Kategoriarkiv: Jeg vil ikke tage det flot

Du kan selv være en stakkel

Kan du huske, dengang jeg var syg? Jeg fik sådan nogle anfald, der varede flere måneder. En læge sagde, det var noget, jeg skulle gå hjem og tage med humor. Visse personer fra min arbejdsplads sagde, at det var pjæksyge. En del mennesker sagde, at det i hvert fald ikke var noget alvorligt. Kan du huske, at der så var en læge, der sagde, at han egentlig syntes, at det virkede ret alvorligt? Det var ham, der sendte mig videre til en neurolog på sygehuset. Og det var neurologen, der sagde, at jeg havde sklerose. Puh, det var altså en træls diagnose at slæbe med hjem. Det var en livstidsdiagnose af den slags, hvor man kun får det værre. Det var også en diagnose, som ikke ret mange forstod, men som en del troede, de var eksperter i. Kan du huske, hvor træt jeg var af alle ”du skal bare”-rådene? Og hvor frustreret jeg blev, når folk troede, at sklerose var en slags eksem eller noget muskelsvind i benene? Jeg var ked af det, fornærmet, fortørnet, vred, vred, vred og var konstant bange for at blive set som en, der var for syg, og en der ikke var syg nok.
Kan du huske, at jeg udgav en bog om det? Dengang havde jeg brug for at være rasende, og jeg forstår mig godt. Men, uh, jeg kan også blive bange for, at bogen bare blev endnu et led i rækken af ”sådan er du syg på den korrekte måde”-kæden. Jamen, har du set, hvad de andre skriver? Der er en, der mener, at hun kurerede sin sklerose. ”Du skal bare”. Der er hende, og der er alle de andre: Du skal bare tænke positivt. Du skal bare dyrke ekstremsport. Du skal bare leve af mælkebøtter og myrelort.
Det vil jeg være ked af at være en del af, for kors, hvor har jeg brugt meget tid på at være vred over den slags. Jeg var i det hele taget meget vred, da jeg var syg.
Tænker du over, at jeg bliver ved at skrive om sygdom i datid? Tænker du over alle de gange, jeg har råbt og skreget, at jeg aldrig bliver rask? Tænker du også over, hvordan det er at være syg resten af sit liv? Ok, det gør jeg også.
Jeg er syg, når jeg har influenza. Jeg er syg på samme måde som dig. Sklerosen er noget andet, et livsvilkår, og jeg har vænnet mig til den. Jeg er ikke sluppet af med den på mirakuløs vis, og det er ikke sådan, at vi aldrig skal tale om den igen. Den er der, den er en lortesygdom. Men den er noget, jeg har. Den er ikke noget, jeg er. Ikke længere.
Nu er det efterår. Den tid, hvor min hjerne kører i slowmotion. Den tid, hvor mine læseøjne hænger løst og mine skrivefingre finder det tæt på umuligt at skabe forbindelse til alle de ord, der vælter rundt i min hjerne. Kan du huske, hvor trist det gjorde mig engang? Det gør det ikke mere. I stedet for at slås med det, jeg ikke kan, ser jeg tv-serier, jeg har set 100 gange før. Så lukker jeg øjnene uden at gå glip af noget. Jeg kigger ud på fuglene, der underholder mig, så længe jeg leverer fedtkugler. Nogle dage overrasker med lys, så jeg både kan skrive og læse. De dage skynder jeg mig at tage. Men de andre dage er også ok. Det er ikke sygedage. Det er dage, jeg lever, så godt jeg kan.
Kan du huske alle de gange, jeg har sagt, at jeg vil skrive flere bøger? Har jeg egentlig også fortalt, at der er folk, der siger, at det skal jeg bare droppe? At jeg skal overgive mig til sygdommen og acceptere, at den er mit liv nu? Og at de perioder, hvor jeg synes, jeg kan en hel masse ikke rigtig gælder? Det er kun tiderne, hvor jeg ikke fungerer, der tæller. “Drop nu bare det der med at tro, at du kan alt muligt.”
Bliver du rystet på mine vegne? Åh, det håber jeg sådan. Jamen, forestil dig, at jeg ligger for døden og tænker tilbage på mit liv.
”Jeg var syg, og det var det.”
Så tror jeg altså, at jeg foretrækker: ”Jeg havde en sygdom, det var pissesvært, men jeg gjorde, hvad jeg kunne, når jeg kunne, og jeg er tilfreds, nå!”
Uh, kan du også mærke det? Jeg hænger lidt i røven af ”du skal bare”-folket. Undskyld. Jeg prøver lige igen:
Jeg vil helst fortryde så lidt som muligt. Forstår du det? Det tror jeg, du gør.
Tak!

