Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Halvditten og halvdatten

Da jeg var 14 år, var jeg forelsket i en dreng, der ikke var forelsket i mig. Han blev kærester med min veninde, og da jeg var færdig med at være teenagedramatisk, viste det sig, at jeg nok slet ikke havde været så forelsket i ham alligevel. Senere giftede han sig med sin halvlillebrors halvstoresøster. Senere endnu blev jeg venner med halvlillebrorens halvstoresøsters halvstorebror — som ikke var i familie med halvlillebroren. Men ham kender jeg ikke mere, altså halvstorebroren, fordi han er aggressiv og racistisk, men sådan mener han ikke, man kan stille det op, for han mediterer faktisk en del. Og sådan er der jo så meget.

Han ønskede sig bare en bedre skilning

Jeg kom til at tænke på ham i går aftes. Det er sært, som folk, der har været langt ude af mit liv i mange år, dukker op, når jeg egentlig skulle sove. Men han dukkede op med sit evige smil. Han var en del af kliken, da det var den klike, der var vigtig for mig. Altid småløbende, altid smilende, altid i lidt for småt tøj. ”Jeg skal have opereret mine stritører ind,” fortalte han. Han var så glad og glædede sig især til at få en ny frisure. Han havde altid ønsket sig noget med sideskilning, men indtil da havde ørerne forhindret alt andet end midterskilning. Det var ikke noget, jeg havde tænkt så meget over. Han smilede så meget, at det var svært at få øje på andet end det optimistiske hul i hans ansigt.
Efter operationen havde han noget på hovedet, som mest af alt lignede en Prinsesse Leia-paryk af gazebind, og da det kom af, lignede han bare sig selv igen. Jeg kan ikke engang huske, om han fik sideskilning.
Der gik mange år, hvor jeg ikke så ham. Jeg glemte ham, indtil den dag jeg stod i et busskur på banegårdspladsen og en mand sagde ”kan du ikke se, det er mig?”
Det kunne jeg god se, da jeg så igennem det slidte og forhutlede. ”Hvordan går det,” spurgte min automatstemme. ”Ikke så godt,” svarede han. ”Jeg er alkoholiker.” Han smilede og lignede sig selv fra dengang. Så kom hans bus, og han stod på, mens han sagde ”godt at se dig”. Jeg nåede ikke at lægge mærke til hans skilning.
Jeg har ikke set ham siden, men i går aftes kom jeg til at tænke på ham.

Stiv af kulde

”Jeg er kold i røven,” siger den slags mennesker. De siger ikke så meget andet, men ser meget stolte ud, mens de venter på deres ros. Og den kommer næsten altid, rosen.
Jeg har længe vidst, at det er sejt at være kold i røven. Det er til gengæld ikke sejt at føle for meget. ”Slap dog af,” siger den slags mennesker, hvis man kommer til at være for begejstret. ”Jeg fatter ikke, du lader det gå dig på,” siger de, hvis man kommer til at blive ked af noget. ”Kan du ikke bare …,” siger de, hvis man synes, noget er svært. For de kender det ikke. De har deres røvrustning af is, og de er overbeviste om, at det er den eneste måde at være rigtig på.
Så er der os andre, der kommer til at blafre med armene af begejstring, kommer til at gå op i noget uinteressant, kommer til at elske noget så fjollet som vores kæledyr, kommer til at blive kede af at blive behandlet dårligt, kommer til være bløde, kommer til at krakelere, kommer til at vise, hvordan vi har det. ”Hvorfor vælger du at være sådan,” spørger den slags mennesker, og jeg bliver flov og stille. Husker, at jeg er følelsesladet, hysterisk og mange andre ord, der er fløjet fra den slags menneskers munde og ind i mit syn på mig selv. Men kan man overhovedet vælge, eller er det bare varm luft?

