del mennesker sagde, at det i hvert fald ikke var noget alvorligt. Kan du huske, at der så var en læge, der sagde, at han egentlig syntes, at det virkede ret alvorligt? Det var ham, der sendte mig videre til en neurolog på sygehuset. Og det var neurologen, der sagde, at jeg havde sklerose. Puh, det var altså en træls diagnose at slæbe med hjem. Det var en livstidsdiagnose af den slags, hvor man kun får det værre. Det var også en diagnose, som ikke ret mange forstod, men som en del troede, de var eksperter i. Kan du huske, hvor træt jeg var af alle ”du skal bare”-rådene? Og hvor frustreret jeg blev, når folk troede, at sklerose var en slags eksem eller noget muskelsvind i benene? Jeg var ked af det, fornærmet, fortørnet, vred, vred, vred og var konstant bange for at blive set som en, der var for syg, og en der ikke var syg nok.
Kan du huske, at jeg udgav en bog om det? Dengang havde jeg brug for at være rasende, og jeg forstår mig godt. Men, uh, jeg kan også blive bange for, at bogen bare blev endnu et led i rækken af ”sådan er du syg på den korrekte måde”-kæden. Jamen, har du set, hvad de andre skriver? Der er en, der mener, at hun kurerede sin sklerose. ”Du skal bare”. Der er hende, og der er alle de andre: Du skal bare tænke positivt. Du skal bare dyrke ekstremsport. Du skal bare leve af mælkebøtter og myrelort.
Det vil jeg være ked af at være en del af, for kors, hvor har jeg brugt meget tid på at være vred over den slags. Jeg var i det hele taget meget vred, da jeg var syg.
Tænker du over, at jeg bliver ved at skrive om sygdom i datid? Tænker du over alle de gange, jeg har råbt og skreget, at jeg aldrig bliver rask? Tænker du også over, hvordan det er at være syg resten af sit liv? Ok, det gør jeg også.
Jeg er syg, når jeg har influenza. Jeg er syg på samme måde som dig. Sklerosen er noget andet, et livsvilkår, og jeg har vænnet mig til den. Jeg er ikke sluppet af med den på mirakuløs vis, og det er ikke sådan, at vi aldrig skal tale om den igen. Den er der, den er en lortesygdom. Men den er noget, jeg har. Den er ikke noget, jeg er. Ikke længere.
Nu er det efterår. Den tid, hvor min hjerne kører i slowmotion. Den tid, hvor mine læseøjne hænger løst og mine skrivefingre finder det tæt på umuligt at skabe forbindelse til alle de ord, der vælter rundt i min hjerne. Kan du huske, hvor trist det gjorde mig engang? Det gør det ikke mere. I stedet for at slås med det, jeg ikke kan, ser jeg tv-serier, jeg har set 100 gange før. Så lukker jeg øjnene uden at gå glip af noget. Jeg kigger ud på fuglene, der underholder mig, så længe jeg leverer fedtkugler. Nogle dage overrasker med lys, så jeg både kan skrive og læse. De dage skynder jeg mig at tage. Men de andre dage er også ok. Det er ikke sygedage. Det er dage, jeg lever, så godt jeg kan.
Kan du huske alle de gange, jeg har sagt, at jeg vil skrive flere bøger? Har jeg egentlig også fortalt, at der er folk, der siger, at det skal jeg bare droppe? At jeg skal overgive mig til sygdommen og acceptere, at den er mit liv nu? Og at de perioder, hvor jeg synes, jeg kan en hel masse ikke rigtig gælder? Det er kun tiderne, hvor jeg ikke fungerer, der tæller. “Drop nu bare det der med at tro, at du kan alt muligt.”
Bliver du rystet på mine vegne? Åh, det håber jeg sådan. Jamen, forestil dig, at jeg ligger for døden og tænker tilbage på mit liv.
”Jeg var syg, og det var det.”
Så tror jeg altså, at jeg foretrækker: ”Jeg havde en sygdom, det var pissesvært, men jeg gjorde, hvad jeg kunne, når jeg kunne, og jeg er tilfreds, nå!”
Uh, kan du også mærke det? Jeg hænger lidt i røven af ”du skal bare”-folket. Undskyld. Jeg prøver lige igen:
Jeg vil helst fortryde så lidt som muligt. Forstår du det? Det tror jeg, du gør.
Tak!