Syg, grim og aldrig ligeglad

Det er 4 år siden, jeg blev sygemeldt. Dengang anede jeg ikke, at kronisk sygdom handlede om så meget meget mere end sygdommen alene. Jeg anede ikke engang, hvilken forbandet diagnose, der ventede mig. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at omgivelsernes nye syn på mig ville toppe forskrækkelsen over den krakelerede udødelighed.

”Du skal lade være med at have forventninger til dig selv,” sagde de. ”Du skal glemme alt om andres forventninger til dig,” sagde de. Og de sagde det i bedste mening, fordi jeg var tæt på at gå i stykker. Men jeg kunne mærke, at hvis forventningerne til mig — fra mig selv og fra andre, forsvandt, så var der ikke ret meget mere end en sæk benløs hud tilbage.

Ind imellem ville jeg sgu ønske, at jeg kunne sende både selvforventningerne og andres forventninger på en lang ferie. Men hellere for mange end ingen. Folk forstår det nu, og det er en stor lettelse.

Det giver dog plads til et nyt problem: Mit udseende. Forfængeligheden. Det, de kalder overfladiskhed.
”Folk er da ligeglade,” siger de. ”Det er der da ingen, der ser,” siger de. Og de siger det i bedste mening, fordi de ikke vil have, at jeg er ked af det. Men jeg er ikke ligeglad. Jeg ser det: Håret, der falder af. Kiloene, der velcroer sig fast til mig med hjælp fra stillesidning og stærk medicin. De trætte øjne. Blegheden. Og de andre ting, som min forfængelighed forbyder mig at fremhæve her.
”Det betyder ikke noget.”
Jo, gu gør det så! Det betyder noget, at mit ansigt gemmer sig i en rand af flæsk. At jeg ser gravid ud. At jeg har 20 hårstrå på issen, som skal dække hele flæskefesten.
”Ej, så slemt er det da ikke.”
Jamen, det er det for mig. For det er der, min sygdom bliver synlig. Krykken er et hjælpemiddel, flæskefjæset er et symptom på, at noget gik galt for mig. Og jeg er ikke ligeglad.
Jeg gør selvfølgelig noget ved det, men det kræver tid og store livsstilsændringer. Det er så skidesvært.

Derfor sagde jeg nej til dig, magasinredaktør, da du ville sende en fotograf hjem til mig i december, hvor jeg var overmandet af elendighed og medicinrelateret helkropshævelse. Jeg var villig til at lukke jer ind i januar, men den villighed blev hurtigt slukket, da du pressede på:
”Har I ikke selv nogle billeder, vi kan bruge? Gerne før og efter du blev syg.”

Før og efter? Altså noget hopper-glad-rundt-og-nyder-livet og noget handicappet-og-iført-lidelsesansigt? Nej!

”Må vi så ikke sende fotografen hjem til dig, selvom du har det dårligt. Det er jo kun godt, hvis du ser skidt ud.”

Nej!

”Men du vil vel gerne sælge din bog,” spurgte den ellers søde og forstående journalist i et sidste forsøg på at få trykt sin artikel.

Og ved du hvad?! Jeg vil selvfølgelig gerne sælge bogen, men ikke ligeså meget som jeg vil insistere på at holde fast i, at jeg er meget mere end et trist sygdomsbillede.
Find jeres lidelsesansigter et andet sted, tak!

Pausekonkurrence

Det er ikke bevidst, at jeg ikke skriver på bloggen for tiden. Jeg gad godt skrive hele tiden, og teksterne vælter rundt i min hjerne. Men jeg er sådan et stykke overkogt spaghetti, der falder sammen af diverse småskavanker og flyttetravlhed. Jeg har det ikke meget dårligt, jeg er glad, men også ret slattenhjernet.