Noget om fugle 6

Jeg ved ikke, og jeg ved godt, hvorfor jeg fik det så dårligt. Jeg havde været så fokuseret på at holde mig oppe, efter jeg blev syg, at jeg glemte at se, at jeg var på vej ned. Det vigtigste menneske i mit liv fik det meget skidt, og da det pludselig ikke handlede om mig selv, faldt jeg. Da jeg brugte al min energi på at forsøge at holde ham oppe, sad jeg selv fast meget langt nede. Så kom foråret med kronikker og bogudgivelse, og jeg var spændt og bange og håbede sådan, at folk kunne se, at jeg ikke bare var en syg stakkel, der ikke kunne deltage i det ægte liv længere. Og der kom pæne ord, det gjorde der, men som altid hungrede jeg efter anerkendelse fra de nærmeste, og den kom bare ikke. Jeg stod der og pegede på mine ord, og jeg fik ikke så meget som et ”nå” retur”. Så kom skammen. Hvorfor troede jeg også, at jeg skulle skrive? Hvorfor gjorde jeg mig selv til grin på den måde? Alle de andre har ægte liv med ægte arbejde, og jeg har mit pinlige lader-som-om-liv. Jeg skal bare lytte, når de andre taler om deres arbejde. Lytte, nikke og være imponeret. Og jeg skal acceptere deres hønserøvsansigter, hvis jeg kommer til at nævne ”at skrive”. Det gælder ikke. Jeg gælder ikke.
Det var så mørkt, at jeg slet ikke kan forstå, at det blev lysere. Men det gjorde det. Mit vigtigste menneske fik det bedre. Jeg mødte Majbritt, som jeg bare kunne hælde det hele ud over, og hun forstod. Jeg begyndte at svare på beskeder fra mine venner, fordi jeg vidste, at jeg elsker dem, og at de aldrig vil mig noget ondt. Jeg vidste, at den, der hader mig mest i verden, er mig. Det er svært at ændre andre, men mig kan jeg arbejde med.

*

Solsorten sidder derinde i forsythiaen og synger hver dag. Jeg optog en film af det med min telefon, fordi jeg altid tror, jeg har noget at bevise. Men jeg har ikke delt filmen med nogen. Til gengæld synger solsorten højt nu. Og et sted ikke så langt væk sidder der en anden solsort og svarer den.

Noget om fugle 5

I går var der panikdag på Journalisthøjskolen, og jeg får stadig hjertebanken, når jeg tænker på dengang, det var mig, der stod der med nervøs mave og håbede, at min telefon ville ringe. Der gik ni meget lange minutter, men så havde jeg også fået praktikplads på den avis, jeg ønskede mig.
I et kort øjeblik husker jeg lettelsen, og jeg tillader mig også at huske lidt stolthed. Men giv det et par sekunder mere, og så kan jeg kun tænke på den medstuderende, der højt, med tydelig undren og helt upåvirket af, at jeg stod lige ved siden af, udbrød ” har HUN fået den plads?”.
Min hjerne har ekstra lagerplads til den slags bemærkninger. Det er et stort rum proppet med kommentarer om min uduelighed og min grimhed. Under det rum er der et klemt sted på størrelse med en peanut, hvor ros og komplimenter bliver kvalt. Sådan har det altid været, men jeg har for det meste fundet konceptet uretfærdigt. Det var uretfærdighedsfølelsen, der forsvandt. Det var følelsen af, at de andre kunne være idioter, der forsvandt. Og tilbage var kun følelsen af, at jeg fik som fortjent.

*

Solsorten rykkede ud af forsythiaen og op i toppen af naboens kirsebærtræ. Den sang og den sang, og det var så højt og smukt, at trafikken og de larmende børn ikke kunne høres. Du er så dygtig, lille ven, mimede jeg til den. Men den var ikke dygtig nok, for der kom ikke en mage, og en solsort vil så gerne have en mage på denne tid af året. Senere var den tilbage i forsythiaen, hvor den sad og sang helt stille.

Noget om fugle 4

Ingen gider høre om, hvordan jeg har det. Altså, hvordan jeg virkelig har det. Jeg gider ikke selv høre om det. Jeg får kvalme af selvmedlidenheden og den enorme selvoptagethed. Hvem tror jeg egentlig, jeg er? Jeg skammer mig over at være et dårligt menneske, og jeg skammer mig over skammen. Hvis jeg siger noget, fisker jeg efter ros, efter nogen, der siger ”men Anne, sådan er det jo ikke”. Og de siger det bare for at få mig til at få det bedre. Men jeg får det ikke bedre, for det, de siger, er løgn. Jeg er nødt til at holde det for mig selv.
Selv nu, hvor det er meget lysere, nu, så mange måneder efter det var helt slemt, vågner jeg om morgenen og tænker som det første ”jeg skulle slet ikke have skrevet om det her. De krummer tæer. De tror, jeg fisker efter ros. De synes, jeg er til grin”.
Men jeg fortæller om det lidt endnu, for hvis jeg skal skrive videre i fremtiden, hænger den jo der et sted i ordene, elendigheden.