De fattige

Den bedste tid på dagen var, når jeg cyklede hjem fra skole. Det var ned ad bakke, og det var modvind, der ikke betød en skid. Det var hænderne af styret, og det var kun et kvart kig bagud, når jeg tog det store sving over vejen. Så var jeg hjemme i Lystruplund. Jeg kørte hen ad vejen, ned ad parkeringspladsen, ned til nummer 68. Her boede Tutte, som jeg altid kunne banke på hos, hvis min mor ikke var hjemme. Så var der fortov, og jeg skulle egentlig stå af og trække, men farten var lige så god, og jeg skulle have bumpet fra kantstenen med. Så jeg cyklede hele vejen ned til min fordør, ned til nummer 72, som lå lige bag Tuttes hus.
Måske var det vilde cykelbøller som mig, der gjorde alle andre så utrygge ved Lystruplund. Oppe i parcelhusene kaldte de det ”slummen”. Lystrupslum. Et ulækkert sted fyldt med farlige mennesker, fattigdom og beskidte slumunger. En klat billige mursten til folk, der ikke engang havde penge til at købe et hus.
Og der var fattigdom i Lystruplund. Der var sultne børn i for småt tøj. Et enkelt af dem havde mod til at banke på døre og bede om noget at spise. Men de andre var stille og holdt sig mest helt ude i hjørnerne af området. Forældrene så vi heller ikke meget til, så selv for os, der kendte Lystruplund ud og ind, var de ikke altid nemme at få øje på, de ægte fattige. Dem med problemer, der var grimmere end noget, vi kunne forestille os. Skolelærerne kunne heller ikke se dem, og de kom slet ikke i nærheden af parcelhuskvarterne. De var en nærmest ubetydelig parentes i en historie om nogle andre, og det var ikke dem, de snakkede om, når de snakkede om de fattige i Lystrupslum. For de fattige var alene og usynlige.
De snakkede om os. ”Os”, som havde stemmer, der kunne høres, os som var børn af hårdtarbejdende enlige mødre, og af mødre og fædre, der gik på arbejde hver dag, og af mødre og fædre, der havde mistet deres arbejde, og som ledte efter noget nyt, og af mødre og fædre, som var blevet for syge til at arbejde, og af mødre og fædre, som var opgivet af arbejdsmarkedet, men som i stedet gjorde vores område, vores slum, til et rart og trygt sted at vokse op.
Og nej, det var da ikke kun tryghed, gode naboer, åbne døre, konstante strømme af legekammerater og lyserøde blomsterkranse på vores små lykkelige hoveder. Der var også ølglas på sofabordene, der var voksne, der tævede hinanden, der var forældre, der var elendige til at være forældre, og der var børn, der ønskede, at de voksede op et andet sted. Der var tristhed og pengebekymringer. Selvfølgelig var der det. Men i hvert hus var der en ny og anderledes historie. Vi var ikke bare en række gule gårdhavehuse med èn historie og én sandhed. Der var mit billede, og så var der alle de andre billeder.
Fra den snævre udsigt bag persiennerne i parcelhusene var det dog nemmere kun at forholde sig til én sandhed. For dem var vi fattige, og vi var ens, vi var slum og møg og dovne, og de var bedre end os. Og mens de havde travlt med at lukke persiennerne tæt sammen igen, så ingen fik øje på vinflaskerne, de blå mærker og tvangsauktionerne, blev børnene fra slummen jordemødre, politikere, socialrådgivere, kokke, håndværkere, pædagoger, håndboldspillere og kommunikationsfolk.
Jeg elskede den cykeltur ned ad bakken.