I weekenden er der Vild med ord i Ridehuset i Århus, og jeg vil, vil, VIL med. Min kæreste har en stand med en stol til mig, hvis jeg bliver træt. På mandag får vi nøglen til det nye hus, og der sker så meget lige nu. Men om lidt får jeg skrevet alle de indlæg, jeg brænder inde med, jeg er bare så bange for, at I når at forsvinde i mellemtiden, og jeg kan dælme ikke undvære jer.

Jeg ved godt, jeg er dårlig til at vise det. Jeg er for eksempel verdens dårligste til at svare på kommentarer, og jeg bliver nok ikke bedre. Men jeg vil gerne gøre et eller andet, så derfor (kig væk, konkurrencehadere) har jeg været inde hos forlæggeren og hente nogle bøger og tegneserier, som to af jer kan vinde.
De to bogpakker består af: Jeg vil ikke tage det flot (signeret, hvis du vil have det), Under stjernerne af John Porcellino og Mørket venter af Loka Kanarp & C/M Edenborg.
(Se mere om dem på forlagets hjemmeside)

For at deltage skal du bare skrive en kommentar til dette indlæg. Jeg trækker de to vindere mandag aften. Følg med hernede i bunden af indlægget eller på facebooksiden, så du kan se, om du har vundet.

Bøger

Shit, et slattent og sløret billede, mand. Men lad os bare kalde det en metafor for min hjerne.

 

Opdatering. Vinderne er trukket:
Tak! Tak fordi I havde lyst til at deltage i konkurrencen. Jeg har læst jeres søde kommentarer flere gange, og jeg læste dem lige igen, da jeg skrev alle jeres navne ned på små sedler. Den 11-årige insisterede på at være lodtrækningsmester (lukkede øjne og hånden ned i skålen med sedler. Vigtigt job), og han trak:
Nina PB
og
Helene H

Send jeres adresser til omannepost@gmail.com, så sender jeg forlæggeren på posthuset så hurtigt som muligt.

Den bedste dag

Lyden af mennesker i flok kan meget nemt gøre mine hjerne slap. Og fornemmelsen af mennesker i flok kan forstærke min efterhånden indgroede ensomhedsfølelse, fordi jeg ikke kan deltage flokkeriet i det omfang, jeg vil.

Det var nogle af årsagerne til, at jeg ikke ville have en udgivelsesreception.
Men forlæggeren insisterede. Jeg piver altid over, at jeg aldrig bliver fejret, så når der er en oplagt lejlighed, kan jeg godt droppe martyrmasken. Da min veninde, Dorte, så oven i købet havde fundet den helt perfekte lille kaffebar til lejligheden, begyndte mine modargumenter at se temmelig visne ud.
Så i går klokken 17 var der reception.

Tiden før receptionen gik med at have nerverne hængende ud af porerne. Det dulmede en del at have besøg af Marianne, der var så sød at lade, som om hun ikke så, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at kvæle nervøsiteten med store mængder mad. Da hun tog hjem, kastede adrenalinen mig rundt på vægge og lofter, og der spænede jeg rundt, til Dorte og hendes mor kom og hentede mig.
Forlæggeren og den 10-årige var allerede taget af sted. ”For at gøre klar på kaffebaren” kaldte vi det. Men det hed nok i virkeligheden ”hun skal vist lige have lidt tøjkrisero.”

Min selvintrigante hjerne havde på en eller anden måde overbevist mig om, at min egen reception kunne blive en lidt træls affære, hvor jeg igen ville blive ramt af ”det forkerte liv”-følelsen. Men min hjerne kan være den største idiot, for den reception var så fantastisk, at jeg stadig bliver grådlabil, når jeg tænker på den.
Stille og roligt gik det op for mig, at folk faktisk kom. Og at de kom for at se mig. Hver gang jeg så et kendt ansigt i døren, var det som at se tryghed i fysisk form. Det var mine mennesker, der kom. Det var mine bedste venner, mine nye venner, min gamle og nye familie og gamle venner, som jeg ikke havde set i mange år.
Da Camilla, som jeg voksede op sammen med, stod i døren, blev det for overvældende, og jeg begyndte at græde. ”Stop så! Ellers begynder jeg også,” sagde hun og reddede mig fra at tilbringe resten af receptionen med vræleansigt på.