*

Det bankede let på køkkenvinduet. Der er aldrig nogen, der banker let på køkkenvinduet, så jeg var nødt til at rejse mig og kigge. Det var en blåmejse. En lillebitte blåmejse. Den hoppede fra forhaveforsythiaen mod køkkenvinduet med sine små kvistefødder først. Vingerne blafrede, så den kunne holde den lille balance. Den gjorde det igen og igen. Dap, dap, dap.
”Hvad vil du? Vil du ind?”
Blåmejsen hoppede tilbage til forsythiaen. Kiggede lidt på mig. Så fløj den væk.

Noget om fugle 3

Jeg skal ikke have venner, jeg siger nej til alle invitationer, jeg skriver aldrig igen, jeg forlader aldrig mit hjem igen. Hurtige løsninger føles så godt. Stor lettelse. Min største fejl var at tro, at jeg havde brug for andre, at jeg havde brug for noget. Hvis jeg havde fattet det tidligere, ville jeg ikke være så ked af det nu. Fantastisk logik. Lige så god som den der med, at jeg er så usædvanligt dum og grim, at hele verdens befolkning ikke kan tænke og tale om andet samtidig med, at jeg er helt ligegyldig og usynlig, at det ikke betyder noget, om jeg er her eller ej. Ligeså god som det der med, at hvis nogen roser mig, gælder det aldrig, men hvis nogen siger noget grimt om mig, gælder det altid.
Min veninde skrev til mig, at hun ikke kunne forstå, hun ikke hørte fra mig. Om hun havde gjort noget forkert. Hun var så ked af det, hvis hun havde gjort noget forkert. Der er ikke meget lettelse over andre menneskers ubegrundede ked-af-det-hed og skyldfølelse. Det er der ikke. Problemet var bare, at jeg ikke havde lyst til at fortælle, hvordan jeg havde det. I mit hoved, i de uendelige nætter, i mørket handlede det hele om mig, mig og min forfærdelighed. Men når jeg tænkte på at tale om det, fik jeg følelsen af at skulle kaste en stor sort klump op. En klump så stor, at hverken jeg eller andre kunne rumme den.

*

Normalt sidder duen på kanten af fuglebadet, tager en lur, går på toilettet, den slags. Men den dag ville duen i bad. Den satte sig ned i vandet, sad der længe, vaskede ansigtet, sad lidt igen, vaskede sig under begge vinger, sad lidt, stak den ene vinge lige op i luften, helt lodret, sad der længe, var ligeglad med, at det så sært ud, for det var rart, det kunne man se.

Noget om fugle 2

Det er et mareridt at vågne om natten, når vågenheden er fyldt med alt det dårlige, jeg har gjort i mit liv. Hvert eneste grimme ord, jeg har sagt til nogen, roterer i min hjerne. De forstyrres kun af de grimme ord, nogen har sagt til mig. Grimme ord, dårlige oplevelser, tristhed , sov godt, hvis du kan.
Sådan var det hver nat i flere måneder. Dagene gik med at være apatisk, at græde uden at opdage det, at smile uden på, men ikke have inden i med. Mine nærmeste har sagt, at de slet ikke opfangede, hvor dårlig jeg var, og det forskrækker mig, hvor forfærdeligt man kan have det, uden det trænger ud i ansigtstrækkene og kropsholdningen. Det forskrækker mig, at de konstante tårer kun var konstante, når jeg var alene.
De uendelige nætter fortalte mig, at alt dårligt, der var sket mig i mit liv, var min egen skyld. Jeg var et forfærdeligt menneske. Jeg besluttede, at jeg ikke fortjente at have venner og stoppede med at svare på beskeder. I virkeligheden kunne de jo ikke fordrage mig, vennerne, det fortalte nætterne mig, så jeg gjorde dem en tjeneste.

*

Blåmejsen havde sat sig lige uden for stuevinduet. På kanten af markisen. Med hovedet nedad. Der sad den og kiggede ind på mig, som om det var mig, der vendte på hovedet.