Et brev om dit had

Hej Hademenneske

Jeg har kendt dig, så længe jeg kan huske, og jeg har holdt af dig. Men jeg har også protesteret, når du har spyet fordomme ud i alle andre retninger end indad. Jeg kan sagtens forestille mig, hvordan du og din nærmeste familie har snakket om mig over aftenkaffen. ”Hun ved jo ikke bedre,” har du sagt og følt dig meget overbærende. For du har ret. Alt, hvad der er anderledes, er ondt og farligt. Og det skal jages væk med had. Du ved, du har ret, for det siger ”de”.
Du er et menneske, der hader, og jeg undrer mig over, hvor det kommer fra? Er der sket dig noget, som vi ikke opdagede, eller som vi ikke tog alvorligt nok? Har vi været med til at give dig følelsen af, at du mister noget, når andre klarer sig godt? Eller er hadet noget, du er født med?
For du er et menneske, der hader. Mennesker i nød gør dig vred, hvis de ikke er ”vores egne”. ”De vil tage det, der er vores,” siger du. ”Jeg tror altså bare, de vil overleve,” svarer jeg. Men du vil ikke tale mere om det. Du vil udspy fordomme, og så vil du vende ryggen til mig, indtil jeg holder min irriterende, selvgode, naive mund.
Du er et menneske, der hader. Jeg hader ikke dig. Det kommer jeg aldrig til, for jeg har holdt af dig, så længe jeg kan huske. Men da jeg så et billede af en mand, der spyttede på krigsflygtninge, på udmattede, bange mennesker, som har mistet alt, der tænkte jeg, at det kunne ligeså godt have været dig.
Det er sådan, jeg ser dig nu. Mon det overhovedet betyder noget for dig?

Anne

Sidstegangerne

Da jeg stod ude på fællestoilettet med hovedet lænet mod væggen, vidste jeg ikke, at det ville blive min sidste rigtige arbejdsdag. Jeg vidste, at jeg var træt på en uhyggelig måde, men jeg vidste ikke, at trætheden kun ville blive værre.
Da jeg trak min fremmede, alt for tunge krop ud af sengen, trak den hen til busstoppestedet og ind i bussen, vidste jeg ikke, at det var mit sidste forsøg på at komme på arbejde. Jeg måtte give op og tage hjem igen, da alt var så sløret, at jeg ikke anede, hvor jeg satte mine ben. ”Det bliver bedre i morgen”, tænkte jeg. ”Det bliver bedre, når jeg har snakket med lægen,” sagde jeg til min chef.

Det er ikke alle mine sidsteganger, jeg husker. Jeg kan ikke huske sidste gang, jeg cyklede. Jeg kan ikke huske sidste gang, jeg løb uden at have beton i benene. Jeg kan ikke huske sidste gang, jeg ikke havde træthed i kroppen og hovedet i et eller andet omfang. Jeg kan ikke huske sidste gang, jeg ubesværet tog et sted hen alene. Jeg husker ikke alle sidstegangerne, men jeg altid bange for, at den næste sidste gang er her lige nu.

Jeg er for eksempel bange for, at det er sidste gang, jeg skriver. Bogstaverne hopper rundt og lander de forkerte steder. Jeg læser ikke alle de bøger, jeg skulle læse lige nu. Jeg skriver ikke på det, jeg skulle skrive på lige nu. Jeg får ikke svaret på alle de beskeder, jeg skulle svare på lige nu. Computeren er lukket sammen det meste af tiden, fordi det vælter ud med utilstrækkelighed og dårlig samvittighed, hver gang jeg åbner den.
Det gik ellers lige så godt med sommer og ekstra energi. Men energien er væk. Den sidste gang jeg havde nogen form for overskud … var den der, uden jeg opdagede det?

For et stykke tid siden troede jeg, jeg havde styrketrænet for sidste gang. Men sidstegang er blevet til igangigen. Og det går godt. Jeg træner to gange om ugen, og følger det program jeg fik, da jeg for nogle år siden var med i et forskningsprojekt. Det er ikke altid nemt at komme af sted, og det er ikke altid nemt at eksistere, når jeg kommer hjem igen. I går var jeg hjemme klokken 10. Jeg skulle bare lige hvile mig lidt. Så det gjorde jeg indtil klokken 16.
Men jeg har ikke trænet for sidste gang. Det har jeg fandme ikke. Jeg har heller ikke skrevet for sidste gang. Og nu vi er i gang, har jeg ikke cyklet for sidste gang eller taget et sted hen alene for sidste gang.
Jeg samler på igangigener, men det kræver lidt mere af mig, end det gjorde, dengang jeg samlede på udklip af Duran Duran (selvom det da havde sine udfordringer at skaffe lommepenge nok til Bravo og Vi Unge, bevares). Jeg skal fandme hele tiden minde mig selv om, at i morgen sagtens kan være meget bedre. Sygdommen føles som gift i hele min krop lige nu, men det kan være bedre i morgen. Ligesom det var bedre for en uge siden. Der er elendige dage, og der er bedre dage. Det skal jeg lære at leve med, uden jeg lader alt det vigtige forsvinde.

Det er ikke sidste gang, jeg har skrevet et blogindlæg.