Kategoriarkiv: Min mormor og skovkrokodillen

Tak!

Vi nåede målet. Mit skraverede sind havde selvfølgelig opgivet på forhånd, men vi nåede det.
Jeg er så taknemmelig over, at så mange ville støtte og dele. Og det handler langt fra kun om penge. Det handler om, at jeg føler, der sidder en masse mennesker, som ønsker mig det godt, og som gerne vil hjælpe mig i gang med alt det, jeg drømmer om. Jeg føler, I tror på mig, når jeg siger, at jeg kan se masser af værdi i min fremtid.
Jeg har nogle lortepræmisser, og det er dem, kommunen ser herfra og for evigt. Præmisserne ændrer sig aldrig, men min måde at leve med dem på kan stadig udvikle sig. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at give op, for jeg kan simpelthen ikke se, hvorfor alt det, jeg drømmer om, skal kvæles, fordi jeg er syg, og fordi det ikke passer ind i kommunalt regi. Drømmene skal sgu være der. Jeg modererer dem bare undervejs.

Skærmbillede 2015-02-06 kl. 10.22.03

Og nu, mens jeg er i gang med at skrive, vil jeg lige fortælle, at jeg har det skidt. Blandt andet ser jeg meget dårligt – bare sådan pludseligt. Jeg har også tåge inde i hovedet, så det er ret svært at formulere sætninger (har skrevet lidt om det her). Overblik over korrektur og den slags kan jeg glemme alt om, så dette indlæg er, som det er (ok, jeg har læst lidt korrektur. Der var løbske ord overalt). Jeg insisterer stadig på at skrive hver dag, men det bliver mest til minitekster på twitter og instagram. Jeg har ikke mistet modet, men det kan sgu da godt være, jeg bliver nødt til at anskaffe mig en lup eller to, hvis øjnene ikke bliver bedre inden længe. Jeg har et nyt indlæg siddende i fingerspidserne, og det skal snart ud.

Det er bare en lille børnebog

For mange måneder siden, inden efterår og vinter sugede min hjerne ud, skrev jeg en lille historie om den dag, min niece eksperimenterede lidt med havedøren og på den måde kom til at låse min mor ude. Min mor er ikke så lang, men det forhindrede hende ikke i at svinge sig over den høje havelåge, så hun kunne løbe om til fordøren og befri min niece og nevø fra en mormorløs eftermiddag.
Min udgave af historien er en anelse overdrevet, men min forlæggerkæreste havde alligevel lyst til at udgive den. Han kontaktede Dita Sternfend (hun er så pissedygtig), som til min store overraskelse gerne ville illustrere den lille historie. Det var virkelig sjovt at se tegningerne, efterhånden som de kom ind. Hun havde tydeligvis hentet skabelonerne direkte i min hjerne og bagefter gjort dem bedre, end jeg selv kunne have tænkt mig frem til. Efter min mening er det illustrationerne, der bærer hele bogen.

Min kærestes forlag er stadig nyt, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at den økonomiske side af sådan noget er meget stram. Men han arbejder så hårdt for det og har lige fået sig et deltidsjob, som skal give lidt mere frihed på det punkt (og mange flere lange aftener inde på arbejdsværelset. Men det gider man godt, når man elsker det, man laver).
Det koster tæt på en milliard kroner at trykke flotte illustrerede børnebøger, derfor forsøger han sig i dette tilfælde med Kickstarter, hvor folk har mulighed for at støtte produktionen af bogen.

Jeg vil ikke bede nogen om noget. Især fordi jeg som sædvanligt er i fuld gang med at gå i stykker af præstationsangst. Jeg burde have brugt mere tid på historien. Den burde være længere. Den burde være dybere. Den burde have et budskab, som kan redde hele menneskeheden. Alt det sædvanlige. Men bogen er blevet så flot, så jeg vil blive glad, hvis I har lyst til at kigge nærmere på den. Bare lige et hurtigt øjestrejf.

Det er lige her bag dette link.

Skærmbillede 2015-01-30 kl. 08.25.38

Jeg håber, I bærer over med det reklameagtige indlæg. Det bliver ikke til så meget mere fra mig for tiden, da det tager mig uhensigtsmæssigt lang tid at ramme de rigtige taster. Men det bliver bedre igen. Det gør det altid.