Noget om fugle

Det begyndte nok før de uendelige nætter, men det var de uendelige nætter, der fik mig til at forstå det. Det var ikke meningen, at jeg skulle være så ked af det. Det var ikke almindeligt at græde hver dag. Det var ikke meningen, at jeg skulle skamme mig over at eksistere. Jeg har altid været usikker, men det her var meget mere end usikkerhed. Jeg var flov over mig. Jeg var flov over det jeg havde skrevet og fået udgivet. Jeg var et elendigt menneske, der i et kort øjeblik havde troet, at jeg kunne noget, men det kunne jeg ikke, og jeg skammede mig så meget, at der ikke var plads til mere skam.
”Jeg kommer aldrig til at skrive igen,” sagde jeg til min kæreste. ”Jo, du gør,” sagde han. ”Men det er ikke kun lysten, der er væk. Jeg kan ikke mere. Ordene vil ikke hænge sammen.”
Det har han ikke sagt så meget til, men han er gået i gang med at lave en ny hjemmeside til mig. Èn der skal skrives til og på, og nu forsøger jeg. Jeg vil skrive om de uendelige nætter, om at blive glad igen, om at der ikke skal skrabes ret meget i overfladen for at få øje på den tunge ked-af-det-hed, om fuglene, der gør det bedre, om fuglene jeg skammer mig over at være så glad for, om at komme videre.

*

Solsorten sad inde i forsythiaen. Langt inde i midten. Jeg måtte helt tæt på for at se, at det var en solsort og ikke en eksotisk vidunderfugl. Det var bare en solsort, og den sang helt stille, som om den kun sang for sig selv. Men det var det fineste, jeg havde hørt. Det var alle fugles smukkeste sange, der kom ud af det lille orange næb. Solsorten sang så stille, at det mest af alt virkede, som om den øvede sig. Den ville være sikker på, at den var god nok, når den skulle synge uden for forsythiaen. Jeg hviskede til den, at den allerede var fantastisk, men jeg tror ikke, den lyttede.

Hvor kommer de fra?

Det er så svært at forstå hadet. Hvorfor hader de så meget, tænker jeg. Hvorfor er de ligeglade med folk i ekstrem nød? Hvor kommer fordommene fra?
Men det må også gå den anden vej. De mennesker, der kalder mig og andre for naive halalhippier, må da også tænke over, hvorfor vi ikke ser det, de ser. Hvorfor mener vi ikke, at ”de fremmede” er farlige? Hvorfor frygter vi ikke for de danske værdier? Hvorfor er vi ikke bange for at miste noget, når flygtninge skal have hjælp?
Jeg har ikke valgt en side eller grebet nogle godheds-holdninger ud af den blå luft. Det, jeg mener, er dannet af det, jeg har oplevet. Af min for mig helt virkelige virkelighed. Af det jeg kommer fra.