Nu er min lejlighed fyldt med blomster, chokolade, vin og de dejligste sager. Og jeg er fyldt med en taknemmelighed så stor, at jeg ikke rigtig har plads til andet indeni.
Tænk, at en dag, der begynder med, at man vågner efter en drøm, hvor man syer fyldet fast i en sandwich, kan blive en af de bedste siden totusindeetheltandetliv.

Tak til jer, der kom. Jeg savnede jer, der ikke kunne komme, men jeg forstår ret godt, at hverdagsliv kan komme i vejen.
Tak til alle jer andre, fordi I også bidrager til den følelse af rarhed, der overvælder mig lige nu.
Tak til Kirsten og Anna (?) (Undskyld, jeg kunne knapt nok huske mit eget navn) fra Bülows Kaffebar i Jægergårdsgade. Mennesker, jeg ikke kendte i forvejen, som gjorde så meget for, at min dag skulle blive god.

Her kommer en række billeder i tvivlsom kvalitet. Gid jeg havde taget mange flere:

image (4)

Der blev hurtigt fyldt op.

foto (3)

Anders og Hannah væltede direkte ind i en meget naturlig samtale.

image (3)

Olli og Dorte var diskrete og lod, som om de ikke så, jeg var i gang med at tage et billede.

image (1)

De fleste gik ud i solen. Men nogle blev inde og passede på mine dyrebare gaver. Min far ser ud, som om han tager sig en lille lur.

image

Anders læste højt af min bog på engelsk. Han mener, den har Oprah-potentiale. Stine var enig og meget begejstret.

image (2)

Nogle af de bedste mennesker i verden. Blandt andre Bettina, som jeg arbejdede sammen med i England for 3000 år siden.

image (5)

Helt overvældende. Jeg vidste ikke engang, jeg skulle have gaver, men første buket og chokolade var dukket op, allerede inden jeg kom (tak Tine). Tak alle! Allermest fordi I kom. Kan man godt holde flere receptioner for én bog?

I morgen er meget snart

Det er i morgen, min bog udkommer, og jeg tager det virkelig ikke flot. Der er lidt for mange søvnløse nætter med spekulationer, der hvirvler rundt mellem ”hvad har jeg dog gjort? Jeg bliver til grin” og ”der er garanteret iiiikk’ nogen, der vil læse min booog”.
Men den er jo, hvad den er: En bunke blogindlæg om, hvordan det var at blive syg. Hvor ensomt og skræmmende, det var. Og hvor irriterende og ind imellem direkte skadende andre menneskers aldrig stoppende peptalks kunne være.

Der er også en lille stak tekster, som jeg aldrig har udgivet på bloggen. Nogle virkede for personlige, da jeg skrev dem. Andre kunne måske gøre nogle mennesker kede af det eller flove (eller sure, uh). De tekster er med i bogen, for ellers ville historien have for store huller. Men jeg nævner ingen navne. Det handler nemlig ikke om at hænge folk ud. Der er ingen, der har gjort mig ked af det med vilje. Sygdom er en lort, som de færreste har lyst til at røre ved, og jeg er ikke sikker på, jeg selv ville have været bedre til at håndtere det udefra.

I går sendte forlæggeren en stor bunke forudbestilte bøger af sted, og jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg er for den opbakning, jeg har mødt fra jer derude. Tak, for dælen! Jeg håber virkelig ikke, jeg skuffer jer.

Apropos min skræk for at skuffe: Jeg har lovet forlæggeren at lade være med at skrive om alle mine usikkerheder i forhold til bogen. Han mener ikke, der er meget salg i en bog, som forfatteren nedgør med ”ej, den er altså ikke noget særligt” og ”brug nu jeres penge på en rigtig bog i stedet”. Indtil jeg har fundet balancen mellem ydmyghed og selvudslettelse, tror jeg bare, jeg holder mig fra at skrive for meget om den.

Men i morgen udkommer den. Hvis jeg er så heldig, at den får lidt omtale rundt omkring, vil jeg linke på bogens side lige her. Så hold øje med den, hvis I er nysgerrige.
Bogen kan købes (nu) direkte fra forlagssiden (her), bestilles hos diverse netboghandler, og den kan bestilles hjem hos den fysiske boghandler (hvis man vil spare porto).

Bogen er, hvad den er. Og jeg skriver, som jeg skriver. Kors, hvor er jeg spændt.

foto (2)