Da jeg var 7 år, flyttede min familie og jeg fra Vestjylland til en forstad til Århus. Vi flyttede fra blæst og boligblok til et gårdhavehus i alment boligbyggeri et sted, hvor alle snakkede mærkeligt. De boede i et huus og gik uuj og fik iis, og de var meget interesserede i at høre, om jeg havde været på en ægte bondegåwer. Det var nogle mærkelige børn, jeg mødte dengang. Åbne og anderledes og nogle gange løb de nøgne rundt på legepladsen, men det var jo også i halvfjerdserne. Jeg husker meget lidt fra tiden i Vestjylland, og jeg husker meget fra den første tid det nye sted. Jeg var lykkelig der. Senere fandt jeg ud af, at andre steder i forstaden kaldte man mit kvarter for slummen eller ghettoen. Det må have været, fordi de aldrig havde været der, for det var en tryg og sjov tid fyldt med venner og sol og sne og strømpesokker op til genboen, som serverede pomfritter eller flødeskumsroulade, der altid havde en meget eksotisk bismag af Rød Cecil.
Efter nogle år kunne jeg børste lidt glimmer af det oliemaleri, jeg havde gjort mit kvarter til. Det var ikke alt, der var godt. I de andre huse var der børn, der fik tæsk, der var voksne, der tæskede hinanden. Der var det søde ældre ægtepar, der ind imellem passede mig og min søster. Dem, hvor konen en sen aften ringede på vores dør smurt ind i blod, efter hendes mand havde gennembanket hende. Der var sultne børn og fattige forældre, der var druk, og der var mindst to ægte narkomaner — der kan sagtens have været flere, men vi lagde mærke til dette specifikke par, da den ene skød efter den anden ude på legepladsen. Der var alt muligt i vores kvarter. Der var også folk, der så ud, som om de havde masser af penge. Der var gamle hippier, der boede alment, fordi de ikke havde lyst til at eje noget. Der var skolelærere og akademikere og fabriksarbejdere og rengøringskoner og arbejdsløse. Det var ikke alle hjem, der var trygge, men jeg var aldrig nogensinde bange for at bo der midt i vores kvarter.
Der var også folk, der ikke var født i Danmark. Der var en hollandsk far og hans to børn. Der var en dreng fra Jugoslavien. Der var de iranske og somaliske familier. Og irakerne. Der var polakken i huset bag vores. Der var flotte Carlos og rare Maurice og den altid venlige mand, som de andre sagde var en ægte afrikansk prins.
Der var måske også vold og utryghed i nogle af de hjem — det endte i hvert fald ikke godt for den hollandske familie, men “de fremmede” generede mig aldrig. De var mine naboer, som jeg sludrede med i vaskehuset — og det var aldrig dem, der stjal mine vasketider. De var dem, der aldrig lavede et måltid uden at dele ud af det. De var dem, der ansatte min søster som barnepige. De var dem, der blev vores venner. De var dem, der stoppede op og spurgte, hvordan vi havde det. De var ikke noget andet end os. De var en del af os.
Jeg husker min forvirring og vrede, da nogle af parcelhuspigerne havde vovet sig ned i slummen for at glo på forstadens smukkeste dreng — han boede i mit kvarter og var fra Iran. Pigerne sukkede over ham, men blev også enige om, at man jo ikke kunne være sammen med sådan én. Sådan én? Altså sådan en smuk og sød og klog og sjov og fantastisk ven-én? Jeg forstod det ikke dengang, og jeg forstår det ikke nu.
I mit liv har jeg mødte mange mennesker af mange forskellige nationaliteter. Mange fantastiske mennesker og mange røvhuller, og det generelle ved dem er, at jeg ikke kan generalisere. Hvor du er født, og hvordan du ser ud har ikke en skid at gøre med, om du er et godt eller et dårligt menneske.
Jeg tror ikke, det er løgn, hvis nogen fortæller, at de er vokset op et sted som mit kvarter, men har haft en hel anden oplevelse. Jeg forsøger altid at blive bedre til at huske, at der er mange forskellige historier, og der findes ikke en speciel slags mennesker, der kun er på én måde.
Jeg synes selvfølgeligt ikke, at Danmark skal huse alle flygtninge i hele verden, og jeg kender ikke en eneste anden halalhippie, der mener, at det er en god ide. Jeg lider til gengæld heller ikke af det der sære storhedsvanvid, der får en overraskende stor flok mennesker til at tro, at man kan sidde i et sønderbombet land og have mistet det meste af sin familie, men det eneste, man har lyst til, er at komme til den lillebitte prik, der hedder Danmark for at udnytte velfærdssystemet.
Jeg er kritisk overfor islam, men hverken mere eller mindre end jeg er over for alle andre religioner. Og jeg synes sagtens, man kan være kritisk over for en religion uden at fordømme den religiøse.
Jeg tror ikke, vi når nogle vegne, hvis det er forbudt at sige, at der er problemer, men gid vi så også husker, at det er virkelige menneskeliv, vi taler om. Mennesker, der føler, tænker, frygter, elsker og håber som os. Jeg er lykkelig over, at mine forældre lærte mig at læse og se nyheder, at være grundig, at være både åben og kritisk over for dem og selv undersøge ting, der ikke hænger sammen. Det bør ikke handle så meget om nogens formørkede dagsorden. Det bør være virkeligheden, der gælder.
Men lige nu ser vi virkeligheden på så vidt forskellige måder, at jeg har svært ved at tro, at vi nogensinde stopper med at være sure på hinanden. Det gør mig bange og ked af det. Og det hele bliver så åndssvagt og handler pludseligt alt for meget om frikadeller, og jeg fatter ikke, at hakket svin kan være vigtigere end værdier som åbenhed, venlighed og medmenneskelighed.
Jeg spiser ikke svinekød. Jeg synes, det er ulækkert. Men jeg elsker at være dansker, og jeg hader, at vi er så splittede.

Hvor kommer dine meninger fra?